Loven har følgende indhold:

§ 1. Den, der tatoverer en person under 18 år, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

På samme måde straffes den, der tatoverer en person i hoved, på hals eller på hænder.

§ 2. Loven træder i kraft den 15. juni 1966.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Under sagens behandling i folketinget tilføjedes stk. 2 i § 1, mens man lod en i det oprindelige lovforslag indeholdt paragraf efter § 1 udgå. Denne paragraf lød således:

§ 2. Den, der driver erhvervsmæssig virksomhed ved tatovering, skal holde sine forretningslokaler lukkede i den almindelige butikslukketid og må heller ikke i denne tid udøve sin virksomhed andre steder.

Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde.

Endelig blev ikrafttrædelsestidspunktet udskudt fra 1. maj 1966 til 15. juni 1966.

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte justitsministeren ved fremsættelsen:

„Forslaget bygger på det hovedsynspunkt, at det bør stå folk frit for, om de vil lade sig tatovere, og at det derfor bør være lovligt at tatovere en anden person, når denne selv ønsker det. Forslaget går alene ud på at indføre to begrænsninger: Det forbydes at tatovere børn og de helt unge under 18 år, og det pålægges de personer, der driver erhvervsmæssig tatoveringsvirksomhed, at respektere almindelige regler om lukketid.

Den opfattelse, at der er et behov for visse forbudsregler vedrørende tatovering, er ikke ny. Spørgsmålet om gennemførelse af sådanne regler overvejedes således i 1950erne. Baggrunden var oplysninger om, at et ikke ubetydeligt antal prostituerede kvinder var tatoverede, og at disse tatoveringer vanskeliggjorde de prostitueredes resocialisering. Når spørgsmålet på ny blev rejst i slutningen af 1965, skyldtes det navnlig undersøgelser, der blev foretaget af lægerne Pers og von Herbst og offentliggjort i Ugeskrift for Læger. I bemærkningerne til lovforslaget er der redegjort nærmere for disse undersøgelser. Her skal jeg indskrænke mig til at erindre om, at undersøgelserne navnlig vakte opmærksomhed på grund af oplysningerne om tatoveringernes forholdsvis store udbredelse, om, at tatoveringerne i betydeligt omfang foretages på ganske unge mennesker og på berusede personer, og om, at de tatoverede meget ofte senere fortryder tatoveringerne og jævnligt føler, at de medfører handicap af forskellig art.

Som jeg oplyste i det høje ting den 20. oktober 1965 i besvarelsen af et spørgsmål fra fru Camma Larsen-Ledet, medførte den pågældende artikel i Ugeskrift for Læger, at jeg fandt det påkrævet, at spørgsmålet om gennemførelse af begrænsede regler vedrørende tatovering blev taget op til nærmere undersøgelse og overvejelse.

Justitsministeriet anmodede børne- og ungdomsforsorgen, fængselsvæsenets institutioner og Dansk Forsorgsselskab om at udtale sig om, hvorvidt man i praksis har erfaringer for, at tatoveringer volder vanskeligheder i resocialiseringsarbejdet, og erfaringer for, at de pågældende — på grund af disse vanskeligheder eller af andre grunde — fortryder, at de har ladet sig tatovere. Endvidere blev retslægerådet anmodet om en udtalelse vedrørende risiko for infektioner i forbindelse med tatoveringer. I lovforslagets bemærkninger er der redegjort for de nævnte myndigheders og institutioners besvarelser af ministeriets spørgsmål.

Efter det foreliggende materiale må det lægges til grund, at tatoveringer kan medføre betydelige sociale og menneskelige skadevirkninger.

Uanset dette forhold kan jeg ikke anse det for rigtigt at gennemføre noget almindeligt forbud mod tatovering; udgangspunktet må være, at folk skal have frihed til selv at afgøre, om de — uanset den risiko, de løber — ønsker at blive tatoveret. Jeg mener imidlertid ikke, at dette hovedsynspunkt er holdbart, når talen er om personer, navnlig børn og helt unge, der ikke kan forventes at kunne overskue de konsekvenser, der kan være forbundet med en tatovering. Derfor foreslår jeg, at der gennemføres en bestemmelse, hvorefter det bliver strafbart at tatovere en anden person, der er under 18 år. En tilsvarende betragtning fører i og for sig til også at forbyde tatovering af berusede personer. En sådan forbudsregel ville imidlertid blive ret ubestemt og bl. a. af bevismæssige grunde vanskelig at håndhæve. Den er derfor ikke medtaget i forslaget.

Ud over forbudet i § 1 mod at tatovere børn og helt unge indeholder forslaget i § 2 en bestemmelse, hvorefter personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed ved tatovering, undergives de almindelige lukketidsregler. Det er muligt, at lukkeloven kunne have været bragt i anvendelse på tatoveringsvirksomhed, men dette er ikke sket i praksis, og det synes nu rigtigst, at spørgsmålet om lukketid løses ved en lovbestemmelse. Den foreslåede bestemmelse bygger på den opfattelse, at der ikke er begrundelse for at give tatovørerne nogen særstilling med hensyn til lukketid, og at den hidtidige praksis, hvorefter man har tilladt tatovørerne at holde åbent i aften- og nattetimer, har haft uheldige følger, for så vidt som tatoveringerne af unge mennesker og berusede navnlig er sket på denne tid af døgnet."

Lovforslaget fik stort set en velvillig modtagelse i folketinget. Om enkelte af dets bestemmelser var der dog noget divergerende meninger, som det også fremgår af betænkningen fra det udvalg, der behandlede sagen. Det hedder heri:

„Udvalget har holdt 4 møder og har herunder haft samråd med justitsministeren. Overlægerne Michael Pers og Torben Jersild har haft foretræde for udvalget, der endvidere har modtaget overlæge E. Juel Henningsen, sundhedsstyrelsen. Endelig har nogle praktiserende tatovører haft foretræde.

Udvalget stiller nedenstående ændringsforslag nr. 1, hvorved der i § 1 foreslås indsat et almindeligt forbud mod tatovering af personer i ansigt, på hals og på hænder, d. v. s. tatoveringer, der normalt er utildækkede og derfor ikke kan skjules for den pågældendes omgivelser, herunder hans arbejdsplads, og som således kan være særlig egnede til at volde vanskeligheder i resocialiseringsarbejde, jfr. lovforslagets bemærkninger herom. Dette ændringsforslag er tiltrådt af justitsministeren.

Et flertal (udvalgets medlemmer undtagen Camma Larsen-Ledet, Boye Hansen og Orla Møller) har ikke kunnet tiltræde lovforslagets § 2, hvorefter erhvervsmæssig tatoveringsvirksomhed ikke må udøves i den almindelige butikslukketid, og stiller nedenstående ændringsforslag nr. 2 om at lade denne paragraf udgå.

Ifølge ændringsforslag nr. 3, stillet af justitsministeren og tiltrådt af udvalget, fastsættes lovens ikrafttrædelsesdato til den 15. juni 1966.

Herefter indstiller et flertal (udvalgets medlemmer undtagen Camma Larsen-Ledet, Boye Hansen, Jørgen Peder Hansen og Orla Møller) lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-3 foreslåede ændringer.

Et mindretal (Camma Larsen-Ledet, Boye Hansen og Orla Møller) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 3 foreslåede ændringer.

Et andet mindretal (Jørgen Peder Hansen) kan tiltræde de stillede ændringsforslag, men kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og vil nærmere motivere sin stilling ved dets anden behandling."

Efter at de af flertallet stillede eller tiltrådte ændringsforslag var vedtaget, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 140 stemmer mod 3 (Jørgen Peder Hansen, Aksel Larsen og Poul Dam), idet 3 medlemmer (Peter Nielsen, Morten Lange og Kai Moltke) afholdt sig fra at stemme.