På det nordiske justitsministermøde i 1960 vedtoges det, at hvert af de nordiske lande skulle nedsætte et udvalg til overvejelse af spørgsmålet om ratifikation af den i Geneve inden for De Forenede Nationers økonomiske Kommission for Europa (ECE) indgåede konvention af 19. maj 1956 om fragtaftaler ved international godstransport ad landevej. I overensstemmelse hermed nedsatte justitsministeriet den 11. marts 1961 et sådant udvalg. Udvalget afgav betænkning i december 1962 indeholdende udkast til lov om fragtaftaler vedrørende international godsbefordring ad landevej samt udvalgets bemærkninger hertil. Under udarbejdelsen heraf samarbejdede udvalget med de tilsvarende udvalg i Finland, Norge og Sverige, og udkastet svarede i alt væsentligt til tilsvarende udkast i de andre nordiske lande.
Justitsministeriet har kunnet tiltræde, at konventionen ratificeres af Danmark af hensyn til de foreliggende danske erhvervsinteresser. Det bemærkes herved, at Landsforeningen Danske Vognmænd under sagens behandling flere gange har fremhævet, at de danske vognmænd anser det for en nødvendighed for vedblivende at gøre sig gældende på det udenlandske — navnlig på det tyske — fragtmarked, at de er underkastet samme regler som udenlandske vognmænd. Den foreliggende lov tilsigter at muliggøre denne ratifikation.
Loven vedrører alene internationale fragtaftaler, d. v. s. aftaler om godsbefordring til eller fra Danmark eller mellem fremmede stater. Den har derfor ingen indflydelse på de rent danske, interne transportforhold. Heraf følger, at loven for så vidt kun har interesse for en lille del af transporterhvervet, for tiden de ca. 300 danske vognmænd, der har koncession til kørsel mellem Danmark og Tyskland i overensstemmelse med lov nr. 232 af 25. maj 1951 om international godskørsel med motorkøretøjer. Til gengæld drejer det sig om meget betydelige godsmængder, og det kan være af afgørende betydning at kunne godtgøre over for kunderne, at man er underkastet samme retsregler som konkurrenterne, d. v. s. de udenlandske vognmænd. Det bemærkes i denne forbindelse, at den førnævnte konvention er trådt i kraft 2. juli 1961, og at den er tiltrådt af nogle af vore vigtigste handelspartnere på det europæiske fastland, bl. a. Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og Østrig.
Loven, som omfatter 48 paragraffer, er udformet i nøje overensstemmelse med konventionen — et forhold, der bl. a. har medført visse afvigelser fra den sædvanlige sprogbrug i dansk lovgivning. Det indeholder en lang række til dels temmelig komplicerede regler om fragtaftalens indgåelse, d. v. s. fragtbrevets oprettelse og indhold, samt om det civilretlige ansvar, der påhviler fragtføreren i tilfælde af forsinkelse, bortkomst eller beskadigelse af godset. Konventionen tilsigter således at skabe faste og ensartede regler for afgørelsen af erstatningsspørgsmål, hvorved parternes retsstilling bliver mere overskuelig og sikkerheden i de internationale transportforhold større. Disse ansvarsregler afviger i deres opbygning og indhold i et vist omfang fra dansk rets almindelige regler, men afvigelserne er dog ikke større, end at man har fundet dem acceptable i betragtning af Danmarks interesse i at deltage i det europæiske samarbejde.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:
„Udvalget har modtaget en deputation fra Landsforeningen Danske Vognmænd, der bl. a. oplyste, at der af Foreningen af Danske Eksportvognmænd, i hvilken alle eksportvognmænd kan blive medlem, er etableret en forsikringsordning, der giver forsikringstagerne dækning for det udvidede ansvar i henhold til lovforslaget. Det er i
øvrigt oplyst, at tilsvarende forsikringsdækning vil kunne opnås fra anden side.
Udvalget har med tilfredshed bemærket, at man under brancheudvalget for uddannelse af chauffører har påbegyndt kursus for eksportchauffører, bl. a. i spedition og fragtklarering."
Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt, idet de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.