Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. I det omfang det er nødvendigt for at gennemføre udvidelse af bygningsanlæggene på den Finseninstituttet tilhørende ejendom i København, kan indenrigsministeren ved ekspropriation ophæve eller begrænse de servitutter, der i henhold til deklaration af 30. juli 1862, tinglyst den 4. august 1862, hviler på instituttets ejendom.

§ 2. Ekspropriation i henhold til § 1 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Som begrundelse herfor oplyste indenrigsministeren ved fremsættelsen, at de Finseninstituttet tilhørende ejendomme ved Strandboulevarden, hvor Finseninstituttet og radiumstationen i København er beliggende, indgår i det såkaldte Rosenvænge kvarter, hvorover der hviler nogle 100-årige servitutter, herunder en bestemmelse om, at der ikke må opføres bygninger med mere end 3 etager i det hele.

„Disse servitutter sigter til at sikre kvarterets karakter af „fredeligt, hyggeligt og frit beliggende opholdssted" samt til „bevarelse af udsigten til stranden", men har som følge af de omliggende kvarterers udbygning til høj etagebebyggelse og som følge af frihavnens anlæg og anlægget af jernbanedæmningen langs Østbanegade mistet deres mening.

Servitutbestemmelserne vil imidlertid være til hinder for en udvidelse af radiumstationens sengefløj, der er planlagt som en 3 etagers bygning med udnyttet tagetage, samt for opførelse af en 4 etagers bygning, der indgår som en sidefløj i et af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse på Finseninstituttets grund projekteret kræftforskningslaboratorium, hvis 5 etagers hovedbygning mod Nordre Frihavnsgade derimod ikke rammes af servitutbestemmelserne.

Udgifterne ved udvidelsen af radiumstationens sengefløj er anslået til 9,4 mill. kr., og ved finansloven for finansåret 1964-65 er der bevilget 690.000 kr. til detailprojektering af dette byggeri. Udgifterne ved kræftforskningslaboratoriets opførelse vil blive bekostet af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse.

Ved forhandling med Rosenvænge kvarterets grundejerkomité er der søgt samtykke fra grundejerne til de projekterede udvidelser af bygningsanlæggene på Finseninstituttets ejendom, men komiteen har ikke kunnet gå med hertil som følge af, at enkelte af grundejerne, der hver for sig har påtaleret med hensyn til servitutter, og som i 1950 gav tilladelse til påbygning af en tagetage på radiumstationens eksisterende sengefløj, ikke har ønsket at give yderligere dispensation.

Da en videre udbygning af Finseninstituttet må anses for højst påkrævet for at skabe et tidssvarende kræftbehandlings- og kræftforskningsinstitut, og da en sådan udbygning vil kunne finde sted uden i særlig grad at være til gene for kvarterets beboere, er der ved det foreliggende lovforslag søgt bemyndigelse for indenrigsministeren til at iværksætte ekspropriation af de servitutrettigheder, som jeg kortelig har omtalt i denne fremsættelse...."

Ved lovforslagets 1. behandling blev der fra alle sider givet tilslutning til lovforslagets formål: at muliggøre en tiltrængt udvidelse af Finseninstituttet. Derimod beklagedes det fra flere sider, at det

• skulle være nødvendigt at gå til ekspropriation.

Det udvalg, der fik sagen til behandling, indstillede enstemmigt lovforslaget til vedtagelse uændret, idet Karl Max Rasmussen (S) dog ved 2. behandling udtalte:

„Når den foreliggende betænkning har været noget længe undervejs, skyldes det, at udvalget gennem en forhandling med repræsentanter for Rosenvængets grundejere har fået begrundet håb

om, at der kan opnås tilslutning fra alle grundejere til det projekterede byggeri på Finseninstituttets ejendom, således at denne lovgivning overflødiggøres. Ved betænkningens afgivelse manglede dog tilslutning fra en enkelt grundejer, men udvalget håber, at det skal lykkes at få også den pågældende med. Skulle det mod forventning mislykkes, er der enighed i udvalget om, at lovforslaget må vedtages ved tredje behandling i september.

På hele udvalgets vegne anbefaler jeg lovforslagets overgang til tredje behandling og fortsat udvalgsbehandling."

I tilslutning hertil udtalte Johan Asmussen (Uafh), at han håbede, det ville lykkes at få en ordning med grundejerne; „man kunne sikkert have fået det allerede inden lovforslaget blev fremsat, men det ser ud til, at det skal lykkes nu. Jeg håber, at den enlige grundejer, som har modsat sig en ordning på et efter min mening, så vidt jeg har forstået, temmelig usagligt grundlag, også vil komme til erkendelse af, at han bør medvirke til en fornuftig løsning."

Indenrigsministeren håbede også, at den pågældende grundejer kunne overtales til at tiltræde erklæringen. „Vi har nøje studeret erklæringen og er enig i, at den kan accepteres. Grundejerne minus den ene har underskrevet, men har vi ikke alle underskrifterne inden mødeperioden i september, vil folketinget blive anmodet om at vedtage lovforslaget. Jeg så det naturligvis gerne, for vi kan jo senere blive stillet over for tilsvarende problemer."

Lovforslaget gik derefter til fornyet behandling i udvalget, fra hvilket der ikke fremkom nogen tillægsbetænkning.