Loven, der med folketingets samtykke behandledes ekstraordinært hurtigt uden overholdelse af de sædvanlige frister, har følgende indhold:

§ 1. De overenskomster, der er indgået mellem Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Jydsk Telefon-Aktieselskab og Fyns kommunale Telefonselskab på den ene side og Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark eller dennes afdelinger 1-13, 15-22 og 24-26 på den anden side, og som er opsagt til den 1. april 1965, skal fremdeles være gældende fra den nævnte dato at regne med de ændringer, om hvilke der er opnået enighed mellem parterne, samt de ændringer, der følger af afgørelse efter § 3.

Opsigelse af overenskomsterne kan finde sted i overensstemmelse med disses bestemmelser herom, dog tidligst til den 1. april 1967.

§ 2. De arbejdsstandsninger, der er varslet som følge af uoverensstemmelserne mellem parterne, må ikke iværksættes.

I den periode, for hvilken overenskomsterne er forlænget, er iværksættelse af arbejdsstandsninger forbudt efter samme regler, som gælder, når der er indgået kollektiv overenskomst.

§ 3. De uoverensstemmelser mellem parterne, der har medført varsling af arbejdsstandsninger, og om hvis bilæggelse der ikke er opnået enighed mellem parterne, forhandles af et fællesudvalg bestående af 10 medlemmer. De samvirkende Telefonselskaber og Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark udpeger hver 1 medlem. De i § 1, stk. 1, nævnte telefonselskaber såvel som de i § 1, stk. 1, nævnte afdelinger under centralorganisationen udpeger 4 medlemmer til hver sags behandling i udvalget.

Udvalget vælger på sit første møde en formand. Kan der ikke opnås enighed om valget, udpeges formanden af præsidenten for højesteret.

Fællesudvalget kan selv fastsætte sin forretningsorden.

Såfremt der ikke opnås enighed i fællesudvalget, indbringes de resterende uoverensstemmelser for det i stk. 5 nævnte overenskomstnævn. Fællesudvalgets arbejde skal afsluttes senest den 20. juni 1965.

Overenskomstnævnet består af en formand, der udpeges af præsidenten for højesteret. Til formand kan ikke udpeges den, der har været formand for fællesudvalget. Endvidere udpeger formanden for arbejdsretten 2 medlemmer, der skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som dommer og skal være i besiddelse af praktisk kendskab til overenskomstforhold. Nævnet kan selv fastsætte sin forretningsorden. Nævnets afgørelse skal træffes senest den 15. juli 1965.

§ 4. Undladelse af at efterkomme afgørelse efter § 3 behandles som brud på overenskomstforhold.

§ 5. Tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkning af afgørelse efter § 3 afgøres af det voldgiftsnævn, der er nedsat i henhold til de regler for forhandling, der gælder for parterne.

§ 6. Udgifterne ved fællesudvalgets og overenskomstnævnets virksomhed afholdes af statskassen.

§ 7. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

§ 8. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

I sin endelige, ovenfor gengivne affattelse afveg loven på nogle punkter fra, hvad der oprindelig var foreslået, hovedsagelig som følge af, at man enedes om at give fællesudvalget en lidt ændret sammensætning og at supplere det med et overenskomstnævn.

I det af arbejdsministeren fremsatte lovforslag havde § 3, stk. 1, følgende formulering:

„De uoverensstemmelser mellem parterne, der har medført varsling af arbejdsstandsninger, afgøres i det omfang, der ikke er opnået enighed mellem parterne om deres bilæggelse, af et fællesudvalg bestående af 8 medlemmer. De samvirkende Telefonselskaber og Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark udpeger hver et medlem. De i § 1, stk. 1, nævnte telefonselskaber såvel som de i § 1, stk. 1, nævnte afdelinger under centralorganisationen udpeger 3 medlemmer til hver sags behandling i udvalget."

Samme paragrafs stk. 2 og 3 undergik ikke nogen ændring, mens stk. 4 og 5 fik en ny affattelse. Disse bestemmelser lød i lovforslaget således:

„Stk. 4. Til afgørelse i fællesudvalget kræves stemmeflerhed blandt de i stk. 1 nævnte medlemmer. Kan stemmeflerhed ikke opnås, træffes afgørelse af formanden som opmand.

Stk. 5. Afgørelse efter denne paragraf skal træffes senest den 1. juli 1965."

Efter at disse ændringer var foretaget ved 2. behandling, indføjede man ved 3. behandling — som en konsekvens heraf — ordene „og overenskomstnævnets" i § 6.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte arbejdsministeren bl. a.:

„Forhandlingerne mellem De samvirkende Telefonselskaber og Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark om nye overenskomster om løn- og arbejdsvilkår m. v. til afløsning af de overenskomster, som efter opsigelse er udløbet pr. 1. april i år, førte ikke til et positivt resultat, og centralorganisationen afgav derefter den 31. marts over for selskaberne varsel om arbejdsstandsning fra udgangen af april måned. Herom blev forligsinstitutionen underrettet, og forligsmanden optog forhandling med parterne om en løsning af konflikten. Disse forhandlinger fortsattes, efter at forligsmanden den 28. april d. å. havde benyttet sin beføjelse efter mæglingsloven til at udsætte de varslede arbejdsstandsninger i 2 uger, men den 13. maj d. å. måtte forligsmanden meddele, at fortsat mægling mellem parterne efter hans skøn ikke havde udsigt til at skabe grundlag for et mæglingsforslag, der havde mulighed for at blive vedtaget af begge parter.

Samtidig blev der af forligsinstitutionen givet meddelelse om, at de 3 forligsmænd havde udsat de varslede arbejdsstandsninger i yderligere 2 uger under henvisning til mæglingslovens § 4, stk. 5, der lyder således:

„For så vidt forligsmanden skønner, at fortsat mægling mellem parterne ikke har nogen udsigt til at skabe grundlag for et mæglingsforslag, der har mulighed for at blive vedtaget af begge parter, skal han, inden han opgiver mæglingen, i tilfælde, hvor den truende arbejdsstandsning vil ramme livsvigtige samfundsinstitutioner eller samfundsfunktioner, eller hvor forligsmanden anser arbejdsstandsningen for i øvrigt at have vidtrækkende samfundsmæssig betydningtilkalde de øvrige forligsmænd og rådføre sig med dem om betimelig, heden af at kræve arbejdsstandsningen udsat. Forligsmændene kan da kræve af vedkommende part, at den udsætter den truende arbejdsstandsnings iværksættelse i indtil 2 uger. Kravet kan også omfatte truende arbejdsstandsninger, der vel ikke i sig selv kan anses for at have vidtrækkende samfundsmæssig betydning, men hvis iværksættelse dog under den foreliggende situation skønnes at øve afgørende uheldig indflydelse på mulighederne for en fredelig udløsning af den samlede konflildsituation."

Forligsmanden har nu, efter at han i overensstemmelse med mæglingslovens § 4, stk. 6, på ny har forhandlet med parterne om stridens bilæggelse, i går — den 24. maj — erklæret forhandlingerne for definitivt afsluttet, idet det fremdeles ikke er lykkedes at nærme parterne så meget til hinanden, at der efter forligsmandens skøn var grundlag for fremsættelse af et mæglingsforslag. De varslede arbejdsstandsninger kan derfor, såfremt der ikke gribes ind, træde i kraft den 27. maj d. å.

Det behøver næppe at fremhæves, at en landsomfattende arbejdsstandsning af denne art vil have meget følelige virkninger inden for næsten alle grene af samfundslivet. De tre forligsmænds anvendelse af adgangen i mæglingslovens § 4, stk. 5, til udsættelse af strejken har allerede understreget, at der her er tale om et meget vigtigt område, og det gælder især den egentlige livsvigtige telefontrafik. Efter de oplysninger, som foreligger, må det anses for reelt umuligt selv med en vis bemanding under en arbejdsstandsning at sikre en forsvarlig afvikling af den livsvigtige telefontrafik.

Forholdet er altså det, at parterne hidtil har været ude af stand til ved forhandlinger indbyrdes og under forligsmandens medvirken at finde en løsning, og at konflikten, såfremt den fik lov til at gå sin gang; ville ramme en række livsvigtige samfundsfunktioner.

Det er regeringens opfattelse, at en arbejdsstandsning af denne alvorlige karakter må søges hindret, og det er ud fra dette synspunkt, regeringen har fremsat det foreliggende lovforslag.

Regeringen anser det for at være af den største betydning, at det her i landet anerkendte system for ordning af arbejdsforholdene bevares, et system, hvorunder parterne selv, eventuelt med bistand af statens forligsinstitution, søger at forhandle sig til rette om de kollektive overenskomster. I den foreliggende situation, hvor hensynet til livsvigtige samfundsfunktioner står på spil, har regeringen imidlertid ikke set anden udvej end at søge vanskelighederne løst ad lovgivningens vej som foreslået.

Hvad angår lovforslagets bestemmelser om afgørelse af parternes uoverensstemmelser i et fællesudvalg og om dette udvalgs sammensætning, vil jeg gerne understrege, at disse bestemmelser er udarbejdet med sigte på at give parterne en yderligere mulighed for at forhandle sig til rette om de overenskomstspørgsmål, som endnu ikke er løst. Herved er det navnlig taget i betragtning, at en helt overvejende del af de ved telefonselskaberne beskæftigede er ansat på vilkår, der følger reglerne for statens tjenestemænd, og at der derfor for disse grupper er gennemført tilsvarende lønforhøjelser, som statens tienestemænd har fået, d. v. s. efterslæbet på de 49 overenskomstportioner samt de 9 overenskomstportioner, der er ydet efter den generelle overenskomstsituations afslutning. Det er således i et væsentligt omfang overenskomstkrav af mere speciel karakter, der står tilbage. Disse krav vedrører forskellige grupper af de ved telefonselskaberne beskæftigede. Under hensyn hertil giver lovforslaget mulighed for skiftende repræsentation i det fællesudvalg, der efter forslaget skal nedsættes, såvel for telefonselskaberne som for afdelingerne under centralorganisationen. De enkelte berørte grupper kan således være medvirkende ved forsøget på at løse netop de tilbagestående spørgsmål, der vedrører dem.

Hvis det imidlertid ikke gennem forhandlingerne i fællesudvalget lykkes at nå frem til enighed, henskydes efter forslaget afgørelsen til en opmand."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Anker Jørgensen (S).

Axel Kristensen (V) fandt det også påkrævet, at konflikten blev afværget, idet hans parti fandt det uforsvarligt, at livsvigtige funktioner standsedes, hvad man tidligere sammen med det konservative folkeparti havde givet udtryk for i lovforslag, som skulle have en permanent karakter, men som stødte på modstand hos regeringen. Venstre ville i overensstemmelse hermed i et udvalg „gå sagligt ind for arbejdet med dette lovforslag, idet vi dog må udtale betydelig betænkelighed ved, at kun én mand i en given situation skal afgøre spørgsmålene. Vi mener altså, det er en voldgiftsdomstol, der skal nedsættes. Der skal afsiges en kendelse, og at overlade dette helt til en enkelt mand, hvor der ikke er angivet retningslinier for, efter hvilke regler han skal gøre det, er betænkeligt. Han synes måske, at de skal have en uges mere ferie, og så kan han bestemme det. Vi kan ikke have sådanne tilstande. Derfor er det nødvendigt, at der også bliver et kommissorium, der siger, efter hvilke regler afgørelsen skal træffes.

Det, vi sagde i sin tid med vore forslag, var, at disse kendelser skulle bygge på de overenskomster, som var sluttet frit. Det vil igen sige, at vi i udvalget vil forhandle om at få et kommissorium, der sikrer, at den afgørelse, der bliver truffet, bliver i overensstemmelse med de lønninger, der er fastsat ved de frie overenskomster og ved de tjenestemandsaftaler, der er afsluttet, at vi får de samme overenskomstmæssige rettigheder og samme øvrige goder, men selvfølgelig ikke noget derudover".

I overensstemmelse hermed gjorde Asger Jensen (KF) gældende, at der lige så godt kunne være en permanent voldgiftsinstitution til at løse sådanne konflikter. Han ønskede gerne i et udvalg at være med til at drøfte, om der som foreslået af Axel Kristensen skulle være mere end én voldgiftsmand, og om der skulle gives nærmere retningslinjer for arbejdet med konfliktens bilæggelse.

Baunsgaard (RV) var også villig til at forhandle om eventuelle ændringer i, hvad arbejdsministeren havde bragt i forslag.

Aksel Larsen (SF) følte sig ikke tiltalt af lovforslaget, der i realiteten drejede sig om tvungen voldgift.

Iver Poulsen (Uafh) kunne tiltræde, at man afværgede konflikten, men havde „fundet det rigtigere, om arbejdsministeren havde foranlediget et forligsforslag udarbejdet af statens forligsinstitution, hvorefter dette i givet fald, såfremt enighed mellem parterne på grundlag af forslaget ikke kunne opnås, kunne have været ophøjet til lov af folketinget. Hermed ville karakteren af en undtagelse, af noget helt ekstraordinært, tydeligt være blevet understreget".

Wesetrby (uden for partierne) fandt det ønskeligt, at der blev 3 opmænd, og at man gav vejledende regler for afgørelsen.

Det udvalg, som fik sagen til behandling, indstillede det — med undtagelse af Morten Lange (SF) — til vedtagelse med de foran omtalte ændringsforslag til § 3, og udtalte i betænkningen:

„Der er mellem arbejdsministeren og det nævnte flertal enighed om, at det må forudsættes, at afgørelserne i henhold til § 3, stk. 4, træffes under hensyntagen til de vilkår, som gælder for tilsvarende grupper såvel inden for det offentlige område som i det private erhvervsliv, ligesom der må tages hensyn til de særlige vilkår, som de ved telefonselskaberne ansatte arbejder under."

Morten Lange anførte, at han ikke kunne tiltræde lovforslaget, og føjede hertil følgende:

„Det er mindretallets opfattelse, at den varslede strejke kunne være undgået, dersom telefonselskaberne havde vist vilje til at deltage i realitetsforhandlinger.

I den nu opståede situation vil mindretallet kunne gå med til en ny udskydelse af strejken for at muliggøre nye forhandlinger, og mindretallet mener ligeledes, at det vil være hensigtsmæssigt at skaffe lovramme om nedsættelse af et forhandlingudvalg. En voldgiftsartet procedure må derimod afvises. Der lægges her især vægt på, at der fra begge parter har været vist vilje til at friholde livsvigtige samtaler fra en eventuel konflikt.

De oplysninger, der er forelagt udvalget, tyder i øvrigt på, at telefonselskabernes løn- og normeringsforhold trænger til en afgørende revision. En sådan revision vil med fordel kunne gennemføres i forbindelse med statens overtagelse af telefonselskaberne og oprettelse af en enhedstelefonordning."

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene uden afstemning. Ved 3. behandling undergilc lovforslaget en formel ændring (jfr. ovenfor) og vedtoges derefter med 122 stemmer mod 8 (SF).