Ved loven foretoges med virkning fra 1. januar 1965 en række forhøjelser af visse forbrugsafgifter. I sin endelige formulering havde loven følgende hovedindhold:
I. I lov om afgift af spiritus, vin og øl, jfr. lovbekendtgørelse nr. 288 af 10. september 1964, foretoges følgende ændringer:
1. Afgiften af spiritus forhøjes fra 27 kr. til 29 kr. 25 øre pr. 1 af 100 pct. styrke. Denne forhøjelse medførte automatisk en forhøjelse af provenuet af engrosomsætningsafgiften i henhold til lovens afsnit IV. B.
2. Afgiften af øl forhøjedes med et beløb, der svarer til 5 øre pr. flaske almindelig pilsnerøl, skatteklasse I, og 6 1/4 eller 7 1/2 øre pr. flaske af de dyrere ølsorter, henholdsvis luksusøl, skatteklasse A, og luksusøl, skatteklasse B. Samtidig forhøjedes maksimumsbeløbet for den afgiftslettelse, der ydes de mindre bryggerier, fra 48 kr. pr. hl for indtil 2.000 hl til 52 kr. pr. hl for indtil 2.000 hl.
3. Literafgiften af bordvin, her aftappet, og for hedvin, her aftappet, forhøjedes med henholdsvis 70 øre og 1 kr. pr. 1.
4. For at undgå prisforhøjelser i restaurationsvirksomheder o. lign. som følge af de nævnte afgiftsforhøjelser indføjedes ved lovforslagets 2. behandling efter forslag af finansministeren en bestemmelse i loven, hvorefter den særlige afgift på omsætningen af stærke drikke i disse virksomheder nedsattes fra 20 pct. til 18 pct. af den afgiftspligtige omsætning.
II. Afgiften af cigaretter i henhold til § 1. A. i lov om tobaksafgifter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 99 af 31. marts 1964, forhøjedes med 1 øre pr. stk.
III. For januar kvartal 1965 indførtes en ekstraordinær vægtafgift af personmotorkøretøj er — undtagen busser og hyrevogne — og kombinerede person- og varemotorkøretøjer. Afgiften fastsattes til 50 pct. af vægtafgiften for et år efter afgiftssatserne i lov nr. 99 af 28. marts 1962 om vægtafgift af motorkøretøjer m. v.
De ved loven foretagne forhøjelser af afgiftssatserne for spiritus, vin og øl samt af cigaretter skulle ifølge lovens § 6 ophøre at have gyldighed fra den 1. juli 1965, fra hvilket tidspunkt de før 1. januar 1965 gældende afgiftssatser, om ikke andet vedtoges, skulle finde anvendelse. Allerede fra 1. april 1965 afløstes loven imidlertid af lov nr. 71 af 31. marts 1965 om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl samt i lov om forskellige forbrugsafgifter og lov nr. 75 af samme dato om ændring i lov om tobaksafgifter (se nedenfor under nr. 26 og 27).
Lovens endelige formulering afveg på væsentlige punkter fra det af finansministeren oprindelig fremsatte lovforslag. Det kan således nævnes, at det fremsatte lovforslag ikke var tidsbegrænset, men tilsigtede indtil videre at skaffe dækning for de merudgifter, der var forbundet med gennemførelsen af det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd, hvorved tjenestemændenes overenskomsttillæg fra 1. januar 1965 forhøjedes med 49 portioner (se under nr. 34). Til opnåelse af dette formål var der i det oprindelige lovforslag regnet med et provenu på 424 mill. kr. på årsbasis derved, at der ud over de afgiftsforhøjelser, som gennemførtes, jfr. ovenfor, var foreslået en forhøjelse af tillægsafgiften af benzin med 10 øre pr. liter og i forbindelse hermed en forhøjelse på 20 pct. af den særlige udligningsafgift, der svares af visse grupper af ikke-benzindrevne motorkøretøjer. Endelig var det foreslået, at vægtafgiftsforhøjelsen for januar kvartal 1965 ud over personmotorkøretøjer og kombinerede person- og varemotorkøretøjer også skulle ramme de små vare- og lastvogne med indtil 3.000 kg tilladt totalvægt og hyrevognene, samt at vægtafgiften af samtlige nævnte køretøjer for finansåret 1965-66 skulle forhøjes med 100 pct. Alle disse afgiftsforhøjelser udgik imidlertid af lovforslaget ved dettes 2. behandling ifølge ændringsforslag af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning.
Ved lovforslagets 1. behandling, der med tilslutning fra partierne foretoges samme dag, som fremsættelsen havde fundet sted, fremhævede Egon Jensen (S), at han så på lovforslaget uden begejstring. Det var imidlertid nødvendigt, at statens øgede udgifter modsvaredes af øgede indtægtsmuligheder for statskassen. Man havde med lovforslaget formentlig nået den maksimale mulighed for forbrugsbeskatning ad de hidtidige baner. Både Alfred Bøgh (V) og Haunstrup Clemmensen (KF) beklagede, at lovforslaget af regeringen var kædet så stærkt sammen med spørgsmålet om ajourføring af tjenestemandslønningerne. Det var ikke rimeligt over for tjenestemændene, idet det var den almindelige statsfinansielle og økonomiske udvikling, der havde fremkaldt lovforslaget. Ved behandlingen af lovforslaget måtte dette vurderes ud fra dets sammenhæng med den almindelige økonomiske udvikling. Man var især betænkelig ved den foreslåede forhøjelse af benzinafgiften, der ved sin virkning på erhvervslivets omkostninger ville påvirke pristallet. Baunsgaard (RV) fandt det ved bedømmelsen af lovforslaget afgørende, at tjenestemændene måtte have dækning for efterslæbet, at denne dækning ikke måtte angribe den økonomiske balance, samt at erhvervslivet måtte have krav på snarest at få at vide, hvad det skulle indrette sig på. Han beklagede, at man i sin tid havde givet loven om almindelig omsætningsafgift en form, der var uanvendelig i den foreliggende situation. Med hensyn til lovforslaget betragtede han den foreslåede benzinafgiftsforhøjelse som dets svageste led, men han var også betænkelig ved, at de små vare- og lastvogne og hyrevognene skulle svare vægtafgiftsforhøjelse på lige fod med de private personmotorkøretøjer. Aksel Larsen (SF) påtalte den manglende planlægning og forudseenhed i regeringens økonomiske politik. Han fandt i øvrigt, at balancen mellem direkte skatter og forbrugsafgifter allerede i forvejen var forrykket i en ubehagelig grad, så hvis der på ny skulle ske nogen forrykkelse, burde det gå i retning af flere direkte skatter. Den eneste af de foreslåede afgifter, han måske kunne have sympati for, var vægtafgiftsforhøjelsen, forudsat at der i øvrigt kom en samlet løsning, som han kunne godkende. Staten burde overveje besparelser. Alene på militæret måtte der kunne spares 150-200 mill. kr. Aksel Larsen henviste i øvrigt til de tanker, han tidligere havde bragt frem om effektivisering af skatteligningen og om en skattereform. Også Rimstad (Uafh) efterlyste en langtidsplanlægning i den økonomiske politik. I øvrigt havde han ikke indvendinger mod øget spiritus-, vin- og tobaks- beskatning. Derimod fandt han det forkert at forhøje benzinskatten, idet denne indgik i produktionsomkostningerne.
Efter 1. behandling underkastedes lovforslaget en indgående udvalgsbehandling — flere ordførere betegnede under 2. behandling udvalgsbehandlingen som en studiekreds i nationaløkonomi — og en del af udvalgets spørgsmål til finansministeren optryktes senere som bilag til udvalgets betænkning. Udvalgsbehandlingen resulterede i, at finansministeren stillede de ovenfor omtalte, meget indgribende ændringsforslag, der i udvalgsbetænkningen begrundedes med en henvisning til den forventede statsfinansielle situation, idet der yderligere oplystes, at finansministeren over for udvalget havde bebudet forslag til en mere vidtgående reform af beskatningssystemet. Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) kunne ikke anbefale lovforslaget til vedtagelse, idet man fandt, at der ifølge finansministerens oplysninger til udvalget ikke forelå nogen finansiel grund til at udskrive større skatter og afgifter, så meget mere som regeringen havde bebudet at ville fremkomme med skatte- og afgiftsforslag, der skulle forøge statens indtægter med mellem 1½ og 2 milliarder kr. Et andet mindretal (Holger Eriksen) oplyste i betænkningen, at han ikke kunne stemme for ændringsforslaget om benzinafgiftsforhøjelsens bortfald.
Ved 2. behandling vedtoges finansministerens ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 128 stemmer mod 10 (SF), mens 6 medlemmer (Uafh og Holger Eriksen) undlod at stemme.