L 162 Forslag til lov om ændringer i lov om skibes bemanding.

Af: Handelsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1965-66
Status: Bortfaldet
Lovforslaget indeholdt i hovedsagen de som følge af det samtidig fremsatte lovforslag om søfartsuddannelse nødvendiggjorte ændringer i bemandingsloven (se nærmest foregående sag).

Den i lovforslaget om søfartsuddannelse påregnede forlængelse af læsetiden til de nautiske eksaminer har således givet anledning til, at fartskravet til erhvervelse af bevis som styrmand er foreslået nedsat fra 47 måneder til 36 måneder. Denne nedsættelse af sejltiden er større, end indførelsen af en præparandklasse af ½ års varighed i og for sig motiverer, men der har været enighed mellem parterne om den foreslåede nedsættelse. I konsekvens heraf foreslås kravet om fart i skibe uden for indskrænket fart nedsat fra 24 til 18 måneder. Herudover foreslås det gjort til en betingelse for erhvervelse af styrmandsbevis og dermed for indtræden i en navigationsskoles styrmandsafdeling, at den pågældende er i besiddelse af bevis for bestået matrosprøve, idet man har anset det for naturligt, at en styrmand, der skal kunne fungere som arbejdsleder om bord, og som eventuelt senere skal deltage i bedømmelsen af matrosprøven, selv har bestået denne prøve.

Mens det ikke hidtil har været nødvendigt at fastsætte nogen aldersbetingelse for erhvervelse af bevis som styrmand, har man under hensyn til den foreslåede nedsættelse af fartstiden fundet det rimeligt at indføre en minimumsalder på 21 år, i øvrigt svarende til myndighedsalderen.

I tilslutning hertil skal nævnes, at der i lovforslaget er fastsat en aldersgrænse på 25 år for udmønstring som hovmester.

I en foreslået ny § 23 A er optaget regler om erhvervelse af sønæringsbevis som skibskok. De tilsvarende regler har hidtil været optaget i § 5, stk. 2, i lov nr. 196 af 16. maj 1950 om uddannelse af skibskokke, men må betragtes som systematisk hjemmehørende i bemandingslovens sønæringsafsnit. Reglerne er i øvrigt for så vidt angår fartskrav m. v. affattet i overensstemmelse med et forslag fra den af handelsministeriet nedsatte arbejdsgruppe vedrørende uddannelse af restaurationspersonale.

Endelig skal nævnes, at der foreslås forskellige ændringer i den gældende bemandingslovs § 24, som efter lovforslaget skal have følgende affattelse:

„For at kunne gøre dækstjeneste skal følgende iagttages:

a. Første antagelse til dækstjeneste i skib af 150 tons eller derover er, såfremt tjenesten skal tiltrædes i en havn inden for det i § 2, nr. 9, nævnte område, betinget af, at vedkommende

1) har gennemgået et kursus på en sømandsskole efter lovgivningen om søfartsuddannelse eller

2) har deltaget i et togt af mindst 3 måneders varighed med et godkendt skoleskib eller

3) efter det fyldte 15. år i mindst 12 måneder har gjort dækstjeneste i dansk skib mellem 20 og 150 tons, fiskeskibe undtaget.

b. En ungmand skal have gjort tjeneste til søs i 12 måneder, jfr. dog § 35.

c. En letmatros skal have gjort tjeneste som ungmand i 12 måneder.

d. En matros skal være fyldt 18 år og

1) enten have gjort tjeneste som letmatros i 12 måneder eller

2) have gjort tjeneste som letmatros i 6 måneder og have bestået matrosprøven.

e. En bådsmand skal være fyldt 21 år og have gjort tjeneste som matros i 24 måneder.

f. En befaren tømmermand skal enten opfylde betingelserne under d. eller have gjort tjeneste til søs i 18 måneder efter udstået læretid som tømrer.

Direktøren for statens skibstilsyn kan under særlige omstændigheder gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1, litra a.

En mønstringsbestyrer kan, når det skønnes nødvendigt for at undgå forlængelse af et skibs ophold i en havn, undtagelsesvis påmønstre en person, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, litra a, til dækstjeneste for en bestemt rejse. Uden for dansk havn har en skibsfører tilsvarende adgang til at antage en sådan person til dækstjeneste. Bemærkning herom skal tilføres skibsdagbogen.

For at kunne udmønstres som bedstemand skal vedkommende være fyldt 18 år, være i besiddelse af duelighedsbevis i sejlads og i mindst 24 måneder have gjort dækstjeneste i søgående skibe."

Om ændringerne til § 24 anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„Den foreslåede nye redaktion af § 24, stk. 1, repræsenterer en sammensmeltning af de hidtil gældende regler i bemandingsloven om udmønstring i dæksmandskabsstillinger med reglen i § 7 i lov nr. 231 af 7. juni 1952 om sømandsuddannelse om betingelserne for første udmønstring til dækstjeneste.

Betingelserne i litra a for første udmønstring til dækstjeneste er imidlertid ændret derved, at den hidtil gældende begrænsning ,,fra dansk havn" foreslås ophævet og erstattet med en regel, hvorefter kravene ved første udmønstring til dækstjeneste også skal omfatte tilfælde, hvor tjenesten skal tiltrædes i udenlandske havne, der ligger inden for det i § 2, nr. 9 anførte fartsområde: „nordeuropæisk fart". Efter paragraffens stk. 3 tillægges der dog skibsføreren en adgang til uden for dansk havn undtagelsesvis for en bestemt rejse at antage en person til dækstjeneste, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, litra a. Endvidere har man ændret tonnagegrænsen i nævnte bestemmelse fra 60 til 150 BRT og ladet reglen gælde alle skibe af nævnte størrelse, uanset type.

I litra b og c er de hidtidige aldersbetingelser for udmønstring som henholdsvis ungmand og letmatros foreslået ophævet som overflødige.

Bestemmelsen i litra d svarer til den gældende bestemmelse i bemandingslovens § 24, stk. 1, litra c, idet man dog for at tilskynde letmatroser til at aflægge den i § 13 i forslaget til lov om søfartsuddannelse omhandlede matrosprøve har foreslået, at den, der er i besiddelse af bevis for bestået matrosprøve, vil kunne gøre tjeneste som matros allerede efter 6 måneders sejlads som letmatros.

I litra e er den hidtidige aldersbetingelse for udmønstring som bådsmand nedsat fra 25 år til 21 år, idet man ikke har fundet det rimeligt at stille strengere aldersbetingelser for bådsmænd end for styrmænd.

Den gældende bestemmelse i § 24, stk. 2, om uddannelse af matroser, således som bestemmelsen er affattet ved lov nr. 158 af 27. maj 1964, er dækket af § 13 i forslaget til lov om søfartsuddannelse. Det foreslåede nye stk. 2 om dispensationsadgang svarer til sømandsuddannelseslovens § 7, stk. 2, idet dog administrationen af bestemmelsen foreslås henlagt til direktøren for statens skibstilsyn.

Det foreslåede stk. 3 svarer til sømandsuddannelseslovens § 7, stk. 3, idet der dog yderligere er tillagt skibsføreren en beføjelse til uden for dansk havn at antage personer til dækstjeneste, der ikke opfylder de herfor foreskrevne betingelser, jfr. herved bemærkningerne ovenfor til litra a. Endvidere er kravet om, at den pågældende ved først givne lejlighed skal erstattes med en person, der opfylder de nævnte betingelser, erstattet med en bestemmelse om, at antagelsen af en person, der ikke opfylder de nævnte betingelser, kun kan ske for en bestemt rejse.

Stk. 4 svarer til bestemmelsen i bemandingslovens § 24, stk. 3, som ændret ved lov nr. 158 af 27. maj 1964."

Flere af lovforslagets bestemmelser gav i folketinget anledning til nogen diskussion. Det gælder særlig den bestemmelse, hvorefter det gældende krav om gennemgået sømandsskole før første udmønstring fra dansk havn skal udvides til fremtidig at gælde også for udmønstring fra nordeuropæiske havne. Denne udvidelse nærede såvel Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) som Hindkjær Pedersen (KF) og Rimstad (Uafh) betænkelighed ved, mens Vivike (SF) gerne så, at reglen kom til at gælde for alle havne, idet der dog måtte være mulighed for at gøre undtagelse fra regelen. Spørgsmålet om den foreslåede aldersgrænse på 25 år for hovmestre var også fremme i debatten.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning om den.
Partiernes ordførere
Hans Pihl (S), Jens Peter Jensen (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), Holger Vivike (SF), Hilmar Baunsgaard (RV) og I. A. Rimstad (U)