Om indholdet af loven — der på flere punkter afviger fra det oprindelige lovforslag — anføres:

Ved en række ændringer i boligbyggerilovens §§ 20 og 23 er der med henblik på en forøgelse af byggekapaciteten gennemført bestemmelser, som tilsigter at fremme især langtidsplanlagt, industrialiseret byggeri.

Rammen for garanti til socialt byggeri (§ 20, stk. 1) øges således med 2.000 lejligheder årlig fra finansåret 1966-67. Driftstilskudsbestemmelsen er i stk. 2 ændret tilsvarende.

Ved en ændring i § 23, stk. 1, betones det, at der ved udformningen af byggeprogrammerne skal drages omsorg for, at langtidsplanlagt, industrialiseret byggeri fremmes. Samtidig forlænges perioden for byggeprogmmmer fra 3 år til 5 år.

Den tilsigtede forøgelse af byggekapaciteten må medføre en udvidelse af finansieringen. For at imødekomme kravene til denne finansieringsudvidelse var det i det oprindelige lovforslag foreslået at nedsætte lånegrænserne og dermed forøge bygherrernes og lejernes eget indskud i byggeriet. De foreslåede nedsættelser udgjorde 4 eller 5 pct. af anskaffelsessummen eller værdien, eksempelvis fra 94 pct. til 90 pct. eller fra 75 pct. til 70 pct. Nedsættelserne foresloges gennemført over for de finansieringsorganer, der sikrer boligbyggeriets yderste fremmedfinansiering, realkreditinstitutter og staten gennem boligstøttelovgivningen. Ved et samtidig fremsat lovforslag (se nedenfor under ikke-vedtagne lovforslag nr. 24) foresloges desuden hypotekforeningernes lånegrænse nedsat.

De nævnte bestemmelser om lånegrænserne udgik under folketingets behandling, idet spørgsmålet om lånegrænsernes størrelse tillige med en række andre spørgsmål blev henvist til behandling i et af folketinget nedsat udvalg, jfr. det nedenfor om udvalgets betænkning anførte.

En bestemmelse til afbødning af virkningerne af de skærpede krav til lejerindskuddets størrelse, for så vidt angår befolkningsgrupper med ringe økonomiske muligheder, er bevaret i den endelige lov, selv om bestemmelserne om nedsættelse af lånegrænserne er bortfaldet. Baggrunden herfor er, at den skete rente- og prisudvikling m. m. har medført, at der i alt væsentligt stilles de samme krav til de byggendes og beboernes selvfinansiering som forudsat ved lovforslagets nedsættelse af lånegrænserne.

Der pålægges herved — ved en ændring af lovens §73 — i visse tilfælde kommunalbestyrelserne en pligt til at yde lån eller garanti for lån til betaling af boligandel eller boligindskud i socialt byggeri. Dette gælder, når det drejer sig om familier med 2 eller flere børn, hvis husstandsindkomst ikke overstiger grænsen for fuldt huslejetilskud. Samtidig er afdrag stiden for lån til familier af denne kategori udstrakt til 10 år.

Ved en ændring i lovens § 23, stk. 3, gives der boligministeren adgang til at yde statsgaranti ud over de i loven fastsatte rammer for at sikre, at der kan stilles boliger til rådighed for boligsøgende, som efter regler godkendt af boligministeren deltager i boligopsparingsordninger. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det overvejes — på grundlag af betænkningen vedrørende opsparing til boligformål, afgivet i september 1964 af et boligministerielt udvalg — at indføre en ordning, hvorefter unge boligsøgendes opsparing til betaling af lejerindskuddet knyttes sammen med en ret for de sparende til at overtage en bolig i nybyggeriet.

Ved en ændring i lovens § 60 udvides adgangen til at yde driftstilskud til også at omfatte lejligheder på over 85 m2.

Der gennemføres — ved ændringer i § 77 — forhøjelser af de arealgrænser, der er afgørende for huslejetilskud til folkepensionister. Tilsvarende forhøjelser er — ved ændringer foretaget under lovforslagets behandling — gennemført for invalidepensionister, ligesom der gennemførtes en række andre forbedringer for invalider, jfr. §§ 80, 82, 84 og 97.

§ 104 ændres bl. a. således, at den beboerne i socialt boligbyggeri hidtil tilkommende renteret afløses af en ordning, hvorved beboerne i stedet opnår en værdisikring af de oprindeligt indbetalte boligandele eller boligindskud efter nærmere fastsatte regler. Desuden gennemføres en række andre ændringer i reglerne om de sociale boligselskabers virksomhed; en del af ændringerne indsattes under lovforslagets behandling.

Herudover indeholder loven ændringer af forenklende og ajourførende karakter.

Ved et nyt stk. 2 til § 125 bestemmes, at loven skal optages til revision i folketingsåret 1966-67. Om bestemmelsen, der indsattes under folketingets behandling, henvises til det nedenfor om udvalgets betænkning anførte.

Boligministeren bemærkede i sin fremsættelsestale, at lovforslaget måtte ses som led i en fremtidig boligpolitik, hvor perspektivet var forøgelse og billiggørelse af boligmængden, samtidig med at det var et led i en afviklings- og liberaliseringsproces i forhold til de reguleringer, som havde vist sig nødvendige af arbejdskraftmæssige og investeringsmæssige årsager.

Ministeren redegjorde for den senere tids vækst i boligbyggeriet. Skulle man imidlertid nå videre, måtte produktionsapparatets kapacitet forøges. Han henviste i denne forbindelse til kapacitetsudvalgets betænkning om den mulige forøgelse af boligbyggeriet (september 1964) og understregede nødvendigheden af at fremme det langtidsplanlagte, industrialiserede byggeri.

I slutningen af sin fremsættelse bebudede ministeren en bekendtgørelse om en række lempelser i den regulering af byggevirksomheden, der var gældende i de store byområder, og redegjorde nærmere for planerne herom.

Lovforslaget gav i folketinget anledning til en debat, hvorunder partiernes stilling til de principielle spørgsmål i forbindelse med boligpolitikken blev trukket op. Der må herom i det store og hele henvises til forhandlingerne i tidenden.

Axel Ivan Pedersn (S) fandt, at tiden nu var inde til, at folketinget med det foreliggende lovforslag som grundlag forhandlede sig frem til en løsning, som kunne hjælpe først og fremmest den del af befolkningen, som havde et virkeligt boligproblem. Han var tilfreds med, at forslaget indeholdt en udvidelse af rammen af det sociale byggeri, men fandt, at denne udvidelse lå i underkanten af, hvad der måtte anses for rimeligt. De forøgede krav til egenkapital ville — selv om de kunne hjælpe noget — ikke være tilstrækkelige til at undgå en øget belastning af lånemarkedet. Han beskæftigede sig i denne forbindelse med spørgsmålet om at overveje ændringer i de for det industrielle byggeri og værkstedsbyggeriet gældende afskrivningsregler.

Både Finn Poulsen (V) og Hastrup (KF) erklærede sig villige til et sagligt samarbejde til løsning af boligproblemerne. Dette måtte imidlertid forudsætte en virkelig frigørelse af byggeriet med mulighed for fri konkurrence. Reguleringerne måtte afvikles, før man kunne iværksætte rationel langtidsplanlægning af byggeriet. Lovforslaget var ikke tilfredstillende, og forudsætningen for, at man skulle nå et resultat, måtte være, dels at lovforslaget ændredes på flere punkter, dels at regeringen nu klart gav udtryk for sin målsætning i boligpolitikken på længere sigt.

Else-Merete Boss (RV) var tilfreds med, at lovforslaget og dets bemærkninger indeholdt ophævelse af visse restriktioner, men fandt det uheldigt, at boliglovene ustandseligt blev ændret, hvilket forhindrede den nødvendige ro og planlægning inden for byggeriet. Hun kunne give tilsagn om velvillig behandling i udvalget, men måtte lægge megen vægt på at få de mange forhold, som lovforslaget berørte, grundigt belyst, så de kunne blive løst i en fornuftig indbyrdes sammenhæng.

Kai Moltke (SF) var ikke tilfreds med lovforslagets tendens. Han fremhævede bl. a., at en yderligere udvidelse og betryggelse af det sociale byggeris rolle var nødvendig.

Johan Asmussen (Uafh) betonede, at selv en kraftig forøgelse af byggekapaciteten ikke ville være tilstrækkelig til at klare vanskelighederne i boligspørgsmålet. Boligproblemerne kunne kun løses, hvis man samtidig gennem en huslejeudligning fik løst problemerne på lejeområdet.

Som det vil fremgå af det foregående, underkastedes lovforslaget som et resultat af udvalgsbehandlingen en række ændringer, herunder den, at bestemmelserne om nedsættelse af lånegrænserne udgik af forslaget. Baggrunden herfor var, som det fremgår af udvalgets betænkning, at udviklingen siden lovforslagets fremsættelse var gået i retning af forhøjelser i byggeriets anskaffelsessummer og finansieringsudgifter. Herefter ville — selv med fastholdelse af de gældende lånegrænser — beboerindskuddet i en lejlighed i det sociale byggeri udgøre omtrent samme beløb som forudsat ved lovforslagets fremsættelse. Dette skyldtes dels de ændrede pris- og renteforhold, dels at det ved boligloven af 20. februar 1964 gennemførte bruttolåne- princip først nu var ved at slå helt igennem.

I betænkningen siges bl. a.:

„Boligministeren har under henvisning hertil udtrykt betænkelighed ved på nuværende tidspunkt at gennemføre de i lovforslaget indeholdte nedsættelser af lånegrænserne. Under de i dag herskende forhold må de befrygtes at ville forvolde beboerne så store vanskeligheder med at præstere indskuddet, at beboerne enten nødes til at opgive at søge at skaffe sig en bolig i nybyggeriet eller til at søge indskuddet tilvejebragt ved optagelse af forskellige former for lån, hvorved opsparingsformålet med forslaget vil modvirkes og boligudgifterne yderligere forhøjes. For de byggende vil krav om eget indskud af den størrelse, som lovforslagets bestemmelser på nuværende tidspunkt vil medføre, kunne betyde så stor usikkerhed med hensyn til udlejningsmulighederne, at ønsket om et øget boligbyggeri i alvorlig grad vil kunne blive modvirket.

Flertallet (S, V, KF og RV) kan tilslutte sig boligministerens betragtninger og finder derfor, at spørgsmålet om ændrede lånegrænser bør behandles dels i forbindelse med den nedenfor omtalte, forestående afvikling af reguleringsordningerne for boligbyggeriet, dels i lys af den nærmere tids pris- og renteudvikling og yderligere i sammenhæng med overvejelserne om nye former for boligtilskud. Da disse problemer agtes behandlet i det ... folketingsudvalg [jfr. herved lov om ændringer i lov om leje (se nærmest foregående sag)], som skal overveje forslag til en gradvis normalisering af boligmarkedet, kan flertallet tiltræde boligministerens ændringsforslag, hvorefter bestemmelserne om nedsættelse af lånegrænserne udgår af lovforslaget, ligesom flertallet kan tilslutte sig, at forslaget om ændring i lov om hypotekforeninger bortfalder.

Da en række af bolig- og byggeproblemerne som nedenfor nævnt foreslås behandlet på længere sigt og i en større sammenhæng i det lige omtalte folketingsudvalg, er flertallet enigt om at indstille, at lov om boligbyggeri med de ændringer, der måtte blive vedtaget på grundlag af det nu foreliggende lovforslag, optages til revision i folketingsåret 1966-67, idet perioden indtil da påregnes at give tilstrækkelig tid til at gennemarbejde de pågældende problemer og koordinere behandlingen af en ny lovgivning, omfattende både boliglov og lejelov...."

Videre siges i betænkningen:

„Som foran nævnt stiller flertallet forslag om, at en række af boligproblemerne undergives en mere langsigtet og sammenhængende behandling, og at denne behandling foretages i det folketingsudvalg, der har til opgave at udarbejde forslag til en gradvis normalisering af boligmarkedet. Det er endvidere tanken, at opgaverne overdrages det udvalg, der i henhold til lejelovens § 114 b er nedsat til at forhandle med boligministeren om procentuelle, generelle lejeforhøjelser i den nugældende lejelovs gyldighedsperiode. Dette udvalg vil endvidere få overdraget den opgave, som er angivet i betænkningen over forslaget til ændringer i lejeloven: at følge afviklingen af de endnu gældende reguleringsordninger for boligbyggeriet.

Nærværende udvalg har med boligministeren nærmere drøftet dette problem, og der er mellem flertallet og boligministeren enighed om, at den endelige afvikling af de resterende reguleringsordninger for boligbyggeriet skal påbegyndes i tilslutning til ophævelsen af de gældende areal- og prisgrænser for boligbyggeriet, som boligministeren har givet tilsagn om at gennemføre pr. 1. oktober 1965. Boligministeren vil forhandle med det omtalte folketingsudvalg om tempo og rækkefølge for en snarlig afvikling bl. a. med henblik på at skabe bedre muligheder for langtidsplanlægning og dermed for rationalisering og en jævnere udnyttelse af byggekapaciteten.

Folketingsudvalget, der således skal behandle boligproblemerne på længere sigt, forudsættes at udarbejde forslag om de heraf følgende ændringer i bolig- og lejeloven. Udvalget tænkes som nævnt også at skulle foretage fornyet behandling af spørgsmålet om lånegrænserne og at overveje overgang til en almindelig boligtilskudsordning til afløsning af de nuværende driftstilskud og huslejetilskud, en ordning, der bl. a. er baseret på forholdet mellem den enkelte boligtagers indkomst og boligudgiften, og som skal sikre, at familier med børn og lave indtægter får en rimelig mulighed for at skaffe sig en efter deres økonomi og familieforhold passende bolig. Udvalget skal endvidere undersøge mulighederne for det sociale byggeris øgede selvfinansiering, i hvilken forbindelse melder sig spørgsmålet om fremskaffelse af midler gennem forøgelse af beboerindskuddene i den ældre boligmasse ved genudlejning og gennemførelse af visse lejeforhøjelser i tråd med den huslejepolitik, der i øvrigt bliver fastlagt...."

Foruden de af boligministeren stillede og af flertallet tiltrådte ændringsforslag med bemærkninger indeholder betænkningen endvidere en mindretalsudtalelse fra Kai Moltke (SF) samt dennes ændringsforslag, som forkastedes ved 2. behandling.

Af den nævnte mindretalsudtalelse fremgår bl. a., at mindretallet ikke deler flertallets perspektiver med hensyn til den såkaldte normalisering af boligmarkedet. Et holdbart udgangspunkt for en normalisering kan kun være loft over grundpriserne og effektiv nedbringelse af den abnormt høje rente og de dermed forbundne urimeligt store omkostninger ved byggeriets finansiering.

Mindretallet er af den opfattelse, at der må sikres socialt byggeri en årlig kvota på mindst 20.000 lejligheder. Endelig fremhæver mindretallet nødvendigheden af, at der — som udgangspunkt for de fremtidige overvejelser — snarest fremsættes forslag eller rammer for den påtænkte nyordning med hensyn til en social boligtilskudsordning.

Ved lovforslagets 2. behandling stillede Kai Moltke (SF) følgende forslag til motiveret dagsorden:

„I anledning af de af statsministeren og boligministeren offentligt fremsatte udtalelser om, at regeringen overvejer at fremsætte forslag om oprettelse af en boligfond til billiggørelse af boligbyggeri, henstiller tinget, at regeringen til folketingets bebudede samling i september måned dette år forelægger sine konkrete planer herom i form at et udarbejdet forslag, og at et sadant forslag behandles i tinget i forbindelse med 2. behandling af det af socialistisk folkeparti tidligere fremsatte lovforslag om oprettelse af en boligfond til finansiering af socialt boligbyggeri til en fast rente til 4 pct. ved optagelse af 3. prioritetslån, og går derefter over til fortsat behandling af de stillede ændringsforslag til lov om boligbyggeri."

Forslaget afvistes af boligministeren og forkastedes med 114 stemmer mod 8 (SF).

Ved 3. behandling indstillede udvalget mundtligt lovforslaget til vedtagelse i den skikkelse, hvori det forelå efter afstemningen ved 2. behandling. Lovforslaget vedtoges herefter enstemmigt med 165 stemmer; 1 grønlandsk medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.