Loven har følgende indhold:

§ 1. Fyrværkeri må ikke fremstilles eller indføres uden justitsministerens tilladelse.

§ 2. Fyrværkeri med knaldeffekt må ikke overdrages, erhverves eller anvendes uden politiets tilladelse.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for salg til forhandler.

§ 3. Fyrværkeri må ikke sælges til personer under 18 år.

§ 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser,

1) hvorefter visse fyrværkeriartikler undtages fra bestemmelserne i §§ 2 og 3,

2) om fremstilling, indførelse, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri, der er foreskrevet som nødsignaler, eller som kan forveksles med sådanne signaler,

3) om forbud mod salg af kemikalier, der kan anvendes til fremstilling af fyrværkeri, til personer under 18 år,

4) om kontrol med lovens overholdelse.

§ 5. Loven gælder ikke for offentlige myndigheder, der anvender fyrværkeri som led i deres virksomhed.

§ 6. Overtrædelse af §§ 1-3 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. På samme måde straffes den, der tilsidesætter vilkår, som er fastsat i tilladelser efter loven.

I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 7. Loven træder i kraft den 15. februar 1966.

Lov nr. 184 af 7. juni 1958 om forbud mod visse fyrværkeriartikler [årbog 1957-58, side 427] ophæves.

§ 8. Loven medfører ingen ændringer i loven om sprængstoffer eller i bestemmelser, der er udfærdiget i henhold til denne lov eller brandlovgivningen.

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

De i lovforslaget indeholdte bestemmelser, der kun undergik mindre ændringer i folketinget (vedrørende ikrafttrædelsestidspunktet, begrundedes af justitsministeren ved fremsættelsen således:

„Ved forslaget tilsigtes en skærpelse af de gældende regler. Der indføres med visse undtagelser et almindeligt forbud mod overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri med knaldeffekt.

Den gældende fyrværkerilov, der er fra 1958, blev gennemført for at begrænse støjplagen ved afbrænding af fyrværkeri. Det blev med visse undtagelser forbudt at overdrage, erhverve og anvende fyrværkeriartikler, hvis knaldeffekt oversteg nærmere i loven fastsatte grænser. Man håbede herved at have afbødet de værste følger af nytårsskyderiet.

1958-loven har imidlertid ikke bragt ro omkring spørgsmålet, idet der stadigt fremkommer almindeligt holdte klager over nytårsskyderiet. Der er dog kun i begrænset omfang forekommet person- og tingskader, og disse skader har ikke været af alvorlig karakter.

Det afgørende for fremsættelsen af forslaget er imidlertid, at det fra lægelig side nu er oplyst, at en række høreskader forårsages af afbrænding af fyrværkeri.

For at få mere nøjagtige oplysninger om sammenhængen mellem nytårsskyderiet og antallet af høreskader nedsatte tunghørenævnet i oktober 1964 et udvalg med den opgave at iværksætte undersøgelse af virkningerne af skyderiet omkring årsskiftet 1964-65.

Udvalget har gennemført undersøgelse af 5.896 drenge i alderen 10-16 år. Resultatet af undersøgelsen blev, at 3,7 pct. af drengene ved en undersøgelse 4-6 måneder efter nytår havde høretab af en sådan karakter, at vedkommende vil være mindre egnet til arbejde i visse erhverv. Udvalget beregnede på dette grundlag, at ca. 15.000 drenge ved nytårsskyderi ved årsskiftet 1964-65 pådrog sig høredefekter, der for over halvdelen af tilfældene vil kunne få erhvervsmæssig betydning. Jeg kan henvise til de erklæringer, der er optaget som bilag til lovforslaget.

Tunghørenævnet har gennemgået undersøgelsen og har anbefalet, at der snarest træffes egnede foranstaltninger med henblik på en hindring eller begrænsning af nytårsskyderiet. Der blev fra flere sider i nævnet givet udtryk for ønskeligheden af at forbyde fyrværkeri med knaldeffekt. Jeg er helt enig heri.

For at mindske risikoen for alvorlige ulykker som følge af øget hjemmefabrikation af fyrværkeri er der indsat en bemyndigelse til at forbyde salg af kemikalier, der kan bruges til fremstilling af fyrværkeri, til personer under 18 år. Jeg håber, at vi på denne måde kan komme en væsentlig del af hjemmefabrikationen til livs.

Der er næppe grund til at lade forbudet omfatte fyrværkeri med ganske ringe knaldeffekt. Der er derfor i forslaget indsat en bestemmelse, der giver adgang til at gøre undtagelse fra forbudet.

Det er et tvivlsomt spørgsmål, om loven bør sættes i kraft før eller efter nytår. Ved afgørelse af dette spørgsmål spiller det ind, at fyrværkerifabrikanterne og de handlende ligger inde med betydelige lagre af fyrværkeri.

Et lignende problem forelå ved loven af 7. juni 1958. Her blev forslagets bestemmelse om ikrafttræden den 1. juli 1958 på foranledning af folketingsudvalget ændret til den 15. januar 1959.

Jeg har valgt at foreslå lovens ikrafttræden udskudt til efter nytår, men er villig til at forhandle om et andet ikrafttrædelsestidspunkt.

Uanset hvornår loven sættes i kraft, må vi formentlig påregne en del skyderi den kommende nytårsaften. Der bør derfor iværksættes en omfattende propaganda for at udvise stor forsigtighed ved skyderiet og således begrænse de skadelige virkninger.

Jeg håber, pressen, radio og fjernsyn vil bidrage hertil, og at forældre vil være ganske særligt opmærksomme på det problem i år."

Lovforslaget undergaves i folketinget en indgående 1. behandling og henvistes derefter til et udvalg, der i sin betænkning udtaler:

„Ud fra de i bemærkningerne til lovforslaget anførte grunde har der i udvalget været enig tilslutning til de foreslåede skærpede bestemmelser om fyrværkeri.

Udvalgets forhandlinger har derfor i væsentlig grad drejet sig om tidspunktet for lovens ikrafttræden, og ønskeligheden af at rykke lovens ikrafttræden frem til en dato i december for at undgå nytårsskyderi og dermed følgende høreskader hos børn og unge ved det forestående årsskifte har været delt af hele udvalget.

Deroverfor er det gjort gældende, at det fyrværkeri, der agtes anvendt ved årsskiftet, må antages allerede i alt væsentligt at befinde sig hos forbrugerne, og at politiet kun i ringe grad har mulighed for at hindre dets anvendelse.

Dertil kommer, at der ved en øjeblikkelig ikrafttræden af loven opstår spørgsmål om at yde erstatning til handlende og andre, der måtte lide tab som følge af de nye bestemmelser.

Justitsministeren har ved 1. behandling givet udtryk for den opfattelse, at der ikke foreligger noget ekspropriativt indgreb og altså ikke nogen pligt til at yde erstatning, men udvalget mener, at der ved en øjeblikkelig ikrafttræden af loven burde ydes en billighedserstatning for de ved loven forårsagede tab. Nærmere regler herom måtte i overensstemmelse med sædvanlig praksis optages i loven. Følgende spørgsmål måtte herunder afgøres:

a. Hvem skulle have erstatning? Alene erhvervsdrivende eller tillige forbrugere og andre, der — direkte eller indirekte— lider tab ved lovens gennemførelse?

b. Hvad skulle erstattes? Alene eksisterende lagre eller tillige udgifter til transport, oplagring og medhjælp samt muligt også næringstab? Skulle alle lagre, uanset om varerne var mere eller mindre kurante, erstattes?

c. Hvor stor skulle erstatningen være? Skulle indkøbspris (fabrikationspris) eller udsalgspris lægges til grund ved erstatnings- beregningen? Skulle der ydes fuld erstatning eller kun et mindre beløb?

d. Hvorledes skulle ordningen administreres? Hvilke myndigheder skulle foretage kontrol og opgørelse? Skulle afgørelserne kunne påklages til højere myndighed? Hvilken dokumentation kunne kræves?

Udvalget har ikke haft mulighed for inden for den begrænsede tid, der stod til rådighed, at tage stilling til alle disse spørgsmål og i forbindelse med justitsministeren at få udformet de nærmere regler herom.

Af de nævnte grunde har man da ment at måtte fastholde den af justitsministeren foreslåede ikrafttrædelsesdato, den 15. januar 1966." [Da lovforslaget først færdigbehandledes efter denne dato, måtte ikrafttrædelsestidspunktet ændres til 15. februar 1966].

Et mindretal (Ib Thyregod, Gottschalck-Hansen og Poul Dam) kunne tilslutte sig lovforslaget, men fremsatte i betænkningen en særudtalelse, hvori det bl. a. hedder:

„Mindretallet havde ønsket en tidligere ikrafttrædelsesdato — den 20. december 1965 — således at loven kunne få virkning allerede fra førstkommende nytår. Under hensyn til den gennem Tunghørenævnet foretagne undersøgelse, hvorefter ca. 15.000 drenge ved nytårsskyderiet ved årsskiftet 1964-65 pådrog sig høredefekter, der for over halvdelen af tilfældene vil kunne få erhvervsmæssig betydning, tillagde man det den største vægt, at tilsvarende skader ved nytårsskiftet 1965-66 blev undgået.

I forhold hertil måtte erstatningsproblemet og de praktiske administrative vanskeligheder, bl. a. med myndighedernes opbevaring af det fyrværkeri, der måtte blive afleveret, tillægges underordnet betydning.

Mindretallet finder, at det meget vel ville have været muligt at finde en tilfredsstillende løsning af disse spørgsmål, hvorved bemærkes, at der alene efter mindretallets opfattelse kunne blive tale om billighedserstatning, bl. a. under hensyn til den af justitsministeriet i februar 1965 udsendte meddelelse til fyrværkeribranchen.

Mindretallet beklager, at det ikke af tidsmæssige grunde har været muligt at færdigbehandle disse spørgsmål, således at lovforslaget kunne fremsættes i folketinget med henblik på ikrafttrædelse inden nytåret 1965-66...."

Det var oprindelig foreslået, at lovforslaget ved kgl. anordning skulle kunne sættes i kraft såvel på Færøerne som i Grønland. Dette ændredes imidlertid på foranledning af justitsministeren med følgende i betænkningen anførte begrundelse:

„I medfør af lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre er ved lagtingsbeslutning af 13. maj 1948 sager vedrørende eksplosive stoffer overtaget som færøsk særanliggende. Det tilkommer således det færøske hjemmestyre selv at lovgive på dette område."

Lovforslaget vedtoges med 87 stemmer mod 6, idet 1 medlem (From) undlod at stemme.