Loven har følgende indhold:

§ 1. Indenrigsministeren kan til brug for Verdenssundhedsorganisationens regionalkontor for Europa lade opføre en bygning med kontor- og mødelokaler i tilknytning til de kontorbygninger, der er stillet til rådighed for organisationen.

§ 2. I det omfang det er nødvendigt for at gennemføre byggeriet, kan indenrigsministeren ved ekspropriation ophæve eller begrænse de servitutter, der i henhold til deklaration, tinglyst 14. marts 1910, samt skøder, tinglyst 23. september 1918, 25. november 1936 og 9. september 1918, hviler på de ejendomme i København, hvor de i § 1 nævnte kontorbygninger er beliggende.

§ 3. Ekspropriation i henhold til § 2 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom.

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte indenq-igsministeg-en ved dets fremsættelse:

„Som det er nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslaget, flyttedes WHOs regionalkontor for Europa i 1957 fra Geneve til København, efter at det af den europæiske regionalkomité var besluttet at acceptere den danske regerings tilbud om at stille ejendommen Scherfigsvej 8 til rådighed for organisationen.

I en eksisterende bygning på denne ejendom var der i forvejen indrettet lokaler for WHOs tuberkuloseforskningskontor, og der blev fra organisationens side lagt vægt på det ønskelige i, at de 2 institutioner kunne placeres i tilknytning til hinanden. Efter forhandling med WHO blev der derfor i tilslutning til den eksisterende bygning opført en ny kontorbygning, og udgifterne herved, ca. 2 mill. kr., afholdtes i overensstemmelse med indholdet af det danske tilbud til WHO fuldt ud af staten.

Regionalkontoret havde i sommeren 1957, da flytningen til København fandt sted, et samlet personale på 56 personer. De på Scherfigsvej tilvejebragte lokaler var fuldt tilstrækkelige til at rumme et personale af denne størrelse, og der forefandtes endda en mindre reserve.

I de siden forløbne godt 7 år er der imidlertid sket en voldsom og i væsentlig udstrækning uforudset stigning i den arbejdsbyrde, der hviler på regionalkontoret. Foruden den almindelige forøgelse af medlemslandenes behov for assistance, herunder især i forbindelse med de gennem de senere år så stærkt udviklede tekniske bistandsprogrammer, har arbejdsmængdens forøgelse især sin forklaring i de østeuropæiske landes tilbagevenden til aktivt medlemskab og beslutningen for nogle år siden om, at russisk skal anvendes som arbejdssprog i den europæiske region på linje med engelsk og fransk.

Denne udvidelse af arbejdsområdet har nødvendiggjort en betydelig personaleudvidelse, således at der nu ved kontoret er beskæftiget i alt ca. 150 personer, og det er klart, at dette har medført betydelige pladsvanskeligheder. Disse har midlertidigt og delvis kunnet imødegås, dels derved at tuberkuloseforskningskontoret i 1959 flyttedes til Geneve, og dels gennem erhvervelsen i januar 1961 af genboejendommen Scherfigsvej 9, hvor der i en eksisterende ejendom har kunnet indrettes en række kontorlokaler til foreløbig afhjælpning af den mest akutte pladsmangel.

På længere sigt er disse løsninger imidlertid ganske uholdbare, og WHO har endda givet udtryk for, at man anser situationen for så alvorlig, at spørgsmålet om kontorets flytning fra Danmark kan komme på tale, såfremt lokaleforholdene ikke forbedres afgørende i løbet af de nærmeste år.

Et af indenrigsministeriet nedsat udvalg har omhyggeligt undersøgt de foreliggende muligheder for at løse problemet. Det er herved blevet fastslået, at den nærmeste placeringsmulighed for en bygning, der til afløsning af anlægget på Scherfigsvej ville kunne rumme det nødvendige kontorareal m. v., ville ligge i en afstand af 25-30 km fra centrum. Fra WHOs side er det blevet klart tilkendegivet, at en sådan løsning ville være uacceptabel på grund af de med den forbundne transportproblemer for kontorpersonale og for de mange udenlandske eksperter, stipendiater m. fl., der til stadighed besøger kontoret. Indenrigsministeriet deler fuldt ud denne bedømmelse og finder, at der tillige bør lægges megen vægt på de øvrige ulemper og det betydelige værditab ved at skulle opgive de nuværende lokaler på Scherfigsvej, der for en væsentlig del er indrettet netop med henblik på WHOs behov.

Indenrigsministeriet er derfor enig med udvalget i, at en tilfredsstillende løsning af regionalkontorets pladsvanskeligheder kun kan opnås gennem en udbygning af det eksisterende anlæg på Scherfigsvej.

Behovet for yderligere kontorplads er af udvalget i samarbejde med repræsentanter for WHO opgjort til ca. 1.900-2.100 m2, svarende til et bruttoetageareal på ca. 2.700-3.000 m2. Hertil kommer, at regionalkontoret meget stærkt har følt savnet af at kunne råde over egne møde- og konferencelokaler i tilknytning til kontoret, idet der årligt afholdes et stort antal europæiske møder og konferencer, der i vidt omfang med fordel kunne henlægges til København, såfremt de fornødne lokaliteter var for hånden.

På denne baggrund er der udarbejdet en foreløbig skitse til opførelsen af en nybygning med et bruttoetageareal på ca. 3.000 m2 samt en tilbygning indeholdende mødesal og konferenceværelser med et bruttoetageareal på ca. 1.300 m2. Byggeriet kan af forskellige grunde kun udformes som et samlet anlæg, der strækker sig over begge ejendommene, Scherfigsvej 8 og 9, og Københavns kommunalbestyrelse har meddelt den i den anledning nødvendige tilladelse til lukning og nedlæggelse som offentlig gade af en del af Scherfigsvej. De samlede udgifter ved byggeriet anslås efter foreløbige beregninger til ca. 7 mill. kr.

Da indenrigsministeriet må anse det for en afgørende dansk interesse, at der skabes mulighed for at bevare tilstedeværelsen her i landet af et regionalkontor for en af De Forenede Nationers særorganisationer, søges der ved lovforslagets § 1 skabt hjemmel for det nødvendige byggeris gennemførelse, således at udgifterne søges bevilget ved de årlige finans- eller tillægsbevillingslove.

Som det nærmere i lovforslagets bemærkninger er omtalt, hviler der imidlertid på grundene i kvarteret en række servitutter af ældre dato, hvorefter der bl. a. ikke må drives nogen som helst virksomhed, der kan berøve kvarteret dets karakter af roligt beboelseskvarter.

Københavns kommunalbestyrelse har for sit vedkommende dispenseret fra disse servitutbestemmelser, hvorimod kvarterets grundejerlav har fremsat formel indsigelse imod den påtænkte benyttelse af ejendommen Scherfigsvej 9, der efter lavets opfattelse vil være servitutstridig. Sagen har af indenrigsministeriet været drøftet med repræsentanter for grundejerlavet, der stillede som betingelse for videre forhandling om spørgsmålet, at der tilvejebragtes en nærmere angivet ordning af forskellige færdselsmæssige forhold i kvarteret. Det viste sig imidlertid ved en undersøgelse af spørgsmålet, at det ikke ville være muligt at imødekomme grundejernes ønsker i fuldt omfang, og lavet ønskede herefter at fastholde sin protest.

På denne baggrund, og efter at der om spørgsmålet er indhentet et 1'esponsum fra kammeradvokaten, anser indenrigsministeriet det for rettest, at der inden byggeriets iværksættelse med hjemmel i lovforslagets § 2 foretages ekspropriation af de omhandlede servitutrettigheder, i det omfang byggeriet ville være i strid med dem.

Det er indenrigsministeriets opfattelse, at udviklingen siden 1910, da servitutterne blev pålagt, har medført en sådan ændring i kvarterets tidligere præg af et roligt beboelseskvarter, at projektets gennemførelse næppe vil medføre ulemper for grundejerne af nogen væsentlig betydning, og at deres eventuelle interesse i servitutternes fortsatte opretholdelse i alt fald må vige for den betydelige almene interesse i at bevare WHOs europæiske regionalkontor i København."

Lovforslaget gav i folketinget anledning til nogen diskussion, der først og fremmest drejede sig om den foreslåede ekspropriationsbestemmelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis flertal (udvalget med undtagelse af det konservative folkepartis medlemmer) dog indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Et mindretal inden for flertallet (venstres udvalgsmedlemmer) udtaler i betænkningen som begrundelse for sin stillingtagen, at det på baggrund af de af ministeren givne oplysninger er af den opfattelse, „at det ikke for tiden vil være muligt at anvise andet egnet område til den af WHO ønskede bygningsudvidelse. Mindretallet forudsætter, at vej spørgsmålet i området definitivt er ordnet ved en beslutning af Københavns kommune. Forhandlingerne med grundejerrepræsentanterne har endvidere givet mindretallet den opfattelse, at den projekterede bebyggelse er af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan anføres væsentlige argumenter herimod. Mindretallet kan derfor godkende den foreslåede bebyggelse, men det er dog en forudsætning for tilslutningen til lovforslaget, at der ikke finder yderligere bebyggelse sted på de arealer, som WHO har i besiddelse på nuværende tidspunkt.

Det tilføjes i denne forbindelse, at den projekterede bebyggelse efter mindretallets opfattelse kan forenes med den øvrige på stedet forekommende bebyggelse uden at gå æstetiske hensyn for nær."

Det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet partiet nærede betænkelighed ved den påtænkte ekspropriation og endda fandt det tvivlsom, om grundlovens betingelser for ekspropriation var opfyldt i det foreliggende tilfælde. Efter hvad Ninn-Hansen (KF) udtalte ved lovforslagets 2. behandling, mente hans parti af følgende grunde, at almenvellet ikke kunne påberåbes som begrundelse for ekspropriationen:

„For det første drejer det sig ikke om en offentlig virksomhed med et særligt samfundsmæssigt formål. Verdenssundhedsorganisationen må i juridisk henseende og også i anden henseende i forhold til spørgsmålet om ekspropriation placeres som en privat virksomhed.

For det andet drejer det sig om en kontorbygning, som kan ligge ethvert andet sted. Det er erkendt, at det kan den, og der er altså ingen grund til, at man skal gennemføre en ekspropriation for at give bygningen denne plads på Scherfigsvej og derved tilsidesætte andres rettigheder.

For det tredje foretages der ved gennemførelsen af de byggeplaner, der har været nævnt for os i udvalget — og også i lovforslaget — et indgreb, som vi må anse for ganske unødvendigt. Der sker ved gennemførelsen af disse byggeplaner en ændring af det servitutbeskyttede områdes karakter ud over, hvad vi fra vor side må finde rimeligt.

Endelig er vi for det fjerde under udvalgsbehandlingen nået til den opfattelse, at en praktisk løsning, som vi også gerne ville medvirke til, ville kunne opnås. Verdenssundhedsorganisationen ville kunne få en kontorbygning uden den over for det servitutbeskyttede område meget vidtgående bebyggelse tværs over den vej, der her er tale om. Man ville kunne få det ved en bebyggelse på de to grunde, og hvis man da skulle komme i strid med visse servitutter, ville der være håb om at opnå den samme løsning, som vi regner med at opnå i forbindelse med det lovforslag, der er fremsat angående Finseninstituttet, således at man helt kunne undgå en ekspropriationslov igennem en aftale med grundejerne."

Som ordfører for de uafhængige gjorde Johan Asmussen tilsvarende synspunkter gældende.

Indenrigsministeren forstod ikke den stærke modstand, som lovforslaget mødte fra to af partierne; det forekom ham nærmest, at man i denne sag forsøgte at skyde spurve med kanoner. „Hvis der" — udtalte han — „var tale om en ekspropriation, hvorved man fratog folk deres ejendomme og drev dem fra hus og hjem, kunne jeg forstå, at man brugte de stærke udtryk som f. eks. „krænke danske statsborgeres interesser", som det ærede medlem hr. Ninn-Hansen sagde, og de andre stærke udtryk, det ærede medlem hr. Johan Asmussen anvendte; men det, der er tale om her, er et yderst begrænset indgreb over for en privat ejendomsret, der giver sig udtryk i servitutter, som reelt for enhver, der har set på forholdene derude, har mistet enhver betydning. Det er jo sandheden om det."

Mellem 2. og 3. behandling førtes nye udvalgsforhandlinger, men uden at partiernes stillingtagen til sagen ændredes. Fra konservativ side havde man håbet, at man i hvert fald ville have indskrænket adgangen til ekspropriation til at omfatte de allerede foreliggende byggeplaner. Dette vandt imidlertid ikke tilslutning hos de øvrige i udvalget repræsenterede partier, der kunne tiltræde ministerens opfattelse, uanset at man måtte regne med muligheden af, at grundejerne ville anlægge sag, hvis lovforslaget vedtoges i den foreliggende form.

Johan Asmussen (Uafh) understregede ved 3. behandling, at alle partier ønskede, at WHO skulle forblive her i landet. Men han gjorde gældende, at man ikke havde gjort et alvorligt forsøg på at skaffe organisationen den fornødne byggegrund et andet sted end på Scherfigsvej nr. 8 og 9.

Efter forhandlingens afslutning vedtoges lovforslaget med 78 stemmer mod 26 (KF og Uafh).