L 12 Lov om ændring af lov om beskatningen af renteforsikringer m. v.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 347 af 09-12-1964
Ved loven foretages to ændringer i lov om beskatningen af renteforsikringer m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 376 af 11. december 1962.

Den ene ændring (lovens § 1, nr. 1) giver hjemmel for at lønmodtageres egne bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fratrækkes fuldt ud i indkomsten for betalingsåret, selv om indbetalingsperioden måtte være kortere end 15 år. Reglen har betydning for de lønmodtagere, der optages som medlem af Arbejdsmarkedets Tillægspension efter deres 52. år, og for hvem fradragsretten for de samlede indbetalinger hidtil har måttet fordeles over en periode på 15 år.

Ved den anden ændring (lovens § 1, nr. 2) er indført den ordning, at der i lighed med de for kapitalbindingskonti og skattelettelseskonti gældende regler er tilvejebragt hjemmel for, at forsikringspræmier, der betales efter udløbet af et indkomstår, men før udgangen af den nærmest følgende januar måned, kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen for det forløbne indkomstår. Ordningen vedrører dog alene forsikringspræmier, der er omfattet af den begrænsede fradragsret på 1.500 kr. og 1.000 kr. for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere og har kun virkning for første præmie vedrørende en nytegnet forsikring.

Ændringerne finder første gang anvendelse ved skatteligningen for skatteåret 1965-66.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget, idet dog ordføreren for socialistisk folkeparti ønskede nærmere at overveje lovforslagets § 1, nr. 2, som han fandt tangerede de såkaldte opsparingsfremmende love, der efter hans partis opfattelse betød opsparing på andres bekostning.

Lovforslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges ved 3. behandling med 117 stemmer, mens 10 medlemmer (SF) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Hans Lund (S), J. E. Foged (V), Hagen Hagensen (KF), J. Skræppenborg-Nielsen (SF), Axel Sørensen (RV) og Johan Asmussen (U)