L 23 Lov om ændringer i lov om almindelig omsætningsafgift.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 74 af 31-03-1965
Ved loven foretoges fra den 1. april 1965 en generel forhøjelse af afgiften i henhold til lov nr. 211 af 16. juni 1962 om almindelig omsætningsafgift, idet afgiftssatsen ændredes fra 9 pct. til 12½ pct.

I det oprindeligt fremsatte lovforslag var der kun foreslået en forhøjelse af afgiftssatsen fra 9 pct. til 10 pct. Samtidig var det imidlertid foreslået, at afgiften af guld-, sølv- og platinvarer, ædelsten og perler skulle forhøjes fra 9 pet. til 25 pet. Lovforslaget fik sin endelige formulering efter nogle af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning fremsatte ændringsforslag, der ved 2. behandling vedtoges med 88 stemmer mod 11, mens 80 medlemmer undlod at stemme.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl samt i lov om forskellige forbrugsafgifter m. fl. lovforslag, og der henvises herom til omtalen nedenfor under nr. 26.

Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag med 88 stemmer mod 16 (SF, Uafh og Holger Eriksen); 75 medlemmer (V, KF, de 2 grønlandske og 1 færøsk medlem) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry Christensen (V), Poul Møller (KF), Aksel Larsen (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Iver Poulsen (U), Knud Hertling (UFG) og I. A. Rimstad (U)