Ifølge de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse, tilsigtede forslaget en smidiggørelse af den gældende lukkelovs stive bestemmelser om åbningstider. Efter forslaget skulle de butiksdrivende have mulighed for frit at lægge deres åbningstider på de tidspunkter, der var bedst for forbrugerne og dem selv.

Samtidig indeholdt lovforslaget en beskyttelse for de handlende mod en urimelig lang arbejdstid ved at lægge loft over den tilladte samlede ugentlige arbejdstid, som var foreslået fastsat til 55 timer ugentligt, hvilket svarer til de handlendes sædvanlige ugentlige åbningstimer og er 13 timer mindre end tilladt i den gældende lukkelov.

Den vigtigste bestemmelse i lovforslaget var en ny affattelse af lukkelovens § 2, der foresloges affattet således:

„§ 2. Butikker skal holdes lukket for publikum på søn- og helligdage samt på grundlovsdagen efter kl. 12 og på juleaftensdag efter kl. 14.

Uden for de i stk. 1 angivne tider kan butikker efter indehaverens valg holdes åbne i indtil 55 timer ugentlig. Den enkelte butiksindehaver fastsætter åbningstiden for hver enkelt ugedag. Åbningstiden skal fremgå af opslag, der er læseligt ved ophold uden for butikken. Den fastsatte åbningstid skal være anmeldt til politiet. Ændring af åbningstiden kan højst foretages 2 gange inden for et kalenderår. Uden for den for butikken fastlagte åbningstid skal butikken holdes lukket for publikum.

Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 må butikker den sidste søndag før juleaftensdag holdes åbne i tiden fra kl. 16 til 20. Uanset bestemmelserne i stk. 2 må butikker holdes åbne i tiden fra kl. 8 til kl. 20 den sidste hverdag før følgende helligdage: nytårsdag, skærtorsdag, påskesøndag, store bededag, Kristi himmelfartsdag og pinsesøndag samt de sidste 6 dage før juleaftensdag. Falder den 1. maj og den 1. november på en hverdag, må butikker disse dage holdes åbne i tiden fra kl. 8 til kl. 20.

Bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse på erhvervsmæssigt salg af varer til forbrugere (detailsalg) fra andet sted end butik.

Med salg sidestilles i denne lov optagelse af bestillinger. Skriftlige og telefoniske bestillinger er dog tilladt i den pågældende butiks lukketid, men de således bestilte varer må ikke leveres før den påfølgende åbningstids begyndelse.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse på personlig henvendelse om bestillingsoptagelse på dagblade og andre trykte skrifter samt sådanne varer, på hvilke der optages bestillinger ved personlig henvendelse med hjemmel i § 29, stk. 3, i næringslov af 28. april 1931."

Endvidere gaves ved lovforslaget de grupper af handlende (f. eks. bagere, konfektureforretninger, chokoladeforretninger, iskiosker, butikker på godkendte lejrpladser), der efter de gældende regler kan holde åbent fra kl. 6 til kl. 21 eller 22, samme adgang til frit at fastlægge deres åbningstider som de øvrige handlende efter lovforslaget. Den højest tilladte ugentlige åbningstid foresloges dog for disse grupper fastsat til 105 timer, hvilket omtrentligt svarer til disse gruppers sædvanlige antal ugentlige åbningstimer.

For at forhindre omgåelse ved aftaler (brancheaftaler) om åbningstider indeholdt lovforslaget endvidere en bestemmelse om, at alle aftaler om åbningstiders fastlæggelse skulle være uforbindende.

Ved 1. behandling pegede handelsministeren på, at det fremsatte lovforslag fuldstændig brød med princippet i den gældende lukkelov, der bygger på ensartede åbningstider. Selv om forslaget imødekom en del af den kritik, der havde været rejst imod lukkeloven, kunne der rettes så mange tungtvejende indvendinger mod forslagets princip, at den nugældende ordning burde bevares.

Handelsministeren fremhævede i denne forbindelse, at såvel detailhandelens organisationer som funktionærorganisationerne havde taget afstand fra en ændring af princippet i lukkeloven, og at det ikke var hans indtryk, at der bag de ønsker om en vidtgående liberalisering af lukkeloven, som kom til orde ved forskellige lejligheder, i virkeligheden var en så bred tilslutning, at tiden kunne siges at være moden til et brud med den hidtidige linje i retstilstanden på dette område.

Handelsministeren fortsatte:

„Lovforslaget vil i øvrigt kunne skabe usikkerhed blandt forbrugerne med hensyn til, hvornår den enkelte butik har åbent; ganske vist skal åbningstiden fremgå af opslag ved butikken, og en kunde kan vel hurtigt lære åbningstiderne at kende for de butikker, der regelmæssigt besøges, men når det drejer sig om varer, som ikke købes regelmæssigt, vil forbrugeren næppe på forhånd kende åbningstiden i vedkommende butikker, hvilket vil kunne have til følge, at der spildes tid med at opsøge en butik, der har åbent på det tidspunkt, forbrugeren er på indkøb.

Lovforslaget bygger på den tanke, at de handlende skal stå frit ved fastsættelse af deres åbningstider inden for den i forslaget indeholdte maksimumstid. Det er vel dog et stort spørgsmål, hvor frit de handlende vil komme til at stå. Mange vil utvivlsomt af konkurrencehensyn blive tvunget til at vælge de samme åbningstider som den nærmeste konkurrent. Dette vil kunne skabe meget ulige arbejdsvilkår for de handlende. For de handlende, der bor i nærheden af deres butik, vil det måske ikke være en ulempe at holde længe åbent om aftenen mod til gengæld at lukke nogle timer i løbet af dagen, men en sådan delt åbningstid vil derimod være en stor ulempe for de handlende, der bor langt fra deres butik, men som er nødt til af konkurrencemæssige grunde at holde tilsvarende åbningstider.

Når det anføres, at lovforslaget vil give de mindre detailhandlere en større chance i konkurrencen med stormagasiner, kædeforretninger m. v., tror jeg at kunne sige, at dette synspunkt ikke deles af hovedparten af de pågældende handlende. For butiksmedhjælpernes vedkommende vil forslaget kunne medføre, at de får mindre tid til at være sammen med deres familie i den tid, hvor de øvrige familiemedlemmer har fri; dette vil vel kompenseres ved en øget indtjening gennem betaling for forskudt arbejdstid. Men med den butiksstruktur, vi har i dag, tror jeg ikke, at forslaget vil kunne undgå at få fordyrende virkninger for varerne, og det vil være den pris, som forbrugerne må betale for denne liberalisering."

Handelsministeren sluttede med at fremhæve, at den foreslåede ordning desuden ville medføre en større administration, når politiet skulle bebyrdes med den opgave at modtage anmeldelse om hver enkelt forretnings åbningstider og føre kontrol med overholdelsen heraf.

Også partiernes ordførere udtalte betydelig skepsis over for de foreslåede principielle ændringer i lukkelovssystemet. Der var dog enighed om at henvise lovforslaget til nærmere behandling i det folketingsudvalg, som tidligere var blevet nedsat til behandling af det af handelsministeren fremsatte lovforslag om ændring i lukkeloven.

Det nævnte folketingsudvalg afgav ikke betænkning over det foreliggende lovforslag.