Lovforslaget var udarbejdet af næringslovskommissionen (se ovenfor under nr. 26) til afløsning af den gældende næringslovs §§ 65-73 tillige med handelsministeriets bekendtgørelse nr. 116 af 6. april 1933 om statsautoriserede revisorers virksomhed, pligter og ansvar, idet man — i overensstemmelse med et af Foreningen af statsautoriserede Revisorer fremsat ønske — har fundet det hensigtsmæssigt, at de hidtidige bestemmelser om revisorvæsenets ordning blev optaget i en særlig lov, samtidig med at de på flere punkter blev ajourført og suppleret.
Lovforslaget omfatter 4 kapitler. Af disse kan de 2 første betegnes som en ajourføring af den bestående retsorden på dette område, dog med den vigtige tilføjelse, at den, der søger beskikkelse som statsautoriseret revisor, skal have tegnet forsikring eller stillet sikkerhed for mindst 100.000 kr. mod økonomisk ansvar, som udførelsen af revisorhvervet medfører.
Lovforslagets kapitel III om et revisornævn er nyt. Det har følgende ordlyd:
§ 18. Handelsministeren nedsætter et revisornævn, bestående af en dommer som formand samt 4 andre medlemmer, hvoraf 2 skal være statsautoriserede revisorer og 2 skal have henholdsvis nationaløkonomisk uddannelse og den juridiske uddannelse.
§ 19. En statsautoriseret revisor, der ved udøvelsen af sin virksomhed tilsidesætter de pligter, som hans stilling medfører, kan af Revisornævnet tildeles advarsel eller irettesættelse eller pålægges bøde på ikke over 5.000 kr.
Såfremt den pågældende har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed, og de udviste forhold giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan Revisornævnet frakende ham beskikkelsen på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til efter § 20 at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Nævnets behandling af sager angående statsautoriserede revisorers virksomhed sker efter begæring af handelsministeren eller Foreningen af statsautoriserede Revisorer.
§ 20. En afgørelse efter § 19, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Begæring i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for handelsministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Handelsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som statsautoriseret revisor. Såfremt nævnets afgørelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 21. Revisornævnet kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en i henhold til § 19, stk. 2, foretagen frakendelse. Er denne sket indtil videre, og afslår nævnet ansøgning om ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt der er forløbet fem år efter frakendelsen og mindst to år efter, at generhvervelse af beskikkelsen senest er nægtet ved dom. § 19, stk. 2, 2. pkt., og § 20, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 22. Handelsministeren fastsætter de nærmere regler for Revisornævnets virksomhed.
Revisornævnet kan lade afhøring af parter og vidner foretage ved underretten på det sted, hvor parten eller vidnet bor.
Som begrundelse herfor anførte handelsministeren ved lovforslagets fremsættelse bl. a.:
„Baggrunden for disse bestemmelser er et af Foreningen af statsautoriserede Revisorer udarbejdet forslag, der indeholdt videregående regler om et revisorsamfund, af hvilket samtlige statsautoriserede revisorer havde pligt til at være medlem, og et revisornævn.
Under drøftelserne i det særlige revisorudvalg undergik det af de statsautoriserede revisorer udarbejdede forslag forskellige ændringer med det resultat, at udvalget kunne samle sig om bestemmelser, der svarer til lovforslagets §§ 18-22.
Revisornævnet — lovforslagets § 18 — er et dømmende organ, der kan tildele advarsler, irettesættelser eller pålægge bøder på indtil 5.000 kr., hvis en statsautoriseret revisor tilsidesætter de pligter, som hans stilling medfører. Foreligger der grovere eller oftere gentagne forsømmelser fra en revisors side, kan revisornævnet frakende beskikkelsen for en bestemt tid eller indtil videre. De af nævnet trufne afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men den revisor, afgørelsen vedrører, kan forlange den trufne afgørelse indbragt for domstolene. Den foreslåede ordning er således på linje med den for landinspektører ved lov nr. 220 af 31. maj 1963 etablerede ordning.
Det er da også min opfattelse, at de foreslåede regler om revisornævnet og om dettes beføjelser på fyldestgørende måde tilgodeser de hensyn, som det vil være naturligt at tage for at skabe den fornødne kontrol med udøvelsen af gerningen som statsautoriseret revisor, og det er da også mit indtryk, at de statsautoriserede revisorer erkender, at man med de foreslåede lovbestemmelser om revisornævnet og lovforslagets øvrige bestemmelser er nået frem til en ordning, der kan skabe den fornødne baggrund for kontrol med og disciplin blandt erhvervets udøvere, hvilket også er ønskeligt af den grund, at en række betydningsfulde love foreskriver anvendelse af statsautoriserede revisorer.
Sådanne særlige regler findes ganske vist kun for begrænsede områder — f. eks. for banker, forsikringsselskaber og sparekasser samt for de i aktieselskabslovens § 52 nævnte tilfælde. Erhvervslivet anvender imidlertid i stadig stigende omfang statsautoriserede revisorer. Stigningen i produktion og omsætning og den omstændighed, at erhvervsudøvelse og omsætning nu om dage sker under forhold, der er mere komplicerede, end de var før i tiden, nødvendiggør at anvende særlig sagkundskab til løsning af de mangeartede arbejdsopgaver, der ligger for. Også skattelovgivningen gør i mange tilfælde anvendelse af statsautoriseret revisor ønskelig.
Det er efter den i øjeblikket gældende ordning således, at adgang til at drive virksomhed som revisor står åben for enhver. Betegnelsen „revisor" er ikke beskyttet, og der er ikke givet regler for udøvelse af almindelig revisionsvirksomhed, og der findes da også et stort antal revisorer, som udøver revisionsvirksomhed alene på grundlag af fri praktisk uddannelse og for den sags skyld uden uddannelse af nogen som helst art.
En hel del af disse ikke-autoriserede revisorer er sluttet sammen i Dansk Revisorforening, der har rettet henvendelse til næringslovskommissionens revisorudvalg med ønske om godkendelse af en gruppe revisorer ud over de statsautoriserede. I henvendelsen til kommissionen henvises der til, at de sidste års skattelove, afskrivningsloven og investeringsfondsloven stiller store krav til regnskabsmæssig bistand. Foreningen har i sin henvendelse præciseret sådanne revisorers område som bogføring, regnskabsmæssig assistance i øvrigt, skatteopgørelser, organisation og revision i alle forhold, hvor lovgivningen ikke udtrykkeligt forlanger statsautoriseret revision.
Henvendelsen fra Dansk Revisorforening har været behandlet i næringslovskommissionen, hvis flertal i overensstemmelse med revisorudvalgets indstilling ikke har kunnet gå ind for en særlig autorisationsordning, medens et mindretal foreslår særlige bestemmelser for en gruppe af ikke-autoriserede revisorer."
Ministeren erkendte, at der foreligger et problem i dette spørgsmål, et problem, som der var grund for det kommende folketingsudvalg til at overveje grundigt.
„Når jeg imidlertid har ment at kunne følge næringslovskommissionens flertals forslag om ikke at søge gennemført en autorisationsordning for en særlig gruppe revisorer, skyldes det navnlig følgende grunde.
Gennem en såkaldt autorisationsordning vil antallet af kvalificerede revisorer til rådighed for erhvervslivet ikke blive forøget, men der vil selvfølgelig blive skabt en særligt betegnet klasse, således at der fremtidig vil blive tre grupper: de statsautoriserede revisorer, de særligt autoriserede og de almindelige revisorer. Jeg føler mig imidlertid ikke overbevist om, at der er tilstrækkeligt behov for en sådan tredeling. Jeg tror, at erhvervslivet vil være fuldt ud i stand til at sondre mellem revisorer, enten gennem personligt kendskab til de pågældende eller ved at lægge vægt på, om de er H.D. eller medlem af Dansk Revisorforening, der jo har gjort et påskønnelsesværdigt arbejde for at sikre en kvalificeret medlemskreds. Jeg mener, at en tredeling også vil kunne virke uretfærdig over for mange udmærkede revisorer, der af mangel på aflagte eksamener vil blive afskåret fra autorisation, og navnlig for de lidt ældre af disse vil det kunne være vanskeligt på ny at sætte sig på skolebænken. Hertil kommer, at man vel ikke kan se bort fra, at en autorisationsordning vil kunne svække tilgangen af nye statsautoriserede revisorer derigennem, at nogle vil vælge at nøjes med den mindre uddannelse. En sådan udvikling kan samfundet ikke være tjent med. En anden ting er, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt det i dag er for vanskeligt at blive statsautoriseret revisor. Dette spørgsmål påtænker vi at tage op i handelsministeriet med henblik på at søge tilrettelagt en mere effektiv uddannelsesmåde, der gør det muligt at stimulere tilgangen af nye statsautoriserede revisorer, uden at den høje standard, som vore statsautoriserede revisorer har, derved forringes."
Lovforslagets kapitel IV indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.
Ved sagens 1. behandling i folketinget udtalte Axel Ivan Pedersen (S), at han ikke følte sig helt overbevist om, at den af kommissionen foreslåede ordning var den eneste rigtige. „I betragtning af den begrænsede tilgang, der har været af statsautoriserede revisorer, og i betragtning af de ret strenge krav, der stilles til medlemmer af Dansk Revisorforening, bør dette spørgsmål tages op til fornyet overvejelse."
Også andre af ordførerne mente, at der her lå et problem, som måtte overvejes meget nøje under lovforslagets videre behandling.
Efter forhandlingens afslutning henvistes lovforslaget tillige med en række andre lovforslag, der behandledes samtidig, til et udvalg, hvis arbejde med sagen kun kunne blive af forberedende karakter i folketingssamlingen 1964-65, som det også var forudsat ved fremsættelsen.