Ved indkaldelse af bidrag til normeringslovforslaget for finansåret 1966-67 blev der tilskrevet de forskellige administrationsgrene således:
„Ved normeringslovbidragets udarbejdelse må der, for så vidt angår forslag om ændret normering og klassificering af tjenestemandsstillinger, følges nedenstående hovedsynspunkter:
1) Forslag om udvidelse af antallet af bestående tjenestemandsstillinger bør kun fremsættes, såfremt aldeles afgørende grunde kan fremføres, herunder at aspiranttiden for personer, der med bevillingsmyndighedernes tilslutning er antaget som aspiranter, vil udløbe i finansåret 1966-67, uden at det kan påregnes, at der til dette tidspunkt og med de nuværende normeringer vil være mulighed for fast ansættelse af de pågældende.
2) I henhold til § 46, stk. 3, i lov om lønninger og pensioner m. v. kan der optages forslag om almindelig regulering, der omfatter den ved de lokale forholds udvikling nødvendiggjorte omklassificering af stillinger som stationsforstander, postmester, telegrafbestyrer, toldforvalter, fyrmester o. lign. I øvrigt kan forslag om bestående tjenestemandsstillingers oprykning til højere lønningsklasse normalt ikke forventes optaget på lovforslaget, medmindre der efter gennemførelsen af lønningslovene af 7. juni 1958 er sket sådanne ændringer af pågældende stillingers arbejdsområde og karakter, at en ændring også af deres lønmæssige placering må anses for velmotiveret.
3) Forslag om oprettelse af stillinger, der fortrinsvis eller udelukkende har til formål at forbedre avancementsforholdene for en tjenestemandsgruppe, kan ikke optages."
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte økonomiministeren bl. a.:
„I henhold til § 46, stk. 3, i lov om lønninger og pensioner m. v. er der på normeringslovforslaget optaget en række forslag om omklassificering af lokale chefstillinger som følge af udviklingen i den siden 1958 forløbne 4 års periode. Denne omklassificering omfatter stillinger som stationsforstander, postmester, telegrafbestyrer, toldforvalter m. fl.
Medens en væsentlig del af de på normeringslovforslaget optagne stillinger ikke medfører nogen forøgelse af det samlede antal tjenestemandsstillinger, idet der forudsættes nedlagt et tilsvarende antal stillinger i bundklasserne, er der på enkelte områder tale om en reel udvidelse af tjenestemandsgruppen. Dette gælder således inden for politiet, hvor der bl. a. med henblik på en fortsat udbygning af færdselspolitiet er foreslået en forøgelse af politistyrken med 107 mand. Der er endvidere inden for undervisningsområdet stillet forslag om oprettelse af et antal nye stillinger såvel ved statens forskellige skoler som ved de højere læreanstalter, heraf 10 ingeniørdocenturer ved den nye afdeling af Danmarks ingeniørakademi i Ålborg. Ligesom de foregående år er der på det foreliggende normeringslovforslag medtaget det antal militære tjenestemandsstillinger — i år i alt 91 — som der efter til- og afgang fra forsvarets skoler og de arbejdsmæssige krav, som stilles til befalingsmændene, må påregnes at blive behov for i det kommende finansår.
Med hensyn til enkeltheder i normeringslovforslaget tillader jeg mig i øvrigt at henvise til de forslaget ledsagende bemærkninger.
Ligesom de tidligere år har samtlige fra de forskellige ministerier indkomne forslag været forelagt lønningsrådet, og det foreliggende lovforslag er i overensstemmelse med rådets udtalelser over for økonomiministeriet.
Merudgiften ved normeringslovforslaget vil — beregnet på sædvanlig måde — blive ca. 7,5 mill. kr., hvoraf ca. 4 mill. kr. skyldes udvidelsen af antallet af tjenestemandsstillinger og ca. 250.000 kr. hidrører fra den 4-årige embedsregulering."
Under sagens behandling i lønningsudvalget stillede økonomiministeren enkelte ændringsforslag, der var tiltrådt af udvalget, og som vedtoges uden afstemning. I udvalgets betænkning udtales:
„ Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med nedenstående af økonomiministeren foreslåede ændringer, idet dog et mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) har taget forbehold med hensyn til de i lovforslaget under løbe-numrene 677-710 optagne forslag vedrørende militære tjenestemandsstillinger, ligesom et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) ikke kan medvirke til gennemførelsen af de i lovforslaget under løbe-numrene 179-190 og 677-763 optagne forslag vedrørende henholdsvis civilforsvaret og forsvaret...."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.