Lovforslaget, der må ses i forbindelse med den nærmest foregående sag om forslag til lov om leje, indeholder de i den gældende lejelovs 2. og 3. afsnit optagne midlertidige bestemmelser om leje, opsigelsesforbud, boliganvisning og sammenlægning af lejligheder m. v. Bestemmelserne er dog på en række punkter ændret væsentligt. De vigtigste af ændringerne vil fremgå af følgende omtale af lovforslagets hovedpunkter.

Leierbeskyttelsen.

Da den nedenfor omtalte normalisering af boligmarkedet efter de indgåede aftaler skal ske under størst mulig hensyntagen til lejerne, er det hidtil gældende opsigelsesforbud foreslået opretholdt i det hidtidige omfang, indtil en tilstrækkelig boligreserve er tilvejebragt. Det fastslås således (§ 3), at kommuner, der ikke har huslejestop, når der findes en passende boligreserve i form af ledige ældre og nyere lejligheder, kan bestemme, at reglerne i kapitel I (om indskrænkninger i udlejerens opsigelsesadgang m. v.) ikke skal gælde. En sådan ophævelse af det hidtidige opsigelsesforbud vil medføre, at lejelovens almindelige uopsigelighedsperioder (på 3 og 5 år) vil komme til at gælde.

Normalisering af huslejen i den ældre boligmasse.

Forudsætningen for den normalisering af boligmarkedet, som skal finde sted efter de boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966, tilvejebringes gennem den vurdering af lejligheder og lokaler, der skal foretages i henhold til lov om lejevurdering. (Se herom side 205).

Efter lovforslaget (§ 11) kan udlejeren i lejemål om hus eller husrum, der er taget i brug før 1. januar 1963, fremsætte krav om en lejeforhøjelse, der højst kan udgøre forskellen mellem den pr. 1. april 1967 gældende leje og den ved den nævnte vurdering ansatte lejeværdi. Denne forskel kan kræves udlignet over en 8-årig periode fra 1. april 1967 med lige store årlige andele. De årlige andele kan dog udgøre 120 kr., indtil forskellen er udlignet. I beboelseslejemål kan den årlige lejeforhøjelse efter disse regler ikke overstige 600 kr.

Det bemærkes i denne forbindelse, at der forudsættes gennemført en boligsikringsordning, som skal forhindre, at normaliseringen skal medføre uheldige sociale følger for lejere med lave indtægter.

Af forhøjelserne skal halvdelen bindes, jfr. herom nedenfor, og en fjerdedel foreslås reserveret til vedligeholdelse. Af disse 25 pct. skal de 10 pct. reserveres til indvendig vedligeholdelse og 15 pct. til udvendig vedligeholdelse. Dette er søgt opnået dels ved § 32 i forslag til lov om leje angående hensættelse til indvendig vedligeholdelse (se herom den nærmest foregående sag), dels ved nærværende lovforslags § 15, som fastsætter en række stigende procentsatser for hensættelse på kontoen for udvendig vedligeholdelse i normaliseringsperioden. Bestemmelsen er kombineret med de gældende vedligeholdelseskonti og vil medføre, at ca. 15 pct. af normaliseringsforhøjelserne vil blive hensat til udvendig vedligeholdelse.

Den hidtidige adgang til særlige procentuelle lejeforhøjelser ved genudlejning bortfalder, men fra 1. april 1971 åbnes der som led i normaliseringen adgang for udlejeren til ved genudlejning at forhøje lejen til den ved vurderingen konstaterede lejeværdi (§ 12).

I kommuner, hvor huslejestoppet ikke gælder, men hvor kommunalbestyrelsen ikke har truffet beslutning om lempelser i opsigelsesforbuddet, åbnes der adgang for udlejeren i bestående lejemål til at gennemføre rimelige lejeforhøjelser efter nærmere fastsatte retningslinjer, jfr. §§ 4 og 5.

Binding af lejeforhøjelser m. v.

Reglerne om den nævnte binding af halvdelen af normaliseringsforhøjelserne indeholdes i kapitel V (§§ 31-41). Beløbene skal indsættes i et institut, hvis bestyrelse sammensættes af repræsentanter for grundejere, lejere og det offentlige. Af midlerne må indtil 1/4 anvendes til ombygning og modernisering af ældre ejendomme m. v., mens resten skal anbringes i obligationer i boligbyggeriets 3. prioritetsinstitutter.

Beløbene bindes i en periode af 15 år, hvorefter de tilbagebetales over en yderligere periode på 20 år.

Stat og kommune er som udlejere fritaget for at indbetale andele af lejeforhøjelserne til instituttet.

For ejere af tofamilieshuse, hvor ejeren selv bebor den ene lejlighed, foreslås der givet adgang til at vælge mellem binding i instituttet eller indsættelse på en særlig lejebindingskonto i et pengeinstitut.

Ophør af lovgivningens midlertidige bestemmelser i de enkelte kommuner.

Boligforliget forudsætter, at de midlertidige bestemmelser opretholdes i den enkelte kommune, så længe forholdene gør det påkrævet. For at sikre, at kommunalbestyrelserne er opmærksom på, om dette er tilfældet, fastslår § 7, stk. 8, at kommunalbestyrelsen i en kommune, hvor huslejestoppet gælder, har pligt til inden 1. april 1973 at tage stilling til, hvorvidt det er påkrævet at opretholde reglerne, eller om de skønnes at kunne ophæves den 1. april 1975 eller på et tidligere tidspunkt.

Værn mod udnyttelse af boligknapheden.

De i den hidtidige lejelovgivning indeholdte straffebestemmelser er foreslået forenklet og skærpet. De foreslåede ændringer svarer til udkast I i den af justitsministeriets udvalg af 18. november 1965 i februar afgivne betænkning vedrørende foranstaltninger til hindring af udnyttelse af boligmangelen (nr. 409/1966).

Ved ændringerne er formuleringen af straffebestemmelserne ændret, således at de så nøjagtigt som muligt beskriver de overtrædelser, der findes at være grund til at kriminalisere. Der er ikke herved sket nogen væsentlig ændring af det strafbares område.

Forslaget indfører hjemmel til at idømme hæftestraf mod hidtil kun bødestraf i en række tilfælde, hvor der er tale om forsætlig omfattende eller gentagen udnyttelse af boligmangelen. Hvor hæftestraf idømmes, vil der samtidig kunne idømmes bøde som tillægsstraf efter straffeloven.

Ud over straf foreslås det tillige, at en udlejer, der har begået overtrædelse af lejeloven i sin udlejningsvirksomhed, navnlig ved i gentagne tilfælde at benytte rådigheden over sine ejendomme til at skaffe sig ulovlige fordele, frakendes retten til at anvise lejere til ledige lejligheder, således at udlejeren er pligtig at udleje til den lejlighedssøgende, der anvises ham af boliganvisningsudvalget. Han vil således herved ikke have mulighed for at stille krav om dusør. I denne forbindelse bemærkes, at de hidtidige bestemmelser om straf for den lejer, der har tilskyndet en udlejer til overtrædelser af denne art, ikke er medtaget i lovforslaget. Det er dog fundet påkrævet at fastholde strafansvar for den, der fremsætter tilbud om ydelse af dusør i annoncer eller på lignende måde (§ 19).

Lovforslagets bestemmelser om huslejenævn (kapitel IV), boliganvisning (kapitel VI) og sammenlægning af lejligheder (kapitel VII) svarer stort set til de hidtidige bestemmelser.

Loven træder ifølge forslagets § 70 i kraft den 1. april 1967. Datoen er fastsat under hensyn til, at den gældende lov om leje udløber med udgangen af marts måned 1967. For at sikre, at det i kapitel V omhandlede låneinstitut, der skal modtage indberetninger om lejeforhøjelser, kan fungere straks ved afgivelse af varslinger herom, foreslås det dog, at reglerne for instituttet (bestemmelserne i kapitel V) træder i kraft den 1. januar 1967.

Lovforslaget, der fremsattes og behandledes sammen med det foran omtalte forslag til lov om leje, er sammen med dette et led i rækken af de forslag, der skal udfylde rammerne i de boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966, som blev truffet mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre. De to lovforslag skal tilsammen afløse den gældende lejelov.

Når den gældende lejelov foresloges afløst af to love, var det — som boligministeren bemærkede i sin fremsættelse — ud fra praktiske hensyn. Lejelovens ekstraordinære bestemmelser var allerede afviklet i dele af landet og forudsattes afviklet i yderligere områder, efterhånden som normaliseringsforanstaltningerne tilvejebragte forudsætningerne herfor ved en rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel af boliger.

Ved 1. behandling i folketinget var der blandt forligspartiernes ordførere enighed om, at ministeren ved udformningen af de bestemmelser, der vedrørte forliget, nøje havde fulgt de retningslinjer, som var aftalt. Også de øvrige bestemmelser, der var optaget i lovforslaget, fik stort set tilslutning fra de nævnte ordføreres side.

Mens Axel Ivan Pedersen (S) ikke fandt det forsvarligt at søge lovforslagene gennemført inden tingets sommerferie, idet en sådan fremgangsmåde ikke ville give tid til en tilstrækkelig grundig udvalgsbehandling, var både Guldberg (V) og Hastrup (KF), af den opfattelse, at det måtte være muligt gennem et intensivt udvalgsarbejde at færdigbehandle lovforslagene inden det nævnte tidspunkt.

Kai Moltke (SF) ville betegne det som lovjaskeri, hvis to så komplicerede stykker lovgivningsarbejde skulle søges gennemført på så kort tid, og opfordrede stærkt til, at der blev givet tid til en grundig udvalgsbehandling.

Rimstad (Uafh), fandt, at lovforslagenes udformning havde forskubbet forligsaftalernes balance, således at de var præget af lejerinteresser på bekostning af husejernes berettigede krav på en retfærdig behandling. De ville også gøre det vanskeligt at nå frem til forligets hovedmålsætning: en afbalanceret frigørelse af boligmarkedet. Han var derfor betænkelig ved lovforslagene, men ville afvente udvalgsbehandlingen, før han tog endelig stilling.

Heller ikke Niels Westerby (LC) mente, forslagene var egnede til at føre frem til et frit boligmarked. Man ville antagelig, når hensås til den forventelige udvikling i bygningsomkostningsniveauet, om 8-9 år stå i en lignende situation, hvor der måtte foretages nye vurderinger og nye gradvise forhøjelser måtte iværksættes. Han fandt i øvrigt, at forliget havde favoriseret grundejerne på lejernes bekostning.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav betænkning, men nåede ikke at blive færdigbehandlet.