L 4 Lov om ændring i lov om pensionering af civile funktionærer, håndværkere og arbejdere ved hæren og søværnet m. v.

Af: Økonomiminister Ivar Nørgaard ()
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 438 af 17-12-1965
Ved lov nr. 128 af 13. april 1962 om ændringer i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd blev der som led i en generel nyordning af ansættelsesforholdene for sygeplejersker i offentlig tjeneste gennemført visse ændringer i pensionsordningen for sygeplejerskeuddannet personale i tjenestemandsstillinger.

De væsentligste nydannelser bestod i, at den hidtidige regel i lønnings- og pensionslovens § 56, stk. 1, som for oversygeplejersker, fængselsoversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, fængselssygeplejersker og sygeplejeassistenter foreskrev en pligtig afgangsalder ved det fyldte 65. år, og som i øvrigt indeholdt bestemmelse om, at de pågældende kunne forlange sig afskediget med pension ved det fyldte 60. år, blev ændret derhen, at det for sygeplejerskers vedkommende bestemtes, at de kunne forlange sig afskediget med pension ved opnået 65 års alder. Samtidig gennemførtes bestemmelser om en særlig pensionsberegningsskala, hvorved sygeplejersker fik adgang til at opnå højeste pension med en pensionsalder på 30 år.

For sygeplejersker, der omfattes af den særlige pensionsordning efter lov om pensionering af civile funktionærer, håndværkere og arbejdere ved hæren og søværnet m. v., blev der ikke gennemført nogen hertil svarende revision, idet bestemmelsen vedrørende sygeplejepersonalet i lovens § 2, stk. 4, som indholdsmæssigt ligger på linje med lønnings- og pensionslovens § 56, stk. 1, efter dennes oprindelige formulering henstod uændret.

Med henblik på at bringe forholdene på dette område i formel overensstemmelse med de gældende regler inden for tjenestemandsområdet ophæves ved nærværende lov bestemmelsen i civilarbejderlovens § 2, stk. 4. Sygeplejerskeuddannet personale under civilarbejderloven vil herefter i medfør af lovens § 1, stk. 1 være omfattet af de i lønnings- og pensionslovens kap. 2 indeholdte særlige sygeplejerskeregler.

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det gennemførtes — uden at have været undergivet udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Knud Enggaard (V), Jørgen Langkilde (KF), Poul Dam (SF), Svend Haugaard (RV) og Ejnar Bækgaard (U)