Loven afløste fra den 1. juli 1965 lov nr. 97 af 20. marts 1963 om afsætning af danske landbrugsafgifter m. m. (årbog 1962-63, side 147).
Loven er en næsten uændret videreførelse af den tidligere lov. De 150 mill. kr., der i henhold til den tidligere lov udbetaltes som ejendomstilskud og som kotilskud, vil dog fremtidig blive udbetalt pr. kilogram produceret mælk og direkte til leverandørerne, idet denne betalingsordning findes at have et mere produktionsfremmende sigte.
Efter ønske fra mejeriernes fællesorganisation og med tilslutning fra landbrugsorganisationerne indeholder loven en anden nydannelse inden for mælkeproduktionen, idet der er indsat bestemmelser om en bemyndigelse til opkrævning af en afgift på al indvejet sødmælk og/eller en afgift på mælk eller smørfedt, der anvendes til fremstilling af smør, ost eller mælkekonserves. De afgifter, der opkræves, skal anvendes med sigte på stabilisering og forbedring af producentpriserne for mælk.
Under behandlingen i folketinget fik disse bestemmelser en lidt ændret formulering, idet man anså det for rigtigst, at det i selve lovteksten præciseres, at afgiften ikke kan overstige henholdsvis 2 øre pr. kg sødmælk, der indvejes direkte fra mælkeproducenter, og 50 øre pr. kg smørfedt, når afgift opkræves som en produktionsafgift på mælk eller smørfedt. Samtidig er den totale afgift, der kan opkræves i løbet af et år, begrænset til 30 mill. kr. fordelt med 15 mill. kr. på hvert af de to områder. Opkrævede afgifter skal kun kunne anvendes inden for det område, hvor opkrævning har fundet sted. Afgift, der er opkrævet inden for en speciel produktionsgren, kan således kun anvendes inden for den produktionsgren, hvor opkrævning har fundet sted.
Man har ligeledes fundet det rigtigst, at sammensætningen af det udvalg, der skal afgive indstilling om afgifter og om anvendelsen af opkrævede afgiftsbeløb, præciseres i lovteksten.
Ændringerne vedtoges uden afstemning ved lovforslagets 2. behandling efter forslag af landbrugsministeren i folketingsudvalgets betænkning.
Endelig er der i lovens § 4 som stk. 3 indføjet en ny bestemmelse, der tilsigter at skabe mulighed for indskriden over for ulovlig slagtning og salg af kød og svin, således at slagtning uden erlæggelse af afgift kan begrænses til producenters slagtning til eget forbrug, og således at der kan skrides ind over for anden slagtning uden afgiftserlæggelse med henblik på salg. Også denne bestemmelse indføjedes under folketingets behandling af lovforslaget.
Som begrundelse for lovforslaget udtalte landbrugsrninisteren ved dets fremsættelse i folketinget bl. a.:
„Den nuværende afsætningslov udløber den 30. juni i år, og der har igennem nogle måneder været ført forhandlinger med landbrugsorganisationerne om videreførelse af denne lovgivning. Selv om landbrugets økonomiske forhold på flere punkter er bedre nu, end da den nugældende afsætningslov blev vedtaget, har regeringen med landbrugsorganisationerne været enig om, at lovens bestemmelser har været så nyttige og også på længere sigt vil være så nyttige for landbruget, at de bør videreføres.
Det foreliggende lovforslag indeholder en næsten uændret videreførelse af den nuværende lovgivning, idet der har været enighed om, at hjemmemarkedsordningerne for flæsk, kød, æg og fjerkræ bør videreføres, at de 100 mill. kr. til dispositionsfonden har været anvendt på en for landbruget som helhed værdifuld måde, og at de 50 mill. kr. til kunstgødning og 10 mill. kr. til mejerirationaliseringen er værdifulde, produktionsfremmende foranstaltninger.
Der kan være grund til at nævne, at der ud over den støtte, der igennem den heromhandlede lovgivning ydes landbruget, yderligere ydes et beløb på ca. 122 mill. kr. årlig i form at fritagelse for grundskyld af landbrugsejendomme til amterne og staten. Der er ligesom i de foregående år på finanslovforslaget søgt bevilling til at fritage landbruget for grundskyld til amterne, som andrager ca. 82 mill. kr., og fremsat forslag til lov, hvorefter landbrugsejendomme fritages for grundskyld og grundstigningsskyld til staten på i alt ca. 40 mill. kr."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om en kornordning for høstårene 1965-66 og 1966-67 og forslag til lov om en rapsordning. Ved 1. behandling gjorde Chr. Rasmussen (S) gældende, at der var en fornuftig baggrund for lovforslagene, som han anbefalede. Årene 1960-62 havde skabt en forøgelse af landbrugets løse gældsforpligtelser, som de sidste 2 års betydeligt bedre konjunkturer ikke havde været i stand til at afvikle. Samtidig stod landbruget over for meget store investeringer. Chr. Rasmussen havde gerne set en afvikling af brødkornsordningen allerede i høståret 1965-66, men forstod ministerens argumenter for at udskyde afviklingen et år. Han fandt det tvivlsomt, om det af økonomiske grunde var rimeligt at opretholde indmalingspligten.
Jens Chr. Christensen (V) indrømmede, at 1964 for landbruget var økonomisk bedre end de foregående 5-6 år, men der var økonomiske huller, som endnu ikke var dækket. Dertil kom, at de forløbne måneder af 1965 havde vist vigende priser, samtidig med at omkostningerne var steget. Han fandt ikke støtten i lovforslagene tilstrækkelig. Stigningen i landbrugets direkte og indirekte lønudgifter androg 250 mill. kr., hvortil kom stigningen i renteniveauet, som betød merudgifter på mindst 100 mill. kr. for landbruget. Kun en tredjedel heraf ville blive dækket gennem hjemmemarkedsordningerne. Venstre kunne ikke affinde sig med lovforslagene, som langtfra gav rimelig dækning for udgiftsstigningerne, og som ikke indeholdt en rimelig og retfærdig fordeling af midlerne til de forskellige brugsstørrelser. Det kunne vel også være rimeligt, om hele samfundet kom til at bære de tab for landbruget, som var en følge af diskrimineringen over for dansk landbrugsafsætning inden for fællesmarkedet.
Også H. C. Toft (KF) gjorde rede for de begyndende vanskeligheder for landbruget. Han mente, at rammebeløbet for den foreslåede landbrugslovgivning ikke var ansat efter saglige kriterier, og ønskede under udvalgsbehandlingen nærmere at få belyst begrundelsen for beløbets størrelse. De beløb, der stilledes til rådighed for landbruget, skulle i videst muligt omfang anvendes til eksportfremmende foranstaltninger. Han troede ikke, at de priser, man var nået frem til i kornlovsforslaget, var tilstrækkelige til at bremse svineproduktionen. Man måtte gennem kornloven nå til at få dækket landbrugets omkostninger ved brødkornproduktionen og samtidig indføre så høje basispriser for foderkorn, at flæskeproduktionen kunne neddæmpes. De beløb, som staten sparede ved brødkornsordningens bortfald i høståret 1966-67, burde indgå i fonden. Markedspolitikken havde skadet landbruget, og han opfordrede statsministeren og udenrigsministeren til at drage omsorg for, at EFTA-aftalens løfteparagraf for fødevareområdet for landbruget blev mere end nogle ord på et stykke papir.
Svend Haugaard (RV) kunne tilslutte sig afsætningslovforslaget og — men uden større begejstring — rapslovforslaget. Derimod gik han kraftigt imod den foreslåede kornordning, der efter hans mening ensidigt var i det kornkøbende landbrugs disfavør. Omkostningerne til lønninger var steget mest inden for den dyriske produktion, der krævede væsentligt mere arbejdskraft end den vegetabilske produktion. Skulle kornprisen kunne bremse svineproduktionen, måtte den så højt op, at produktionen blev urentabel, og det var vel ikke meningen. Loven ville derfor ikke bremse produktionen, men blot indføre en tvangsforskydning af indtægt fra familieforbruget til storbruget. Han ville foretrække den af husmandsforeningerne foreslåede nettokornsalgsordning. Den foreslåede kornlov ville få en række uheldige konsekvenser: prisniveauet ville stige, jordpriserne ville stige, og vi ville få en for høj grad af selvforsyning.
Morten Lange (SF) fandt, at landbruget under den økonomiske fremgang burde give afkald på nogle af de mest akavede støtteordninger. Den krisestemning, som der var om det oprindelige forlig om landbrugsstøtten, kunne ingen fremmane igen i dag. Alligevel havde man opretholdt hjemmemarkedsordningen, til trods for, at den satte pristallet i vejret. De værste af lovforslagene var dog kornloven og rapsloven. Med hensyn til kornlovsforslaget kunne Morten Lange tilslutte sig Svend Haugaards udtalelser med den tilføjelse, af ordningen også medførte, at vi fik et dårligere produkt på markedet, end vi ellers ville have fået. Det var i det hele taget et spørgsmål, om vi burde favorisere korndyrkningen her i landet. Rapsloven satte margarineprisen i vejret, tvang margarinefabrikkerne til at aftage olie, som de ikke kunne anvende, men måtte sælge med tab, der skulle dækkes af margarineforbrugerne. Ordningen var overflødig og skadelig. En fremsynet landbrugspolitik med støtte til fremme af rationalisering og afsætning var hans parti derimod villig til at drøfte.
Bækgaard (Uafh) var skuffet over, at lovforslagene var fremkommet så sent. I øvrigt havde lovforslagene samme fejl som de tidligere landbrugslove, de var for kortsigtede og kunne kun muliggøre en kortsigtet landbrugsplanlægning. Hvis regeringen mente, at forslagene ville medføre en rimelig indkomstmæssig placering af landbruget, var han ikke enig med regeringen. Han var tilfreds med ændringerne i afsætningsloven, men mente, at der i afsætningsloven burde optages regler om en låne- og opsparingsordning for unge, førstegangsetablerede landmænd. Forhøjelsen af priserne i kornlovsforslaget var ikke tilstrækkelig som kompensation til landbruget for inflationen, og priserne var også for lave til at kunne blive den regulator, der var tiltrængt i svineproduktionen.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, hvor det imidlertid ikke lykkedes at opnå enighed. I udvalgsbetænkningen opdelte udvalget sig i en række mindretal.
Et mindretal, bestående af socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget med undtagelse af Holger Eriksen, indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af landbrugsministeren foreslåede ændringer, der er omtalt ovenfor.
Et andet mindretal, bestående af venstres medlemmer af udvalget, stillede under henvisning til de øgede markedsmæssige vanskeligheder og de stærkt stigende omkostninger, der påføres husdyrproduktionen, ændringsforslag om, at de midler, der i lovforslaget foresloges tilvejebragt ved en mælkeafgift, i stedet skulle stilles til rådighed af statskassen, at statens tilskud til landbrugets dispositionsfond forhøjedes fra 100 mill. kr. til 250 mill. kr., samt at der af statskassen i hvert af årene 1965-66 og 1966-67 skulle kunne ydes 20 mill. kr. til rationalisering af slagterierne.
Et tredje mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) fandt, at den økonomiske udvikling for landbrugserhvervet gjorde det betænkeligt at fastsætte støtten på det foreslåede niveau over en 2-årig periode. På baggrund heraf foreslog dette mindretal, at der i loven indsattes en revisionsbestemmelse, således at loven, hvis afsætningsvilkårene yderligere forringes, skulle optages til revision i folketingssamlingen 1965-66. Et medlem af mindretallet (H. C. Toft) kunne desuden støtte de af venstre stillede ændringsforslag.
Hverken socialistisk folkepartis medlem af udvalget eller Holger Eriksen (S) kunne støtte gennemførelsen af lovforslaget.
Efter 2. behandling, hvor ministerens ændringsforslag vedtoges og mindretalsændringsforslagene forkastedes, henvistes lovforslaget på ny til udvalgsbehandling. I udvalgets tillægsbetænkning stilledes der ud over det ovenfor omtalte ændringsforslag af landbrugsministeren et ændringsforslag af venstres medlemmer af udvalget, hvorefter statens tilskud til landbrugets dispositionsfond. i 1965-66 ansattes til 100 mill. kr. og i 1966-67 til 160 mill. kr. Forhøjelsen i 1966-67 på 60 mill. kr. ansloges at svare til det beløb, som staten ville spare ved brødkornsordningens bortfald.
Også dette mindretalsændringsforslag forkastedes ved lovforslagets 3. behandling, hvorefter lovforslaget med den af landbrugsministeren foreslåede ændring vedtoges med 150 stemmer mod 10 (8F og Holger Eriksen). 6 medlemmer (Uafh og Knud Hertling (Grl)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.