Lovforslagets hovedformål var en forhøjelse af de gældende dagpengeydelser. Dagpengenes maksimumsbeløb foresloges fastsat således, at de for de første 300 afkontrollerede dage af en arbejdsløshedsperiode, der følger efter en arbejdsperiode på mindst 300 dage inden for 2 år, skulle svare til 90 pct. af fagets gennemsnitlige indtægt og derefter 70 pct. af denne indtægt. Maksimumsbeløbene foresloges beregnet hvert år pr. 1. oktober og pr. 1. april på grundlag af den af det statistiske departement henholdsvis for januar kvartal samme år og juli kvartal foregående år meddelte faktiske timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg). Herudover skulle der til forsørgere med børn, der oppebærer understøttelse efter 70 pct.s-satsen, kunne ydes et dagligt tillæg til den vedtægtsmæssige understøttelse for hvert hjemmeværende barn under 18 år, for børn over 14 år dog kun i det omfang, hvori forældrene har væsentlige udgifter ved børnenes skolegang, lære eller anden uddannelse. Endvidere var det foreslået, at de særlige regler om huslejehjælp og brændselshjælp skulle udgå af loven, ligesom den almindelige karenstid skulle afskaffes. Forslaget gav endvidere muligheder for indførelse af et fælleskontingent gældende for alle forsikrede og åbnede vejen for en sammenlægning af arbejdsløshedskasserne.

Endelig foresloges, at arbejdsgivernes bidrag skulle fastsættes til 30 pct. af arbejdsløshedskassernes udgifter til understøttelse, og at statskassen skulle yde kasserne refusion med 55 pct. af kassens understøttelsesudgifter i det foregående finansår.

Lovforslaget fremsattes i folketinget på forslagsstillernes vegne af Chr. Madsen, der udførligt gjorde rede for indholdet af lovforslaget.

Af den skriftlige fremsættelsestales bemærkninger anføres:

„Lovforslaget har til hensigt at forhøje dagpengeydelserne. Der indføres et omstillingsår, hvor der tilnærmelsesvis gives fuld dækning for indtægtstab under uforskyldt ledighed. Selv om loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., som i almindelig tale kaldes arbejdsløshedsloven, har gennemgået mange småændringer, er grundprincippet stadig tredivernes arbejdsløshedspolitik og arbejdsløshedsøkonomi. Ved at indføre lovforslagets halvfemsprocentsregel de første 300 dage og derefter en halvfjerdsprocentsregel med forsorgslovens børnetillæg gøres loven mere nutidig. Der opnås forenkling ved at afskaffe næsten alle tillæg, reguleringen af dagpengeydelsen bliver sammenlignelig med fagområdets timefortjeneste, og den foreslåede tilskudsordning giver muligheder for strukturændringer af arbejdsløshedskasserne, men også større forpligtelse over for kassen eller kasserne. De kræfter, der skaber arbejdsløshed, og de arbejdsgivere, der ønsker en „reservearmé" af arbejdsløse, må medregne omkostningerne herved. Begge parter har et hovedansvar, som forpligter efter andre regler end hidtil.

Omstillingsperioden må betragtes som en tid, hvor det enkelte medlem skal søge anden beskæftigelse og ved omskoling eller fornyet uddannelse overgå til et andet erhvervsområde. Halvfjerdsprocentsreglen med forsorgslovens børnetillæg kan ikke sammenlignes med hverken tjenestemands- eller folkepensionens størrelse, men det har været almindeligt antaget, at arbejdsløshedslovens satser har været en bremse på øvrige sociale fremskridt. Under uforskyldt ledighed af længere varighed, der herved får kronisk social karakter, vil en dagpengeydelse på 70 pct. være af en rimelig højde, når der henses til den øvrige lovgivning, bl. a. loven om fuld folkepension til alle uanset indtægt, der som bekendt træder i kraft 1970.

Ved lovforslagets 1. behandling kommenteredes det indgående af arbejdsministeren, der på væsentlige punkter fandt det urealistisk og endog aldeles uanvendeligt som grundlag for en revision af arbejdsløshedslovgivningen. Arbejdsministeren påpegede således, at de foreslåede regler om dagpengenes størrelse kunne føre til, at man i et stort antal tilfælde ville komme til, at understøttelsen ville overstige den hidtidige arbejdsfortjeneste.

Om lovforslagets bestemmelser om refusion fra statskassen og om arbejdsgivernes bidrag udtalte arbejdsministeren:

„Efter dette (lovforslaget) skal udgifterne til understøttelse afholdes efter regler, som det vist ikke er for stærkt at kalde lidt besynderlige. Staten og kommunerne skal i fællesskab efter lovforslaget refundere hver kasse 55 pct. af dens udgifter, og arbejdsgiverne skal afholde 30 pct., således at der, i hvert fald efter lovforslagets bemærkninger, skulle være 15 pct. tilbage, som afholdes af kasserne d. v. s. af de arbejdsløshedsforsikrede medlemmer.

Det kunne sådan set lyde enkelt nok, men hvad skal man nu tro, når det efter lovforslaget faktisk bliver sådan, at arbejdsgiverne skal indbetale de 30 pct. til statskassen til nedbringelse af dennes udgifter? Der er nu nok bare tale om en lapsus fra forslagsstillernes side, men jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at selv med en forstående fortolkning af hensigterne med forslaget bliver der for kommunernes vedkommende tale om en overordentlig kraftig stigning af udgifterne.

Hvordan lovforslaget nu end skal forstås på dette punkt — og foreløbig ligger dette altså ret uklart — mener jeg at kunne se, at tanken med forslaget er, at kasserne ved hjælp af medlemsbidraget og af kassernes renteindtægter skal bære 15 pct. at understøttelsesudgifterne.

Jeg har ladet foretage en beregning af, hvad dette ville betyde i et år med en ledighed som i 1964-65, der havde et ledighedsgennemsnit på 1,9 pct. Hvis man i dette år brugte de nugældende satser, dem fra 1. april 1965, blev de samlede understøttelsesudgifter på ca. 128 mill. kr., medens udgifterne ville blive på ca. 250 mill. kr. efter lovforslagets system. Det er jo en ganske betydelig udgiftsstigning. I et år med den nævnte ledighed ville arbejdsgivernes bidrag udgøre 62 kr. 50 øre pr. helårsarbejder imod nu 45 kr., for landbrug, skovbrug og fiskeri dog kun 9 kr. I et år med en ledighed på 3,3 pct. som den vi havde i 1963-64, altså også en relativt lav ledighed, ville arbejdsgiverbidraget udgøre godt 100 kr. pr. helårsarbejder.

Af de 250 mill. kr. skulle kasserne bære 15 pct. eller 37,5 mill. kr., men da kasserne efter de seneste regnskabsoplysninger har renteindtægter og andre indtægter på 32,5 mill. kr. ville det beløb, der skulle betales i kontingent, beløbe sig til ca. 5 mill. kr. eller et kontingent pr. medlem på 6 kr. om året eller 50 øre pr. måned. En ordning, der giver et sådant kontingent, synes jeg ikke er særlig realistisk.

Men hertil kommer, at en regel om, at kasserne, altså medlemmerne, skal betale en fast procentvis andel af understøttelsesudgifterne uanset ledighedens størrelse, må siges at være et oplagt principielt tilbageskridt i forhold til den nu gældende ordning, hvor hver kasse får tilskud fra det offentlige til dagpengeudgifterne med en procentdel, der er stigende med stigende ledighed i arbejdsløshedskassen.

Denne ordning var jo, skønt den administrativt er noget besværlig, netop det virkelige fremskridt i arbejdsløshedsforsikringssystemet, som blev gennemført i 1958. Lovforslagets konsekvenser på dette punkt illustreres ganske godt af, at det nævnte kontingent pr. medlem på 6 kr. årligt i et år med en ledighed på 1,9 pct. ville stige til ca. 41 kr. i et år med en ledighed som i 1963-64, altså knap en 7-dobling af kontingentet ved en ledighedsforøgelse til mindre end det dobbelte."

Ministeren sluttede med at henvise til, at der af arbejdsministeriet var nedsat et udvalg, hvis opgave var at tage stilling til en række principielle spørgsmål af stor rækkevidde for arbejdsløshedsforsikringen. Han fandt det derfor ikke betimeligt, om man i folketinget gav sig i kast med principdiskussioner, førend det sagkyndige udvalg havde afsluttet sine overvejelser.

Samtlige ordførere udtalte sig på linje hermed, men gav dog samtidig tilsagn om overvejelse af forslagets bestemmelser i et udvalg. Efter forhandlingens afslutning henvistes lovforslaget til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning over lovforslaget.