Lovforslaget havde følgende ordlyd:
„§ 1. Planlægningen af de højere uddannelsers udbygning omfatter de bestående universiteter og læreanstalter i København, Odense og Århus samt spørgsmålet om oprettelse af nye centre for højere uddannelser i områderne ved Esbjerg, Roskilde og Ålborg.
§ 2. Lovforslag om de bevillingsmæssige rammer for udbygningen af universiteterne i København, Odense og Århus fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1967-68".
§ 1 har således til formål at understrege vigtigheden af udbygningen af de bestående universiteter og læreanstalter og at fastlægge de geografiske rammer for den igangværende planlægning af de højere uddannelsers udbygning.
Der vil, efterhånden som planlægningen skrider frem, og efterhånden som forudsætningerne derfor er til stede, blive fremsat lovforslag om de enkelte centres oprettelse.
Baggrunden for § 2 er, at regeringen lægger afgørende vægt på, at der snarest muligt ved lov fastlægges bevillingsmæssige rammer for udbygningen af universiteterne i København, Odense og Århus, da Københavns og Århus universiteter vil have til opgave dels i en årrække fremover at modtage hovedparten af den stadig stigende studentertilgang, dels at uddanne de lærere og forskere, som er en forudsætning for en kvalificeret bemanding af nye centre, og da Odense universitet er den institution, som først kan blive i stand til at aflaste de to bestående universiteter.
Som det fremgår af ministerens fremsættelsestale, er det tidligere såvel fra folketinget som fra regeringen tilkendegivet, at udbygningen af de højere uddannelser ikke kunne anses for afsluttet med universitetet i Odense. Dette fremgik bl. a. af behandlingen af lovforslaget om oprettelse af et universitet i Odense, der blev vedtaget i folketingsåret 1963-64, jfr. lov nr. 190 af 4. juni 1964, jfr. årbog 1963-64, side 374 ff. I lovens § 3 blev der da også givet hjemmel til nedsættelse af planlægningsrådet for de højere uddannelser.
På baggrund af de ønsker, der var fremsat dels under behandlingen af det nævnte lovforslag, dels i november 1965 i en henvendelse fra kredse i det sydlige Jylland om en hurtig afgørelse af de nye universiteters placering, havde planlægningsrådet i december 1965 offentliggjort en indstilling om spørgsmålet.
Regeringen havde fundet det rigtigt at fremlægge denne indstilling og det på grundlag heraf udarbejdede lovforslag for folketinget. Ministeren erklærede sig ved fremsættelsen rede til forhandlinger på grundlag af den debat, der måtte blive ført om lovforslaget. Han betonede dog, at en række forhold efter regeringens opfattelse kunne tale for at vente med en endelig stillingtagen, indtil den af planlægningsrådet bebudede planskitse for de højere uddannelsers udbygning forelå.
Ministeren understregede endelig, at en afklaring af spørgsmålet om placeringen af de nye centre ikke var ensbetydende med en hurtig start de nævnte steder. Planlægningsrådet var således ikke nået så langt med sit arbejde, at det i dag kunne siges, hvad der skulle foregå ved de nye centre, og hvilke studieretninger og instituttter de skulle omfatte. Erfaringerne fra Odense havde vist, at det var meget svært at forcere en sådan start frem, og endelig var der ved Københavns og Århus universiteter presserende udbygningsopgaver, som måtte løses.
Om planlægningsudvalgets indstilling og grundlaget herfor må i det store og hele henvises til lovforslagets bemærkninger. Det fremgår heraf, at rådet — med undtagelse af ét medlem — finder, at der inden år 2000 sandsynligvis vil være behov for oprettelse af 3 nye centre for højere uddannelser i henholdsvis Nordjylland, Sydjylland og på Sjælland, og at rådet enstemmigt går ind for, at disse centre placeres ved Ålborg-Nørresundby, Esbjerg-Ribe og Roskilde.
Det skønnes, at der i 1980 vil være behov for ca. 48.000 studiepladser ud over de 12.000 studiepladser, der efter de godkendte planer vil være ved de højere læreanstalter, og at dette behov vil stige yderligere i løbet af 1980'erne. Der arbejdes med planer, som indebærer en kapacitet på omkring 20.000 studiepladser ved Københavns universitet, ca. 5.000 ved Århus universitet og ca. 5.000 ved Odense universitet. De fremtidige tre universiteter tænkes ligeledes at skulle omfatte ca. 5.000 studiepladser hver.
Det understreges dog, at prognoserne er behæftet med stor usikkerhed.
Ved 1. behandling var der blandt ordførerne enighed om, at udbygningen af de bestående universiteter var en meget påtrængende opgave, ikke alene for at klare det stærke studenterpres, men også for at uddanne lærere og forskere til de nye universiteter.
Der blev i øvrigt fra alle sider tilsagt en velvillig behandling ved de kommende drøftelser om de nye centres placering, som der ikke kunne tages endelig stilling til på nuværende tidspunkt.
Både blandt ordførerne og uden for disses kreds var der dog flere, der allerede nu beskæftigede sig med placeringen af det påtænkte universitet i det sydjyske område. Gottschalck-Hansen (KF) talte således stærkt om det ønskelige i en placering i Haderslev, et ønske, som også fremførtes med styrke af de uafhængiges ordfører, Iver Poulsen. Hertil sluttede sig indlæg fra Bladt (S), Johan Philipsen (V), Jens Peter Jensen (Agerskov) (RV) og Mads Eg Damgaard (KF).
For en placering i Kolding af det nævnte universitet talte Tastesen (S) og Niels Ravn (KF).
Bomholt (S) kunne vanskeligt tænke sig, at tinget ville gå ind for at placere alle tre universiteter i Østjylland, men ville tro, at man ville placere et af dem i den vestlige del af landet. Her måtte Ribe-Esbjerg komme ind i billedet, og Esbjerg havde i kraft af sin ekspansion den befolkningsmæssige og økonomiske baggrund for et universitet i mere udpræget grad end nogen af de andre nævnte byer.
Undervisningsministeren glædede sig over den positive indstilling til problemerne, debatten havde givet udtryk for.
Hvad placeringen angik, havde regeringen ment det rigtigt at fremlægge problemerne til fri debat i tinget. Den havde man fået, og nu måtte der i udvalget arbejdes videre med det.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at få afgivet betænkning inden folketingsårets slutning.