Lovforslaget tilsigtede at give dækning for den kapitaludgift, som de eksisterende driftstilskud ikke dækkede, idet udgangspunktet var en rente på 7,5 pct., svarende til renten i foråret 1964, efter hvilket tidspunkt rentestigningerne havde været størst og derfor havde voldt særlige vanskeligheder for byggeriet.

Den foreslåede støtte bestod i driftslån, som i de første to år skulle udgøre 1 kr. 25 øre for hver kvarte procent, renten oversteg 7,5 pct. I de følgende nedsattes låneydelsen.

Med hensyn til enkeltheder må henvises til selve lovforslaget. Det bærende i låneordningen var, at såvel lån som tilbagebetaling skulle aftrappes. Efter forslaget aftrappedes lånet igennem fem år. Herefter blev indskudt et år, hvor der hverken skulle ydes eller tilbagebetales noget, og derpå skulle lånet tilbagebetales i en stigende takt over 7 år.

Af boligministerens fremsættelse anføres:

„Dette lovforslag har sin baggrund i det høje renteniveau, som vi har for tiden her i landet, og som i særlig grad har ramt det sidste par års byggeri. For udlejningsbyggeriet er rentestigningerne særlig følelige, fordi mellem 75 og 80 pct. af huslejen i nybyggeriet går til betaling af finansieringsudgifterne, og fordi renten ikke som for parcelhusenes vedkommende kan fradrages i opgørelsen til personlig skat, så rentebyrden mildnes.

En rentestigning på 1 pct. betyder, at en almindelig bolig i udlejningsbyggeriet stiger 700-900 kr. om året i leje, og de 2 pct.s rentestigning i tiden fra foråret 1964 har således medført væsentlige lejeforhøjelser.

Der må sigtes på en nedbringelse af renten og en billiggørelse af nybyggeriet. Dette må søges opnået gennem den almindelige økonomiske politik og en langsigtet boligpolitik. Det må være målet for denne at få opført gode og tidssvarende boliger til alle, der efterspørger bolig, og til en pris, der står i rimeligt forhold til befolkningens indtægter.

På kortere sigt er det nødvendigt at gennemføre foranstaltninger for at modvirke, at lejen i det nybyggeri, der er opført i perioden med en høj rente, kommer op på et niveau, der ikke kan klares af de befolkningsgrupper, som lejlighederne er opført for ....."

„ ... Det kunne have været ønskeligt, om disse problemer kunne være klaret gennem en mere langsigtet løsning, men af såvel tekniske som de tidligere nævnte principielle grunde vil det næppe være muligt at gennemføre en større omlægning så betids, at den kan hjælpe de folk, der i dag har hjælp behov. Folketingets boligpolitiske udvalg må have tid til at arbejde de nævnte problemer igennem, og jeg håber derfor, at tinget vil give dette forslag en hurtig behandling. Derigennem kan ydes en håndsrælming til de borgere, der uden egen skyld er kommet i en vanskelig situation ...."

Som det fremgik af lovforslagets 1. behandling, var alle partiers ordførere af den mening, at lovforslaget var udtryk for en akut nødløsning, som midlertidigt skulle hjælpe de byggerier — herunder bl. a. Albertslund og Høje Gladsaxe — som på grund af uforudseligt store kursfald var ramt af så høje renteudgifter, at lejerne var bragt i en nødsituation ved de heraf følgende høje huslejer.

På denne baggrund kunne Axel Ivan Pedersen (S) anbefale lovforslaget.

Såvel Guldberg (V) som Hastrup (KF) lod i høj grad deres stillingtagen til lovforslaget være afhængig af regeringens vilje til at nå til enighed om en mere generel løsning af boligproblemerne og huslejeproblemerne, som var til behandling i folketingets boligpolitiske udvalg. Kunne man nå til enighed herom, ville de midlertidige problemer også kunne løses. Om lovforslaget var den ideelle løsning, var dog et spørgsmål, som måtte drøftes nærmere.

Heller ikke Else-Merete Ross (RV) var sikker på, at lovforslaget var den mest praktiske løsning. En individuelt betonet ordning, som tog hensyn til beboernes indtægt og børnetal, ville tiltale hende mere.

Kai Moltke (SF) fandt ikke lovforslaget vidtgående nok. Han foreslog, at de socialpolitisk betonede huslejetilskud blev ført à jour, så de stigende omkostninger ved finansieringen virkeligt kunne dækkes gennem tilskud til det sociale byggeri.

Rimstad (Uafh) betegnede lovforslaget som lapperi og frygtede, det ville animere til en fortsat stigning i byggeomkostningerne. Det var for hans parti en nødvendig betingelse for støtte, at ministeren stadig var indstillet på at gå den vej, som var afstukket ved boligforliget i foråret 1965.

Niels Westerby (LC) ville gerne, når udvalgsarbejdet var afsluttet, medvirke til gennemførelse af en ordning, der kunne afbøde de værste følger af det, der var sket, men forudsætningen måtte være, at der var tilvejebragt en langsigtet boligpolitisk løsning.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning. Efter boligforliget af 18. januar 1966 fremsattes forslag til lov om ændring i lov om boligbyggeri, som erstattede nærværende lovforslag, se herom side 200, hvor de boligpolitiske aftaler er omtalt.

Under 2. behandling af det nævnte lovforslag om ændring i lov om boligbyggeri tog ministeren nærværende lovforslag tilbage (F. sp. 4812).