Ved lov nr. 77 af 1. marts 1962 om foranstaltninger mod lærermangelen i folkeskolen blev undervisningsministeren bemyndiget til at træffe en række forholdsregler til imødegåelse af lærermangelen i folkeskolen og til i denne forbindelse at fravige forskellige bestemmelser i folkeskoleloven.

Loven skulle efter sit indhold forelægges til revision i folketingsåret 1964-65.

Nærværende lov ændrer denne revisionsbestemmelse således, at forslag til revision fremsættes i folketingsåret 1967-68, hvorved loven altså opretholdes i endnu 3 år.

Som en følge heraf udskydes også de tidsmæssige grænser for bestemmelser i henhold til lovens bemyndigelse vedrørende elevtal i klasserne.

Undervisningsministeren redegjorde i sin fremsættelse for den eksisterende og den i de næste 10-15 år forventede lærermangel. Spørgsmålet er indgående behandlet i lovforslagets bemærkninger, hvortil der henvises.

Det fremgår af ministerens fremsættelse, at der er ansat ca. 26.500 lærere i normerede stillinger i folkeskolen. Antallet af normerede stillinger er ca. 28.500. Af disse står altså ca. 2.000 ubesatte på grund af lærermangelen.

Det timetal, der læses af seminarieuddannede lærere i folkeskolen, svarer imidlertid til en lærerstab på ca. 33.000 med hver 32 timer ugentlig (det pligtige timetal). Målt på denne måde må den nuværende lærermangel således anslås til ca. 6.500.

Det virkelige lærerbehov er dog større end de nævnte ca. 33.000, idet der skjuler sig et yderligere lærerbehov i forhold som midlertidige nedsættelser af timetallet efter undervisningsplanerne og i udskydelsen af de vedtagne successive nedsættelser af elevtallene i klasserne, hvilket har begrænset oprettelsen af nye klasser.

Det må antages, at det behov, der skal dækkes i 1980, vil ligge mellem 55.000 og 65.000 lærere alene i folkeskolen. Man kan i øvrigt ikke se bort fra muligheden af, at behovet når det anslåede tal på et tidligere tidspunkt.

Konsekvensen af dette er, at tilvæksten af lærere må søges forøget så meget som muligt. Seminariekapaciteten er allerede udbygget væsentligt i de sidste år — fra 1961 til 1967 stiger dimittendtallet fra 1.750 til 2.900, altså med godt 65 pct. — og yderligere seminariebyggeri er optaget på bygge- og anlægsprogrammerne. Med disse kapacitetsforøgelser som udgangspunkt har man anslået antallet af lærere i folkeskolen i 1975 og 1980 til ca. 44.000 og ca. 54.000. Det foran anslåede lærerbehov vil således ikke kunne dækkes, medmindre udbygningen af seminariernes kapacitet bliver fortsat.

Det forekom ministeren klart, at lærermangelen ville eksistere i mange år endnu, og at det ikke foreløbig ville være muligt at opgive de nødforanstaltninger, som dog i nogen grad kunne mindske de uheldige virkninger navnlig ved at modvirke en alt for skæv fordeling af de lærere, der er til rådighed for folkeskolen.

Lovforslaget gav anledning til en ret indgående debat i folketinget, hvorom der må henvises til forhandlingerne i tidenden.

Det fik tilslutning fra alle partiers side, idet alle ordførerne erkendte nødvendigheden af at forlænge gyldigheden af de ved loven givne bemyndigelser til undervisningsministeren.

Der fremdroges af de forskellige ordførere en række forhold, som kunne antages at have forbindelse med lærermangelen, ligesom der pegedes på forskellige muligheder for at forsøge at begrænse denne.

De væsentligste af de fremdragne problemer afspejles i den af udvalget afgivne betænkning, hvoraf anføres:

„1. Faglærernes vilkår. I folkeskolen virker et antal faglærere, der svarer til godt 700 heltidslærere. Man drøftede disse faglæreres lønningsforhold, og ministeren lovede at overveje muligheden af at forbedre ansættelsesvilkårene for faglærere, der virker ved en skole i en længere årrække.

2. Muligheden for at give gifte lærerinder tjenestemandsansættelse med nedsat timetal. Det var en almindelig mening, at det bør undersøges, om der er mulighed for at drage uddannede lærerinder, der ikke i øjeblikket virker som undervisere, ind i skolens tjeneste. Ministeren vil i den forbindelse forhandle med Danmarks lærerhøjskole om at oprette kursus for lærere, der i en periode har været ude af skolens tjeneste, men som ønsker at vende tilbage. Disse kursus skulle sigte på at genopfriske de pågældendes pædagogiske færdighed og at give dem en indførelse i eventuelle nyere undervisningsmidler og arbejdsformer. Ministeren vil endvidere nedsætte et udvalg, der kan undersøge spørgsmålet om, i hvilket omfang gifte lærerinder ikke udnytter deres uddannelse i skolens tjeneste, om årsagerne hertil, og om adgangen til nedsat timetal vil føre til, at flere uddannede vil søge ansættelse.

3. De egentlige rationeringsbestemmelser. I denne forbindelse er der givet forskellige oplysninger om klassekvotienter og om lærermangelens omfang og virkninger. Ministeren vil undersøge, om der er mulighed for at yde en større refusion til udgiften til transport af skoleelever, således at der herved kunne blive en tilskyndelse til at samle flere elever i samme skoleklasse og at undgå de særlig små klassekvotienter.

4. Muligheden for at forøge antallet af lærerstuderende. Det oplystes, at seminarierne er i stand til at optage ekstra klasser, fordi der hele tiden er nogle klasser ude i vikartjeneste. Man vil have opmærksomheden henvendt på, at seminarierne udnyttes fuldt ud.

5. Muligheden for at give lærere tilladelse til at fortsætte i embedet til det fyldte 72. år. Undervisningsministeren mente ikke, at denne tilladelse kunne gives, og heller ikke, at en sådan ordning ville være af nogen virkelig betydning for afhjælpning af lærermangelen.

6. Muligheden for at anvende børnehave- og fritidshjemslærere i folkeskolen. Sagen drøftedes, og ministeren ville være opmærksom på spørgsmålet."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt ved 3. behandling.