L 149 Forslag til lov om afgift af elektricitet.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1964-65
Status: Tilbagetaget
Lovforslaget tilsigtede at lægge en afgift til statskassen på elektricitet, der fremstilles her i landet eller indføres fra udlandet.

Afgiften skulle opkræves hos ca. 200 produktions- og indførselsvirksomheder, mens de helt små produktionsanlæg med en kapacitet på mindre end 100 kW holdtes uden for afgiften. Endvidere var det foreslået at fritage strøm, der fremstilles og forbruges i transportmidler, eller som fremstilles i nødstrømsanlæg, f. eks. på hospitaler, for afgift.

De foreslåede kontrolbestemmelser m. v. svarede til dem, der findes i anden forbrugsafgiftslovgivning.

Med den foreslåede afgiftssats på 2 øre pr. kWh var det anslået, at afgiften i finansåret 1965-66 ville indbringe 160 mill. kr.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl samt i lov om forskellige forbrugsafgifter m. fl. lovforslag, og der henvises til omtalen heraf ovenfor under nr. 26. Ved lovforslagets 2. behandling tog finansministeren som bebudet i folketingsudvalgets betænkning lovforslaget tilbage. Det var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry Christensen (V), Poul Møller (KF), Aksel Larsen (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Iver Poulsen (U) og I. A. Rimstad (U)