Ifølge lov nr. 33 af 18. februar 1961 om den amtskommunale beskatning tilvejebringes det beløb, der skal udskrives som skat til amtskommunen, dels ved direkte udskrivning af amtskommunal grundskyld og ejendomsskyld i henhold til den kommunale ejendomsskattelov, dels ved ligning på kommunerne i amtsrådskredsen. Ifølge loven udskrives halvdelen af det samlede udskrevne beløb efter fradrag af de forventede indtægter ved den fikserede amtskommunale ejendomsskyld som amtskommunal grundskyld, der dog ikke må overstige 14 promille. Den resterende del pålignes derpå sognekommunerne med
1) halvdelen i forhold til summen af de til hver kommune afgiftspligtige grundværdier og
2) halvdelen i forhold til summen af de indkomstansættelser, der i henhold til lov om personlig skat til kommunen i hver af kommunerne har været lagt til grund ved ligningen af skat til opholdskommunen.
Lovforslaget gik ud på, at hele bidraget fra kommunerne skulle fordeles efter indkomst, idet § 1, stk. 3, i lov nr. 33 af 18. februar 1961 om den amtskommunale beskatning foresloges affattet således:
Den resterende del af det beløb, der ifølge overslaget skal udskrives, pålignes de i stk. 1 nævnte kommuner i forhold til summen af de indkomstansættelser, der i henhold til § 8 i lov vedrørende personlig skat til kommunen i hver af de pågældende kommuner i det foregående skatteår har været lagt til grund for ligningen af skat til opholdskommunen. I den nævnte sum medtages de i henhold til sømandsskattelovens § 14 opgjorte indkomster for sømænd.
Som begrundelse for lovforslaget anførte ordføreren for forslagsstillerne, Alfred Bøgh (V), ved fremsættelsen bl. a.:
„Da den gældende ordning blev indført i 1961, var det tanken, at amtskommunerne, som indtil da havde været henvist til beskatning af fast ejendom som eneste indtægtskilde, skulle have et noget bredere beskatningsgrundlag. Det er dog åbenbart, at grundværdierne stadig har overordentlig stor betydning for fordelingen af de amtskommunale udgifter, idet grundværdierne først beskattes direkte med indtil 14 promille og derpå indirekte med halvdelen af udskrivningen på kommunerne.
Allerede før lovens vedtagelse blev der udtrykt betænkelighed ved ordningen. Både De samvirkende Sognerådsforeninger og Amtsrådsforeningen gjorde opmærksom på, at udskrivningen ville falde for tungt på grundværdierne, og begge disse foreninger anmodede om, at der i stedet for den ordning, vi nu har, måtte blive tilvejebragt hjemmel for en direkte amtskommunal indkomstskat. Dette ønske blev imidlertid ikke imødekommet.
Når forslagsstillerne nu mener, at tiden må være inde til en fornyet overvejelse af rimeligheden af den amtskommunale beskatningsordning, skyldes det navnlig de seneste års stærke stigning i den amtskommunale udskrivning. Denne stigning har bevirket, at forudsætningerne for den i 1961 tilvejebragte ordning nu må anses for helt forrykkede. Dette fremgår af de nøgne tal. I de to sidste år før nyordningens indførelse — altså medens amtskommunerne endnu var henvist til at udskrive alene på fast ejendom — udgjorde gennemsnitsgrundskyldpromillen henholdsvis 20,45 og 21,17. I det første år efter ændringen, regnskabsåret 1961-62, faldt gennemsnitspro- millen for den direkte udskrivning til 9,45, og lægger man hertil den indirekte udskrivning efter grundværdier, når man op på en samlet promille for 1961-62 på godt 14. Siden da er de amtskommunale udgifter imidlertid steget stærkt. 1 1961-62 var den samlede amtskommunale udskrivning ca. 234 mill. kr., i 1962-63 ca. 286 mill. kr., i 1963-64 347 mill. kr. og i 1964-65 380 mill. kr. Dette har medført, at den direkte grundskyldpromille i de allerfleste amtsrådskredse er nået op på 14, og ser man på den reelle belastning af grundværdierne — den direkte og den indirekte grundværdibeskatning tilsammen — når man for 1964-65 op på en samlet amtskommunal belastning af grundværdierne på i alt ca. 23 promille, altså en højere udskrivning end den, man var oppe på, da man i 1961 fandt det nødvendigt at gribe ind med den gældende lov. Dette må i sig selv virke urimeligt, og urimeligheden forstærkes af, at den del af amtsfondsbidraget, der udskrives på kommunerne efter grundværdi, ikke er genstand for konjunkturregulering på samme måde som den direkte amtskommunale grundskyld af landbrugsejendomme, men udskrives på kommunerne med sin fulde vægt uafhængigt af landbrugserhvervets og dermed kommunernes faktiske indtægtsforhold."
Ved 1. behandling pegede indenrigsministeren på, at det problem, som forslaget søgte at løse, var under behandling i det såkaldte forenklingsudvalg vedrørende ejendomsskatter, og at også udvalget om byrdefordelingen måtte haves i erindring i den forbindelse. Ministeren sluttede med at understrege, at forslagsstillerne efter hans opfattelse havde ret i, „at den nugældende ordning ikke er ideel, men hertil vil jeg gerne føje, at jeg heller ikke mener, at det fremsatte forslag overalt vil give en rigtigere fordeling set i forhold til sognekommunernes bæreevne. Jeg ved ikke, om jeg tør anbefale forslagsstillerne måske at overveje den mellemløsning at udskrive amts- fondsbidraget med 1/5 på grundværdierne og 4/5 på indkomsterne; det svarer til den faktiske udskrivning i sognekommunerne, og jeg tror ikke, denne faktiske udskrivning vil blive ændret, selv om dette forslag gennemføres.
Jeg vil altså sige, at regeringen ikke stiller sig ubetinget afvisende over for forslaget ud fra den erkendelse, at den gældende ordning ikke er ideel. Vi finder heller ikke, at forslaget giver en ideel løsning, og er i og for sig indstillet på en forhandling med forslagsstillerne, men ville nok principielt foretrække, at man stillede sagen i bero i denne omgang."
Der blev fra samtlige ordførere givet tilsagn om overvejelse af forslagets bestemmelser i et udvalg. Et sådant blev også nedsat, men det nåede ikke at få afgivet betænkning inden samlingens slutning.