Den 11. marts 1958 fremsatte handelsministeren forslag til lov om ændring i lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse. Lovforslaget indeholdt bl. a. en bestemmelse om forbud mod bortlodning i reklameøjemed samt en dertil hørende bestemmelse om, at overtrædelse af forbuddet skulle være undergivet offentlig påtale.

Lovforslaget blev imidlertid ikke færdigbehandlet inden folketingsårets udløb, og i det af handelsministeren i 1958-59 genfremsatte forslag var de omhandlede bestemmelser udeladt.

I hovedprincippet svarede nærværende forslag til de således udeladte bestemmelser. Der var dog ikke i dette medtaget en bestemmelse om, at dag- og ugeblade samt tidsskrifter skulle være berettigede til at foranstalte bortlodninger i forbindelse med præmiekonkurrencer o. lign. til fremme af udbredelsen.

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte ordføreren for forslagsstillerne, Gunhild Due (SF), ved fremsættelsen bl. a.:

„Det er givet, at reklamelotterierne ikke tjener noget som helst samfundsnyttigt formål. De gør det modsatte: de forlokker mange mennesker til at anskaffe noget, de ellers ikke ville have anskaffet, og de forlokker mange mennesker til at købe meget mere af en vare, end de kan forbruge — blot i håb om gevinst. Det er endvidere givet, at det er de mest pengestærke foretagender, der kan arrangere de mest tillokkende reklamelotterier og derved — gennem denne umoralske form for den ellers forbudte tilgift — tage kunder fra andre. Da det ikke synes, som om den gældende lovgivning sammenholdt med domstolenes fortolkninger kan bringe sundere tilstande, foreslår vi reklamelotterier forbudt ved en tilføjelse til lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse.

Allerede i 1958 foreslog den daværende handelsminister, at et forbud mod reklamelotterier blev indsat i loven. Forbudsbestemmelsen var indeholdt i et forslag til forskellige ændringer i loven, som imidlertid ikke nåede at blive færdigbehandlet inden folketingsårets udgang. Da lovforslaget genfremsattes i 1958-59, var bestemmelsen om reklamelotterier udgået af ministerens forslag.

Det forslag, vi hermed fremsætter, er i sin hovedbestemmelse enslydende med handelsministerens forslag af 1958 [årbog 1957-58, side 527]. Vi foreslår, at der i nævnte lovs § 12 indføjes en sålydende bestemmelse: „Bortlodning i reklameøjemed er forbudt. Dette gælder, selv om der af deltagerne i lodtrækningen ikke præsteres indskud, og selv om deltagelse i lodtrækningen ikke er betinget af løsning af en opgave."

I handelsministerens forslag af 1958 fandtes imidlertid en undtagelsesbestemmelse for pressens vedkommende. Den gik ud på, at det skulle være tilladt dag- og ugeblade samt tidsskrifter til reklameformål at foranstalte bortlodninger i forbindelse med præmiekonkurrencer. Der kan ikke gives nogen saglig motivering for, a,t disse dagblade m. v., som dog også må betragtes som forretningsforetagender, bør have en undtagelsesstilling, og de nævnte præmiekonkurrencer er som allerede omtalt af en sværhedsgrad, som er mindre værd, end et figenblad ville være for påklædning i paradiset."

Ved lovforslagets 1. behandling pegede handelsministeren på, at der i januar 1965 var blevet nedsat et udvalg, „som fik til opgave at gennemgå loven om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse, og udvalget fik især til opgave at undersøge, om loven under hensyntagen til den skete udvikling i konkurrenceforholdene og herunder især omfanget af og formen for de senere års præmiekonkurrencer fortsat fuldt ud opfylder de krav, erhvervslivet og forbrugerne må stille til en lovgivning til fremme af lige og sund konkurrence. Udvalget blev sammensat af repræsentanter for erhvervs- og forbrugerorganisationer og de nærmest interesserede myndigheder, og efter beslutning på det nordiske justitsministermøde i Stockholm i 1959 blev der indledt et samarbejde mellem det danske konkurrencelovsudvalg og de udvalg, der var nedsat i Finland, Norge og Sverige.

Det er oplyst for mig, at det danske udvalgs arbejde kan forventes afsluttet i løbet af den kommende sommer. Jeg er endvidere bekendt med, at udvalget har gjort bl. a. bortlodningsproblemerne til genstand for undersøgelser og drøftelser, men da udvalget endnu ikke har afgivet betænkning, er det ikke nu muligt at sige noget om, hvilket resultat udvalget kommer til på dette specielle område. Da der imidlertid inden længe kan ventes betænkning fra udvalget, som netop er nedsat med henblik på bl. a. de problemer, det foreliggende lovforslag tager sigte på, må jeg finde det rigtigst, at et lovgivningsinitiativ på dette område afventer afslutningen af udvalgsarbejdet, således at folketinget har det fornødne grundlag for at tage stilling til dette og andre konkurrencelovsproblemer."

Ordføreren for forslagsstillerne svarede hertil, at det kunne lyde rimeligt at afvente denne udvalgsbetænkning. „Jeg var ikke klar over, at den ville komme her i sommer, så havde vi måske nok ventet med vort forslag. Imidlertid kan man nok have en mistanke om, at betænkningen vil forholde sig valent eller henholdende til dette problem med reklamelotterierne, og jeg mener, det er en så helt væsentlig ting, fordi det også har taget et meget, meget større omfang end i 1958, da der første gang var fremsat forslag om det. Jeg vil derfor fastholde mit lovforslag. Jeg synes ikke, problemerne, hvis man vil se dem fra forbrugerside, og det vil jeg meget gerne, er så vanskelige, at vi ikke godt kan vedtage dette lovforslag om forbud mod reklamelotteri."

Efter afslutningen af forhandlingen, hvori ikke andre end de nævnte deltog, henvistes lovforslaget til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning, men udtaler i en beretning:

,,Udvalget har holdt 2 møder og har fra handelsministeren modtaget svar på nogle af udvalget stillede spørgsmål.

Der er i udvalget enighed om at afvente betænkningen fra det af handelsministeren nedsatte udvalg vedrørende konkurrenceloven og det dermed forbundne lovgivningsinitiativ, handelsministeren bebudede under lovforslagets første behandling."