Ved beslutning af 20. marts 1963 (årbog 1962-63, side 453) vedtog folketinget at opfordre regeringen til at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg med deltagelse af bl. a. en repræsentant for hvert af de i folketingets finansudvalg repræsenterede partier. Ifølge beslutningen skulle udvalget have til opgave på baggrund af den eksisterende lovgivning at foretage en undersøgelse af de praktiske muligheder for på andels-, aktie- eller interessentskabsbasis eller ved en individuel særejendomsret at eje eller være medejer af sin bolig i etageejendomme. Udvalget skulle på grundlag af den foretagne undersøgelse endvidere overveje, om der bør gennemføres særlige foranstaltninger med henblik på at fremme ordninger, hvorved beboere eller indehavere af erhvervslokaler i sådanne huse får lettere adgang til at blive ejere eller medejere af deres bolig eller lokaler. Såfremt udvalget måtte finde foranstaltninger, der forudsætter ændringer i bestående lovgivning eller ny lovgivning, hensigtsmæssige, skulle det tillige påhvile udvalget at udarbejde forslag hertil.

Det nævnte udvalg konstitueredes den 31. juli 1963 og afgav betænkning i juni 1965 (betænkning nr. 395, 1965).

Nærværende lovforslag fremsattes, inden udvalgets betænkning forelå trykt, hvilket boligministeren beklagede i sin fremsættelse. Begrundelsen herfor var imidlertid, at man fra visse sider i folketinget lagde afgørende vægt på, at lovforslaget blev fremsat inden sommerferien og søgtes gennemført så hurtigt som muligt.

Ministeren bemærkede i øvrigt i sin fremsættelse, at regeringen på baggrund af udvalgets arbejde var af den opfattelse, at den gældende retstilstand rummede tilstrækkelige muligheder for, at brugerne af en etageejendom på andels-, aktie- eller interessentskabsbasis kunne komme til at eje ejendommen og dermed de lejligheder eller lokaler, de benyttede, og at der ikke var behov for særlig lovgivning om disse kollektive former for ejerlejligheder.

Uanset at disse ordninger gav mulighed for at opnå en medejendomsret, der i praksis betød nogenlunde det samme som en individuel ejendomsret til en del af en etageejendom, var der i vide kredse en betydelig interesse for at kunne opnå en egentlig ejerstatus med hensyn til enkeltlejligheder og lokaler i etagehuse.

Regeringen havde derfor — i overensstemmelse med et i betænkning af 24. marts 1965 fra folketingsudvalget angående forslag til lov om ændringer i lov om leje givet tilsagn — besluttet at fremsætte nærværende lovforslag, som var udarbejdet på grundlag af det i ejerlejlighedsudvalget udarbejdede udkast.

Hvad lovforslaget går ud på, er i hovedsagen følgende:

Lovens gyldighedsområde foreslås begrænset til ejendomme, hvis opførelse påbegyndes efter lovens ikrafttræden med opdeling i ejerlejligheder som formål (§ 10).

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, er regeringen af den opfattelse, at en række forhold taler for at begrænse indførelse af ejerlejlighedssystemet til nye ejendomme. Her vil man på forhånd kunne tilrettelægge byggeriet, dets prioritering og drift under hensyn til den særlige karakter, som ejendommen får.

Også sociale boligforetagender vil — på samme måde, som de kan opføre parcelhuse med salg for øje til mindrebemidlede — kunne opføre ejendomme, der fra starten tager sigte på at skulle opdeles i ejerlejligheder.

Derimod holdes det sociale byggeri, som opføres til udleje eller til brug for medlemmerne, uden for ejerlejlighedssystemet, hvilket boligministeren i sin fremsættelse tillagde afgørende betydning.

Ejerlejligheder defineres (§ 1) som lejligheder, der ejes særskilt. Reglerne om ejerlejligheder finder tilsvarende anvendelse på butikker, kontorer, lagerrum, værelser til beboelse og andre særskilt afgrænsede husrum.

Retten til ejerlejlighed er en egentlig ejendomsret til lejligheden; ejeren har således alle de en ejer tilkommende rettigheder over fast ejendom.

Ejendomsretten er (§ 2 og § 6) kombineret med en nærmere fastsat — og i mangel heraf ligelig — andel i det fællesskab, som er nødvendigt mellem ejerne i en ejerlejlighedsejendom. Dette gælder såvel rettigheder (§ 2), f. eks. ejendomsretten til grunden, fælles bestanddele og tilbehør, som pligter (§ 6) til at afholde samtlige fælles udgifter ved ejendommens drift m. v.

Det forudsættes i øvrigt, at der tilvejebringes en ordning, hvorefter ejendomsskatter af skattemyndighederne opkræves direkte hos den enkelte ejer.

Ejerlejligheder kan kun oprettes i ejendomme, som i deres helhed opdeles i ejerlejligheder (§ 3).

Hver ejerlejlighed anses som en selvstændig fast ejendom. De nærmere bestemmelser om tinglysning fastsættes af justitsministeren (§ 4).

Ligesom i en udlejningsejendom kan der i en husorden fastsættes almindelige ordensregler. Det er overladt til ejerforeningen (det samtlige ejere omfattende fællesskab) at fastsætte sådanne regler (§ 5).

I tilfælde af grov misligholdelse af sine forpligtelser som lejlighedsejer kan det pålægges en ejer at fraflytte lejligheden med passende varsel (§ 8).

De nærmere bestemmelser om ejerforeningens ledelse, regnskabsaflæggelse, revision m. v. kan fastsættes i vedtægter, hvis affattelse er overladt til parternes frie aftale.

For at sikre, at der altid findes egnede bestemmelser om administrationen, er det (§ 7) bestemt, at en af boligministeren tilvejebragt normalvedtægt skal finde anvendelse, medmindre andet er vedtaget og tinglyst. (I ejerlejlighedsudvalgets betænkning er optaget et udkast til en sådan normalvedtægt).

Boligministeren bemærkede i sin fremsættelsestale, at indførelse af ejerlejligheder var en nydannelse på boligområdet. Det var vanskeligt på forhånd at have nogen afgørende mening om, hvilken udbredelse denne boligform kunne tænkes at få, og om ordningen, sådan som den var udformet i lovforslaget, var egnet for boligforholdene her i landet.

Regeringen var derfor villig til under forslagets behandling nærmere at gennemdrøfte forslagets enkeltheder og forhandle herom.

Lovforslaget nåede ikke at komme til behandling i folketinget.