Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at bringe anlæg af nedennævnte tunnelbaner og S-baner m.v. til udførelse i Københavns, Frederiksberg og Tårnby kommuner:

1) Indføring af Køgebugtbanen i tunnel under Vesterbro via Københavns Hovedbanegård og Højbro til Kongens Nytorv.

2) Videreføringer af den under nr. 1 nævnte tunnelbane til

a) Nørreport Station, under denne og derfra langs Nørrebrogade til Nørrebro Station til forbindelse med Hareskovbanen.

b) Østerport Station, under denne og langs Østerbrogade til forbindelse med S-banerne nordfra.

3) Indføring af Ballerupbanen i tunnel under Frederiksberg via Københavns Hovedbanegård og Højbro til forbindelse med en bane langs Amagerbrogade med retning mod Københavns lufthavn.

4) En Vestamagerbane, som udgår fra den under nr. 3 nævnte bane ved Christianshavns Torv.

5) En Brønshøjbane, som udgår fra den under nr. 2 a) nævnte bane ved Nørrebro Station via Brønshøj til Husum.

6) De i forbindelse med etableringen af en S-baneringlinje Københavns Hovedbanegård - Svanemøllen - Nørrebro - Valby- Københavns Hovedbanegård fornødne supplerende baneanlæg, herunder 3.-4. spor mellem Lersøen godsstation og Grøndal.

De i stk. I nævnte tunnelbaner tilsluttes det storkøbenhavnske S-banenet.

§ 2. Anlægget af den i § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte strækning skal påbegyndes senest i finansåret 1967-68.

Tidspunktet for gennemførelsen af de øvrige i § 1, stk. 1, nævnte strækninger fastsættes ved særlig lov.

§ 3. Såfremt der projekteres eller udføres bebyggelse eller andre anlæg og foranstaltninger, som må antages at ville vanskeliggøre eller væsentlig fordyre en gennemførelse af de i § 1, stk. 1, nr. 2-6, nævnte baneanlæg, kan ministeren for offentlige arbejder erhverve de arealer m. v., der er nødvendige til anlæggenes gennemførelse, og træne de anlægsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at undgå en senere vanskeliggørelse eller væsentlig fordyrelse af anlæggene.

Arealerhvervelse m. v. efter stk. 1 kan om fornødent ske ved ekspropriation efter reglerne i lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 4. Udgifterne til de i § 1, stk. 1, omhandlede baneanlæg afholdes af statskassen, jfr. dog stk. 2.

Til anlæggenes gennemførelse ydes årligt af Københavns og Frederiksberg kommuner samt vedkommende af de i Københavns og Roskilde amtsrådskredse og Frederiksborg amt beliggende kommuner, jfr. stk. 3, et tilskud på 25 pct. af de samlede årlige anlægsudgifter.

Ministeren for offentlige arbejder nedsætter et udvalg, bestående af en formand samt 6 andre medlemmer, af hvilke 2 beskikkes som repræsentanter for Københavns kommune, 1 for Frederiksberg kommune og 3 for kommunerne i Københavns og Roskilde amtsrådskredse samt Frederiksborg amt.

I dette udvalg skal hvert år inden 1. december søges opnået enighed om, hvilke kommuner der — ud over Københavns og Frederiksberg kommuner — inden for ovennævnte amtskommuner i det følgende finansår vil have at deltage i det i stk. 2 nævnte tilskud, og hvilke beløb der vil være at opkræve hos de respektive kommuner ved udgangen af det pågældende finansår.

Ministeren for offentlige arbejder nedsætter endvidere et udvalg, bestående af en formand, der skal være højesteretsdommer, og 2 andre medlemmer, som udpeges af henholdsvis indenrigsministeren og ministeren for offentlige arbejder. Udvalget skal i mangel af enighed i det i stk. 3 omhandlede udvalg — efter forhandling med dette — træffe afgørelsen af, hvilke kommuner der i det pågældende finansår skal yde tilskud og størrelsen af de enkelte kommuners tilskud.

§ 5. Tunnelbanerne drives af statsbanerne.

Tunnelkonstruktionen og de i forbindelse med nyanlægget tilvejebragte spor-, kørelednings-, sikrings- og stationsanlæg stilles vederlagsfrit til statsbanernes rådighed.

§ 6. Ministeren for offentlige arbejder nedsætter et udvalg, bestående af en formand og af repræsentanter for statsbanerne samt Københavns, Frederiksberg og Tårnby kommuner. Beskikkelsen af de kommunale repræsentanter sker efter forhandling med de pågældende kommuner.

Udvalget skal træffe de fornødne aftaler af teknisk og økonomisk art vedrørende koordinationen mellem anlæggene af de i § 1, stk. 1, omhandlede baner og de i forbindelse hermed nødvendige kommunale foranstaltninger samt sådanne kommunale anlægsarbejder, der har en naturlig sammenhæng med baneanlæggene.

§ 7. Dokumenter, udskrifter og attester m. v., som udfærdiges i forbindelse med anlæg, der er omfattet af denne lov, fritages for stempel- og tinglysningsafgifter til det offentlige.

Af ministeren for offentlige arbejders fremsættelsestale anføres:

„Som det vil erindres, nedsatte jeg i henhold til S-baneloven af 1961 to tunnelbaneudvalg, hvoraf det ene (tunnelbaneudvalg I) skulle udarbejde skitseforslag med tilhørende udgiftsoverslag, og det andet (tunnelbaneudvalg II) skulle fremkomme med forslag til finansieringen, i realiteten baseret principielt på en fordeling af anlægsudgifterne mellem staten og vedkommende kommuner.

Tunnelbaneudvalg I's betænkning, der blev offentliggjort i januar, og en af tunnelbaneudvalg II i februar til mig sendt beretning om dette udvalgs arbejde har været udgangspunkt for lovforslagets udarbejdelse, der har fundet sted i ministeriet og ikke i tunnelbaneudvalg II, således som det ellers var tanken og udtrykt i den pågældende bestemmelse i S-baneloven af 1961. Baggrunden for, at der ikke blev noget ud af dette, var - som det vel vil være alle dette høje tings medlemmer bekendt — at der i tunnelbaneudvalg II nok var enighed om, at tunnelbanerne bør tilvejebringes, men at der derimod ikke kunne opnås enighed om fordelingen af anlægsudgifterne mellem staten og vedkommende kommuner, og herved kunne udvalget selvsagt heller ikke samle sig om et lovforslag.

Jeg synes, at det er med stor beklagelse, man må konstatere denne uenighed i tunnelbaneudvalg II om finansieringen. Der hersker i offentligheden — og jeg tror også hos den overvejende del af dette tings medlemmer — en klar erkendelse af, at anlæg af tunnelbaner i København er den eneste virkelig effektive løsning på hovedstadsområdets trafikproblemer, og jeg tænker herved først og fremmest på den store betydning, som tunnelbanerne vil få for en imødegåelse af færdselspresset på radialvejene til København....

Hertil kommer, at tunnelbanerne også skal tjene til en nødvendig aflastning af det af S-togene benyttede dobbeltspor i Boulevardbanen. Dette dobbeltspors kapacitet på hele strækningen Dybbølsbro-Svanemøllen må, selv om der foretages en udbygning af de sikringsmæssige anlæg, og selv om man ved en elektrificering af Nordbanen fra Holte til Hillerød opnår den køreplanmæssige fordel kun at have S-tog på dette dobbeltspor, alligevel forudses efter tilkomsten af S-banerne fra Køge Bugt, Lundtofte og Farum at være fuldt udnyttet omkring 1975-80.

Der må derfor senest til dette tidspunkt være tilvejebragt en aflastning af Boulevardbanen, og dette kan kun ske ved, at der allerede til dette tidspunkt er foretaget en vis udbygning af det foreslåede tunnelbanenet, som jeg lidt senere skal vende tilbage til.

I regeringen har man fuldt ud erkendt betydningen af tunnelbanerne, hvilket der da også i dette høje ting for ganske nylig er givet udtryk for af økonomiministeren ved debatten i januar måned om de store trafikinvesteringer, hvor Store-Bæltsbroen og tunnelbanerne indtog den mest fremtrædende position, og det foreliggende lovforslag er en bekræftelse af regeringens standpunkt.

Jeg havde selvfølgelig helst set, at der på forhånd var enighed med kommunerne om finansieringen, selv om det til syvende og sidst er folketinget, der har den endelige afgørelse. Da dette ikke er lykkedes, har jeg ment at måtte foreslå, at vedkommende kommuner skal afholde 25 pct. af samtlige anlægsudgifter, d. v. s. udgifter til såvel tunnelkonstruktioner som spor-, kørelednings-, sikrings- og stationsanlæg. Denne tilskudsprocent er foreslået under hensyn til, at de kommunale repræsentanter under forhandlingerne i tunnelbaneudvalg II tilbød at anbefale de respektive kommunalbestyrelser at tiltræde, at kommunerne udreder 15 pct. af anlægsudgifterne for selve tunnelkonstruktionen, medens statens repræsentanter stod fast på et ønske om 25 pct. og for en enkelts vedkommende 30 pct. i tilskud til anlægsudgifterne for såvel tunnelkonstruktionen som spor-, kørelednings-, sikrings- og stationsanlæg, altså samtlige faste anlæg."

Ministeren kom derefter ind på de tanker, man havde gjort sig om, hvordan den store opgave nærmere skulle gribes an, og sluttede med at gøre opmærksom på, at under hensyn til, at lovforslaget fremsattes efter 15. marts, regnede han ikke med, at det kunne færdigbehandles i den løbende samling. „Jeg har imidlertid ment, at det vil være af værdi alligevel at fremsætte forslaget nu og få det til 1. behandling, idet jeg forudsætter, at der derefter vil blive nedsat et udvalg, som så i sommerens løb kan arbejde med spørgsmålet, hvorved der i udvalget bliver god tid til en tilbundsgående drøftelse af alle problemer i tilknytning til forslaget."

Lovforslaget fik i folketinget en stort set velvillig modtagelse, selv om der var stærkt delte meninger om forskellige af dets enkeltheder vedrørende tekniske og økonomiske spørgsmål. Man var fra alle sider villig til at arbejde videre med sagen og fandt det meget tilfredsstillende, at udvalgsarbejdet kunne påbegyndes i den løbende samling.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning.