L 86 Lov om ændring i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl.

(Om opregulering af renter).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 215 af 04-06-1965
Ved lov nr. 164 af 27. maj 1964 om ændring i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. blev lovens årslønsmaksimum forhøjet, og samtidig blev bestemmelsen om pristalsregulering af maksimum og de løbende erstatninger ophævet og erstattet af en bestemmelse om regulering i takt med lønudviklingen. Bestemmelsen fik kun virkning for erstatninger for ulykkestilfælde, der indtræder efter lovens ikrafttræden den 1. april 1965 (årbog 1963-64, side 255).

Nærværende lov er i det hele opbygget efter de samme principper som den foran omtalte lov om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Ved loven forhøjes de løbende renteydelser for ulykkestilfælde indtruffet under tjeneste i landets forsvarsberedskab til de beløb, de ville have udgjort, såfremt renterne tidligere havde været reguleret efter lønudviklingen.

Der gennemføres en tilsvarende forhøjelse af efterladteerstatningerne.

Det bestemmes endvidere, at renterne fremtidig reguleres i takt med lønsvingningerne.

Endelig er indføjet bestemmelser om, at renten nedsættes med 20 pct. fra rentenyderens fyldte 67. år.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med den foran omtalte lov om ændring i ulykkesforsikringsloven. Om lovforslagets formål og om forhandlingerne i folketinget henvises i det hele hertil.

Lovforslaget vedtoges med enkelte mindre ændringer enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Helge Nielsen (S), Holger Hansen (V), Clara Munck (KF), Gunhild Due (SF), J. Skræppenborg-Nielsen (SF), Else-Merete Ross (RV), Grethe Philip (RV) og Erik Østergaard (U)