Lovforslaget var udarbejdet af næringslovskommissionen (se ovenfor under nr. 26) til afløsning af § 85 a-e i den gældende næringslov, for så vidt angår ejendomsmæglere.
Indtil næringsloven af 28. april 1931 var virksomhed som mellemmand ved køb og salg af faste ejendomme fri næring. Dette forhold ændredes ikke ved næringsloven, men i dennes § 85 blev der indført et særligt næringsbrev for ejendomsmægler. Foruden at opfylde de almindelige betingelser for erhvervelse af næringsbrev krævedes, at den pågældende havde ført en retskaffen vandel og bestået en særlig prøve. Da næringsbrev som ejendomsmægler ikke krævedes for udøvelse af virksomhed som mellemmand ved køb og salg af faste ejendomme, kunne ejendomskommissionærer og andre uden nogen art af uddannelse bistå ved ejendomshandler; de behøvede ikke at opfylde kravet om retskaffen vandel eller næringslovens øvrige betingelser og var heller ikke bundet af de for ejendomsmæglernes virksomhed givne forskrifter.
I 1948 fremsatte handelsministeren på rigsdagen et forslag til ændring af næringslovens § 85, hvorefter erhvervsmæssig virksomhed som mellemmand ved køb og salg af faste ejendomme kun måtte udøves af personer, der havde næringsbrev som ejendomsmæglere, dog med nogle overgangsbestemmelser. Forslaget blev ikke gennemført i den foreslåede skikkelse, idet der ikke kunne opnås flertal for, at ejendomsmæglerprøven gjordes obligatorisk, men erhvervsmæssig virksomhed som mellemmand ved køb og salg af faste ejendomme blev gjort betinget af, at den pågældende løser næringsbrev. Mens der for erhvervelse af næringsbrev som ejendomshandler kræves opfyldt de sædvanlige betingelser for erhvervelse af næringsbrev, kræves der til erhvervelse af næringsbrev som ejendomsmægler tillige, at den pågældende har bestået ejendomsmæglerprøven. Næringsbrev som ejendomsmægler eller ejendomshandler vil kunne nægtes udfærdiget under de i straffelovens § 78 nævnte omstændigheder.
Ifølge nærværende lovforslag skal ejendomsmæglere ikke løse næringsbrev, men beskikkes af handelsministeren, ligesom tilfældet er for en række andre særlige næringer.
Betingelserne for at få beskikkelse som ejendomsmægler svarer til de i næringslovens § 85 b hidtil fastsatte; dog kræves, at vedkommende har dansk indfødsret, mens det efter den gældende lov er tilstrækkeligt, at vedkommende har statsborgerret i en af de stater, hvis statsborgere er ligestillet med danske statsborgere i adgangen til at løse næringsbrev. Der skal dog være adgang til at gøre undtagelse fra kravet om dansk indfødsret.
Virksomhed som ejendomsmægler vil som hidtil kun kunne drives af personer, men ikke af aktieselskaber, andre selskaber med begrænset ansvar eller foreninger.
Efter forslaget skal handelsministeren kunne foreskrive, at personer, der vil være ejendomsmæglere, forinden skal have været beskæftiget en vis tid i en virksomhed, der kan antages at have givet den pågældende kendskab til ejendomsforhold.
Ejendomsmæglere, der har løst næringsbrev efter den gældende lov, vil fortsat kunne drive virksomhed i henhold til næringsbrevet, men vil, hvis de ønsker det, efter forslaget kunne få beskikkelse, hvis de betaler den afgift, der fastsættes herfor.
Det kræves ikke, at ejendomsmæglere skal underskrive en løfteerklæring.
I modsætning til, hvad der gælder efter næringslovens § 85 e vil handelsministeren efter forslaget kunne fastsætte nærmere regler om betingelserne for at indstille sig til ejendomsmæglerprøven. Der vil således være hjemmel til at kræve, at personer, der ønsker at indstille sig til ejendomsmæglerprøven, har bestået en prøve i et eller flere fag, f. eks. i bogføring.
Ligeledes vil handelsministeren kunne fastsætte, at ejendomsmæglerprøven kan aflægges på anden måde end for ejendomsmæglerkommissionen, der som hidtil skal være rådgivende for ministeren ved lovens administration.
Ejendomsmæglere skal som hidtil have eneret på denne stillingsbetegnelse, men de vil efter forslaget ikke kunne betegne sig som „mæglere".
Hjemmelen for handelsministeren til at fastsætte nærmere regler for ejendomsmægleres virksomhed findes i den gældende lovs § 85 e, og det foreslås at opretholde denne hjemmel.
De gældende bestemmelser om ejendomsmægleres virksomhed findes i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 293 af 30. november 1955 om ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed. Efter § 2 må ejendomsmæglere og ejendomshandlere ikke drive virksomhed som statsautoriseret revisor eller som beværter eller gæstgiver. Forbudet gælder, uanset om beværter- eller gæstgiverbevillingen er med eller uden ret til udskænkning af stærke drikke. Der vil fortsat være hjemmel for dette forbud, ligesom ministeren også vil kunne give bestemmelser om, at andre erhverv ikke må drives i forbindelse med ejendomsmæglervirksomhed.
Det foreslås tillige, at der indføres hjemmel for handelsministeren til at fastsætte, at også visse stillinger ikke må forenes med hvervet som ejendomsmægler. Det har været overvejet at foreslå, at ejendomsmæglernæring ikke kan forenes med nogen stats- eller kommunal tjenestemandsstilling eller anden fastlønnet stilling i offentlig virksomhed. Man har imidlertid ikke fundet et ubegrænset forbud herimod påkrævet, idet kun begrænsede grupper af offentligt ansatte personer har mulighed for at få forhåndskendskab til forhold, der kan være af betydning ved ejendomshandeler, og som ikke er almindeligt tilgængelige. Spørgsmålet må herefter i almindelighed afgøres efter tjenestemandslovgivningen, men der er efter lovforslaget hjemmel for handelsministeren til at fastsætte et ubetinget forbud imod, at visse stillinger forenes med hvervet som ejendomsmægler.
I bekendtgørelsens §§ 11-13, som ændret ved bekendtgørelse nr. 247 af 2. juli 1962, er fastsat takster for mange af de forretninger, hvori ejendomsmæglere (og ejendomshandlere) medvirker, og som ikke må overskrides. Man finder, at der ikke fremtidig er anledning til for det offentlige at fastsætte sådanne salærtakster. Ejendomsmæglernes organisationer kan selv vedtage salærtakster, som da kan falde ind under monopolloven på tilsvarende måde som f. eks. advokaternes og lægernes salærtakster.
Bestemmelsen om, at ejendomsmæglere skal have fast forretningssted, findes i § 3 i bekendtgørelsen af 30. november 1955, men foreslås optaget i loven.
Forbudet imod, at ejendomsmæglere (og ejendomshandlere) udfærdiger de til tinglysning bestemte dokumenter om overdragelse af fast ejendom, findes i § 9 i bekendtgørelsen af 30. november 1955. Bestemmelsen foreslås optaget i loven, og samtidig foreslås det, at det også forbydes medarbejdere hos ejendomsmæglere at udfærdige disse dokumenter. Denne udvidelse tilsigter at hindre omgåelse af forbuddet.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren bl. a.:
„Også på dette område gælder, at kommissionens overvejelser har fundet sted på grundlag af en indstilling fra et særligt udvalg. Da denne indstilling også har været af betydning for bestemmelserne om ejendomshandlere, der er optaget i § 23 i forslaget til næringslov, har næringslovskommissionen ladet beretningen optage i betænkning I.
Hovedspørgsmålet er her: skal virksomhed som mellemmand ved køb og salg af fast ejendom samt erhvervsvirksomheder kun kunne drives af ejendomsmæglere, eller skal man opretholde den gældende ordning, hvorefter sådan virksomhed også kan drives af ejendomshandlere? Med andre ord, skal sådan virksomhed være forbeholdt personer, der har bestået ejendomsmæglerprøven? Det særlige udvalg har ikke kunnet nå til enighed herom, idet et flertal har ment, at virksomheden kun skulle drives af ejendomsmæglere, dog at de nuværende ejendomshandlere skulle kunne fortsætte, medens et mindretal har ment, at virksomheden som hidtil også skal kunne drives af personer, der har næringsbrev som ejendomshandler.
Kommissionen har fundet det betænkeligt at give ejendomsmæglerne eneret, og jeg er for mit vedkommende enig heri."
Som begrundelse herfor anførte ministeren, at han ligesom kommissionen lagde vægt på, at forslaget til en ny næringslov „går i retning af en yderligere liberalisering af adgangen til erhvervsudøvelse, således at en eneret for ejendomsmæglerne vil være i strid med de principper, der i øvrigt er fulgt ved forslaget til en ny næringslov. Hertil kommer, at den gældende ordning efter min opfattelse har virket tilfredsstillende. I øvrigt vil publikum jo selv kunne afgøre, om de ønsker at blive betjent af ejendomsmæglere eller ejendomshandlere. Det vil også ofte være vanskeligt for folk, der er oppe i årene og måske er slået ud af deres hidtidige erhverv på grund af svigtende helbred, men som har et indgående kendskab til ejendomsforhold, at sætte sig på skolebænken igen for at tage en prøve".
Under sagens 1. behandling i folketinget blev der fra flere sider fremsat nogen kritik af, at stats- og kommunale tjenestemænd skulle kunne virke som ejendomshandlere, ligesom også andre principspørgsmål diskuteredes.
Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget tillige med en række andre næringsretlige lovforslag, som det behandledes sammen med, til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.