Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. Kollektive overenskomster, hvorved det bestemmes, at adgangen til at udføre et arbejde skal være betinget af bestemte faglige kvalifikationer, som ikke kræves opfyldt i lovgivningen eller i administrative bestemmelser fastsat i henhold til lov, er ugyldige.

Organisationsstrukturen må ikke være nogen hindring for adgangen til at udføre et arbejde.

§ 2. Kollektive foranstaltninger, der tilsigter at gennemføre en begrænsning i strid med § 1 af den enkeltes adgang til at udføre et arbejde, kan indbringes for arbejdsretten som overenskomstbrud.

§ 3. Denne lov træder i kraft den 00. — — — 1966 med virkning fra det tidspunkt, da de nugældende kollektive overenskomster udløber.

Det begrundedes ved fremsættelsen således af ordføreren for forslagsstillerne, Axel Kristensen (V):

„Under hensyn til det hastige tempo, hvormed ændringer i produktionsformer og forbrugsmønstre sker, er det skadeligt og forsinkende for produktionsfremgangen og hermed for levefodsstigningen, hvis mængden af arbejdskraft inden for et område bindes til det antal arbejdere, der inden for området er uddannet gennem de sidste 30 år, idet dette antal ofte ikke kan have nogen forbindelse med behovet efter de ændrede produktionsmetoder og redskaber og heller ikke nogen forbindelse med mængderne af en vare, der efterspørges efter de stærke ændringer, der er sket og sker i forbrugsmønsteret. Meget udpræget ses det ved, at langt færre mennesker end tidligere nu finder beskæftigelse ved landbrug, medens det overskydende antal må søge arbejde andetsteds. Modsvarende ser vi inden for byggeriet boligmangel i visse dele af landet, skolemangel og mangel på meget andet byggeri, og samtidig har man hidtil begrænset byggeriet kunstigt og begrundet det med mangel på arbejdskraft. Når byggeriet nu frigives, må arbejdet også frigives.

På de to nævnte områder er forholdene åbenbare, fordi områderne er så store, men ganske de samme vilkår har mange erhverv og enkeltvirksomheder.

Det er derfor nødvendigt, at ufaglærte får lov til at udføre alt det arbejde, de kan, inden for de områder, hvor der er mangel på faglært arbejdskraft. På betydelige områder kan den ufaglærte nu producere de ting, der før krævede stor faglig dygtighed, fordi nogle faglige færdigheder er erstattet af maskiner, der udfører arbejdet, således at opgaven nu ofte er at passe en maskine. Ofte er en mere begrænset uddannelse over kortere tid nødvendig for opøvelse i det specielle arbejde. Ofte kan en sådan tillæring påhvile den arbejdsgiver, der har behov for arbejdskraften. Til gengæld vil den faglærte herved få mulighed for i højere grad at samle sin faglige kunnen om de dele af produktionen, hvor den er nødvendig, og hvor den derfor også vil kunne give den faglærte det bedste udkomme.

Man bør ikke unødigt ved lov gribe ind i lønforholdene eller andre retsforhold, og dette sker ikke ved dette forslag. Det har i diskussionen om disse forhold ofte været fremført, at der ikke findes arbejdsløse ufaglærte, der kan inddrages til dele af faglært arbejde. Dette er forkert. Meget arbejde, der udføres i Danmark, er langt mindre værdifuldt end f. eks. at bygge boliger, og lønnen må på disse områder ofte betegnes som lavtløn sammenlignet med de monopolagtige områder. Hvis disse lavtlønnede kunne forlade sådant arbejde, der ofte, netop fordi lønnen er forholdsvis lav, ikke er mekaniseret, så ville de gøre det og gå over til det mere værdifulde og højere lønnede arbejde, hvad der ville give større produktionsværdi. Og hvis det arbejde, de forlader, er nødvendigt, så vil det blive mekaniseret og bedre tilrettelagt, så færre mennesker kan udføre en større produktion, der derfor kan bære en højere løn. Lavtlønsproblemet løses ikke gennem en uproduktiv lønstigning, der betales af en prisstigning, men gennem en produktivitetsstigning og dermed en levefodsstigning, altså en reel løn- og levefodsstigning uden inflation.

Det er helt klart, at det af hensyn til sikkerhed for liv og helbred både for den, der producerer, og for den, der forbruger, kan være nødvendigt med særlige kvalifikationer hos den, der udfører visse arbejder, men disse regler bør fastsættes uanset egoistisk økonomisk og organisatorisk interesse og derfor af det offentlige."

Ved 1. behandling erklærede arbejdsministeren sig enig med forslagsstillerne i, at det moderne samfund stillede stadig øgede krav til bevægeligheden på arbejdsmarkedet. Det var imidlertid et forhold, som organisationerne selv i høj grad var opmærksomme på, og som havde givet stødet til en livlig aktivitet på uddannelsesområdet. Hvad byggeriet angår kunne man også pege på de øgede muligheder for at beskæftige ikke-faglært arbejdskraft, som montagebyggeriet havde skabt. Det syntes under disse omstændigheder ubegrundet at gribe ind i den aftalefrihed mellem arbejdsmarkedets organisationer vedrørende løn- og arbejdsvilkår, som det hidtil har været fundet rimeligt at overlade disse organisationer. Ministeren gjorde i sit indlæg lovforslaget til genstand for en nærmere udredning, hvis slutresultat imidlertid blev, at regeringen ikke fandt lovforslaget egnet til at fremme „den bevægelighed på arbejdsmarkedet, som ligger forslagsstillerne så stærkt på sinde, og som også indgår som et vigtigt led i regeringens arbejdsmarkedspolitik. Vi mener, at en yderligere indsats bedre kan ske dels gennem en videreførelse af organisationernes egne bestræbelser for at smidiggøre forholdene, dels gennem en yderligere udvikling og udbygning af uddannelsessystemet. Jeg er imidlertid helt indstillet på en nærmere drøftelse af lovforslaget og dets konsekvenser i et udvalg og skal for mit vedkommende tilsige min medvirken til en saglig drøftelse af problemerne i et sådant udvalg."

I overensstemmelse hermed udtalte Anker Jørgensen (S) sig. Han mente ikke, at lovforslaget var egnet til at løse den opgave, man havde stillet sig. De vigtigste midler til opnåelse af bevægelighed var uddannelse, egnsudvikling og fuld beskæftigelse.

Ninn-Hansen (KF) kunne heller ikke tiltræde lovforslaget, idet han fandt det betænkeligt at gribe ind i aftalefriheden såvel på arbejdsmarkedet som andre steder. „Man kan blive nødsaget til at gøre det i visse situationer. Vi ved, det har været nødvendigt i arbejdsmarkedsspørgsmål, når man stod over for samfundsødelæggende konflikter, og vi drøfter da også for tiden muligheden for en permanent lovgivning på dette område for det tilfælde, at parterne ikke selv løser sagen. Men det kan ikke være et mål i sig selv — det tror jeg dog, at alle er enige om — at gribe ind over for en eksisterende aftalefrihed, hverken på arbejdsmarkedet eller andre steder. Det er indgreb, som man skal være tilbageholdende med, og der skal stærke grunde til, for at man skal foretage dem. Spørgsmålet er da også, om man kan opnå noget væsentligt ved at gennemføre en lovgivning som den her foreslåede, hvor man, synes jeg, griber ret stærkt ind over for retten til at afslutte frie overenskomster."

Helveg Petersen (RV) havde principielt sympati for den tankegang, der lå til grund for lovforslaget, men kunne ikke gå med til, at man „hovedkulds skulle kaste sig ud i en lovgivning af så omfattende karakter, uden at der forelå grundige undersøgelser.

Om kort tid får folketinget lejlighed til at tage stilling til forslaget om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af arbejdspladsernes problemer. Det forhold, det foreliggende lovforslag omhandler, egner sig efter min opfattelse fortrinligt til at blive taget op i en sådan kommission eller i et udvalg. Men naturligvis kan man også tage det op selvstændigt; det er jo et problem, der kan blive drøftet i det udvalg, der nu nedsættes, og så kan man tage stilling til, hvordan den videre behandling af forslaget skal finde sted."

Chr. Madsen (SF) gik stærkt imod lovforslaget, hvis bestemmelser han fandt nytteløse og urealistiske. Måske kunne lovforslaget dog give anledning til, at man gennem et udvalgsarbejde kom ind på tanker, som kunne føre til udarbejdelse af et mere formålstjenligt lovforslag.

Rimstad (Uafh) mente, at de problemer, som lovforslaget tog sigte på at løse, først og fremmest skulle anskues „ud fra et uddan- nelsessynspunkt; det er her, man skal sætte ind, og jeg er nogenlunde sikker på, at de kategoriske forbud, som det foreliggende forslag opererer med, ikke vil fremme det klima af forståelse mellem parterne, som bør etableres, som for en meget væsentlig del allerede er etableret, og som vil give langt det bedste resultat på dette særlige, man kan vist godt sige ømfindtlige område."

Niels Westerby (LC) fandt lovforslaget så ugennemarbejdet i sin udformning, at det dårligt kunne danne grundlag for en konkret lovgivning. „Men den principielle tankegang, der ligger bag ved lovforslaget, er så tiltalende, at man bør gennemarbejde hele komplekset i en kommission, således at man kan tage alle forhold op, der sikrer den størst mulige bevægelighed på arbejdsmarkedet — altså både det ene lille hjørne, som dette lovforslag beskæftiger sig med, og også alle de mange andre begrænsninger for bevægeligheden på arbejdsmarkedet på andre områder — så vi får hele området bearbejdet på en sådan måde, at det kan udkrystallisere sig i et lovforslag."

Det udvalg, som fik sagen til behandling afgav ikke betænkning.