Ved lov nr. 165 af 27. maj 1964 om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde (årbog 1963-64, side 251) blev lovens årslønsmaksimum forhøjet. Samtidig blev bestemmelserne om pristalsregulering af årslønsmaksimum og -minimum, herunder pristalsregulering af de løbende erstatninger, ophævet og erstattet af en bestemmelse om regulering i takt med lønudviklingen.

Bestemmelsen fik kun virkning for erstatninger for ulykkestilfælde, der indtræder efter lovens ikrafttræden den 1. april 1965. Der indføjedes dog under lovforslagets behandling en bestemmelse, hvorefter dagpenge, der udbetales efter 1. april 1965 i anledning af tidligere indtrufne ulykkestilfælde, skulle forhøjes.

Der blev i forbindelse med lovforslagets behandling både af ministeren og af ordførerne peget på det ønskelige i en ajourføring af de allerede tilkendte renteerstatninger.

Nærværende lov tager i overensstemmelse hermed sigte på at forhøje de løbende renter ligesom de i det følgende omtalte to love: lov om ændring i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl. og lov om ændring i lov om invalideforsørgelse.

Ved en ændring af ulykkesforsikringslovens § 44 B forhøjes løbende renter, der er tilkendt for ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1965, til samme niveau som renter for ulykkestilfælde indtruffet efter den nævnte dato, d. v. s. svarende til et årslønsmaksimum på 16.500 kr.

Bestemmelsen vil medføre, at renter, der ydes i anledning af ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1947, bliver ca. 21/2 gang større end hidtil. Renter, der ydes i anledning af ulykkestilfælde indtruffet i tiden 1. april 1947-31. marts 1959, vil på det nærmeste blive fordoblet, og renter i anledning af ulykkestilfælde indtruffet efter 1. april 1959 forhøjes med ca. 40 pct.

Samtidig er det sikret, at der ved fremtidige dødsfald vil kunne ydes de pågældendes efterladte en tilsvarende forhøjet efterladterente.

Ifølge en ændring af lovens § 44 A skal også renter for ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1965 reguleres efter svingningerne i timefortjenesten for alle arbejdere inden for håndværk og industri.

I forbindelse med de gennemførte forhøjelser er der — ved ændringer i lovens §§ 32 og 39 - indført bestemmelser, hvorefter renterne, herunder efterladteerstatninger, nedsættes med 25 pct. fra rentenyderens fyldte 67. år. Begrundelsen herfor er, at renterne, der giver erstatning for forringet eller tabt erhvervsevne, beregnes uden hensyn til tilskdekomnes alder og dermed også uden hensyn til, at erhvervsevnen i almindelighed aftager med årene. Renten nedsættes derfor fra det tidspunkt, da de pågældende opnår ret til folkepension, og procenten er beregnet således, at nedslaget ikke for nogen af rentenyderne bevirker nedgang i det beløb, de pågældende modtager i folkepension sammen med renten.

Merudgiften ved den gennemførte opregulering af ulykkesforsikringslovens renter er anslået til ca. 6,7 mill. kr. årlig, hvoraf ca. 5,0 mill. kr. vedrører ulykkestilfælde indtruffet den 1. april 194:7 eller senere. Det bestemmes, at de nævnte 5,0 mill. kr. afholdes af forsikringsselskaberne, mens merudgifterne for tidligere arbejdsulykker, ca. 1,7 mill. kr., afholdes af staten.

Opreguleringen af renterne vil ifølge lovens regler nødvendiggøre en kraftig stigning af selskabernes rentereserver. Lovforslaget gav i sin oprindelige form selskaberne mulighed for at indkræve dette beløb — ca. 65 mill. kr. — successivt over en 5-årig periode. Under behandlingen i folketinget ændredes lovforslaget således, at forøgelse af rentereserven som følge af opreguleringen ikke skal finde sted. Staten hæfter herefter over for rentemodtagerne for den manglende rentereserve, og forsikringsselskaberne er ikke berettigede til at forhøje de fastsatte præmier og bidrag, for så vidt angår dette reservebeløb.

Lovforslaget, der fremsattes og behandledes i folketinget sammen med de i det følgende omtalte lovforslag om erstatning til tilskadekomne værnepligtige og om invalideforsørgelse, fik en velvillig modtagelse hos alle partiers ordførere.

Ved 1. behandling fremførte Helge Nielsen (S) en varm tak til socialministeren, fordi han havde imødekommet de ønsker, der var fremkommet i forbindelse med behandlingen af de i foråret 1964 gennemførte ændringer i ulykkesforsikringsloven om at løse problemerne for den befolkningsgruppe, der havde fået tilkendt renter som følge af ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1965, en gruppe, der i forhold til den øvrige befolkning var meget dårligt stillet økonomisk.

Også Holger Hansen (V) var tilfreds med, at ministeren havde indfriet sit løfte om at ville fremsætte forslag herom. Han ønskede dog at se nærmere på de foreslåede bestemmelser, i et udvalg.

Det samme gjorde Clara Munck (KF), der fremførte visse betænkeligheder på baggrund af regeringens økonomiske politik, men i øvrigt var åben over for forhandling og velvilligt indstillet over for lovforslagene.

Else-Merete Ross (RV) fandt det rimeligt, at der skabtes ligestilling mellem mennesker, der får tilkendt renteerstatning, uafhængigt af tidspunktet for ulykkens indtræden, og var også tilfreds med renternes regulering i takt med lønstigningen.

Gunhild Due (SF) anbefalede varmt og Erik Østergaard (Uafh) så med stor sympati på lovforslagene, der tilsigtede at hjælpe en gruppe syge og invaliderede mennesker.

Den væsentligste af de under udvalgsbehandlingen gennemførte ændringer er omtalt i det foregående.

Med denne og enkelte mindre ændringer vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.