L 23 Lov om ændringer i toldloven.

Af: Finansminister Henry Grünbaum ()
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 435 af 17-12-1965
Loven, der trådte i kraft den 31. december 1965, indeholder nogle mindre væsentlige ændringer i toldloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 1965.

To af ændringerne var affødt af konventioner, som Danmark havde underskrevet med ratifikationsforbehold. Ved ændringerne indrømmedes dels midlertidig toldfrihed for velfærdsmateriel for søfarende, dels toldfrihed for genstande til personligt brug såsom bohave og biler, som fremmede ambassaders og konsulaters administrative og tekniske personale medbringer ved deres tilflytning.

Ifølge ændringsforslag af finansministeren indføjedes under folketingsbehandlingen yderligere en bestemmelse i loven om nedsættelse af tolden på visse pelsskind. Denne ændring foretoges for at imødekomme et af Danmark over for Sovjetunionen under nogle handelsforhandlinger givet tilsagn om overvejelse af spørgsmålet. Endvidere skabtes der hjemmel for toldfrihed for visse monofilamenter, som anvendes til fremstilling af koste og børster, og som ikke fremstilles eller kun fremstilles i uvæsentligt omfang her i landet.

Bortset fra en ændring vedrørende tariferingen af frugtsafter, som foretoges for at skabe overensstemmelse med andre landes fortolkning af Bruxellesnomenklaturen, var de øvrige ved loven indførte ændringer af redaktionel eller teknisk art.

Ved 1. behandling i folketinget mødte lovforslaget tilslutning fra alle sider. Efter en udvalgsbehandling, der bl. a. resulterede i de ovenfor omtalte ændringer, vedtoges lovforslaget i sin ændrede skikkelse ved 3. behandling enstemmigt med 146 stemmer, idet 1 medlem undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Harald Nielsen (V), Jørgen Jensen (KF), Kai Moltke (SF), Svend Haugaard (RV) og Ejnar Bækgaard (U)