Ved loven gennemføres der ændringer i lov om særlig indkomstskat m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 210 af 18. juni 1964.

Loven går i hovedsagen ud på at ændre reglerne om beskatning i henhold til lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 13, af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

Disse regler er senest ændret ved lov nr. 181 af 4. juni 1964 (årbog 1963-64, side 116). Under behandlingen i folketinget af forslaget til denne lov var man inde på, om man kunne erstatte den særlige indkomstskat af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom med en frigørelsesafgift, som alene skulle svares, når fast ejendom overgik fra én økonomisk anvendelse til en anden og mere fordelagtig. Det var imidlertid ikke muligt at tilendebringe forhandlingerne om en ændret udformning af reglerne om beskatning af fortjeneste ved ejendomsafståelse, forinden folketinget afsluttede sit arbejde i forsommeren 1964. Under disse omstændigheder opnåedes der i det pågældende folketingsudvalg enighed om foreløbig at bevare de hidtil gældende regler i perioden indtil 1. januar 1966. Ved senere ejendomsafståelser skulle beskatningen ske efter det system, der gennemførtes ved lov nr. 232 af 31. maj 1963 (årbog 1962-63, side 121). Finansministeren gav dog samtidig tilsagn om, at arbejdet på en reform af denne beskatning ville blive fortsat med henblik på fremsættelse af lovforslag i folketingsåret 1964-65. Forslaget til nærværende lov fremsattes som et udgangspunkt for den fortsatte behandling af disse spørgsmål. Den af finansministeren foreslåede ordning svarede til den, der foresloges, men ikke gennemførtes i det af finansministeren den 3. marts 1964 fremsatte lovforslag om ændring af loven om særlig indkomstskat (årbog 1963-64, side 116).

Den vedtagne lov, der ændredes en del under behandlingen i folketinget, går i det væsentlige ud på følgende:

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulationsøjemed, beskattes efter følgende regler:

For ejendomsafståelser i tiden indtil 1. januar 1966 opretholdes som hovedregel de hidtil gældende regler, jfr. lovbekendtgørelse nr. 205 af 13. juni 1961. Det betyder, at fortjeneste på ejendomme, der er erhvervet før 1. januar 1949, vil være skattefri, og at fortjeneste på senere erhvervede ejendomme opgøres med udgangspunkt i den faktiske anskaffelsessum for- højet med 40-128 pct., alt efter i hvilket år ejendommen er erhvervet. I den således opgjorte fortjeneste indrømmes et fast fradrag på 5.000 kr. Er der afstået flere ejendomme i et indkomstår, gives der kun ét 5.000 kr.s fradrag. Den fortjeneste, der herefter måtte være til rest, beskattes som særlig indkomst — d. v. s. med 30 pct. af det beløb, hvormed indkomsten overstiger 1.000 kr. — hvis der er tale om en person eller et dødsbo, og som almindelig indkomst, hvis der er tale om et selskab eller en forening.

For ejendomsafståelser fra og med 1. januar 1964 gælder dog den nedenfor nævnte regel om fritagelse for beskatning af fortjeneste ved salg af en- og tofamilieshuse, hvis areal er mindre end 1.400 m2, som tjener til bolig for ejeren, og hvis forskelsværdi udgør mindst halvdelen af ejendomsværdien.

For afståelser den 1. januar 1966 eller senere skal fortjeneste ved ejendomsafståelse principielt beskattes efter de nedenfor refererede regler, uanset om ejendommen er erhvervet før 1. januar 1949. Der gøres dog følgende undtagelse: Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse, der tjener til bolig for ejeren, skal ikke beskattes, såfremt ejendommens samlede grundareal udgør mindre end 1.400 m2 og den for ejendommen ved den nærmest forud for afståelsen foretagne vurdering fremkomne forskelsværdi udgør mindst halvdelen af den ved samme vurdering fastsatte ejendomsværdi. Det samme gælder, når en ejendoms samlede grundareal udgør 1.400 m2 eller derover, såfremt der i henhold til en af statens ligningsdirektorat afgivet erklæring ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse, uden at dette vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

Fortjenesten opgøres som forskellen mellem afståelsesvederlaget og den regulerede anskaffelsessum, der beregnes således:

Udgangspunktet er principielt den faktiske anskaffelsessum med tillæg af senere forbedringsudgifter. De i et kalenderår fuldførte forbedringer tages dog kun i betragtning, såfremt udgifterne hertil har oversteget 1.000 kr. (tidligere var grænsen 2.000 kr.). Som anskaffelsesudgift for areal betragtes alene den del, der ikke er berigtiget ved overtagelse af den på det erhvervede areal hvilende afgiftspligtige grundstigning. Udgifterne til anskaffelser og forbedringer forhøjes dels med et fast tillæg på 40 pct., dels med et varierende tillæg på 6 pct. for anskaffelses- eller fuldførelsesåret og 6 pct. for hvert af de efterfølgende kalenderår, hvori den skattepligtige har ejet ejendommen. Det varierende tillæg gives dog ikke for kalenderår forud for 1966.

Fortjenester ved afståelser af fast ejendom opgøres for hvert indkomstår for sig, og i de således opgjorte fortjenester indrømmes et fradrag på 10 pct. af de samlede regulerede arnskaffelsessummer, dog mindst 10.000 kr. og højst 40.000 kr. Fradraget udgør altid 40.000 kr., såfremt skatteyderen afgiver erklæring om, at han ikke inden for noget af de 4 nærmest forudgående indkomstår ved afståelse af fast ejendom har opnået en fortjeneste, der er skattepligtig i henhold til bestemmelsen i § 2, nr. 13. Fortjenester ved afståelser forud for 1. januar 1966 medregnes ikke i denne forbindelse.

Beskatningen af den fortjeneste, der bliver til rest, når de foran omtalte fradrag er foretaget, skærpes ved loven. For skattepligtige personer og dødsboer sker dette derved, at fortjenesten indgår i den særlige indkomst med en forhøjelse på 100 pct. Dette virker på samme måde som en forhøjelse af procenten for den særlige indkomstskat fra 30 til 60. For selskaber og foreninger, der ikke svarer særlig indkomstskat, gennemføres skærpelsen derved, at fortjenesten indgår i den almindelige indkomst med en forhøjelse på 66 2/3 pct. (Denne indkomst beskattes med 44 pct., dog at der ved skatteberegningen indrømmes det såkaldte indkomstfradrag på indtil 2 1/2 pct. af aktiekapitalen. Af selskabsskatten kan halvdelen fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, mens ingen del af den særlige indkomstskat af personer kan fradrages).

Der gives samtidig nye bestemmelser om beskatning med særlig indkomstskat af erstatnings- og forsikringssummer, der ifølge de almindelige bestemmelser i loven om særlig indkomstskat er sidestillet med salgssummer. De nye regler foresloges af finansministeren i overensstemmelse med et tilsagn over for det folketingsudvalg, der i 1963-64 behandlede ændringer i loven om særlig indkomstskat (årbog 1963-64, side 122).

Herefter skal skatteyderen kunne begære sig fritaget for beskatning, når den særlige indkomst hidrører fra udbetaling af en forsikringssum for en bygning eller fra udbetaling af en erstatning for ekspropriation. Det er en forudsætning for fritagelsen, at skatteyderen inden for en kortere frist anvender erstatningen til genopførelse af den skadelidte bygning eller til anskaffelse af en anden ejendom i stedet for den eksproprierede. Den fortjeneste, der således fritages for beskatning, skal tages i betragtning, når den genanskaffede ejendom senere afstås. Reglerne herom er dog udformet således, at skattyderen stilles noget gunstigere, end dersom skaden eller ekspropriationen ikke havde fundet sted. Der skal endvidere i visse tilfælde foretages en begrænsning af afskrivningsgrundlaget for bygninger, der anskaffes for erstatningssummen. Formålet hermed er at undgå, at skatteyderen samtidig med skattefritagelsen opnår en uforholdsmæssig forøgelse af sine skattefri afskrivninger. Reglerne, der belystes udførligt ved eksempler i bemærkningerne til lovforslaget, har virkning fra og med skatteåret 1965-66, så erstatningssummer, der er erhvervet i 1964, normalt vil falde ind under de ny regler.

Ud over de foran omtalte bestemmelser om beskatning af fortjeneste ved ejendomsafståelse indeholder loven nogle bestemmelser der tilsigter at hindre skatteflugt.

Ved lov nr. 181 af 4. juni 1964 (årbog 1963-64, side 116) blev der gennemført en række regler for at mindske mulighederne for skatteflugt, men den særlige indkomstskat skulle stadig pålignes og indbetales efter de almindelige regler. Ved fraflytning til udlandet kunne det herefter forekomme, at særlig indkomst skulle selvangives og særlig indkomstskat betales relativt lang tid efter, at skatteyderen er udrejst af landet. I overensstemmelse med nogle bemærkninger i folketingsudvalgets betænkning over nævnte lov bestemmes nu følgende:

Der foreskrives en pligt til at indgive selvangivelse af særlig indkomst, inden den pågældende udrejser af landet. Pligten omfatter samtlige de særlige indkomster, der endnu ikke er selvangivet som sådanne. Da en persons skattepligt ifølge ligningsloven fortsætter indtil udløbet af det kvartal, hvori udrejsen finder sted, er det videre bestemt, at indtægter erhvervet i perioden efter udrejsen og indtil kvartalets udløb skal selvangives inden udløbet af det kvartal, i hvilket udrejsen har fundet sted. Bestemmelsen er udformet således, at kontrollovens regler finder anvendelse også på disse selvangivelser.

Begrænset skattepligtige personer får pligt til at selvangive særlig indkomst inden udløbet af den efter erhvervelsen af den pågældende indkomst følgende måned. Dette gælder, uanset om den pågældende fortsat måtte være begrænset skattepligtig her i landet af et andet formuegode.

Med hensyn til betalingen er det gjort til ubetinget pligt at betale pålignede særlige indkomstskatter, inden bortrejsen finder sted. Endvidere er det fastsat, at den skattepligtige selv skal beregne de særlige indkomstskatter, der endnu ikke er pålignet, og indbetale det således beregnede beløb.

Det fastsættes endelig, at der ved beregningen af forældelsesfristen for de heromhandlede krav på særlig indkomstskat bortses fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved dansk domstol.

Ved 1. behandling modtoges lovforslaget velvilligt af Peter Nielsen (S) og Baunsgaard (RV). Axel Kristensen (V) og Haunstrup Clemmensen (KF) erklærede, a,t, deres partier fortsat var modstandere af den særlige indkomstskat selv med de foreslåede forbedringer, og de pegede på den skitse, som de to partier forrige folketingsår havde fremsat om en frigørelsesafgift, hvor dyrket jord gik over til anden anvendelse (årbog 1963-64, side 120). Samme stilling indtog Bækgaard (Uafh). Derimod mente Morten Lange (SF), at der tiltrængtes en skærpelse af beskatningen af fortjenester på ejendomssalg.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvori et flertal (S undtagen Holger Eriksen, RV og SF) indstillede det til vedtagelse med nogle af finansministeren foreslåede ændringer, herunder særlig bestemmelser om fritagelse for visse ejendomme under 1.400 m2, om nedsættelse af grænsen for anerkendte forbedringer fra 2.000 kr. til 1.000 kr. og om skærpelse af skattepligtsbestemmelserne imod skatteflugt. Flertallet udtalte i øvrigt i betænkningen:

„Finansministeren og flertallet har ikke villet afvise en forhandling om indførelse af en frigørelsesafgift på basis af mindretallets principudkast herom, men det har efter ministerens og flertallets opfattelse ikke været muligt på dette grundlag at nå frem til en acceptabel ordning, som ikke var behæftet med betydelige administrative vanskeligheder. Den i ændringsforslagene indeholdte afgiftsfritagelse for en- og tofamilieshuse på mindre end 1.400 m2 er udtryk for en delvis imødekommelse af det af mindretallet hævdede princip, hvorefter fuldt bebyggede ejendomme bør fritages for afgift.

Et mindretal (V og KF) bemærkede i betænkningen bl. a., at mindretallet i november 1964 havde afleveret et udkast til lov om frigørelsesafgift byggende på, at der alene skulle svares afgift af erhvervsmæssigt dyrket jord ved overgang til bymæssig anvendelse. Afgiften skulle kun ramme sådanne ejendomme indtil de var endeligt bebyggede, og fortjeneste skulle ikke beskattes, før sælgeren skattefrit havde fået dækning for genanskaffelsesprisen. Mindretallet anførte, at socialdemokratiets medlemmer af udvalget havde givet principiel tilslutning til udkastets principper, og man havde derefter ventet på at få tilstillet et af ministeren udarbejdet forslag efter disse principper, som tog hensyn til de indvendinger af teknisk art, som var rejst over for det navnlig om vurderingsvanskeligheder. Først i slutningen af maj måned modtog man imidlertid ministerens forslag, hvorefter en- og tofamilieshuse med under 1.400 m2 areal fritoges, og dette forslag var uacceptabelt for de to partier. Mindretallet stillede derfor i betænkningen en række ændringsforslag, der ikke som mindretallets oprindelige udkast byggede på særlige vurderingsformer.

Herefter skulle der ikke svares afgift af en- og tofamilieshuse med indtil 2.500 m2 grundareal. Af et overskydende areal skulle svares afgift, som om det var særligt udstykket, for så vidt denne mulighed forelå. En beregnet salgspris for det overskydende areal skulle findes ved at fordele den samlede salgssum for hele ejendommen på bygninger og grund i samme forhold, som ved sidste vurdering eksisterede mellem forskelsværdi og grundværdi, og tillægge det overskydende areal den således fundne gennemsnitsværdi pr. kvadratmeter.

For beboelseshuse skulle ikke svares afgift af fortjeneste på bygninger og anlæg og et grundareal af den størrelse, som bygninger og anlæg betinger som følge af byggelovgivningen (byggevedtægt, sundhedsvedtægt). Hørte der til ejendommen et areal ud over det således definerede, behandledes det som overskydende areal. Ved erhvervsejendom, der ikke anvendtes til erhvervsmæssigt jordbrug (gartneribrug) svaredes ikke afgift af fortjeneste ved salg af bygninger og anlæg og af et areal, der var 200 pct. større end det, der efter byggelovgivning (bygge- og sundhedsvedtægt) svarede til bygninger og anlæg. Der skulle ikke svares afgift af forsikringsummen eller ved ekspropriation eller ved frivilligt salg til det offentlige, når der forelå ekspropriationsret. Minimumsbeløbet for forbedringer foresloges nedsat til 500 kr. årlig. Derimod bibeholdtes det i loven (for afståelser fra den 1. januar 1966) fastsatte minimumsfradrag på 10.000 kr. i stedet for det af ministeren nu foreslåede på 40.000 kr., idet denne forhøjelse ikke var nødvendig efter mindretallets forslag, som sikrede sælgeren genanskaffelsesprisen. I betænkningen henstil1ede mindretallet sluttelig, at ministeren til efteråret 1965 fremsatte lovforslag om, at provenuet af merindkomstskat ved ejendomshandler tilfaldt kommunerne til finansiering af byggemodning o. lign.

Et andet mindretal, Holger Eriksen, erklærede ikke at kunne medvirke til vedtagelse af lovforslaget eller ændringsforslagene.

Ved 2. behandling førtes en længere debat, hvorunder man fra venstres, de konservatives og de uafhængiges side kritiserede den behandling denne sag havde været genstand for. De af mindretallet stillede ændringsforslag forkastedes, mens finansministerens vedtoges, hvorefter lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling.

I udvalgets tillægsbetænkning stilledes af finansministeren et ændringsforslag om, at det skattefri fradrag på 40.000 kr. ændredes som refereret foran under gennemgangen af loven.

Et mindretal (socialdemokratiets (undtagen Holger Eriksen) og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til endelig vedtagelse med den af finansministeren foreslåede ændring.

Et andet mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) ville ved tredje behandling redegøre for sin stilling til det stillede ændringsforslag og til lovforslaget. Mindretallet ville ved den endelige afstemning afholde sig fra at stemme.

Et tredje mindretal (Aksel Larsen) kunne ikke tiltræde ændringsforslaget og ville ved tredje behandling nærmere redegøre for sin stilling.

Et fjerde mindretal (Holger Eriksen) ville stemme imod ændringsforslaget og ville ved den endelige afstemning over lovforslaget afholde sig fra at stemme.

Ved 3. behandling kritiserede flere ordførere ændringsforslaget som uklart, hvilket finansministeren bestred. Aksel Larsen (SF) anbefalede, at man undlod at stemme såvel over ændringsforslaget som lovforslaget.

Efter at ændringsforslaget var vedtaget, vedtoges lovforslaget enstemmigt med 82 stemmer (S og RV) mens 85 (V, KF, SF, Uafh og Westerby) undlod at stemme.