Ved loven udvidedes Arbejdsmarkedets Tillægspension til også at omfatte statens og kommunernes tienestemænd og dermed ligestillede samt elever, medhjælpere og aspiranter, som er ansat med henblik på senere ansættelse i en tjenestemandsstilling. Optagelsen af de pågældende fik ifølge loven virkning fra tidspunktet for tillægspensionsordningens ikrafttræden, d. v. s. 1. april 1964, jfr. §§ 39-41 i lov nr. 46 af 7. marts 1964 om Arbejdsmarkedets Tillægspension (årbog 1963-64, side 277).
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte arbejdsministeren, at det var i overensstemmelse med det forslag fra tillægspensionsudvalget af 1963, som lå til grund for tillægspensionsloven, at den nævnte persongruppe hidtil havde været holdt uden for loven. Ministeren fortsatte:
„Udvalget fandt, at tjenestemændene ikke på forhånd kunne anses for udelukket fra deltagelse i tillægspensionsordningen, men at dette spørgsmål rettelig måtte afgøres i sammenhæng med de overvejelser, der foregik i det af finansministeren i 1963 nedsatte udvalg om tjenestemænds adgang til almindelig folkepension og i øvrigt ved forhandling mellem finansministeren og tjenestemandsorganisationerne.
Ved min fremsættelse for det høje ting af forslaget til loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension udtalte jeg, at regeringen var enig med udvalget i dette synspunkt, og at regeringen — ligeledes i overensstemmelse med udvalgets synspunkter — herved forudsatte, at såfremt det ved overvejelserne i det af finansministeren nedsatte udvalg om tjenestemænds adgang til almindelig folkepension ikke lykkedes at finde frem til en tilfredsstillende løsning af tjenestemændenes særlige problemer, skulle der være adgang for tjenestemændene til tilslutning til tillægspensionsordningen på de betingelser, der gælder for andre lønmodtagere, der fra lovens ikrafttræden omfattes af ordningen, d. v. s. at optagelsen af tjenestemændene skulle ske med virkning i enhver henseende tilbage til 1. april 1964.
......
Jeg vil gerne pege på, at der ikke med forslaget tilsigtes en endelig stillingtagen eller afklaring af tjenestemændenes fremtidige efterlønsstatus. Disse spørgsmål kan først løses efter en videregående behandling. På længere sigt må eventuel indførelse af en almindelig tillægspension efter svensk mønster være afgørende også for tjenestemændenes efterlønsmæssige status. Dette spørgsmål er endnu ikke afklaret, men der kan altså på lidt længere sigt blive tale om en samordning mellem folkepension, tjenestemandspension og almindelig tillægspension måske på den måde, at der sker en generel overbygning på folkepensionen, som med den nye lovgivning herom bliver fælles og ens for alle fra 1. april 1970, når bortses fra de særlige pensionstillæg.
Regeringen finder det rigtigt på baggrund af de udtalelser, der fremkom under behandlingen af loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension med hensyn til tjenestemændenes stilling, at tjenestemændenes nu tilkendegivne ønske om optagelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension efterkommes."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte alle partiers ordførere med undtagelse af ordførerne for venstre og de uafhængige deres tilslutning til forslaget, idet der dog fra flere sider udtaltes betænkeligheder over de administrative besværligheder, som tillægspensionsordningen medførte. For Peter Larsen (V) var det afgørende, at man fik en samlet løsning af tillægspensionsspørgsmålet, så at også de selvstændigt erhvervsdrivende kom med under ordningen. Asger Jensen (KF), der ved ordningens indførelse havde været af samme mening som Peter Larsen, var ikke længere helt sikker på, at det var den rigtige løsning. Der havde hos de erhvervsdrivende været betænkeligheder, og man burde overveje, om ikke indekskontrakterne, der jo nu udbetaltes uden afkortning i folkepensionen, var en bedre forsikring for de erhvervsdrivende. Iver Poulsen (Uafh) fandt det nødvendigt med en samordning og forenkling af pensionsordningerne. Det var uretfærdigt, at de selvstændige næringsdrivende stadig blev holdt udenfor. Han kunne ikke støtte lovforslaget, der blot gjorde denne uretfærdighed større.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvoraf et flertal, bestående af hele udvalget med undtagelse af Adolph Sørensen (KF) og Chr. Madsen (SF), i udvalgets betænkning udtalte sig for en samlet løsning af befolkningens pensionsproblemer. Venstres medlemmer af udvalget kunne dog ikke indstille lovforslaget til vedtagelse, idet det satte nye skel i befolkningen. Heller ikke Adolph Sørensen og Chr. Madsen kunne støtte lovforslaget.
Efter at et ændringsforslag vedrørende lovens ikrafttrædelsesdato var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 99 stemmer mod 5 (Uafh), medens 21 medlemmer (V og Skræppenborg-Nielsen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.