Loven, der trådte i kraft 1. maj 1965, indeholder et mindre antal ændringer i toldloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 1965. Således er tolden på bordvin i flasker forhøjet fra 120 øre pr. l til 220 øre pr. l og tolden på bordvin i fustager fra 75 øre pr. l til 175 øre pr. l. Desuden åbnes der ved loven med hensyn til forskellige varer, som anvendes i den danske produktion, mulighed for toldfritagelse, så længe de pågældende varer ikke fremstilles her i landet. Endelig indeholder loven nogle mindre ændringer af teknisk karakter.
Om baggrunden for forhøjelsen af tolden på bordvin udtalte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:
„For så vidt angår bordvinen, foreslås tolden forhøjet med 1 kr. pr. liter både for bordvin, der indføres i flasker, og for bordvin, der indføres i fustager. Dette forslag er en følge af, at Danmark den 20. februar 1965 har indgået en EFTA-landbrugsaftale med Portugal. Ved denne aftale opnår Danmark en række lettelser for sin eksport af landbrugsvarer til Portugal, og til gengæld skal Danmark give EFTA-toldbehandling for portugisisk vin, hvilket betyder, at tolden for portugisisk vin ved aftalens ikrafttræden nedsættes til 30 pct. af de nugældende toldsatser, og at portugisisk vin bliver helt toldfri ved udgangen af 1966. Det er imidlertid også et led i aftalen, at Danmark skal forøge værdien af EFTA-toldbehandlingen for bordvin ved at forhøje bordvinstolden. Da det på den anden side ikke er hensigten at forøge den nuværende beskatning af bordvin, vil regeringen foreslå, at afgiften på bordvin nedsættes med 1 kr. pr. liter. Dette vil ske ved et ændringsforslag til det allerede for folketinget foreliggende forslag til lov om ændringer bl. a. i lov om afgift af spiritus, vin og øl." (jfr. nedenfor under nr. 26).
Ved lovforslagets 1. behandling blev det velvilligt modtaget af alle ordførerne. Det henvistes til behandling i et udvalg, der i sin betænkning pegede på de problemer for dansk frugtvinsfabrikation, som en videre aftrapning af EFTA-tolden kan rejse. Med en enkelt af finansministeren foreslået ændring vedrørende lovens ikrafttrædelsesdato vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.