Lovforslaget var udarbejdet af næringslovskommissionen (se ovenfor under nr. 26) til afløsning af den gældende næringslovs §§ 81-84, som man havde fundet det hensigtsmæssigt at optage i en særlig lov.
Om de væsentligste af de ændringer, som lovforslagets gennemførelse vil medføre, anføres:
Efter forslaget meddeler handelsministeren på begæring beskikkelse som skibsmægler og som varemægler. Det kræves ikke, at der, som det er tilfældet efter den nugældende næringslov, skal foreligge indstilling herom fra den stedlige handelsstandsforenings bestyrelse. Den indstilling, som handelsstandsforeningerne hidtil har haft ret til at give, har da også kun været vejledende. Indstillingsretten har også stået i forbindelse med den nugældende adgang for ministeriet til at begrænse antallet af mæglere. En sådan mulighed for adgangsbegrænsning foreslås i overensstemmelse med næringslovskommissionens flertals- indstilling ophævet.
En i lovforslaget optaget bestemmelse om, at beskikkelse som mægler kan nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder, stemmer med gældende ret. Herudover foreslås det, at beskikkelse skal kunne nægtes, såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til, at antage at han ikke vil drive mæglervirksomhed på forsvarlig måde. Man finder, at en sådan bestemmelse er nødvendig for opretholdelse af tilliden til mæglere. Bestemmelsen tager navnlig sigte på handlinger, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan f. eks. være oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden tilsvarende virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine klienter. Bestemmelsen vil kunne anvendes med hensyn til såvel handlinger som undladelser, herunder fortielser. Nægtelse af beskikkelse med henvisning til denne bestemmelse kan indbringes for domstolene i den borgerlige retsplejes former, medens nægtelse med henvisning til straffelovens § 78 kan indbringes for domstolene i strafferetsplejens former.
Efter forslaget vil handelsministeren med bistand af mæglerkommissionen kunne bestemme, om mæglereksamen som hidtil skal aflægges for kommissionen, eller om denne eksamen skal aflægges på anden måde, f. eks. på en højere læreanstalt i forbindelse med gennemgået dagskoleundervisning.
En i lovforslaget optaget hjemmel for handelsministeren til at meddele beskikkelse til personer, der i udlandet har aflagt en prøve, der kan ligestilles med den danske mæglereksamen, er nødvendiggjort af Danmarks tilslutning til EFTA-konventionen. Der vil i givet fald kunne stilles krav om, at ansøgere, der har fået deres uddannelse i udlandet, forinden de får beskikkelse, skal bestå en prøve, f. eks. i dansk søret og erhvervsret.
Mens det i den gældende næringslov er overladt til ministeren at bestemme, hvorledes mæglerlcommissionen skal sammensættes, foreslås det, at kommissionens sammensætning angives i loven.
Efter forslaget må kun personer, der har beskikkelse som skibsmægler eller som varemægler, benytte betegnelsen „mægler". Bestemmelsen tilsigter at forebygge misbrug af betegnelser, der kan forveksles med betegnelserne „skibsmægler" og „varemægler". Da kun skibsmæglere og varemæglere må betegne sig som sådanne eller som „mægler", er det ikke fundet nødvendigt at knytte „statsautoriseret" til disse betegnelser.
Udelukkelse i størst muligt omfang af forvekslinger på dette punkt vil være både i mæglernes og i deres kunders interesse; for mæglerne under hensyn til de strenge krav, der stilles for at få beskikkelse, og de pligter, der følger med denne; for kunderne under hensyn til den betydning, det har for dem at vide, om den person, til hvem de betror varetagelsen af deres interesser, har de fornødne kvalifikationer.
I overensstemmelse med den af flertallet inden for næringslovskommissionen afgivne indstilling er den hidtidige begrænsede eneret for skibsmæglere til at klarere skibe ikke foreslået opretholdt.
Adgangen for handelsministeren til at bestemme, at visse erhverv og stillinger ikke kan forenes med hvervet som mægler, foreslås opretholdt, men i forbindelse med den foreslåede ophævelse af eneretten for skibsmæglere til at klarere skibe tænkes den hidtidige praksis på dette område væsentligt lempet.
Handelsministeriet har i medfør af næringslovens § 84, jfr. § 72, fastsat takster for beregning af mæglernes kurtage, jfr. bekendtgørelse nr. 92 af 23. marts 1932, som ændret ved bekendtgørelse nr. 352 af 21. december 1959. Disse regler kan dog fraviges ved aftale mellem parterne og er altså deklaratoriske. Dette er sammenhængende med, at næringsloven ikke, for så vidt angår mæglere — i modsætning til, hvad der er tilfældet for ejendomsmæglere (§ 85 e) og vejere og målere (§ 87) — indeholder hjemmel til at fastsætte takster, der ikke må overskrides. Man finder, at der ikke fremtidig er anledning til for det offentlige at fastsætte sådanne mægler salærtakster. Mæglerorganisationerne kan selv vedtage salærtakster, som da kan falde ind under monopolloven på tilsvarende måde som f. eks. advokaternes og lægernes salærtakster.
Den hidtidige bestemmelse om, at der til de af statsautoriserede mæglere afgivne erklæringer til brug i retlige forhold er knyttet offentlig troværdighed, er udgået, idet denne bestemmelse nu, hvor der er fri bevisbedømmelse, må antages at være uden reel betydning.
Endelig skal nævnes, at bestemmelsen om vekselmæglere er udeladt, idet denne virksomhed i praksis er bortfaldet.
Lovforslaget behandledes i folketinget i forbindelse med en række andre næringsretlige lovforslag og henvistes sammen med disse til et udvalg, der — som det også var påregnet ved fremsættelsen — ikke nåede at få afgivet betænkning i folketingsåret.