Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

Folketinget opfordrer indenrigsministeren til at lade udarbejde og for folketinget fremsætte lovforslag om katastrofeværn og offentligt redningsvæsen efter følgende retningslinjer:

1. Værnets opgave er

a. at yde assistance ved ulykker med personskade,

b. at yde assistance ved større materielle skader, brande, oversvømmelser m. v.,

c. at eftersøge og yde bistand til personer, der formodes forulykkede eller i nød på hav eller sø og tilsvarende på land,

d. under ekstraordinære forhold kan værnet tildeles bevogtningsopgaver.

2. Værnets personel er dels et fast stampersonel med specialuddannelse, dels et udskrevet mandskab. Det udskrevne mandskab optrænes på et månedskursus og fungerer herefter ved tilkaldelse.

3. Værnet ledes af en centralstyrelse og regionale afsnitsledelser.

4. Værnets materiel er det civilforsvaret tillagte og statens civile og militære redningsvæsens materiel. Ved overgangsbestemmelser inddrages også det kommunale materiel under værnet.

5. Ved overgangsbestemmelser får værnet eneret og pligt til at påtage sig de under 1 nævnte opgaver i det omfang, der kræves organiseret assistance.

6. Det særlige civilforsvar nedlægges.

Forslaget var ledsaget af udførlige bemærkninger. Det begrundedes ved fremsættelsen af ordføreren for forslagsstillerne, Morten Lange (SF), således:

„Igennem en lang årrække har socialistisk folkeparti fulgt civilforsvarets udvikling med nogen skepsis. Under de nuværende love om civilt beredskab søges dels løst en række fredstidsopgaver, dels opstillet et beredskab, der kan afbøde krigshandlingers følger for civilbefolkningen.

Hvad fredstidsopgaverne angår, har tilrettelæggelsen været lidet konsekvent. Det synes noget tilfældigt og landsdelsmæssigt forskelligt, hvornår civilforsvaret tages i anvendelse. Brandslukning er organiseret på højst forskellig vis landet over, stedvis baseret på meget gammeldags materiel. Redningsvæsenet fordelt mellem militære og civile instanser og ulykkesbistand i stigende grad overladt til et monopoliseret privatforetagende. Det er på høje tid, at bistand til sikring af liv og værdier bliver et offentligt anliggende. Der vil fortsat være brug for privatorganiseret bistand til havarerede motorkøretøjer og andre mindre, materielle skader, men en effektiv bistand i de alvorligere tilfælde, hvor store værdier eller menneskeliv står på spil, kan ikke være en opgave for privat initiativ. Dette synspunkt understøttes yderligere af, at der til katastrofesituationer må kunne stilles et meget stort, uddannet mandskab til rådighed. Ingen ved, hvor og når en katastrofe kan ramme. Men det er klart, at den moderne tekniske udvikling åbner muligheder for katastrofer af endog meget stort omfang, som må kunne begrænses beslutsomt ved et centralt initiativ.

Forslagets hovedsigte er, at der træffes foranstaltninger til, at et sådant stort mandskab vil være til rådighed overalt i landet og med kort varsel. Det nuværende civilforsvar kan naturligvis påregnes at løse en del af opgaverne i forbindelse med større katastrofer. Men til de ovenfor anførte formål er indkaldelsesperioden urimelig lang. Det er oplagt, at denne periodes længde er fastsat, så den kan stemme nogenlunde overens med en militær indkaldelse, selv om der ikke opnås en rimelig nyttevirkning af indkaldelsestiden, men derimod må konstateres et meget betydeligt samfundsmæssigt tab af arbejdskraft, generende afbrydelse af uddannelse og en lang række andre ulemper.

Civilforsvarets hovedsigte er da også på en krigssituation. For så vidt det drejer sig om følger af krigshandlinger uden for Danmark, må et katastrofeværn opstillet som skitseret i beslutningsforslaget kunne gøre fyldest. Det må her fortrinsvis være to opgaver, der kan komme på tale, dels bevogtningsopgaver og samariterpræget hjælp til flygtninge, som kan klares af månedsuddannet personale, dels foranstaltninger mod nukleare nedfald, som først og fremmest kan træffes, hvis en stor del af befolkningen har lært de elementære forholdsregler mod svagere nedfald.

Mod angreb på Danmark med kernevåben kan intet civilforsvar forventes at yde væsentlig hjælp, og i en egentlig krigssituation er der grund til at påregne, at civilforsvaret vil blive betragtet som et militært hjælpekorps, som en fjende vil søge at neutralisere. Dette gælder ikke mindst på baggrund af de positive samarbejdsaftaler, der er indgået mellem forsvaret og civilforsvaret. Opgaver som at holde civilbefolkningen af vejen for militær fremrykning kan ikke af en fjende blive betragtet som humanitær virksomhed. Så langt som menneskelig bistand og hiælp er mulig, er der grund til at tro, at et bredt anlagt katastrofeværn vil kunne gøre bedre fyldest end det nuværende civilforsvar.

Der har fra tid til anden været betydelige forsnstaltninger på tale til beskyttelse af civilbefolkningen i en krigssituation. Det er dog efterhånden erkendt, at en sådan sikring ved beskyttelsesrum og lignende foranstaltninger må formodes at være af meget tvivlsom virkning og snarere tjener til at give falske sikkerhedsfornemmelser. Intet kan beskytte befolkningen, hvis en atomkrig rammer landet. De pågældende foranstaltninger kan derfor kun fremmes i det omfang, de har et rimeligt fredstidssigte. Der stilles ikke hermed konkret forslag til ændring i lovbestemmelser, der vedrører disse spørgsmål, men det foreslås, at de indskrænkes som ovenfor anført.

Socialistisk folkeparti forventer, at vort beslutningsforslag bliver taget op til nøje overvejelse. Det er ikke primært stillet som et besparelsesforslag, selv om det må forventes at kræve mindre udgifter end de nuværende civile beredskabsforanstaltninger. Det er vor opfattelse, at vort forslag vil sikre landets borgere den bedste og mest effektive hjælp i katastrofesituationer uden unødvendig båndlægning af mandskab og uden at give befolkningen en falsk tryghedsfornemmelse over for en krig, som, hvis den skulle ramme Danmark, alligevel ikke kan forventes mildnet af et civilforsvarskorps, der risikerer at blive betragtet som et militært hjælpekorps."

Ved forslagets 1. behandling tog indenrigsministeren afstand fra det, idet han gjorde gældende, at det foreslåede katastrofeværn næppe ville kunne løse de opgaver, som måtte stilles til det, hverken under krigsforhold eller i fredstid. Han havde dog intet imod, at forslaget blev behandlet i et udvalg, „alene af den grund at man jo peger på et meget stort antal områder af vital betydning for det danske samfund, og det vil dog være besynderligt, om der ikke på praktiske og principielle områder kunne være ting, man kunne ønske at diskutere, eventuelt at rette, og derfor anser jeg nedsættelse af et udvalg til behandling af forslaget — ikke med henblik på dets gennemførelse, men på en forhandling om disse ting — for rimelig."

Heller ikke ordførerne for partierne — bortset fra forslagsstillernes eget parti — kunne tiltræde forslaget. Men det blev fra flere sider erkendt, at der var spørgsmål vedrørende civilforsvarsordningen, som burde overvejes. Udvalget afgav ikke betænkning.