Ved loven foretoges fra den 1. februar 1966 følgende ændringer i lov om tobaksafgifter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 99 af 31. marts 1964, således som denne senest er ændret ved lov nr. 75 af 31. marts 1965:

1. Afgiften af cigaretter forhøjedes med 2,84 øre pr. stk.

2. Afgiften af røgtobak, afgiftsklasse C og D, forhøjedes med beløb, der for de almindeligste sorter udgør 7 kr. 50 øre pr. kg.

3. Afgiften af cigarer, cerutter og cigarillos forhøjedes med 5 øre pr. stk. for værdibeskattede cigarer og 3 øre pr. stk. for de øvrige varer i denne gruppe.

Der foretoges samtidig nogle mindre ændringer i de i loven indeholdte prisgrænser for cigaretter og røgtobak, hvorved man imødekom ønsker fra branchen om højere avancer på disse varer.

Det årlige provenu af ændringerne blev anslået til ca. 200 mill. kr.

Alle de nævnte forhøjelser var efter forslag af finansministeren ændret under lovforslagets behandling i folketinget. Ifølge lovforslagets oprindelige formulering skulle cigaretafgiften forhøjes med 3 øre pr. stk., røgtobaksafgiften med et beløb, der for de almindeligste sorter udgjorde 8 kr. pr. kg, afgiften af værdibeskattede cigarer med 12,5 øre pr. stk., afgiften af cerutter med 6,8 øre pr. stk. og afgiften af cigarillos med 3,8 og 4,9 øre pr. stk. Desuden indeholdt lovforslaget bestemmelser om forhøjelse af afgiften på kardusskrå og snus fra 38 pct. til 43 pct. og på anden skrå fra 23 pct. til 30 pct. af varernes detailpris inklusive afgift. Det årlige provenu af de oprindeligt foreslåede forhøjelser var i bemærkningerne til lovforslaget anslået til 240 mill. kr.

Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl og i lov om forskellige forbrugsafgifter, forslag til lov om forhøjelse af tillægsafgiften af benzin, forslag til lov om ændringer i lov om vægtafgift af motorkøretøjer og forslag til lov om forhøjelse af indkomstskatten af aktieselskaber m. v. Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren bl. a.:

„Man vil sikkert tro mig, når jeg siger, at det er uden glæde, jeg i dag fremsætter disse lovforslag. Men jeg gør det i overbevisningen om, at vi her står over for en nødvendighed, hvis det skal lykkes også i det nye år, vi snart går ind i, at fortsætte den økonomiske fremgang og bevare det store gode, den fulde beskæftigelse.

Det finanslovforslag, der af regeringen er fremsat for det høje ting, viser jo klart, at øgede indtægter må skaffes, hvis vi i næste finansår, der begynder 1. april, skal blive i stand til at føre en passende finanspolitik. De fleste er vel nu enige om, at den finanspolitik, der har været ført i indeværende finansår, ikke har været tilstrækkelig. Jeg skal ikke gentage, hvad jeg sagde herom ved fremsættelsen af finanslovforslaget, men blot endnu en gang understrege det efter regeringens opfattelse uheldige i, at der i en situation med samfundsøkonomisk overtryk er udgået en ekspansiv virkning fra statsfinanserne i første halvdel af året. Som følge heraf er kreditstramningen blev hårdere end ellers nødvendigt, og det spørgsmål, vi nu står over for, er da, om det ikke skulle være muligt at gennemføre en vis lempelse af kreditstramningen til gavn for beskæftigelsen. Selv om beskæftigelsen stadig er betydelig bedre end i årene før 1964, er der dog tegn på en vis stigning i ledigheden, og der er risiko for en væsentlig nedgang i byggeriet.

Som det er fremgået også af den udtalelse, som Nationalbankens direktion har afgivet, må der, hvis der skal skabes passende rammer for boligbyggeri, landbrugsbyggeri og anden investering til igangsættelse til foråret og sommeren, allerede nu tages skridt til at lempe noget på kreditstramningen. Men der er samtidig af bankens direktion peget på den nære sammenhæng mellem finans- og pengepolitikken. Fra i sommer har finanspolitikken virket mere stramt, og en forudsætning for en gradvis lempelse af pengepolitikken må — som det siges i udtalelsen — være, at den stramme finanspolitik fastholdes. Dette betyder efter regeringens opfattelse for det første, at der for næste finansår må skaffes ca. 700 mill. kr. yderligere, såfremt denne forudsætning skal opfyldes — og der i øvrigt er enighed om statsbudgettets udgiftsside — og for det andet, at de finansielle foranstaltninger allerede sættes i kraft i indeværende finansår, således at der straks sikres det fornødne grundlag for en vis lempelse af kreditstramningen. Det er da også gentagne gange fra erhvervslivet og fra banker og kreditinstitutioner blevet understreget, at forudsætningen for en sådan lempelse må være, at der gennemføres en dertil svarende finanspolitik. Også fra fagbevægelsen er der i den seneste tid kommet udtalelser gående ud på, at kreditstramningen må lempes eller afløses af finanspolitiske midler. Heri er regeringen altså enig, og derfor fremsætter vi i dag vore lovforslag for det høje ting.

For regeringen er det afgørende, at grundlaget for den økonomiske balance sikres i tide og således, at samvirket mellem finans- og pengepolitikken kommer til at fungere på rette måde. Det er ved samarbejdet mellem staten og Nationalbanken og mellem Nationalbanken og penge- og kreditinstitutterne lykkedes at stoppe faldet i obligationskurserne og sikre en begyndende bedring på en række andre områder. Denne bedring må ikke sættes over styr. Derfor må en lempelse af kreditstramningen også straks fra starten følges op af den rette finanspolitik — ikke fordi regeringen har noget som helst ønske om at plage befolkningen med højere skatter, men simpelt hen fordi vi her står over for en økonomisk nødvendighed.

Det er sagt, at vi trænger til en skattepause, og måske lyder det lidt paradoksalt, når jeg nu siger, at regeringen deler denne opfattelse. Men først må der jo være orden i statens og samfundets økonomi. Vil man udgifterne, må man også ville indtægterne. Udgifterne må dækkes ind, og det må være både regeringens og folketingets fælles pligt og ansvar at sikre den økonomiske balance under fuld beskæftigelse og fortsat fremgang i produktion og levestandard. Denne opgave er ikke let; men den er ikke uløselig, når den rette vilje er til stede.

Ja, vi trænger til en skattepause. Regeringen har nøje gennemgået alle statsudgifterne for det kommende finansår. En meget stram linje er blevet lagt — nogle vil sikkert mene for stram en linje — men dette har været og er nødvendigt, hvis ikke skatterne skulle stige endnu mere. Og dette budget vil blive holdt. Der vil ikke blive tilladt yderligere stigninger, som ikke kan holdes inden for budgettet, eller foreslået yderligere skatter for tiden indtil det finansår, der begynder den 1. april 1967.

Hvis denne pause så bruges til en virkelig tilbundsgående drøftelse og vedtagelse af en skattereform, da tror jeg også, vi kan sige, at de penge, som regeringen nu stiller forslag om, er givet godt ud."

Ved lovforslagenes behandling i folketinget blev der i flere tilfælde — med tingets samtykke — dispenseret fra de i henhold til forretningsordenen gældende frister.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslagene af Egon Jensen (S). Den hårde kreditstramning havde bevirket, at man nu med bekymring imødeså en udvikling med stigende ledighed. En forudsætning for, at der kunne påbegyndes en lempelse af kreditrationeringen var imidlertid, at den stramme finanspolitik fastholdtes. Lovforslagene måtte betragtes som foranstaltninger til, at den økonomiske balance sikredes i tide og der skabtes basis for en bedre fordeling mellem penge- og finanspolitik.

Henry Christensen (V) betragtede lovforslagene som et udslag af den manglende sammenhæng i den økonomiske politik. Venstre måtte sige nej til en fortsættelse af regeringens voldsomme skattepolitik. Det, regeringen og folketinget burde overveje, var de faktorer, der fører til de gentagne økonomiske vanskeligheder, de faktorer, der skaber den inflatoriske udvikling. Man måtte søge stigningen i de offentlige udgifter dæmpet, og der måtte foretages en afvejning mellem de forskellige mulige offentlige investeringer, også udfra pengemæssige synspunkter. Henry Christensen ville for sit vedkommende lægge særlig vægt på investeringerne på uddannelsesområdet, men også den sociale sektor spillede en væsentlig rolle. Det var vigtigt at sikre folketingets mulighed for indflydelse i tide på de offentlige budgetters afstemning med den økonomiske udvikling.

Restriktionspolitikken på husleje- og boligområdet var medvirkende årsag til de økonomiske indgreb, og denne restriktionspolitik måtte afvikles. Knapheden på arbejdskraft havde skabt yderligere behov for privat investering. Der var derfor brug for, at opsparingen kunne vokse, og hvis man i den foreliggende situation — under forudsætning af sammenhæng i den økonomiske politik — nåede til den opfattelse, at der var behov for en øget indsats til fremkaldelse af opsparing, ville venstre foretrække den direkte form, som en lovpligtig opsparing havde. Virkningen af den økonomiske politik, der skulle tilsigtes, burde være, at noget af stigningen i efterspørgselspresset flyttedes fra forbrugssektoren til investeringssektoren, og der måtte så i investeringssektoren foretages en indre afbalancering. Det, der var brug for, var en samlet sanering af dansk økonomi.

Også Poul Møller (KF) vendte sig imod lovforslagene. De var bl. a. begrundet med udgiftsstigningerne, som de konservative naturligvis erkendte deres medansvar i, men udviklingen havde vist, at folketinget fremtidig ikke kunne indskrænke sig til at se på det første års udgift som følge af en eller anden lov. Man måtte foretage en bedømmelse af, hvordan loven ville virke i det lange løb, og hvordan dens administration ville udvikle sig.

I andre lande havde man i tilsvarende situationer gennemført massive og betydelige budgetnedskæringer. Her i landet søgte man ensidigt at opnå indtægtsstigninger for statskassen. Den danske budgetteknik burde ændres. Vi burde starte med at give styrelserne besked om, hvilket beløb de kunne råde over. Så måtte styrelserne udfylde deres budgetforslag under hensyn hertil.

Men udgiftsstigningen var ikke den eneste årsag til lovforslagenes fremsættelse. Udgifterne var ganske vist steget med 2.400 mill. kr., men indtægterne ville stige med 2.100 mill. kr., så der var kun 300 mill. kr. yderligere at dække. Med lovforslagene havde regeringen tilsigtet indtægter på 742 mill. kr., fordi man ønskede overskuddet forøget under påberåbelse af, at efterspørgselspresset skulle dæmpes.

Det var rigtigt, at lovforslagene ville dæmpe efterspørgslen, men der var efter Poul Møllers mening fare for, at dæmpningen ville blive så kraftig, at den begyndende arbejdsløshed ville forøges. Således havde også de tre vismænd udtalt sig. Hvis kreditstramningen var for stram for byggeriet, måtte det afhjælpes på anden måde end gennem afgifter, der ikke kunne undgå at bringe erhvervslivets omkostninger i vejret. Poul Møller pegede i denne forbindelse på løsningen af det boligpolitiske problem som et vigtigt middel i inflationsbekæmpelsen. Men også en løsning af de forskellige skattepolitiske spørgsmål: skatteomlægningen, proportionalskatten, sambeskatningen og opsparingsproblemerne ville fremme produktionslysten i samfundet og derved virke inflationsbekæmpende.

De foreliggende lovforslag fandt Poul Møller umotiverede i den aktuelle situation, og han måtte fraråde folketinget at vedtage dem.

For Baunsgaard (RV) var problemet, hvordan man gennem en kombination af finanspolitik og pengepolitik kunne skabe balance, og dette problem betragtede han som uundgåeligt i et samfund i hastig økonomisk vækst. Man burde ved løsningen af problemet forsøge at opstille en vurdering for hele det kommende finansår. Så man imidlertid frem i det kommende år, fandt man forhold, der gjorde det tvivlsomt, om økonomien kunne holde uden ændringer. Det var således tvivlsomt, om det ville være muligt at undgå en ny pristalsstigning til januar 1966, og under alle omstændigheder skulle den sidste rest af udbetalingerne i henhold til overenskomstforhandlingerne udbetales fra marts 1966. Kunne økonomien holde under dette pres? Vi kunne ikke love, at økonomien kunne styres, medmindre vi havde mod til at få befolkningen til at erkende, at også indkomstudviklingen måtte tilpasses.

Det nuværende omfang af kreditstramningen måtte medføre en nedgang i boligbyggeriet. Baunsgaard ønskede ikke boligbyggeriet begrænset, og derfor var han enig i, at der måtte foretages en vis lempelse i obligationsrationeringen for boligbyggeriet. Dette kunne muliggøres ved udgiftsbegrænsninger, hvis det var muligt at finde frem til sådanne. Det måtte man først se på, men man kunne også løse spørgsmålet ved at vedtage nye afgifter eller — som foreslået af Henry Christensen — en ny bunden opsparing. Tidsfaktoren var imidlertid af væsentlig betydning. Det ville ikke være tilrådeligt at vente lige så længe, som man havde gjort det foregående år, men vedtagelse allerede inden jul kunne dog ikke gennemføres med de radikale stemmer.

Aksel Larsen (SF) var i vildrede med begrundelsen for lovforslagene. Der var sagt, at staten skulle have dækning for sine udgifter, men der var også sagt, at befolkningens forbrug skulle begrænses. Hvad angik udgifterne, var det Aksel Larsens opfattelse, at regeringen var for kneben med investeringer på mange områder, men på andre områder ville der nok kunne spares, f. eks. i forsvarsministeriet.

Fra Nationalbanken var det udtalt, at obligationsrationeringen måtte lempes, da det ellers ville gå galt med byggeriet, men der måtte så gennemføres en finanspolitisk stramning. Det, der imidlertid efter Aksel Larsens mening var galt, var, at man ikke havde haft nogen fast økonomisk politik, og Aksel Larsen troede ikke, at en forhøjelse af de indirekte afgifter ville bedre situationen. Boligproblemet var et problem om byggeriets finansiering, og man burde overveje, om ikke dette problem kunne løses ad en mere direkte vej. Staten kunne kræve nogle penge ind og lade dem gå direkte til finansiering af boligbyggeriet gennem oprettelsen af en offentlig boligfond.

Men hvordan skulle pengene opkræves? Indirekte afgifter ville ikke i sig selv sikre beskæftigelsen, tværtimod, og de havde en ubehagelig tendens til at virke inflationsfremmende, hvad de direkte skatter ikke havde. Aksel Larsen ville derfor ikke stille sig så vrangvilligt over for lovforslaget om midlertidig forhøjelse af aktieselskabsskatten. Han henviste desuden til en artikel i Aktuelt om Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbunds kongres og ønskerne på denne med hensyn til skatteproblemerne, bl. a. om ændring af afskrivningsreglerne, afskaffelse af skattefradragsreglen og indførelse af en effektiv kapitalvindingsskat. Disse ønsker skulle regeringen lytte til. Aksel Larsen anviste i øvrigt som indtægtsmuligheder for statskassen en indsats mod fradragsretten for reklameudgifter og afskaffelse af opsparingspræmierne, der jo ikke fremkaldte øget opsparing. Regeringen kunne også overveje at udskrive en ekstra indkomstskat. Særlig vægt lagde Aksel Larsen på, at skatteligningen blev gjort mere effektiv, f. eks. kunne man i år indgående kontrollere hver femte selvangivelse og meddele dette offentligt på forhånd.

De nu fremsatte afgiftsforslag måtte i øvrigt bedømmes ud fra deres sammenhæng med den øvrige skattelovgivning.

Rimstad (Uafh) bebrejdede regeringen, at den havde fremskyndet første behandling af lovforslagene, så folketinget kun havde haft én dag til at sætte sig ind i forslagene.

Nogle af de fremsatte lovforslag måtte afvises, allerede fordi de pålagde erhvervslivet nye byrder — den inflatoriske udvikling havde allerede forringet erhvervslivets konkurrenceevne så meget, at den fulde beskæftigelse var i fare — men heller ikke de lovforslag, som gik ud på at forhøje afgifterne på øl og cigaretter, kunne de uafhængige tiltræde. Også her var der et hensyn at tage til det pågældende erhvervsliv, og i øvrigt ønskede de uafhængige ikke at medvirke til, at regeringen fik flere penge at råde over, når den ikke kunne gennemføre en tilstrækkelig finanspolitisk linje, men simpelt hen i sit forbrug anvendte de penge, som den havde opkrævet hos befolkningen med finanspolitisk begrundelse.

De uafhængige kunne godt være interesseret i den af Henry Christensen foreslåede bundne opsparing, men det var selvfølgelig af betydning, hvordan et eventuelt lovforslag udformedes.

Niels Westerby (LC) beklagede, at partitaktiske betragtninger i den offentlige debat spillede en større rolle end de saglige argumenter. For ham var de vigtigste problemer inflationen, valutaspørgsmålet og pengepolitikken, idet der dog ikke var aktuelle vanskeligheder med valutaen. Derimod gav både inflationsproblemet og pengepolitikken vanskeligheder. Såvel kreditstramningen som den høje rente havde stor betydning både for boligbyggeriet og for landbrugets investeringer, til dels også for byerhvervenes investeringer. Det hele hang sammen med, at efterspørgselspresset var for stærkt. Der var i produktionsforøgelsen i 1965 kun dækning for ca. 40 pct. af den indkomstforøgelse, som befolkningen havde fået.

Niels Westerby var meget betænkelig ved de fremsatte lovforslag, der sikkert ikke var tilstrækkelige til at løse problemerne. Der måtte yderligere foranstaltninger til, f. eks. en sukkerafgift, den af Henry Christensen foreslåede bundne opsparing, eller man kunne overveje at indføre pristalsregulering af punktafgifterne. En anden mulighed var at udbygge tillægspensionsordningen til at omfatte alle og med et dobbelt så stort beløb som den nugældende ATP.

De offentlige investeringer i uddannelse og forskning, trafik, hospitalsvæsen og plejehjem måtte ikke skæres ned, men også de private investeringer var vigtige og måtte ikke begrænses ved ændring af afskrivningsregler eller på anden måde. Det, der måtte beskæres, var det private forbrug, og de foreslåede afgifter var nødvendige, men ikke tilstrækkelige hertil.

Knud Hertling (Grønl) udtalte bekymring over, at Grønland i debatten havde været omtalt som et område, hvor der kunne spares på administrationen. Han så gerne gennemført de jævnt stigende investeringer i Grønland, som fremgik af økonomiministerens program over de offentlige investeringer frem til 1969-70, og derfor ville han også medvirke, når det drejede sig om at sikre penge til dækning af disse udgifter. Han var ikke glad for enkelthederne i regeringens forslag, og også de forslag om udgiftsdækning, der var fremkommet fra oppositionen, måtte prøves, men han ville gerne tilsige sin positive medvirken.

Finansministeren henviste til udtalelser fra OECD og fra Nationalbanken til støtte for, at den stramme finanspolitik burde fortsættes. Spørgsmålet om indkomstpolitik, som havde været nævnt i debatten, var regeringen velvilligt stemt overfor, men en indkomstpolitik kunne kun føres i kombination med en rigtig finanspolitik. Regeringen ønskede et bredt samarbejde om løsningen af de foreliggende problemer, men finansministeren måtte på forhånd stille sig tvivlende over for de udtalelser, der var faldet om, at statens udgifter sagtens kunne beskæres med 300 mill. kr. Den af Poul Møller anbefalede budgetteknik kunne ministeren nemt tilslutte sig. Det var netop sådan, statsbudgettet denne gang var udarbejdet. Henry Christensen havde foreslået en bunden opsparing, der skulle indsættes i pengeinstitutterne. Denne tanke burde naturligvis inddrages i overvejelserne, men det ville nok vise sig, at en sådan ordning ville være for vanskelig at administrere, og en bunden opsparing var måske i det hele taget ikke den principielt rigtige løsning på de aktuelle problemer.

Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til det udvalg, der tidligere var nedsat til behandling af forslag til lov om almindelig omsætningsafgift. Til dette udvalg henvistes senere i forbindelse med de her omhandlede lovforslag forslag til lov om forhøjelse af stempelafgift, jfr. nr. 27. Der holdtes i udvalget i samråd med statsministeren og finansministeren en lang række møder med indgående drøftelser af den økonomiske politik, herunder spørgsmålet om begrænsning af statens udgifter, der behandledes i samråd med en række fagministre.

Forhandlingerne i udvalget kunne dog først tilendebringes, efter at der på initiativ af statsministeren havde været afholdt nogle møder uden for folketinget mellem ledende politikere fra socialdemokratiet, venstre og det radikale venstre. Den 21. januar 1966 afsluttedes disse uofficielle møder med indgåelsen af følgende forlig mellem de tre nævnte partier:

„I. De enkelte kommuner kan udskrive ejendomsskatter begrænset til, hvad der efter de hidtil gældende maksimumsbestemmelser (herunder også dispensationsbeføjelser) og regler for forhøjelse af satserne kan udskrives på grundlag af 12. almindelige vurdering. Når beløbet er fastsat under hensyn til ovennævnte begrænsninger, sker udskrivningen på grundlag af 13. almindelige vurdering.

For amtskommunerne anvendes de i regeringens forslag indeholdte bestemmelser.

Til kommuner, der som følge af foranstående kommer i vanskeligheder, ydes af statskassen et tilskud. En kommune anses for tilskudsberettiget, såfremt den for at dække sit finansieringsbehov dels må forhøje sin udskrivning op til det ovennævnte maksimum, dels må forhøje beskatningsprocenten med mindst 25 pct., og således at beskatningsprocenten overstiger 15.

Det samlede statstilskud må ikke overstige 30 mill. kr.

Foranstående ordning gælder kun for skatteåret 1966-67.

II. Med virkning fra 1. februar 1966 gennemføres følgende afgiftsforhøjelser:

Cigaretter ............... ca. 147 mill. kr.
Røgtobak ............... - 22 - -
Cigarvarer ............... - 41 - -
Øl ........................... - 110 - -
Vin .......................... - 33 - -
Spiritus ................... - 52 - -
Mineralvand ............ - 35 - -

III. Regeringen vil for det kommende finansår (1966-67) gennemføre en begrænsning af statsudgifterne med omkring 125 mill. kr. i forhold til det fremlagte finanslovforslag.

Med henblik på at fastholde den finansielle balance vil partierne videreføre behandlingen af tre års oversigten vedrørende de offentlige investeringer. Regeringen forelægger til efteråret et tre års overslag over statens samlede drifts- og anlægsudgifter.

IV. Under hensyn til, at 13. almindelige vurdering udviser meget betydelige stigninger i ejendomsværdierne, hæves den skattefri bundgrænse for formuer fra 90.000 ler. til 200.000 kr.

V. Der vil blive fremsat forslag til lov om ændring af lov om køb på afbetaling således som foreslået af justitsministeren over for udvalget. Dette indeholder bl. a. en forhøjelse af mindsteudbetalingen fra 15 til 20 pct.

Der er endvidere enighed om at gennemføre de i forslag til lov om indseende med priser indeholdte bestemmelser om oplysningspligt m. v. ved salg på afbetaling."

Dette forlig førte til, at folketingsudvalget i et møde samme dag kunne afgive betænkning over forslag til lov om ændringer i lov om tobaksafgifter, forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl og i lov om forskellige forbrugsafgifter samt forslag til lov om forhøjelse af stempelafgift. At lovforslagene om forhøjelse af tillægsafgiften af benzin og de dertil svarende forhøjelser af vægtafgiften af motorkøretøjer m. v. samt om forhøjelse af aktieselskabsskatten, der ikke var omfattet af forliget, ikke omtaltes i betænkningen, opfattedes almindeligt som udtryk for, at det var opgivet at gennemføre disse lovforslag.

Ud over de ændringsforslag, der fremgår af omtalen i årbogen af de enkelte lovforslag, indeholdt betænkningen følgende mindretalsudtalelser:

„Et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til vedtagelsen af lovforslagene. Mindretallet vil nærmere redegøre for sin stilling ved lovforslagenes 2. behandling.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) har erkendt nødvendigheden af en finanspolitisk stramning, således at der ved forøgelse af statens kasseoverskud kunne skaffes forudsætninger for at lette kreditstramningen, herunder billiggøre finansieringen af boligbyggeriet. Man har dog ikke kunnet tiltræde forslagene om forhøjelse af forbrugsafgifterne, men erklæret sig villig til at medvirke ved fremskaffelse af øgede statsindtægter i forårsmånederne under forudsætning af, at der skabtes sikkerhed for, at provenuet ville blive anvendt til billiggørelse af det nye boligbyggeri. Disse forudsætninger er bortfaldet efter det mellem fire partier uden om udvalget afsluttede boligpolitiske forlig.

Mindretallet må derfor stemme imod de af et udvalgsflertal tiltrådte forhøjelser af tobaks-, øl- og spiritusbeskatningen. Hvad restaurantafgiften angår, må det anses for utilstrækkeligt, at der sker en beskeden lempelse af procenten, således at selve beskatningen ikke stiger, da den almindelige forøgelse af beskatningen i øvrigt vil betyde en stærk stigning i restaurantpriserne. Mindretallet har derfor til forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl og i lov om forskellige forbrugsafgifter stillet det nedenstående ændringsforslag nr. 4 om yderligere nedsættelse af skatteprocenten for salg på restauranter, således at prisstigninger på dette område undgås.

Mindretallet anser det for stridende mod regeringens hidtidige kategoriske erklæringer om, at statskassen af hensyn til den økonomiske balance måtte have tilført nye indtægter på tilsammen ca. 700 mill. kr., at man nu opgiver forslaget om et års forlængelse af selskabsskattens forhøjelse, og at man yderligere vil sætte den skattefri bundgrænse for formuer op til 200.000 kr., så meget mere som man bl. a. med henvisning til provenutabet har undladt at forhøje lønmodtagerfradraget i ligningsloven."

Det fremgår af betænkningen, sammenholdt med tillægsbetænkningen, at Holger Eriksen (S) ikke kunne tiltræde de to lovforslag om ændringer af tobaksafgifterne og om ændringer af afgifterne af spiritus, vin og øl m. v., ligesom han ikke kunne tiltræde de til disse lovforslag stillede ændringsforslag.

Ved lovforslagenes anden behandling fremkom partiernes ordførere med en række kommentarer til det indgåede forlig, der kritiseredes stærkt af ordførerne for de partier, der ikke havde deltaget i forligsforhandlingerne. Også det omtrent samtidig indgåede boligforlig gav anledning til mange kommentarer. Under debatten fremsattes af Rimstad (Uafh) følgende dagsordenforslag:

„Idet folketinget udtaler sin mistillid til regeringens evne til at formidle det nødvendige samarbejde om løsningen af de aktuelle og de mere mere langsigtede økonomiske opgaver,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen."

Senere i debatten stillede Egon Jensen (S), Henry Christensen (V) og Baunsgaarcl (RV) følgende dagsordenforslag:

"Idet folketinget udtaler ønsket om at færdigbehandle de forslag, der er på dagsordenen,

fortsætter tinget behandlingen af forslagene"

og Aksel Larsen (SF) følgende dagsordenforslag:

„Idet folketinget udtaler, at den i de tre partiers forligsgrundlag aftalte begrænsning af statsudgifterne med omkring 125 mill. kr. bør ske ved nedsættelse af militærudgifterne,

fortsætter tinget behandlingen af lovforslagene."

Ved afstemning vedtoges det af Egon Jensen, Henry Christensen og Baunsgaard stillede dagsordenforslag med 108 stemmer mod 35, mens 10 medlemmer undlod at stemme. De andre dagsordenforslag ansås dermed som bortfaldet. De af finansministeren til lovforslaget om ændringer i lov om tobaksafgifter stillede ændringsforslag vedtoges med 105 stemmer mod 32, mens 16 medlemmer undlod at stemme. Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 112 stemmer mod 45 (KF, SF, Uafh, Holger Eriksen (S) og Finn Poulsen (V)), mens 1 medlem undlod at stemme.

Med hensyn til afstemningerne over de andre, samtidigt behandlede lovforslag henvises til omtalen i årbogen af de enkelte lovforslag.