Den foreslåede lov skulle ifølge sin formulering fra 1. juli 1966 være trådt i stedet for lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme og lov nr. 127 af 16. april 1957 om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord. Lovforslaget var udarbejdet efter de retningslinjer, som er angivet i den af landbokommissionen af 1960 afgivne tredje betænkning af 26. november 1965, og svarer i det væsentlige til det udkast, som er optaget som bilag i betænkningen.

De vigtigste af de punkter, på hvilke lovforslaget indeholder ændringer i forhold til den nuværende lovgivning, er følgende:

Ved en landbrugsejendom, forstås i dag en ejendom med et areal på mindst 1 ha og et grundbeløb på mindst 2.000 kr. Ved lovforslaget foreslås landbrugspligten afgrænset og fikseret til de ejendomme, der i matriklen er noteret som landbrugsejendomme, samt de arealer, der — uden at være noteret — ved den seneste ejendomsvurdering er vurderet under en sådan ejendom. Man opnår herved at få en administrativt klar og enkel afgrænsning af, hvad der forstås ved en landbrugsejendom. Efter forslaget vil endvidere nye ejendomme blive noteret som landbrugsejendomme, såfremt de har et tilliggende på mindst 2 ha og i øvrigt opfylder betingelserne for at kunne noteres.

Efter den hidtidige lov indebærer landbrugspligten, at der på en landbrugsejendom skal være såvel beboelses- som avlsbygninger, at jorden skal drives af beboere af ejendommen, og at ejendommen skal være forsynet med inventar, avl og eventuelt besætning. Ifølge lovforslaget er landbrugspligten i princippet foreslået udformet som en pligt, der i højere grad end før hviler på den jord, der hører til landbrugsejendomme, og kravet om avlsbygninger og om driftstilbehør m. v. er forladt. Landbrugspligten skal herefter særlig sikre, at de dyrkbare jorder udnyttes jordbrugsmæssigt, og at jorderne ikke uden tilladelse tages i brug til anden end jordbrugsmæssig anvendelse. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at den foreslåede udformning ikke tager sigte på at ændre den nugældende praksis, hvorefter de hensyn, der taler for at bevare landbrugsjorden, sædvanligvis viger, når samfundsmæssige grunde taler for, at jorden overgår til ikke-landbrugsmæssig anvendelse, d. v. s. når dette sker som led i en udvikling, der er godkendt af planlægningsmyndighederne.

For at undgå en forflygtigelse af landbrugsejendomsbegrebet er det anset for påkrævet i lovforslaget at opretholde kravet om, at der på en landbrugsejendom skal være en beboelsesbygning, og at jorderne skal drives af beboere af ejendommen, medmindre ejendommen eller dens jorder efter de særlige regler i forslaget drives sammen med anden landbrugsejendom. Allerede ved lovændringen i 1963 blev samdrift af landbrugsejendomme tilladt i vidt omfang for et tidsrum af 8 år med mulighed for forlængelse. Baggrunden herfor var ønsket om at give mulighed for at etablere økonomiske og rationelle bedriftsstørrelser uden varigt at ændre landbrugsstrukturen. Selv om der nu efter lovforslaget åbnes væsentlig større muligheder for sammenlægning af landbrugsejendomme, har et flertal af kommissionens medlemmer ment, at der fremdeles bør være bestemmelser om samdrift, og at disse må udvides i forhold til gældende lov. Efter lovforslaget vil der for ejere af to landbrugsejendomme være uhindret adgang til samdrift af disse. Ved forpagtning er der efter lovforslaget ligeledes adgang til fri samdrift af to landbrugsejendomme uden hensyn til ejendommenes størrelse og beliggenhed, men dog kun for perioder på indtil 10 år ad gangen. Endelig er der ret til samdrift af flere end 2 ejendomme eller dele heraf ved forpagtning, såfremt arealet af de jorder, der drives sammen, ikke overstiger 100 ha.

De bestemmelser, der knytter sig til spørgsmålet om sammenlægningsgrænserne for landbrugsejendomme, er indeholdt i lovforslagets kapitel IV. Allerede ved lovændringen i 1962 blev mulighederne for sammenlægning af landbrugsejendomme udvidet ret væsentligt. En del af landbokommissionens medlemmer finder, at denne adgang giver så gode muligheder for en strukturtilpasning, at der ikke er grund til at gå væsentligt videre, men flertallet af kommissionens medlemmer er af den opfattelse, at der bør åbnes betydelig videre adgang til fri sammenlægning af landbrugsejendomme. Flertallet er gået ind for adgang til fri sammenlægning indtil en geometrisk arealstørrelse på 45 ha og herudover for adgang til sammenlægning op til 75 ha, såfremt det kan godtgøres, at der ikke på stedet er aktuelt behov for tillægsjord til mindre landbrugsejendomme. Bestemmelserne i lovforslaget er udformet overensstemmende med flertallets indstilling.

De foreslåede grænser for sammenlægning af landbrugsejendomme angiver samtidig grænserne for frie arealomlægninger i øvrigt mellem landbrugsejendomme. Det kan i tilslutning hertil nævnes, at den hidtidige lovgivnings krav om bevarelse af en mindste hovedparcel ved udstykning af en landbrugsejendom er bortfaldet.

Når sammenlægningsgrænserne er fastsat i geometrisk areal, skyldes det ifølge landbrugsministerens bemærkninger ved lovforslagenes fremsættelser navnlig ønsket om at tilvejebringe et administrativt enkelt kriterium og den størst mulige klarhed for de landmænd, reglerne har betydning for. Det ville vel nok i nogle tilfælde give rimeligere resultater, såfremt grænserne var fastsat under hensyn til jordernes bonitet, men den enkelte sammenlægningssag vil da forudsætte en forudgående administrativ bedømmelse. Fastsættelse af grænser, gradueret efter jordernes bonitet, vil således modvirke den administrative forenkling, som i det hele er tilstræbt ved lovforslagets udformning. Selv om de normale grænser for sammenlægning derfor er fastsat i geometrisk areal, er der dog i lovforslagets § 13, stk. 2, indsat en bestemmelse, der gør det muligt at fravige grænserne, når jordernes bonitetsforhold taler herfor.

Bestemmelserne om erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme er efter den hidtidige lovgivning indeholdt dels i lov om landbrugsejendomme, dels i loven om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord. Det har været den herskende opfattelse i landbokommissionen, at der heller ikke fremtidig for selskaber, sammenslutninger og institutioner m. v. bør være fri adgang til erhvervelse af landbrugsejendomme, men det er fundet hensigtsmæssigt at samle de bestemmelser, der regulerer adgangen for såvel personer som selskaber m. v. til erhvervelse af landbrugsejendomme, i samme lov.

For selskaber m. v. er der sket den udvidelse af adgangen til erhvervelse af landbrugsjord, at mens der efter den hidtidige lovgivning skal tilladelse til erhvervelse af såvel egentlige noterede landbrugsejendomme som ikke-landbrugsnoteret jord, så skal der efter lovforslaget kun tilladelse til erhvervelse af egentlige landbrugspligtige ejendomme beliggende uden for inderzoner. På den anden side er der sket den indskrænkning, at der nu i alle tilfælde skal indhentes tilladelse — også i de tilfælde, hvor selskaber hidtil mod afgivelse af erklæring har kunnet erhverve ejendomme til særlige formål såsom byggeri, udnyttelse af forekomster i jorden m. v. Nogen ændring i den praksis, der hidtil er fulgt med hensyn til meddelelse af tilladelser, er i øvrigt ikke tilsigtet.

For personers vedkommende er den i den hidtidige lovgivning indeholdte adgang til erhvervelse af indtil 2 landbrugsejendomme opretholdt. Derimod er adgangen til at erhverve flere end 2 landbrugsejendomme mod afståelse af vederlagsareal foreslået ophævet, således at adgangen til erhvervelse af flere end 2 ejendomme nu kræver tilladelse, der gives, når forholdene taler derfor. Overdragelse ved arv er dog holdt uden for erhvervelsesbegrænsningen, og ligeledes er der foreslået sådanne overgangsbestemmelser, som sikrer de bestående forhold med hensyn til overdragelse inden for slægten.

Med hensyn til spørgsmålet om en decentralisation af jordlovgivningens administration henviste ministeren ved lovforslagets fremsættelse til lovforslagets § 30, der giver mulighed for at delegere beføjelserne efter loven til særlige nævn eller kommissioner. I forbindelse hermed oplyste ministeren, at spørgsmålet har været behandlet i et særligt udvalg under landbokommissionen, og at han gik ud fra, at kommissionen ville fortsætte overvejelserne af dette spørgsmål med henblik på fremsættelse af eventuelt forslag herom, når nærværende lovforslag er gennemført.

Under hensyn til den usikkerhed, der fortsat råder med hensyn til planlægning af landbrugets struktur på længere sigt, er det foreslået, at loven optages til revision i folketingsåret 1969-70.

Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme. Ved fremsættelsen fremkom landbrugsministeren med følgende bemærkninger om baggrunden for de to lovforslag:

„Allerede ved de forhandlinger, der lå til grund for landbokommissionens første betænkning af 15. februar 1962, var det forudsat, at de forslag til ændringer i landbrugsloven, som var indeholdt i denne betænkning, skulle optages til revision efter et kortere åremål. Ved lovændringen i 1962 blev det derfor bestemt, at loven skulle revideres i indeværende folketingssamling. Som det vil være tingets medlemmer bekendt, blev der efter loven af 1962 givet adgang til i videre omfang end før at få en mindre landbrugsejendom nedlagt ved sammenlægning af jorden med anden mindre landbrugsejendom.

Loven af 1962 betød en ret væsentlig liberalisering i forhold til gældende ret, og denne tendens i lovgivningen blev yderligere understreget ved den i 1963 gennemførte ændring af landbrugsloven, hvorved samdrift af landbrugsejendomme i vidt omfang blev tilladt.

Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at medens der i 1960 fandtes ca. 196.000 selvstændige landbrugsbedrifter, er dette antal i tiden indtil 1965 ifølge en opgørelse fra det statistiske departement reduceret med ca. 19.000 til ca. 177.000 ejendomme. Der er således i disse år sket en betydelig nedgang i antallet af selvstændige bedrifter ved sammenlægning og samdrift, selv om også et stort antal ejendomme er nedlagt ved jordernes indtagelse til by- og industrimæssige formål og lignende.

Under debatten om landbrugets strukturproblemer er det imidlertid fra forskellig side fremhævet, at den almindelige teknisk-økonomiske udvikling i retning af voksende økonomiske enheder vil gøre fortsatte strukturændringer i form af voksende bedriftsstørrelse påkrævede, og at mulighederne for tilpasning af ejendomsstrukturen fremdeles er for begrænsede i forhold til tidens behov.

Landbokommissionen har under sine forhandlinger haft for øje at skabe grundlag for en tidssvarende lovgivning om landbrugsejendomme, idet der i forbindelse hermed er foretaget en gennemgang af de gældende lovbestemmelser med henblik på en almindelig revision af loven.

Forslaget tager sigte på at skabe retsregler, der på den ene side giver væsentlig friere muligheder end før for ændringer i landbrugets strukturforhold, for så vidt angår ejendommenes antal, størrelser og driftsformer, og som på den anden side sikrer mulighed for at bevare det personlige selveje som den herskende besiddelsesform inden for landbruget.

.....

Forslaget til lov om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme indeholder bestemmelser, som er en konsekvens af forslaget til lov om landbrugsejendomme ......".

Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget anbefaledes de med enkelte forbehold af ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, de uafhængige og liberalt centrum, mens de andre ordførere var mere forbeholdne i deres udtalelser.

For Carl Petersen (S) var det et vigtigt spørgsmål, hvordan vi kunne ændre tilstandene, så der blev færre personer ved landbrugserhvervet til at dele erhvervets samlede udbytte, der var for lavt til, at erhvervets nuværende udøvere havde kunnet få deres andel i landets velstandsstigning. Det var dette, der var formålet med lovforslagene. Med hensyn til sammenlægningsgrænsen lagde han vægt på, at loven ikke på noget område forhindrede, at der vedblivende kunne være små brug. Der måtte være plads for alle brugsstørrelser i Danmark også i fremtiden. Han beklagede, at husmandsforeningernes repræsentanter i kommissionen havde stået helt uforstående over for, hvad fremtiden kræver af ændringer, for at man kunne få landbruget ud af vanskelighederne. Hvor sammenlægningsgrænsen burde fastlægges, 75, 50 eller 100 ha, kunne der forhandles om. Det vigtigste var, at der blev sat en grænse, der kunne modvirke store jordsamlinger. Når lovforslagene og forslaget om ændring af statshusmandsloven var gennemført, ville man møde forskellige krav om penge, for at mulighederne for sammenlægning kunne få praktisk betydning. Hans parti ville se med velvilje på, at der stilledes passende midler til rådighed for dette formål.

Peter Larsen (V) hilste lovforslagene velkommen. Lovgivningen havde længe ikke været tidssvarende. Både afvandringen fra landbruget og hensynet til den fulde udnyttelse af den investerede kapital stillede krav om større enheder. Han understregede betydningen af det frivillighedens princip, som var udtrykt i lovforslaget, der fremtrådte som et tilbud. Venstre ville ikke forringe vilkårene for de mindre brug. Han var enig med Carl Petersen i, at en vis begrænsning af sammenlægningerne både var ønskværdig og hensigtsmæssig. Det var ikke godssamlinger, man var ude på at skabe. Peter Larsen kunne tiltræde lempelserne i landbrugspligten og betragtede de nye regler om samdrift og sammenlægning som store fremskridt. Lovforslagene måtte betragtes som et første, men væsentligt skridt henimod en mere moderne landbrugslovgivning.

Også H. C. Toft (KF) hilste med tilfredshed, at lovforslagene, der fulgte synspunkter, som hans parti gennem mange år havde arbejdet for, nu var fremkommet. Han fandt det dog ikke rigtigt, at ejendommene skal drives af beboerne, og ville gerne drøfte dette krav i udvalget. At grænsen for landbrugsforpligtelsen hævedes fra 1 ha til 2 ha, var ikke noget stort skridt. Man burde fritage alle ejendomme mellem 2 og 7 ha for landbrugsforpligtelsen under forudsætning af, at de blev tillagt en anden ejendom, de var velbeliggende for. De nye regler om samdrift og forpagtning kunne han med enkelte forbehold tilslutte sig, men sammenlægningsgrænsen burde sættes op til 100 ha. Det ville give bedre udnyttelse af de tekniske hjælpemidler. At lovforslaget havde to sammenlægningsgrænser, henholdsvis 45 ha og — når der var rimeligt tillægsjordsbehov — 75 ha, var uheldigt. Hvornår forelå der et rimeligt tillægsjordsbehov? Han lagde megen vægt på at få løst generationsskifteproblemet, men han ville være betænkelig ved at gå med til en højere lånegrænse end den, der anvendtes af Landbrugets Realkreditfond. Lovforslagets regel om, at højst 5 personer kan være ejere af en landbrugsejendom, fandt han betænkelig, også af hensyn til generationsskiftet.

Skytte (RV) var tilhænger af en landbrugslovgivning, der gav erhvervet mulighed for at tilpasse sig de nye forhold. Han mente imidlertid ikke, at der var noget praktisk behov for brugssammenlægninger af den foreslåede størrelse, og han savnede den saglige begrundelse for nødvendigheden heraf. Den hidtidige landbrugslovgivning havde ikke forhindret landbrugets tilpasning. Medførte de nye regler, at man nåede frem til en gennemsnitsstørrelse på landbrugsejendomme på f. eks. 60 ha, ville ikke mange landmænd — og slet ikke mange unge — have chancer for at komme i besiddelse af en sådan gård, der på god jord i dag ville have en værdi af ca. 1 mill. kr. Han lagde megen vægt på, at selvejet bevaredes inden for landbruget, og det ville nu komme i fare. Et af formålene med jordlovgivningen måtte være at få landbrugsstøtten overflødiggjort, og dette nåedes ikke ved, at jorden samledes i store brug. Inden de radikale kunne godkende en højere sammenlægningsgrænse, måtte de have sikkerhed for, at der kunne skaffes tillægsjord nok til de effektive landbrug, der havde for lidt jord. Statens forkøbsret ifølge statshusmandsloven kunne bruges hertil. Skytte fandt det afgørende, at de små og mellemstore brug fik finansieringsmuligheder. Det ville dreje sig om betydelige beløb, som han ville være med til at stille til rådighed, i det mindste på normale sparekassevilkår. Næsten det mest afgørende i fremtidens landbrug var, at vi bevarede den gode arrondering, der hidtil havde gjort Danmark til et foregangsland inden for landbruget. Det ville være forkert at gennemføre lovforslaget isoleret. Der måtte bl. a. skaffes fuld klarhed over finansieringsmulighederne, inden man kunne regne med det radikale venstres medvirken til lovforslagenes gennemførelse.

Aksel Larsen (SF) betragtede landbruget som en særdeles vigtig gren af dansk erhvervsliv. Økonomisk havde flertallet af landbrugerne imidlertid ikke haft gode kår ret længe ad gangen, idet fremskridtene hurtigt var blevet kapitaliseret og havde bundfældet sig i stigende ejendomspriser og stigende rentebyrde, og det samme gjaldt landbrugsstøtteordningerne, der i øvrigt havde haft en tendens til at være til størst fordel for det store landbrug. Den varierede brugsstørrelse måtte ubetinget fastholdes. Man måtte imidlertid også sørge for, at de rigtige folk kom til at lede fremtidens landbrug, og man burde reservere retten til at overtage et landbrug for dem, der havde en fyldestgørende landbrugsuddannelse. Landbruget måtte også finansieres på en anden måde. Gennem fuld grundskyld måtte prisen på jorden nedbringes, og der burde gives afdragsfri, offentlige bygningslån og offentlige lån, der afdragedes, til besætning og inventar. Andelsvirksomhederne måtte udbygges og rationaliseres tillige med forskning og konsulentvirksomhed. Der måtte stiles efter nye driftsformer. Den gode jord måtte forbedres ved grundforbedring, den dårlige jord afstås til rekreative formål. På den enkelte bedrift måtte der ske en fremadskridende specialisering. Det var rimeligt, at man nu overvejede brugsstørrelsen og sammenlægningsgrænsen, og det måtte der nu ses nærmere på i udvalget. Han advarede imidlertid mod, at man bortset fra ganske særlige tilfælde gav den samme person tilladelse til at erhverve og eje mere end to landbrugsejendomme.

Bækgaard (Uafh) gav udtryk for glæde over, at lovforslaget var gået et betydeligt skridt i den retning, som hans parti havde anset for målet i jordlovgivningen. Hans parti kunne derfor støtte lovforslagene, selv om det var et spørgsmål, om der burde være en arealgrænse for sammenlægninger. Der var sikkert ikke stor fare for, at sammenkøb af flere ejendomme ville finde sted. Det hastede med at få problemerne i forbindelse med generationsskiftet løst, ellers ville lovforslagene ikke få stor betydning.

Niels Westerby (LC) betragtede kapitalmangelen som landbrugets hovedproblem, men også andre, endnu uløste spørgsmål var af betydning for landbrugets fremtid, f. eks. effektiviseringen af forsknings- og konsulentvirksomheden og uddannelsesspørgsmålet. Landbrugslovgivningen burde være sådan, at den på længere sigt overflødiggjorde bistandsordningerne. Drøftelserne i landbokommissionen om finansieringsproblemerne måtte fremmes, men det var Niels Westerbys opfattelse, at det især var over den almindelige økonomiske politik, at der skulle gøres en indsats for, at landbruget kunne få den fornødne kapital. Han advarede i øvrigt imod, at man ensidigt lagde jordtilliggendet til grund ved vurderingen af, om et landbrug var stort eller lille. Også den investerede kapital måtte tages i betragtning. Det var vel i øvrigt vanskeligt at sige, hvilke øvre grænser der burde være for jordtilliggendet, og man skulle være forsigtig med at lægge landbruget i spændetrøje. Man burde i udvalget overveje at slette sammenlægningsgrænsen eller i hvert fald sætte den højere end 75 ha. Det var også vigtigt at passe på, at bykapitalen ikke fortrængte landmændene, og man burde overveje foranstaltninger herimod.

Ved 1. behandling behandledes lovforslagene sammen med forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven — og forslag til lov om ændring i lov om opførelse af arbejderboliger på landet, og efter 1. behandling henvistes de fire lovforslag til behandling i et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sin behandling af lovforslagene inden folketingsårets slutning.