Ved loven gennemføres en række ændringer af lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene, således som denne lov er ændret ved lov nr. 34 af 24. februar 1965 (årbog 1964-65, side 60).

Ved en ændring af lovens § 7 er reglerne om ydelse af statslån gjort mere rummelige. Bestemmelsen har nu fået følgende affattelse:

„§ 7. Der stilles indtil 300 mill. kr. til rådighed for udenrigsministeren, således at der af beløbet

1) efter aftale med andre stater eller internationale organisationer kan ydes statslån til gennemførelse af bistandsprojekter eller andre udviklingsprojekter med dansk indsats,

2) ved erhvervelse af andele, ved garantier eller på anden lignende måde kan ydes finansiel støtte til finansinstitutter, der har til formål at fremme den økonomiske udvikling i udviklingslandene,

3) i tilfælde, hvor ekstraordinær knaphed på fødevarer truer den økonomiske fremgang i et udviklingsland, kan ydes lån til finansiering af import af fødevarer og af driftsfornødenheder for landbrug og fiskeri.

Aftaler i henhold til stk. 1 skal godkendes af folketingets finansudvalg."

Ved tilføjelsen af ordene „eller andre udviklingsprojekter" i § 7, stk. 1, nr. 1, er det herefter gjort klart, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis kan ydes statslån i tilfælde, hvor der vel ikke foreligger dansk indsats i form af egentlig teknisk bistand fra Danmark, men hvor låneprovenuet dog skal anvendes til investering i projekter, som er led i vedkommende lands eget udviklingsprogram, og som realiseres helt eller delvis ved eksport af kapitaludstyr fra Danmark til det pågældende udviklingsland.

Bestemmelsen under nr. 2 er helt ny og åbner mulighed for at yde danske finansielle bidrag til udviklingsformål på anden måde end gennem statslån.

Ligeledes er bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 3, ny. Den åbner mulighed for, at Danmark i ekstraordinære knaphedssituationer yder statslån, som bl. a. vil kunne anvendes til indkøb her i landet af fødevarer og af løbende fornødenheder til fødevareproduktionen, f. eks. gødningsstoffer og fodermidler, når det kan ventes, at de således forøgede importmuligheder bidrager til at gøre det muligt for vedkommende udviklingsland at fastholde sit udviklingsprogram på trods af en forbigående forsyningskrise.

Som hidtil skal alle aftaler om lån, bidrag og garantier i hvert enkelt tilfælde godkendes af folketingets finansudvalg.

Endvidere er efter lovens § 7 indsat en ny bestemmelse, som har følgende ordlyd:

„§ 8. Med henblik på at øge mulighederne for danske investeringer i udviklingslandene til fremme af disses økonomiske udvikling kan udenrigsministeren inden for et beløb af 200 mill. kr. give garanti til erhvervsvirksomheder, der er hjemmehørende her i landet, mod tab i forbindelse med direkte investeringer i udviklingslandene og hermed ligestillede lån.

Garanti kan kun gives mod tab, der skyldes politiske forhold, såsom nationalisering og dermed ligestillede offentlige foranstaltninger, hindringer for overførsel af betalinger, krigshandlinger el. lign., i det land, i hvilket investeringen er foretaget.

For ydede garantier betales en risikopræmie, der indgår i et garantifond, som anvendes til imødegåelse af tab."

I bemærkningerne til bestemmelsen var anført, at da hovedformålet med at give garanti for investeringer i udviklingslandene er at øge strømmen af kapital til de pågældende lande, vil garantiordningen ikke omfatte allerede gennemførte investeringer. Også virksomheder, der ikke er organiseret i firma- eller selskabsform, f. eks. visse af landbrugets afsætningsorganer, er omfattet af garantiordningen.

Ikke blot tab af selve investeringen, men også af dennes afkastning vil kunne dækkes ved garantiordningen. Det er en forudsætning for garantigivning, at investeringsprojektet tjener til fremme af modtagerlandets økonomiske udvikling, og investeringen skal derfor som hovedregel være godkendt af værtslandets myndigheder. Det vil endvidere være en forudsætning for ydelse af investeringsgaranti, at der kan påvises en sammenhæng mellem investeringen og danske produktions- eller eksportmæssige interesser.

Der skal i hvert enkelt tilfælde fastsættes en grænse for garantiens løbetid, og denne bør normalt ikke overstige 15 år.

De øvrige ændringer af loven er alle af redaktionel karakter.

Med hensyn til de ændrede regler i lovens § 7 vedrørende ydelse af statslån udtalte udenrigsministeren ved fremsættelsen bl. a., at foranledningen til lovændringen var ønsket om at gøre det muligt for Danmark at imødekomme en henvendelse fra eksekutivsekretæren for FNs kommission for Asien og Det fjerne Østen, ECAFE, i anledning af oprettelsen af en udviklingsbank for Asien og Det fjerne Østen.

Udenrigsministeren udtalte dernæst:

„Der er for mig ingen tvivl om, at de regionale udviklingsbanker vil komme til at spille en meget vigtig rolle i udviklingsbestræbelserne. Sådanne institutioner vil for det første medvirke til at mobilisere de lokale kapitalressourcer; for den asiatiske banks vedkommende skal 60 pct. af grundkapitalen på 1 mld. dollars tilvejebringes af medlemslande i regionen. Men det er nok lige så vigtigt, at bankerne vil få en betydelig indflydelse på den prioritetsorden, i hvilken de større investeringer i regionerne bliver foretaget, og dermed får mulighed for at fremme koordinationen af den økonomiske udvikling inden for regionerne.

Når kapitalressourcerne er beskedne i forhold til det reelle behov, er det vigtigt, at de kanaliseres rigtigt, og dette formål vil udviklingsbankerne tjene. De skal generelt lette offentlige og private kapitalinvesteringer til udviklingsformål, bidrag til finansieringen af medlemslandenes udviklingsplaner, medvirke til en koordination af disse planer og yde teknisk bistand til forberedelse og gennemførelse af udviklingsprojekter.

Regeringen finder det på denne baggrund ønskeligt, at en del af det beløb, der er stillet til rådighed for finansiel støtte til udviklingslandene, kan tilføres disse gennem sådanne regionale eller nationale udviklingsbanker.

Specielt vedrørende den asiatiske udviklingsbank kan det anføres, at der er fremsat ønske om en dansk aktietegning på 5 mill. dollars. Heraf skal en fjerdedel eller knap 9 mill. kr. indbetales over 5 år i lige store årlige rater. Yderligere en fjerdedel skal stilles til bankens disposition f. eks. i form af statsforskrivninger, ligeledes over en periode på 5 år. Den resterende halvdel vil alene tjene som garantikapital. Uden medlemskab af banken vil danske erhvervsvirksomheder være afskåret fra at deltage i leverancer af udstyr og tjenesteydelser i forbindelse med de af banken finansierede projekter. I betragtning af de betydelige danske erhvervsinteresser i Asien må dette forhold tillægges stor betydning."

Om formålet med investeringsgarantiordningen fremhævede udenrigsministeren ved fremsættelsen af forslaget herom, at det var at søge den økonomiske og sociale vækst i udviklingslandene fremmet ved at gøre det lettere for danske virksomheder at etablere datterselskaber o. lign. i u-landene. Samtidig med at gavne udviklingslandene ville ordningen også virke til fremme af danske produktions- og eksportmæssige interesser.

Oprindelig var de foreslåede ændrede regler vedrørende lovens § 7 om ydelse af statslån fremsat i et særligt lovforslag, se nedenfor under ikke-vedtagne regeringsforslag nr. 3. Imidlertid fandt det folketingsudvalg, som behandlede begge lovforslag, det hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne i én lov, og de ændrede regler om statslån overflyttedes derfor til bestemmelserne i lovforslaget om investeringsgaranti. En følge heraf var, at lovforslaget om statslån blev taget tilbage ved 2. behandling.

Idet der med hensyn til ordførernes stillingtagen ved 1. behandling til spørgsmålet om udvidelse af reglerne om ydelse af statslån henvises til det under omtalen af det af udenrigsministeren den 14. januar fremsatte lovforslag anførte, bemærkes, at forslaget om oprettelse af en investeringsgarantiordning blev modtaget med principiel velvilje af samtlige ordførere ved dette forslags 1. behandling. Nogle af ordførerne nærede dog skepsis med hensyn til enkeltheder i forslaget. Per Federspiel (V), Knud Thomsen (KF) og Rimstad (Uafh) fandt det således mindre rimeligt, at beløbsrammen på de 200 mill. kr. ifølge en bestemmelse herom i det oprindelige forslag skulle kunne forhøjes med finansudvalgets tilslutning alene. Efter deres opfattelse burde det være folketinget, der bevilgede disse beløbsrammer.

Endvidere fandt Poul Dam (SF), at der burde skabes en vis sikkerhed for, at investeringer i henhold til de foreslåede regler også var politisk rimelige.

Det udvalg, som fik begge de nævnte lovforslag til behandling, indstillede som anført, at indholdet af begge lovforslag samledes i ét lovforslag. Herudover foreslog udvalget enstemmigt at lade bestemmelsen om, at beløbet til investeringsgaranti på de 200 mill. kr. skulle kunne forhøjes med finansudvalgets tilslutning, udgå af lovforslaget.

I øvrigt fandt udvalget anledning til at fremhæve følgende i sin betænkning:

"Fra forskellige sider blev der ved første behandling af I. forslag til lov om ændring i lov om teknisk samarbejde med udviklingslandene [om statslån] ytret betænkeligheder ved det nye nr. 3 under § 7, stk. 1, som gør det muligt at yde lån „i tilfælde, hvor en ekstraordinær knaphed på fødevarer truer den økonomiske fremgang i et udviklingsland", idet man bl. a. nærede frygt for, således som ernæringsforholdene er i mange udviklingslande, at denne særlige form for hjælp skulle forflygtige lovens oprindelige mening.

Efter at udenrigsministeren under et samråd havde gjort gældende, at Danmark måtte føle sig forpligtet til at deltage i en meget presserende bistand til Indien på dette særlige område, og at en udbredt hungersnød ville hæmme eller tilintetgøre bestræbelserne for gennem teknisk bistand at fremme den økonomiske udvikling i Indien, og endelig at hensynet til landbrugets muligheder for afsætning af fødevarer — især mælkepulver — måtte tages i betragtning, gav udvalget tilslutning til § 7, stk. 1, nr. 3.

Ved fremsættelsen af dette lovforslag opfordrede udenrigsministeren partierne til at udtale sig om ønskeligheden af en vis forøgelse af de samlede bevillinger til udviklingsbistanden for finansåret 1966-67, og ved lovforslagets første behandling blev der fra alle ordførere givet udtryk for vilje til velvillig overvejelse af dette spørgsmål.

Udvalget har derfor overvejet spørsmålet om en forhøjelse af bevillingsrammen ud over de i finanslovforslaget for 1966-67 opførte beløb, og der er enighed i udvalget om at anbefale, at der sker en forhøjelse af de samlede bevillinger for 1966-67 med 15 mill. kr., og at dette beløb fordeles på de forskellige anvendelser inden for bistandsområdet som vist i bilaget til nærværende betænkning.

Udvalget har bemærket sig de personaleproblemer, der rejser sig i forbindelse med administrationen af Danmarks tekniske og finansielle samarbejde med udviklingslandene særlig i forbindelse med den kraftige vækst i den bilaterale støtte, der er stærkt administrationskrævende.

Udvalget mener imidlertid, at spørgsmålet om udvidelse af administrationspersonale på sædvanlig måde bør forelægges lønningsrådet."

På foranledning af et spørgsmål herom fra Knud Thomsen (KF) udtalte udenrigsministeren ved 2. behandling, at den samme form for regnskabsmæssig oversigt, som anvendtes for eksportkreditrådets vedkommende, også ville blive anvendt for investeringskreditternes vedkommende, og at han ville finde det naturligt, at dette skete igennem styrelsens beretning.

Efter at ændringsforslaget om den nye affattelse af lovforslaget var vedtaget uden afstemning ved 2. behandling, vedtoges det således ændrede lovforslag enstemmigt ved 3. behandling med 91 stemmer.