I § 12, stk. 4, i lov om kirkers bestyrelse m. m., som affattet ved lov nr. 50 af 16. marts 1956, blev det fastsat, at indtil halvdelen af den del af de med en kirkes opførelse forbundne udgifter, som ikke dækkedes gennem tilskud af statskassen, med ministeriets tilladelse kunne dækkes ved lån, der forrentes og afdrages gennem den kirkelige ligning, såfremt menighedsrådet for det sogn (menighedsrådsdistrikt), hvor den nye kirke opføres, fremsatte forslag herom. Ved denne bestemmelse, hvis affattelse i 1956 skete på grundlag af betænkning nr. 125 angående kirker i Københavns omegn, afgivet af det af kirkeministeriet den 10. april 1953 nedsatte udvalg, ændredes den tidligere ordning, hvorefter den del af udgifterne ved en kirkes opførelse, som ikke dækkes ved statstilskud, i sin helhed skulle tilvejebringes ad frivillig vej.

Efter at der fra flere sider var fremsat ønske om ændring af bestemmelserne om finansiering af kirkebyggeri, således at opførelsen af kirker enten fuldt ud eller dog for den væsentligste dels vedkommende skulle kunne finansieres ved lån, der forrentes og afdrages over den kirkelige ligning, eller ved oplæg af ligningsmidler, nedsatte ministeriet ved skrivelse af 26. juni 1964 et udvalg med den opgave at overveje og eventuelt at fremsætte forslag til revision af de gældende bestemmelser om opførelse af nye kirker, særlig for så vidt angår finansieringen af sådant byggeri, herunder også om der fortsat burde være adgang til at opnå statstilskud til opførelse af nye kirker.

Dette udvalg, hvori der også var repræsentanter for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre, afgav i december 1965 en enstemmig betænkning. I denne betænkning indstillede udvalget bl. a., at der fortsat ydes tilskud af statskassen til opførelse af nye kirker, og at der på de årlige finanslove opføres en efter det til enhver tid værende behov og byggeindeks afpasset rammebevilling til dette formål.

Yderligere indstillede udvalget, at der blev tilvejebragt hjemmel for, at den del af de med en kirkes opførelse forbundne udgifter, som ikke dækkes gennem tilskud fra staten samt tilskud fra kommunen og fra private bidragydere, efter indstilling fra vedkommende menighedsråd med ministeriets tilladelse kan afholdes af den stedlige kirkelige ligning enten derved, at der af ligningsmidlerne henlægges beløb til imødegåelse af sådanne udgifter, eller ved optagelse af lån, der forrentes og afdrages gennem den kirkelige ligning.

Disse synspunkter mødte fuld tilslutning hos kirkeministeren, der for folketinget fremsatte forslag om og fik gennemført en lov af følgende indhold.

I lov om kirkers bestyrelse m. m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 454 af 23. september 1947, som ændret ved lov nr. 50 af 16. marts 1956, affattes § 12, stk. 4, således:

„Til afholdelse af de udgifter ved opførelse af en kirke, som ikke dækkes af staten, kommunen og private bidragydere, kan ministeriet efter indstilling fra menighedsrådet for det sogn eller menighedsrådsdistrikt, hvori kirken opføres, tillade, at der henlægges midler hidrørende fra den stedlige kirkelige ligning eller optages lån, der forrentes og afdrages af sådanne midler. Renter og afdrag vedrørende et sådant lån, der forfalder til betaling, inden der er oprettet en kirkekasse for den nye kirke, jfr. § 7, stk. 1, afholdes af vedkommende sogne- eller distriktskirke."

Angående den ændrede affattelse af bestemmelsen anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at den forudsætter, at der „fremdeles ydes tilskud fra kommunernes side til kirkebyggeri, således som det i vidt omfang hidtil har været tilfældet, ofte på den måde, at kommunerne stiller byggegrund til rådighed, men undertiden også på anden måde, hvorved henvises til, at det såvel i teori som i praksis er anerkendt, at kommunerne i et vist omfang er berettigede til at yde støtte til kirkelige formål. Endvidere forudsættes det, at der fremdeles vil blive ydet tilskud til kirkebyggeri fra privat side, særlig til afholdelse af udgifter til opførelse af bygningsdele og lokaliteter, som ønskes tilvejebragt i forbindelse med en kirkes opførelse, men som ikke kan henregnes til den egentlige kirke samt til tilvejebringelse af kunstnerisk udsmykning o. lign.

Det er ifølge forslaget kirkeministeriet, der — som hidtil — endeligt fastsætter det beløb, der vil kunne tilvejebringes gennem kirkeligningen, dog for så vidt angår henlæggelse af ligningsmidler med den i lovens § 14, stk. 2, indeholdte begrænsning. Ved at åbne adgang til at tillade henlæggelse af ligningsmidler vil de betydelige omkostninger i form af renter, provisioner og kurstab, der er forbundet med finansiering gennem lån, helt eller delvis kunne spares. Det er tanken, at tilladelse til foretagelse af sådanne henlæggelser skal kunne meddeles af ministeriet efter indstilling fra vedkommende menighedsråd, således at sådan tilladelse normalt meddeles, når planerne om opførelse af en ny kirke er så vidt afklaret, at en til formålet udset byggegrund har opnået ministeriets godkendelse. Nærmere forskrifter for anbringelsen af de til sådant formål henlagte midler vil blive givet af ministeriet. Det forudsættes i øvrigt, at der intet vil være til hinder for, at der til afholdelse af udgifter ved opførelsen af en ny kirke med ministeriets tilladelse udbetales beløb direkte af den hos kommunen beroende beholdning af kirkelige ligningsmidler i tilfælde, hvor beholdningen overstiger de for det løbende regnskabsår approberede kirkelige ligningsbeløb.

Den foreslåede ændring af 2. punktum i § 12, stk. 4, er af redaktionel karakter og tjener især til at præcisere, fra hvilket tidspunkt en ny kirke overtager forrentning og afdragning af et til opførelsen optaget lån."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning indstillede det til vedtagelse i den skikkelse, hvori det var fremsat.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.