Ved loven gives der Statsbanepersonalets Sygekasse mulighed for at opnå tilskud til speciallægehjælp i samme udstrækning som de anerkendte sygekasser, idet der i lov nr. 95 af 12. april 1961 om Statsbanepersonalets Sygekasse § 6 indsættes følgende nye bestemmelse:

„Yderligere kan der i samme omfang som fastsat af socialministeren i medfør af sygeforsikringslovens § 37, stk. 2, nr. 5, ydes sygekassen et statstilskud svarende til halvdelen af sygekassens udgifter vedrørende speciallægehjælp til medlemmer, hvis indtægt ikke er over den i sygeforsikringslovens § 9, stk. 2, nævnte grænse. Tilskuddet ydes kun med hensyn til hjælp, der er omfattet af en overenskomst, som er godkendt efter § 3, stk. 2."

Da loven om den offentlige sygeforsikring blev revideret i folketingsåret 1962-63, blev der i loven indsat en bestemmelse om, at der kunne ydes de anerkendte sygekasser et yderligere tilskud til dækning af udgifter til speciallægehjælp ud over de tilskud, der efter de almindelige regler i lovens § 37, stk. 2, nr. 2, ydes til dækning af kassernes udgifter til lægehjælp. Dette yderligere tilskud, der udgør halvdelen af kassernes udgifter til medlemsgruppe A til speciallægehjælp, kan ydes efter regler, der fastsættes af socialministeren efter forhandling med finansministeren og finansudvalget, dog kun til speciallægehjælp, som er omfattet af en af socialministeren godkendt overenskomst.

I henhold til denne bestemmelse er det fastsat, at det omhandlede yderligere statstilskud — for så vidt godkendt overenskomst foreligger — kan ydes til dækning af halvdelen af de anerkendte sygekassers udgifter til speciallægehjælp til medlemmer af gruppe A, dog ikke til behandling ved øjenlæge, øre-, næse- og halslæge, hudlæge eller røntgenlæge.

På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse havde Statsbanepersonalets Sygekasse ikke overenskomst med speciallæger inden for de områder, der ville blive omfattet af reglerne. Lovforslagets gennemførelse ville således ikke umiddelbart give denne sygekasse adgang til yderligere statstilskud, idet sådanne overenskomster først måtte afsluttes.

Den merudgift for staten, som ville blive en følge af lovforslaget, når yderligere overenskomster måtte være afsluttet, ville efter socialministerens mening blive af yderst begrænset omfang.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle partiers ordførere som en naturlig konsekvens af den stedfundne revision af sygeforsikringsloven.

P. E. Eriksen (V) og Ninn-Hansen (KF) rejste ved 1. behandling forskellige spørgsmål vedrørende fortsættelsessygekassernes stilling, specielt spørgsmålet om unges forbliven i fortsættelsessygekasserne efter det fyldte 16. år sammen med forældrene.

Det fremgår af den af udvalget afgivne betænkning, at det nævnte spørgsmål er drøftet i et samråd med socialministeren, og at denne har givet tilsagn om at lade spørgsmålet indgå i snarlige forhandlinger med sygekasserne og fortsættelsessygekasserne.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.