Loven bygger på de samme principper som et den 21. maj 1965 fremsat lovforslag, der ikke nåede at blive færdigbehandlet i folketingsåret 1964-65. Der kan derfor i vidt omfang henvises til omtalen af hovedpunkterne i det nævnte lovforslag (årbog 1964-65, side 513 ff.), og der må om lovens mere detaljerede bestemmelser i det hele henvises til lovens tekst. De væsentligste ændringer i forhold til det oprindelige lovforslag og de vigtigste under behandlingen foretagne ændringer vil blive omtalt i det følgende i forbindelse med en kortfattet omtale af lovens hovedpunkter.

Lovens kapitel I indeholder almindelige bestemmelser, der for en stor del svarer til den hidtidige lovs bestemmelser.

§ 2 er udformet således, at private seminarier skal være godkendt af undervisningsministeren for at kunne give den i loven omhandlede uddannelse. Dette er en konsekvens af det hovedsynspunkt, at lovens bestemmelser gælder direkte for alle seminarier — såvel statsseminarier som private seminarier.

Der er endvidere gennem vedtagelsen af et i betænkningen stillet ændringsforslag givet undervisningsministeren adgang til at bestemme, at uddannelse erhvervet andre steder kan indgå i læreruddannelsen efter nærmere regler. Dette skyldes ønsket om, at loven ikke udelukker et samarbejde om uddannelsen mellem seminarierne og andre undervisningsinstitutioner, der giver en uddannelse på mindst samme niveau.

Bestemmelserne om seminarierådet er ændret på visse punkter (§ 4). Blandt andet har Lærerstuderendes Landsråd fået 2 (oprindeligt foreslået 1) ordinære repræsentanter i rådet.

Kapitel II (§ 5) giver regler om optagelse på seminarierne. Denne er betinget af, at ansøgeren har bestået enten højere forberedelseseksamen eller studentereksamen. (Om højere forberedelseseksamen henvises til den foregående sag om lov om højere forberedelseseksamen).

Undervisningsministeren kan dog bestemme, at ansøgere med anden tilsvarende uddannelse kan optages.

I forhold til det oprindelige lovforslag er der sket den væsentlige ændring, at alle betingelser med hensyn til helbred, vandel og velegnethed er udgået af bestemmelserne om optagelse.

Blandt de spørgsmål, som gav anledning til indgående drøftelser under behandlingen i folketinget, var forholdet mellem helhedsuddannelse og specialisering, studieformerne og fagrækken. Behandlingen medførte da også en række ændringer i bestemmelserne i kapitel III om læreruddannelsen.

§ 6 fik derved i sin endelige udformning følgende ordlyd:

㤠6. Uddannelsen skal for alle studerende omfatte:

1) de pædagogiske fag: pædagogik og psykologi, undervisningslære, praktisk skolegerning og pædagogisk speciale,

2) fagene dansk (med kendskab til svensk og norsk), skrivning, regning og kristendomskundskab,

3) grunduddannelse i tre af fagene formning, sang/musik, legemsøvelser og håndarbejde efter den enkelte studerendes eget valg,

4) samtids- og samfundsorientering,

5) videregående uddannelse i to af folkeskolens fag (linjefag),

6) supplerende kursus og fællestimer.

Ud over den i stk. 1 nævnte uddannelse kan de studerende vælge

a) uddannelse i et yderligere linjefag,

b) undervisning (frilæsning) i form af kursus eller studiekredse,

c) undervisning i instrumentalmusik, herunder orgelspil.

De studerende vælger pædagogisk speciale og linjefag inden for de ved seminarierne givne muligheder, jfr. stk. 4 og 5. Undervisningen påbegyndes i uddannelsens 2. år.

Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med seminarierådet, hvilke fag der kan være linjefag, og hvilke kursus der er obligatoriske efter stk. 1, nr. 6.

Undervisningsministeren godkender, på hvilke områder der af det enkelte seminarium tilrettelægges undervisning i pædagogisk speciale, linjefag og frilæsning.

Undervisningsministeren bemyndiges til for det nuværende statens seminarium for småbørnslærerinder at godkende en tilrettelæggelse af uddannelsen, således at den tager særligt sigte på undervisningen i folkeskolens yngste klasser."

Ved denne affattelse er der i forhold til lovforslaget foretaget en yderligere begrænsning af omfanget af de obligatoriske fag, så at disse kun omfatter fag, som det må anses for helt nødvendigt, at alle lærere har kendskab til. Tillægsfagsordningen er bortfaldet, men der er adgang til at vælge et yderligere liniefag.

Efter en ændring af § 7 er den oprindeligt foreslåede bestemmelse, hvorefter studerende, der ikke tilhørte folkekirken, kunne fritages for undervisning i kristendomskundskab, udgået. Dette er bl. a. en følge af den ændrede affattelse af § 6, hvorefter uddannelsen i dette fag må sidestilles med uddannelsen i de øvrige fag og derfor må være kundskabsmeddelende, ikke forkyndende.

Samtidig er den oprindeligt foreslåede regel om fritagelse for undervisning i legemsøvelser udgået. Herved bemærkes, at denne undervisning efter den omarbejdede § 6 vil være væsentlig mindre omfattende end først foreslået, at faget vil kunne afsluttes efter det første eller de første 1 ½ år af studiet, og at bestemmelsen i § 7, stk. 1, giver mulighed for fritagelse for grunduddannelse i et eller flere af de i § 6, stk. 1, nr. 3, nævnte fag.

Også § 8 fik under behandlingen en ny affattelse, som tilsigtede en tydeliggørelse og en bedre overensstemmelse med § 6. Den har i sin endelige form følgende ordlyd:

„§ 8. Uddannelsen efter § 6, stk. 1, nr. 2, i fagene dansk, skrivning, regning og kristendomskundskab skal afsluttes med en prøve ved udgangen af uddannelsens første år. På grundlag af resultatet af denne prøve og en vurdering af den pågældende i de øvrige fag, som undervisningen har omfattet efter § 6, stk. 1, herunder i praktisk skolegerning, afgør seminariet, om den enkelte studerende kan fortsætte uddannelsen i dens 2. år.

Ved afslutningen af undervisningen i faget praktisk skolegerning foretages der en vurdering af den studerendes standpunkt. For at kunne afslutte den samlede uddannelse skal den studerende have den undervisningsfærdighed, som er nødvendig til varetagelse af undervisning i folkeskolen.

I de øvrige fag konstateres de studerendes standpunkt ved afsluttende prøver, der holdes ved den pågældende undervisnings ophør.

Der holdes dog ikke prøve i

a) sang/musik efter § 6, stk. 1, nr. 3,

b) kursusemner efter § 6, stk. 1, nr. 6,

c) emner for undervisning efter § 6, stk. 2, b) og c).

De studerende kan indstille sig til uddannelsens afsluttende prøver efter 3 ½ år og skal indstille sig efter 4 år. Indstilling senere end efter 4 år kan i særlige tilfælde finde sted efter godkendelse af seminariets rektor. Denne kan endvidere, når ganske særlige forhold taler derfor, tillade, at en studerende indstiller sig efter 3 år.

For aftenseminarier kan undervisningsministeren efter forhandling med seminarierådet fastsætte særlige bestemmelser om tidspunktet for den i stk. 1 nævnte prøve og om tidspunkterne for indstilling til de afsluttende prøver."

Den udvidelse af prøverne, som loven indebærer i forhold til den hidtidige lov, må ses på baggrund af uddannelsens større differentiering, valgmuligheder og de studerendes mere selvstændige arbejde.

Kapitel IV indeholder de nærmere regler om seminarierne og svarer stort set til det oprindelige lovforslag og i vidt omfang også til den hidtidige lov. I forhold til denne er bestemmelserne dog præget af, at loven som foran nævnt gælder direkte for alle seminarier, hvad enten de er statsseminarier eller private. Den hidtidige forskel i henseende til betaling af undervisningsafgift, idet en sådan alene betales ved de private seminarier, er opretholdt, jfr. § 16.

Herom siges i udvalgets betænkning:

„I forbindelse med bestemmelsen i lovforslagets § 16 har udvalget drøftet spørgsmålet om undervisningsafgiften for de lærerstuderende ved de private seminarier og har haft samråd herom med ministeren, der har oplyst, at undervisningsministeriet agter at gennemføre en beskeden forhøjelse af statens tilskud til nedbringelse af undervisningsafgiften allerede fra 1. august 1966 og håber at kunne gennemføre en yderligere forhøjelse af dette tilskud fra begyndelsen af det følgende undervisningsår. Ministeren har endvidere oplyst, at han er indstillet på at foreslå en sådan nyordning af tilskudsreglerne for de private seminarier, at undervisningsafgiften helt kan bortfalde, og at han vil anse det for hensigtsmæssigt, om en sådan ny tilskudsordning kan træde i kraft fra samme tidspunkt som den nye ordning af læreruddannelsen, d. v.s. fra 1. august 1969. Udvalget kan tiltræde, at spørgsmålet om undervisningsafgiften ved de private seminarier tages op i forbindelse med indførelsen af en ny tilskudsordning for disse seminarier, således at den gældende og også i forslaget til ny lov om læreruddannelsen optagne bestemmelse om statstilskud til nedbringelse af undervisningsafgiften foreløbig opretholdes."

Kapitel V omhandler øvelsesskoler. Efter § 18, stk. 1, som fik sin endelige form under behandlingen i folketinget, skal der til hvert seminarium være knyttet en fast øvelsesskole, der så vidt muligt skal være fuldt udbygget med 8.-10. klasse og realafdeling. Den faste øvelsesskole kan være en statslig eller privat skole, der har ledelse fælles med seminariet, eller en kommunal skole, der stilles til rådighed for seminariet. Skolen og seminariet samarbejder om planerne for skolens virksomhed som øvelsesskole.

Mens den tilsvarende bestemmelse i det oprindelige lovforslag gik ud fra, at øvelsesskolen normalt skulle være en kommunal skole og kun i særlige tilfælde kunne være en skole med ledelse fælles med seminariet, tilsigter den endelige formulering at stille de to former for øvelsesskole lige.

Kapitel VI indeholder reglerne om videre uddannelse. Bestemmelserne svarer i vidt omfang til de hidtidige, men er tilpasset den udbygning af mulighederne for videre uddannelse navnlig af lærerne i provinsen, som foregår i disse år. § 25 giver således mulighed for at lade deltagelse i videre uddannelse indgå i en lærers pligtige timetal med den virkning, at der såvel til lærerens løn som til vikarudgiften kan ydes sædvanligt statstilskud.

Ifølge kapitel VII træder loven i kraft den 1. august 1969, en bestemmelse, der bl. a. må ses på baggrund af, at der efter vedtagelsen skal udarbejdes nærmere regler, navnlig studieplaner, efter den nye ordning. Kapitlet giver i øvrigt en række overgangsbestemmelser.

Lovforslaget, der som nævnt fremsattes første gang i folketingsåret 1964-65, hviler på en betænkning, afgivet i foråret 1965 af et undervisningsministerielt udvalg angående læreruddannelsen. I det udkast, denne betænkning indeholdt, fandtes bl. a. forslag til bestemmelser om adgangsprøve på et noget højere niveau end den hidtidige optagelsesprøve og hjemmel til, at seminarierne kunne oprette to-årige kursus til adgangsprøven.

I denne forbindelse henvises til den nærmest foregående sag om lov om højere forberedelseseksamen, hvilket forslag fremsattes og behandledes i folketinget sammen med nærværende lovforslag.

Om den ret omfattende drøftelse i tinget, som lovforslaget gav anledning til, og som i vidt omfang også beskæftigede sig med dettes enkeltheder, må henvises til forhandlingerne. Ordførernes principielle synspunkter er i øvrigt refereret ved omtalen af sagen i årbogen for 1964-65.

Et af de mere principielle spørgsmål, som gav anledning til debat, var spørgsmålet om en tilnærmelse mellem læreruddannelsen og uddannelsen ved universiteter og andre højere læreanstalter og undervisningsinstitutioner.

Herom siges i udvalgets betænkning:

„I forbindelse med nedenstående ændringsforslag til § 2 henleder udvalget opmærksomheden på, at læreruddannelsen i adskillige lande er henlagt til universiteterne, og der synes i det hele at være en almindelig tendens til en fortsættelse af denne udvikling. Man har i udvalget drøftet problemet og finder det ønskeligt, at planlægningsrådet for de højere uddannelser i sine overvejelser inddrager mulighederne for en tilnærmelse mellem universitetsuddannelserne og læreruddannelsen.

I disse overvejelser bør indgå, med hvilken vægt undervisning modtaget på et seminarium kan godtages ved et universitet eller en højere læreanstalt. Jævnsides hermed må det overvejes, om studerende ved et universitetscenter kan tilegne sig dels det almene teoretiske grundlag for læreruddannelsen, dels den særlige pædagogiske uddannelse.

Udvalget er klar over, at der rejser sig en lang række problemer, og peger i denne forbindelse på det hensigtsmæssige i, at der på hele dette område planlægges og gennemføres forsøg."

Betænkningen indeholder endvidere en række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er omtalt i det foregående, og en omtale af mange af de i udvalget drøftede enkeltheder.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.