Ved folketingsbeslutningen opfordres regeringen til, når betænkningen fra udvalget vedrørende undersøgelse af inflationskilderne foreligger, at meddele folketinget sin vurdering af udvalgets betænkning og give en redegørelse for de konsekvenser, regeringen på dette grundlag vil drage. Denne redegørelse bør gives så betids, at en forhandling efter reglerne i § 19, stk. 4, i folketingets forretningsorden kan finde sted, inden folketinget hjemsendes.

Forslaget fik sin endelige form under sagens behandling i folketinget. Det havde ved fremsættelsen følgende affattelse:

„Folketinget opfordrer regeringen til

1. at søge arbejdet i udvalget vedrørende undersøgelse af inflationskilderne fremskyndet og til

2. inden 15. maj d. å. at fremlægge en antiinflationsplan for folketinget",

og begrundedes af Henry Christensen (V) som ordfører for forslagsstillerne således:

„Den inflatoriske udvikling har i Danmark i de seneste år været stærkere end i noget andet land, vi har væsentlig samhandel med. Dette er kommet til udtryk i stærkt stigende priser og omkostninger, senest således i reguleringspristallet fra januar, der bragte pristalsstigningen inden for det sidste år op på 8 points. Denne store stigning er sket, uanset at priserne for importerede råvarer har været stabile. Den stærke inflatoriske udvikling i Danmark har tillige givet sig udslag i et betydeligt underskud i samhandelen med andre lande, ligesom den på en række områder har gjort stadigt tilbagevendende indgreb og restriktioner nødvendige til skade for en sund og stabil samfundsudvikling.

I juni 1965 opfordrede folketinget regeringen til at lade et udvalg af sagkyndige foretage en undersøgelse og udregning af, hvorvidt og i hvilket omfang særlige danske inflationskilder forefindes. Det var stillet i udsigt, at resultaterne af dette udvalgs arbejde kunne have foreligget i løbet af marts 1966 og da være indgået som et væsentligt bidrag til folketingets overvejelser. Resultatet af udvalgsarbejdet synes imidlertid nu først at kunne foreligge i begyndelsen af maj 1966 eller ret kort tid inden folketingets sommerferie.

Forslagsstillerne lægger imidlertid stor vægt på, at folketinget sikres behandling og stillingtagen til inflationens alvorlige og vidtrækkende problemer i indeværende folketingsår. Ønsket herom understreges af den almene interesse i for det første, at en effektiv indsats over for inflationen og derigennem over for dens skadevirkninger på opsparing, konkurrenceevne og erhvervsudvikling og dens faktiske udhuling af aftalte lønninger ikke udskydes unødigt, for det andet, at regeringens og folketingets overvejelser kan indgå i forberedelserne til arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger, som indledes i efteråret 1966, og de forhandlende parters rimelige krav om at kende det økonomisk-politiske grundlag også i denne henseende kan imødekommes videst muligt, og for det tredje, at man snarest muligt når frem til et samlet grundlag for at bekæmpe selve inflationen og dens årsager fremfor fortsat at være tvunget til efterfølgende at søge at begrænse dens uheldige virkninger."

Ved forslagets 1. behandling oplyste økonomiministeren, at han havde anmodet det i 1965 i henhold til folketingsbeslutning af 2. juni 1965 nedsatte udvalg om inflationskilderne (årbog 1964-65, side 587) om at fremme arbejdet mest muligt. Udvalgets formand havde imidlertid meddelt, at det ikke ville være muligt at tilendebringe arbejdet før tidligst i slutningen af april, da man var i gang med nogle statistiske undersøgelser, hvis tilendebringelse ville tage nogen tid. „Det er", udtalte ministeren, „regeringens opfattelse, at diskussionen om inflationsproblemet og om de foranstaltninger, der måtte skulle træffes, bør afvente redegørelsen fra det sagkyndige udvalg, og at der må gives folketinget en rimelig tid til at sætte sig ind i de betragtninger, der findes i redegørelsen. Når rapporten har været offentliggjort og gennemdrøftet i regeringen, er det min hensigt at give folketinget en redegørelse for de konklusioner, regeringen for sit vedkommende mener kan drages af rapportens analyse. Først på dette grundlag kan der opstilles en plan.

Det forekommer mig derfor ikke hensigtsmæssigt ved denne lejlighed at komme nærmere ind på en detaljeret drøftelse af inflationens årsager. Denne debat bør afvente rapportens fremkomst."

Forslaget henvistes til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i, at forslaget undergik den foran omtalte ændring. I udvalgets enstemmige betænkning ledsages ændringsforslaget af følgende bemærkninger:

„I tilslutning til den ændrede formulering er økonomiministeren og udvalget enige om, at der — uanset aftalen om den 15. marts som frist for fremsættelse og behandling af lovforslag — i det omfang, som redegørelsen måtte give anledning til, kan fremsættes forslag, der søges færdigbehandlet i indeværende folketingsår.

Økonomiministeren og udvalget er endvidere enige om, at de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med regeringens redegørelse, bør behandles i et folketingsudvalg på 17 medlemmer."

I den ændrede affattelse vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt.

Betænkningen fra det af økonomiministeren nedsatte udvalg angående inflationskilderne forelå 20. maj 1966 og dannede 24. maj grundlaget for en redegørelse til folketinget af økonomiministeren (F. sp. 5455). Redegørelsen efterfulgtes 31. maj af en forhandling.

Under denne bebudede økonomiministeren, at regeringen ville nedsætte et såkaldt vækstudvalg, hvis opgave skulle være at undersøge, hvordan man bedst kunne fremme produktionsudviklingen og derved modvirke inflationen. Tanken herom var oprindelig udkastet af Niels Westerby og nu taget op af regeringen, der fandt det ønskeligt at få kulegravet de nævnte problemer.