Ved loven foretages nogle ændringer i forsorgslovens bestemmelser om betaling for særforsorg, jfr. forsorgslovens § 70.

Herefter er særforsorgen, for så vidt angår de grene, der administreres af socialministeriet, principielt gratis.

Denne ordning gælder dog kun for personer, der er under 60 år, idet der for personer over denne alder gælder samme betalingsregler, som efter loven om omsorg for invalide- og folkepensionister gælder for pensionisters ophold på alderdomshjem og plejehjem. Betalingsreglerne kommer dog først til anvendelse efter udløbet af den 6. måned efter indlæggelsesmåneden.

Der er endvidere adgang til at afkræve udlændinge betaling for ophold under særforsorg efter regler fastsat af socialministeren.

Socialministeren kan ligeledes fastsætte regler om betaling af personer under 60 år, der oppebærer en ikke uvæsentlig lønindtægt, mens de er under særforsorg.

For sindssygeforsorgens vedkommende fastholder loven principperne for den hidtil gældende betalingsordning, så at der fortsat skal fastsættes takster for patienternes betaling for ophold på hospitaler for sindslidende.

Udgifterne til behandling af sindslidende, der hidtil har været afholdt dels over socialministeriets, dels over indenrigsministeriets budget, skal efter loven fremtidig fuldt ud afholdes over indenrigsministeriets budget.

Den hidtil gældende bestemmelse (§ 125) om socialministeriets pligt til at foretage en kritisk revision af Københavns og Frederiksberg kommuners regnskaber er ændret således, at det overlades til ministeren at træffe bestemmelse om, hvorvidt revisionen skal foretages. Lignende bestemmelse kan — efter en under folketingets behandling foretaget tilføjelse — træffes for andre større kommuner.

Ved en ændring i lovens § 46 er det bestemt, at der ved beregningen af maksimumsgrænsen for hjælp efter forsorgsloven også kan tages hensyn til det i lov om invalide- og folkepension omhandlede pensionstillæg, bortset fra det beløb, der svarer til bidrag til sygekassen.

I sin oprindelige form var bestemmelsen begrænset til trangstilfælde af kortere varighed, men denne begrænsning udgik under behandlingen i folketinget.

Herudover indeholder loven en række bestemmelser, som dels er konsekvenser af den nye lov om børne- og ungdomsforsorg (lov nr. 193 af 4. juni 1964), dels af redaktionel karakter.

Loven trådte i kraft 1. april 1965.

Ved lov nr. 195 af 4. juni 1964, der trådte i kraft 1. april 1965, er de hidtidige afregningsregler for invalide- og folkepensionisters ophold på særforsorgsinstitutioner blevet afløst af nye, hvilket har medført, at de hidtil gældende betalingsregler måtte ændres. Det er fundet naturligt i denne forbindelse at tage hele betalingsspørgsmålet ved særforsorgen op til overvejelse. Regeringen har ved disse overvejelser lagt vægt på, at revalideringssynspunktet efterhånden er blevet det centrale for en stor del af de personer, der er omfattet af særforsorgen, og at det derfor er rimeligt, at foranstaltninger under særforsorgen ydes uden vederlag, som det er tilfældet ved bistand til erhvervsmæssig revalidering efter revalideringsloven. Ophævelsen af betalingsforpligtelsen er endvidere anset som en naturlig videreførelse af den betalingsfrihed, der i 1961 indførtes for særforsorgspatienter under 18 år. Endelig har det været regeringens opfattelse, at de finansielle fordele ved at bevare et betalingssystem inden for særforsorgen, bortset fra sindssygeforsorgen, ikke står i forhold til de meget betydelige administrative ulemper, der er forbundet hermed.

Udviklingen inden for sindssygeforsorgen har medført, at patienternes ophold på hospitalerne for sindslidende i de fleste tilfælde er af kortere varighed, hvorfor denne forsorgsgren i det væsentligste bør ligestilles med det almindelige hospitalsvæsen.

Ændringen vedrørende beregning af størrelsen af den hjælp, der kan ydes efter loven (§ 46), står i forbindelse med loven af 4. juni 1964 om ændring i lov om invalide- og folkepension, hvorefter der er indført bestemmelser om ydelse af et pensionstillæg.

De øvrige bestemmelser i loven er væsentligst begrundet i ønsket om en rationalisering.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle partiers ordførere, bl. a. fordi dets bestemmelser var udtryk for en af alle ønsket forenkling og rationalisering.

Det gennemførtes med enkelte mindre ændringer, som er omtalt i det foregående, og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.