Ved loven erstattes §§ 7-11 i lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse som ændret ved lov nr. 88 af 15. marts 1939 og lov nr. 192 af 11. juni 1954 med følgende nye bestemmelser:

§ 7. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for sundhedsstyrelsen.

§ 8. Indenrigsministeren beskikker et antal særligt sagkyndige til i fornødent omfang at bistå sundhedsstyrelsen.

De i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige udgør under forsæde af medicinaldirektøren sundhedsstyrelsens sagkyndige råd. Rådet tiltrædes af 2 af indenrigsministeren for 6 år ad gangen udpegede repræsentanter for de kommunale råd. Rådet afholder ordinære møder 2 gange årligt samt ekstraordinære møder i det omfang, forholdene kræver det. På møderne forelægger medicinaldirektøren en oversigt over sundhedsstyrelsens virksomhed, ligesom spørgsmål af principiel betydning for landets sundhedsforhold er genstand for drøftelse.

Sygehusrådet, statens seruminstitut, statens husholdningsråd, statens vitaminlaboratorium og praktisk sundhedsmæssige undersøgelser, statens laboratorium for pesticidundersøgelser, levnedsmiddelinstituttet, det i § 5 i lov om et levnedsmiddelinstitut m. m. nævnte råd samt de i lovgivningen om apotekervæsenet omhandlede institutioner og nævn yder efter anmodning sundhedsstyrelsen fornøden bistand.

Såfremt en sags behandling forudsætter sagkundskab, som sundhedsstyrelsen selv, herunder de i stk. 1 nævnte særligt sagkyndige, eller de i stk. 3 nævnte organer ikke er i besiddelse af, kan styrelsen tilkalde andre sagkyndige til at deltage i sagens behandling.

§ 9. Reglerne om sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation, herunder om de opgaver, der påhviler de særligt sagkyndige, fastsættes af indenrigsministeren.

Stk. 2 i den nye § 8 fandtes ikke i det oprindelige lovforslag, men blev indføjet under sagens behandling i folketinget.

Efter hvad indenrigsministeren anførte ved lovforslagets fremsættelse, havde dette til formål at få de gældende bestemmelser tilpasset de ændrede tilstande, som udviklingen havde medført på sundhedsvæsenets område, bl. a. med hensyn til sundhedsstyrelsens organisation og forretningsgang.

,,De gældende regler herom findes i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse, der er fra 1932. Efter denne lov består sundhedsstyrelsen af den hygiejnisk-lægelige afdeling, apotekerafdelingen og et sekretariat, og ifølge lovens § 9, som ændret ved lov nr. 192 af 11. juni 1954, behandles de under apotekerafdelingen henhørende sager af medicinaldirektøren i forening med en apoteker og en provisor, som udnævnes af indenrigsministeren for 6 år ad gangen. Apotekeren er leder af apotekerafdelingen, hvilket betyder, at den pågældende må bestride den krævende stilling som afdelingsleder i sundhedsstyrelsen, samtidig med at han leder sit apotek. Denne ordning kan ikke længere anses for hensigtsmæssig, idet antallet af sager vedrørende apotekerspørgsmål og sager vedrørende tilsynet med giftlovgivningens overholdelse gør det nødvendigt, at lederen af apotekerafdelingen normalt er til rådighed hele dagen. Der er øvrigt nu en naturlig anledning til at gøre forandring, fordi den apoteker, der for tiden bestrider hvervet, har anmodet om at blive fritaget for dette.

Også andre bestemmelser i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse er tiden løbet fra. Den del af sundhedsstyrelsen, der i loven betegnes som den hygiejnisk-lægelige afdeling, har således nu i en længere årrække været opdelt i flere afdelinger hver med sit speciale, normalt med en særlig specialuddannet overlæge som afdelingsleder.

Sundhedsstyrelsens konsulentstab, der i forbindelse med medicinaldirektøren danner det i de nugældende lovbestemmelser hjemlede lægeråd, arbejder med ved sagernes behandling i de enkelte afdelinger. Konsulenterne, der medvirker i alle vigtige og principielle sager, men for hvis vedkommende benævnelsen „særligt sagkyndige" formentlig bør foretrækkes, da ordet „konsulent" jo i stigende grad anvendes som betegnelse for faste medarbejdere, er således stadig et uundværligt led i sundhedsstyrelsens opbygning. Det samlede lægeråd har gennem en længere årrække ikke fungeret som besluttende organ, således som det egentlig er forudsat, bl. a. i lovens § 8, stk. 6, stk. 7 og stk. 9, men har derimod et par gange om året været samlet til en almindelig gensidig orientering. De beslutninger, der i loven forudsættes truffet i lægerådet, er — bl. a. på grund af det store antal vigtige sager — af praktiske hensyn blevet truffet af medicinaldirektøren i forbindelse med de faste overlæger og de pågældende konsulenter.

Under hensyn til den således stedfundne udvikling må jeg anse det for rigtigst, at bestemmelserne i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse ajourføres derved, at man ophæver de bestemmelser, der ikke mere har praktisk gyldighed, og erstatter dem med en ganske kort bestemmelse, hvorefter den nærmere fastlæggelse af sundhedsstyrelsens forretningsgang og organisation overlades til ministeren, således som ordningen er ved andre centrale styrelser."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis flertal (udvalget med undtagelse af Morten Lange (SF)) indstillede det til vedtagelse med nogle ændringer, der gik ud på indføjelse af § 8, stk. 2 (jfr. ovenfor) samt ændring af ikrafttrædelsesdatoen fra 1. april 1965 til 1. maj 1965.

I betænkningen hedder det bl. a.:

„Indenrigsministeren har under samrådsdrøftelserne givet tilsagn om, at en praktiserende apoteker vil blive knyttet til sundhedsstyrelsen som rådgiver i spørgsmål vedrørende apotekervæsenet.

Udvalget har med ministeren drøftet spørgsmålet om opretholdelse af det i den nugældende lov omtalte lægeråd, og ministeren har oplyst, at det er hensigten, at de særligt sagkyndige ikke blot, skal bistå sundhedsstyrelsen i enkeltsager, men også — som hidtil — ved regelmæssige samlede møder drøfte spørgsmål af mere principiel karakter. Et flertal (udvalget med undtagelse af Morten Lange) finder det imidlertid hensigtsmæssigt, at denne ordning fremdeles finder udtryk i lovteksten, og at der i tilknytning til sundhedsstyrelsen bør bevares en repræsentation for kommunale synspunkter. Indenrigsministeren har i denne anledning stillet nedenstående ændringsforslag nr. 1 og 2, som imødekommer flertallets ønsker på de nævnte punkter. Endvidere har ministeren stillet ændringsforslag nr. 3 om, at lovens ikrafttrædelsestidspunkt ændres til 1. maj 1965. Dette ændringsforslag tiltrædes af hele udvalget."

Når Morten Lange ikke kunne tiltræde ændringsforslaget om opretholdelse af lægerådet, skyldtes det — efter hvad han udtalte ved 2. behandling — at dette råd efter hans opfattelse ikke havde praktiske opgaver at beskæftige sig med og derfor måtte kunne undværes.

Indenrigsministeren gjorde heroverfor gældende, at det i ændringsforslaget omhandlede lægeråd ikke var det samme lægeråd, som eksisterede efter den hidtil gældende lov, idet beføjelserne var ændret. „Jeg henviser til, at det af betænkningen fremgår, hvad opgaven vil være for lægerådet, og jeg vil gerne føje til, at enten vi havde haft dette ændringsforslag eller spørgsmålet blot havde været nævnt i betænkningen, har det hele tiden været hensigten et par gange om året at indkalde disse konsulenter til en generel drøftelse af sundhedsstyrelsens forhold. Jeg kunne imidlertid intet have imod, at der blev optaget en sådan bestemmelse i loven, når den fik den karakter, den har fået. Man kan diskutere, om det var rimeligt og nødvendigt, at de kommunale organisationer blev repræsenteret, men når der fra anden side blev lagt så megen vægt derpå, kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg skulle gå imod det."

Efter at folketinget uden afstemning havde tiltrådt de stillede ændringsforslag, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.