Efter regeringens bestemmelse blev der i 1954 under handelsministeriet nedsat en næringslovskommission med den opgave at overveje og udarbejde forslag til revision af næringsloven af 28. april 1931 og den dermed i forbindelse stående lovgivning med henblik på en tilpasning af de gældende bestemmelser efter nutidens krav, derunder til fremme af sund konkurrence og til opnåelse af øget produktivitet.
Kommissionen adskilte sig ved sin sammensætning fra tidligere lignende kommissioner om næringslovgivning derved, at den blandt sine medlemmer talte repræsentanter for forbrugerne, for medarbejderne i virksomhederne og for videnskaben, dels den juridisk-administrative, dels den samfundsøkonomiske. Man havde herved tilstræbt en så alsidig belysning af problemerne som muligt.
Resultatet af kommissionens arbejde blev to betænkninger, der afgaves henholdsvis i juli 1964 og i januar 1965. Den første af disse, der er kommissionens hovedbetænkning, omfatter de problemer, der knytter sig til området for den gældende næringslovs afsnit I og III, dens bestemmelser om ejendomshandlere samt anden i forbindelse hermed stående lovgivning. Den anden betænkning omfatter alene de problemer, der knytter sig til området for den gældende næringslovs afsnit II, idet dog bestemmelserne om ejendomshandlere som nævnt er behandlet i kommissionens første betænkning.
Betænkningerne, der for nogle afsnits vedkommende er baseret på indstillinger fra specialudvalg, indeholder udkast til en række lovforslag, af hvilke de fleste tager sigte på — for overskuelighedens skyld — at optage forskellige af den gældende næringslovs afsnit i særlige love. Til disse udkast er knyttet udførlige bemærkninger med kommentarer til de enkelte paragraffer.
På grundlag af udkastene fremsatte handelsministeren i april 1965 såvel nærværende lovforslag som de nedenfor under nr. 27-34 omtalte lovforslag, der alle, bortset fra mindre afvigelser, var i overensstemmelse med, hvad kommissionen havde foreslået.
Nærværende lovforslag, om hvilket der var enighed i kommissionen, tilsigter en revision af den gældende næringslovs §§ 1-64, 85 a-e og 90-99. Om de væsentligste af dets afvigelser fra, hvad der hidtil har været gældende på disse områder, anføres:
Den særstilling, andelsforeninger nu har med hensyn til fritagelse for at løse næringsbrev, ophæves i forbindelse med, at loven efter § 1, stk. 2, kommer til at gælde for andelsforeninger i det omfang, disses virksomhed udadtil fremtræder som næringsvirksomhed. En andelsforening (brugsforening), der driver virksomhed fra butik, omfattes således af loven, mens f. eks. foderstofforeninger og små lukkede andelsvirksomheder falder udenfor.
I § 2, stk. 3, foreslås de i loven omhandlede næringsområder udvidet fra kommunen til politikredsen.
Det hidtidige forbud imod, at begge ægtefæller løser næringsbrev, er i lovforslaget udeladt.
Endvidere vil en fallent i modsætning til nu kunne få næringsbrev, dog ikke som auktionsholder, vekselerer eller ejendomshandler.
Det ubetingede myndighedskrav er heller ikke opretholdt, idet det ikke skønnes nødvendigt med en fornyet prøvelse fra næringsmyndighedernes side, når værge og pupilautoriteter har fundet det forsvarligt at tillade en umyndig på egen hånd at drive næringsvirksomhed. Skal den umyndige ikke drive virksomhed på egen hånd, vil han kunne få næringsbrev, såfremt handelsministeren dispenserer.
I § 3, stk. 4, foreslås, at næringsbrev som vekselerer i modsætning til efter den gældende lov, ligesom det nu er tilfældet for ejendomshandlere og ejendomsmæglere, skal kunne nægtes under den i straffelovens § 78, stk. 2, angivne betingelse, d. v. s. for så vidt den pågældende er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af den pågældende næring.
Det gældende forbud i næringslovens § 9, stk. 3, imod, at udenlandske aktieselskabers filialer driver detailhandel, er udgået, og i forbindelse hermed foreslås det i § 31, stk. 2, også i aktieselskabsloven at ophæve dette forbud.
Den næringsretlige adskillelse mellem handels-, håndværks- og industrinæringsbreve foreslås i § 5 ophævet, således at der udstedes et næringsbrev fælles for handel, håndværk og industri, og således at man på grundlag af dette næringsbrev får fri afsætningsret (jfr. § 10). Samtidig ophæves forbudet imod forening af næringsbrev på handel og håndværk inden for samme kommune.
Efter § 5, stk. 2, ændres næringsbrevafgifterne til registreringsgebyrer, der alene skal dække udgifter ved næringsbreves udstedelse. Gebyret, der nu tilfalder kommunen, skal efter forslaget tilfalde staten, i København dog stadig kommunen. Medens afgiftens størrelse nu er fastsat i loven, foreslås det, at gebyrets størrelse fastsættes administrativt.
En særlig interesse knytter sig til lovforslagets § 10, hvis stk. 1 går ud på at ophæve det hidtidige forbud mod, at handlende har flere butikker i samme kommune tillige med de hidtidige forskrifter om, hvilke varer håndværkere og industridrivende må afsætte. Dog foreslås i § 24, at disse restriktioner opretholdes i en overgangsperiode indtil 1. januar 1970.
De hidtidige bestemmelser om, at varer kun må afsættes fra fast forretningssted, opretholdes. Undtaget herfra vil kun være det salg, der — også uden næringsbrev — kan finde sted i henhold til § 12, stk. 1, (omførsel), § 13 (omførsel efter særlig tilladelse), og § 14, stk. 1, (på torve m. v.). Det følger af denne bestemmelse sammenholdt med § 12, stk. 2, at salg til videresalg eller til videreforarbejdning også vil kunne ske ved omførsel fra fast forretningssted.
Ved definitionen af „fast forretningssted" i stk. 2 er det tilsigtet, at afsætning i almindelighed ikke vil kunne foregå fra f. eks. hotelværelser, idet sådanne ikke vil kunne anses for at være „varige" udsalgssteder. I modsætning til nu fastsættes udtrykkeligt, at automater er „fast forretningssted", således at handlende, håndværkere og industridrivende herefter også vil være berettiget til at afsætte varer fra et ubegrænset antal automater, og dette uanset om de ikke i øvrigt måtte have noget fast forretningssted. Bestemmelsen om, at automater, der er opstillet i tilknytning til andet fast forretningssted, anses som en del af dette, vil få selvstændig betydning, så længe overgangsbestemmelserne i § 24 er i kraft, idet handlende, der kun må have én butik i kommunen, foruden butikken kun må have automater i tilknytning til denne. Automater, der f. eks. opstilles samlet for flere butikker ved et „butikstorv", må antages at være anbragt „i tilknytning" til fast forretningssted, selv om de ikke kan siges at være opstillet i umiddelbar forbindelse med forretningsstedet, som det er foreskrevet i den gældende lov.
Til udøvelse af håndværksnæring kan enhver — uden hensyn til uddannelse — løse næringsbrev som handlende, håndværker og industridrivende og derefter udøve enhver art af håndværksnæring.
Ret til betegnelsen „mester" tilkommer som hidtil enhver, der har bestået svendeprøve eller anden for faget godkendt prøve. Næringsbrevet skal påtegnes herom, men påtegningen giver ikke en større ret i næringsretlig henseende. De fag, der vil kunne påtegnes næringsbrevet, er de fag, der omhandles i lærlingelovgivningen.
I § 24, stk. 2, foreslås, at man indtil 1. januar 1970 opretholder de hidtidige bestemmelser om, at handlende kun må have ét detailudsalgssted i hver kommune. Bestemmelsen indebærer, at de hidtil gældende begrænsninger i håndværkeres og industridrivendes afsætningsret straks vil bortfalde for alle sådanne virksomheder, der kun har ét udsalgssted i kommunen. De pågældende håndværkere og industridrivende vil herefter kunne forhandle enhver art af varer fra dette udsalgssted.
Kun de håndværks- og industrivirksomheder, der har flere udsalgssteder i samme kommune, vil indtil 1970 være undergivet de hidtidige begrænsninger i afsætningsretten.
Håndværkeres og industridrivendes adgang til at have værksteder er i øvrigt ikke begrænset, idet begrænsningen kun gælder for detailudsalg, altså forretningssteder, hvorfra der afsættes varer til forbrugere. Således er der heller intet til hinder for, at en grosserer kan have flere forretningssteder, hvis han kun sælger til andre næringsdrivende.
En i § 24, stk. 4, optaget bestemmelse, der er ny, tilsigter generelt at gøre det muligt for en næringsdrivende at oprette en filial inden for samme kommune, når kommunen i udpræget grad benyttes til sommer- og weekendophold.
Af handelsministerens fremsættelsestale anføres:
„Med en ny næringslov i overensstemmelse med det nu fremsatte lovforslag vil der efter min opfattelse være gennemført en tiltrængt ajourføring af hele denne vigtige lovgivning. I vor tid, hvor erhvervsudviklingen forløber så hastigt, er det af afgørende betydning, at lovgrundlaget for næringsretten er udformet på en sådan måde, at naturlige ændringer i erhvervsstrukturen kan få lov at udfolde sig frit.
Det er jo nærliggende ved fremsættelsen af et lovforslag som det foreliggende, der på en række punkter bryder med den bestående retstilstand, at rejse spørgsmålet om, hvilken erhvervspolitisk, erhvervsøkonomisk og samfundsmæssig betydning i øvrigt de foreslåede næringsretlige reformer vil få. Spørgsmålet lader sig næppe besvare i alt for kategoriske vendinger. Lad mig for mit eget vedkommende sige, at jeg ikke har nogen forventninger om, at de foreslåede reformer umiddelbart vil føre til større omvæltninger i erhvervsudviklingen. Den væsentligste betydning vil utvivlsomt ligge deri, at en række udviklingstendenser, som allerede gennem nogen tid har gjort sig mærkbart gældende, vil få et friere og hermed også hurtigere forløb, end hvis man opretholdt restriktionerne i den gældende næringslov. Det foreliggende lovforslag kan karakteriseres som neutralt i spørgsmålet om stordrift kontra smådrift, navnlig inden for detailhandelen. Det gældende enbutikssystem er utvivlsomt en hæmsko på mange punkter for den igangværende udvikling, men erfaringen viser, at denne alligevel ikke lader sig standse. I øvrigt tror jeg ingenlunde, at udviklingen vil få et forløb, så alt havner i kæder og andre former for stordrift. Forbrugernes krav, vaner og hele indstilling er så varieret, at der utvivlsomt vil blive plads for en lang række virksomhedsformer og butiksformer, der vil kunne konkurrere effektivt side og side, når blot man forstår og har vilje til at tilpasse sig udviklingen på rette måde.
Det er opmuntrende, at man inden for den store næringslovskommission, hvor så mange forskellige interesser har været bragt sammen, har kunnet blive enig om et så omfattende reformforslag, og det er med glæde, at jeg ved fremsættelsen af dette lovforslag har kunnet gøre kommissionens synspunkter og indstillinger til mine."
Lovforslaget fik i folketinget en stort set velvillig modtagelse, selv om det rummede et stort antal problemer, som ønskedes nærmere overvejet i udvalget.
Det udvalg, som sagen henvistes til, fik kun udført et forberedende arbejde, hvilket også var forudsat, idet man på forhånd havde regnet med, at lovforslaget måtte genfremsættes i folketingsåret 1965-66.