Til lovforslaget knyttede sig de af handelsministeren samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i lov om hemmelige patenter og om ændring i lov om arbejdstageres opfindelser, jfr. nedenfor under nr. 27 og 28.
Lovforslaget var resultatet af et nordisk samarbejde, og praktisk talt ligelydende lovforslag var samtidig blevet fremsat i såvel den svenske rigsdag som det norske storting og forventedes fremsat i den finske rigsdag. De omhandlede nordiske lovforslag var udarbejdet af komiteer nedsat i Danmark, Finland, Norge og Sverige efter en henstilling i 1954 fra Nordisk Råd, og disse komiteer afgav i december 1963 en endelig betænkning: Nordisk patentlovgivning, der indeholdt forslag til nye love for de 4 nordiske lande.
Lovforslaget tilsigter indførelse af et system med såkaldte nordiske patentansøgninger. Dette system, der savner modstykke såvel i andre landes patentlovgivninger som på andre retsområder, indebærer, at den, som vil have patent på en opfindelse i alle de nordiske lande, kan indgive en ansøgning derom i et af landene, primærlandet. På grundlag af denne ansøgning bevilges i primærlandet patent ikke bare for dette land, men også for de øvrige lande, sekundærlandene. De for hvert land meddelte patenter sidestilles med sædvanlige nationale patenter og er altså lige så uafhængige af hinanden, som om de var meddelt efter en særlig patentansøgning i hvert land.
Det er samtidig foreslået, at systemet med nordiske patentansøgninger skal reguleres ved en særlig overenskomst mellem de nordiske lande, og det er herved forudsat, at det til dannelsen og sikringen af en ensartet praksis i de forskellige lande kan blive nødvendigt at oprette visse fælles institutter, herunder bl. a. en kommission, som skal følge administrationen af den nye lovgivning. Herudover bør der formentlig indrettes en fælles nordisk ankeinstans for patentansøgninger.
Efter forslaget skal der fortsat ved siden af de nordiske patentansøgninger bestå mulighed for at søge nationale patenter.
I øvrigt betegner forslaget en omfattende modernisering i forhold til gældende lovgivning.
Lovforslaget var opdelt i følgende kapitler:
I. Almindelige bestemmelser.
II. Patentansøgninger og deres behandling m. v.
III. Nordisk patentansøgning.
IV. Patentets omfang og gyldighedstid.
V. Årsafgifter.
VI. Licens, overdragelse m. v.
VII. Patentets ophør m. v.
VIII. Pligt til at give oplysning om patent.
IX. Straf- og erstatningsansvar m. v.
X. Forskellige bestemmelser.
XI. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Om de vigtigste ændringer i forhold til gældende lov anføres:
Betingelserne for at opnå patent er navnlig ændret derved, at forslaget har udeladt de hidtidige regler, hvorefter opfindelser inden for bestemte områder ikke kan patenteres. Efter den nugældende patentlov kan patent ikke meddeles på lægemidler, næringsmidler, nydelsesmidler og fremgangsmåder til fremstilling af næringsmidler. Efter gældende praksis meddeles heller ikke patent på kemiske forbindelser. Efter forslaget skal lægemidler og næringsmidler dog først kunne patenteres efter en vis overgangstid, hvis længde fastsættes af handelsministeren.
I forslagets § 1, stk. 2, er der i øvrigt gjort visse undtagelser fra patentbarhed dels — i overensstemmelse med gældende lov — for opfindelser, hvis udnyttelse ville stride mod sædelighed eller offentlig orden, dels for plantesorter eller dyreracer eller væsentligt biologiske fremgangsmåder til fremstilling af planter eller dyr. Mikrobiologiske fremgangsmåder vil derimod som hidtil kunne patenteres.
I øvrigt er betingelserne for at opnå patent navnlig ændret derved, at der efter forslaget stilles større krav til opfindelsens nyhed, og at der stilles større krav til opfinderens indsats, som den giver sig udslag i den såkaldte opfindelseshøjde, idet det efter forslaget kræves, at opfindelser for at kunne patenteres ikke må være nærliggende i forhold til det tidligere kendte.
Reglerne om patentets virkning er i forslaget ændret i forhold til den gældende lov og bragt i overensstemmelse med, hvad der er almindeligt inden for moderne patentlovgivning. Den praktiske fordel ligger deri, at også selve anvendelsen af en patentbeskyttet genstand, der ikke på lovlig vis er bragt ud i omsætningen, efter forslaget (§ 3) er ulovlig. I paragraffens sidste stykke er dog samtidig optaget en bestemmelse, der beskytter den, som i den sædvanlige omsætning — f. eks. i en butik — har købt en genstand, så at han har adgang til fortsat at benytte den, når han ved erhvervelsen var i god tro og altså ikke havde grund til at regne med, at genstanden var solgt i strid med patenthaverens ret.
Efter forslaget tilkommer retten til at opnå patent opfinderen eller den, til hvem hans ret er overgået. Denne bestemmelse er i overensstemmelse med gældende ret. Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at det har været drøftet, hvorvidt der i loven burde optages en bestemmelse svarende til § 4 i loven om arbejdstageres opfindelser, hvorefter en virksomhed kan betragtes som opfinder, når opfindelsen er blevet til under sådanne forhold, at det ikke er muligt at angive én eller flere personer som opfindere. En tilsvarende bestemmelse findes imidlertid ikke i de øvrige nordiske landes patentlovgivning og heller ikke i de større industrilandes lovgivning. Af derom indhentede udtalelser fremgår, at der fra industriside har været interesse for indførelse af en sådan bestemmelse, hvorimod man fra arbejdstageres side har været bange for, at bestemmelsen kan medføre, at erhvervsvirksomhederne søger patent på opfindelser under angivelse af, at det drejer sig om virksomhedsopfindelser, uanset at dette ikke er tilfældet, og derved går den ansattes interesser for nær. Da det har vist sig, at det vil være udelukket at komme igennem med bestemmelsen i de øvrige nordiske lande, er den ikke opretholdt i lovforslaget.
En væsentlig nydannelse i forslaget er reglerne i § 22, hvorefter akterne i en ansøgningssag skal holdes tilgængelige for enhver fra og med den dag, da ansøgningen fremlægges. Denne regel er yderligere foreslået suppleret med en bestemmelse om, at akterne i ansøgningssagen skal holdes tilgængelige for enhver, når der er forløbet 18 måneder fra ansøgningens indlevering, uanset om fremlæggelse har fundet sted. Fra denne regel gøres alene undtagelse for de tilfælde, hvor der inden fristens udløb er truffet beslutning om, at ansøgningen henlægges eller afslås. Dette omfatter også de tilfælde, hvor ansøgningen er tilbageholdt af ansøgeren og som følge heraf henlagt.
Ved forslaget udvides dernæst mulighederne for at opnå tvangslicens, idet det i forslagets § 46 er bestemt, at indehaveren af et patent på en opfindelse, hvis udnyttelse er afhængig af et en anden tilhørende patent, kan opnå tvangslicens til udnyttelse af den ved det sidstnævnte patent beskyttede opfindelse, hvis det under hensyn til den førstnævnte opfindelses betydning eller af andre særlige grunde må anses for rimeligt. Endvidere er det i § 47 foreslået, at den, der erhvervsmæssigt vil udnytte en opfindelse, på hvilken en anden har patent, kan få tvangslicens hertil, når tungtvejende almene interesser gør det påkrævet. Ved sådanne tungtvejende almene interesser tænkes f. eks. på, at opfindelsen angår statens sikkerhed, befolkningens forsyning med medicinalvarer og levnedsmidler, kraftforsyningen, kommunikationsvæsenet, beredskabsformål og lignende samfundsvigtige funktioner. Endvidere udvides forslaget om tvangslicens også i andre henseender, navnlig derved, at bestemmelse herom altid skal træffes af domstolene, d. v. s. af sø- og handelsretten i København som første instans.
Lovens ikrafttrædelsestidspunkt var foreslået fastsat til den 1. januar 1967.
Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde handelsministeren opmærksom på, at når lovforslaget fremsattes allerede nu, uanset at det ikke kunne gennemføres i folketingsåret 1965-66, skyldtes det en modtaget opfordring fra det svenske rigsdagsudvalg til et møde om drøftelse af de i de enkelte lande fremsatte lovforslag. Et sådant møde måtte anses for særdeles nyttigt til udveksling af synspunkter i betragtning af, at eventuelle ændringer på centrale punkter måtte være fælles for de nordiske lande.
Om lovforslaget og den nærmere baggrund for det udtalte handelsministeren bl. a. følgende ved fremsættelsen:
„Den stadig stigende udvikling i teknikken har naturligt medført, at antallet af patentansøgninger stiger fra år til år, et forhold, der gælder i alle industrielt udviklede lande. De vanskeligheder, dette medfører, er imidlertid særlig store i de lande, der foretager en egentlig undersøgelse af patentansøgningerne med henblik på at søge, at disse begrænses til netop den nye opfindelse, som den pågældende ansøger har gjort. En sådan forundersøgelse foretages i de nordiske lande, England, USA, Holland, Tyskland og Østrig. Disse lande mærker i særlig grad det stigende antal patentansøgninger og det stadigt stigende materiale, der må gennemgås til bedømmelse af, om opfindelsen er ny. De patentudstedende myndigheder får derfor stadig større problemer med at behandle ansøgningerne inden for en rimelig tid, hvilket er en alvorlig gene for erhvervslivet, der skal respektere patenterne, og for ansøgere, der kan have betænkeligheder ved at gå i gang med en produktion, førend de ved, om de vil kunne opnå en midlertidig eneret til denne. I Danmark er den gennemsnitlige behandlingstid for øjeblikket over 3 år, i Norge henimod 3 år og i Sverige næsten 5 år. Den lange behandlingstid skyldes mangelen på kvalificeret arbejdskraft.
Under disse omstændigheder springer det i øjnene, at det er en urimelighed, at talrige ansøgninger om patent på en opfindelse behandles i alle de nordiske landes patentdirektorater, når opfinderen ønsker patent i alle de pågældende lande, og det ligger da nær at lade undersøgelsen foretage i et af landene og lade denne være afgørende for patentudstedelsen i de øvrige lande. Også for patentansøgerne er det i og for sig en urimelig tanke, at de i hvert enkelt land skal indgive ansøgning om patent for dette og gennemføre en langvarig og bekostelig procedure på et grundlag, der i store træk er det samme.
Ud fra disse synspunkter går forslaget ud på, at en ansøger, der ønsker patent i Danmark, Finland, Norge og Sverige eller i 3 af disse lande, kan nøjes med at indgive ansøgning i et enkelt af landene og dér få ansøgningen behandlet og patent udfærdiget ikke blot for det land, men også for de øvrige. Foruden de nævnte betydelige fordele for patentansøgerne medfører en sådan ordning arbejdsbesparelse i de nordiske patentinstitutioner, for Danmarks vedkommende anslået til 30-40 pct., og dermed muligheden for både en afkortning af den lange behandlingstid og en kvalitativ forbedring af den forundersøgelse, der finder sted. Herved opnås en større sikkerhed for patenternes holdbarhed, hvilket i sig selv betyder en større sikkerhed for, at man ikke ved patenter bryder ind i den teknik, som i virkeligheden er kendt og derfor hører til det almene fælleseje.
Disse tanker om et nordisk fællesskab i patentadministrationen og den udformning, de har fået i det foreliggende lovforslag og tilsvarende lovforslag i de 3 andre nordiske lande, som ordningen omfatter, har fået en meget positiv modtagelse i talrige institutioner og organisationer i alle de pågældende lande, hvor forslagene har været forelagt til udtalelse. Det danske industriråd og det norske industriforbund har imidlertid udtalt sig imod forslaget. Disse 2 organisationer har udtalt, at den foreslåede ordning ville være til skade for den nationale industri. Nogen nærmere undersøgelse af forholdet eller præcisering af, hvordan denne skade for den danske industri skulle opstå, har man ikke anført, men man anfører dette, at der ved det foreslåede system vil blive flere patenter gældende for Danmark end under den nu gældende ordning, og at dette vil medføre en betydelig overvågningsbyrde for industrien. Man forventer, at antallet af nye patenter gældende for Danmark, der under det foreslåede system vil blive udfærdiget, vil betegne mellem 3 og 5 gange de hidtidige tal.
At det i selve ordningen ligger, at der vil blive udfærdiget flere patenter for Danmark end nu, er jo ganske klart, ligesom selve den omstændighed, at Norden kommer til at danne et selvstændigt patentområde, vil medføre en større interesse for patentering fra udenlandske ansøgeres side og derved forøge patentantallet. De nordiske komiteer, der har udarbejdet udkastet til den foreslåede lovgivning, har skønnet, at der vil blive tale om en tredobling, og muligvis vil tallet blive endnu større. I 1965 er der udfærdiget 2.750 patenter her i landet, og under den foreslåede ordning vil man muligvis komme op på et tal på 7.000-8.000. Nu må man vel i denne forbindelse bemærke, at der i andre industrilande er tale om en årlig forøgelse af patentantallet af ganske andre dimensioner end selv dem, en nordisk ordning vil medføre. Eksempelvis kan nævnes, at den årlige patentudstedelse i Tyskland ligger omkring 20.000, i England omkring 35.000 og i USA omkring 53.000. Også i disse lande er der talrige mindre industrivirksomheder, som ikke har råd til at overvåge patentområdet, men som dog synes at kunne drive deres virksomhed, uden at der opstår noget særligt problem for dem. Endvidere må man jo være opmærksom på, at en væsentlig del af dansk industri, som er eksporterende, må tage hensyn til patenteringen i de lande, hvortil de eksporterer, og altså dér har en væsentlig vanskeligere opgave end overvågningen af den hjemlige patentering. Endelig vil jeg være tilbøjelig til at tro, at man i nogen grad overvurderer den patentbelastning, man frygter. Det må dog formodes, at den, der har fået et patent for Danmark med i købet ved at indgive en nordisk patentansøgning, ikke vil opretholde et sådant dansk patent og betale stadig stigende afgifter for opretholdelsen, hvis han ikke har en virkelig økonomisk interesse i at have patentet her i landet."
Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med overvejende velvilje af næsten alle ordførere.
Ib Thyregod (V) fandt, at hensynet til den kommende erhvervsmæssige udvikling i fællesmarkedet i høj grad måtte tælle med i overvejelserne, idet der måtte ske en samordning mellem fællesmarkedets patentordning og de nordiske forslag.
Knud Thomsen (KF) fremhævede, at der i hans gruppe var nogen uro i anledning af forslaget. Ganske vist følte man sig tiltalt af det nordiske aspekt, men man var bekymret over flere af de foreslåede principændringer. Man ville dog ikke gå imod disse, men derimod tilstræbe nogen retardering af gennemførelsen af disse ændringer.
På det radikale venstres vegne anbefalede A. C. Normann forslaget til velvillig behandling.
Poul Dam (SF) lovede ligeledes på sit partis vegne støtte til gennemførelse af forslaget, som dog i højere grad burde tage hensyn til interesserne i det danske samfund og herunder navnlig de sociale interesser.
Endelig fandt Johan Asmussen (Uafh) det vanskeligt på indeværende tidspunkt at tage endelig stilling til lovforslaget, som han i øvrigt mente ville komme til at se noget anderledes ud efter den kommende udvalgsbehandling. Navnlig var han skeptisk med hensyn til spørgsmålet om det rigtige i at ophæve undtagelsesbestemmelserne med hensyn til levnedsmidler, lægemidler m. m., især under hensyn til at nabolande som Vesttyskland og Holland havde systemer, der nogenlunde svarede til det nuværende danske.
Det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede som ventet ikke at afgive betænkning.