Ved loven foretoges en række ændringer i borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 284 af 1. juli 1963. Ændringerne, som i det væsentlige er i overensstemmelse med indstillinger, der er afgivet til justitsministeriet af det permanente straffelovsråd, falder i tre afdelinger: for det første nye regler om konfiskation, for det andet ændringer i reglerne om fuldbyrdelse af fængselsstraf og visse andre strafferetlige retsfølger og for det tredje forskellige, gennemgående mindre vidtrækkende ændringer i både lovens almindelige og dens specielle del.
1. De nye regler om konfiskation er i overensstemmelse med et lovudkast, der indeholdes i straffelovsrådets betænkning af 1964 om konfiskation, og som er udarbejdet efter forhandlinger i den nordiske strafferetskomité med delegerede fra de andre nordiske landes justitsministerier.
De tidligere regler om konfiskation indeholdtes dels i straffelovens § 77, dels i et meget stort antal specialbestemmelser i særlovgivningen.
Ved ændringen har straffelovens regler om konfiskation, der nu indeholdes i §§ 75-77 og 77 a, fået en sådan udformning, at de er blevet egnede til anvendelse på praktisk taget alle lovgivningsområder. De mange konfiskationsbestemmelser i særlovgivningen kunne derfor samtidig ophæves ved lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m. v. I se nærmest efterfølgende sag.
De nye regler regulerer navnlig spørgsmålene om, hvad der kan konfiskeres, under hvilke betingelser konfiskation kan ske, og hos hvem der kan konfiskeres.
Reglerne hjemler for det første konfiskation af udbyttet ved en strafbar handling.
For det andet hjemles der en vis adgang til konfiskation af 1) genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, 2) genstande, der er frembragt ved en strafbar handling, og 3) genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en strafbar handling, f. eks. ulovligt erhvervede ting. Konfiskation af disse sidstnævnte genstande var ikke omfattet af den tidligere bestemmelse i § 77, men derimod af en række bestemmelser i særlovgivningen.
Medens der hjemles en almindelig adgang til konfiskation af udbyttet ved strafbare handlinger, gælder der med hensyn til konfiskation af andre genstande en begrænsning, således at konfiskation kun kan ske, såfremt det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor; Der må i det enkelte tilfælde foretages en prøvelse af, om konfiskationen tjener et væsentligt kriminalpolitisk formål, som bør forfølges på denne måde.
I overensstemmelse med visse regler i særlovgivningen, men som en nydannelse i forhold til de tidligere regler i straffelovens § 77, er der indført hjemmel til i stedet for genstandskonfiskation at konfiskere et beløb svarende til genstandens værdi eller en del af denne værdi.
Med hensyn til betingelserne for konfiskation skal det blot fremhæves, at konfiskation — bortset fra den særlige regel i § 77 a — forudsætter strafbart forhold, herunder at gerningsmanden har haft det forsæt eller udvist den uagtsomhed, som på det pågældende område er en forudsætning for strafansvar. På dette punkt betegner de nye regler ingen væsentlig ændring i forhold til tidligere ret.
Spørgsmålet om, hvem der kan rammes af en konfiskation, gav tidligere anledning til tvivl. Ved udarbejdelsen af de nye regler har man tillagt retsbeskyttelsessynspunkter afgørende vægt. Det er nu fastlagt, at udbytte som overvejende hovedregel kun kan konfiskeres hos den, hvem udbyttet er tilfaldet umiddelbart ved den strafbare handling, og andre genstande kun hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen, og den, på hvis vegne lovovertræderen har handlet.
I flere speciallove indeholdtes regler om obligatorisk konfiskation, således at domstolene var tvunget til at konfiskere under de i bestemmelsen angivne betingelser. Bestemmelser af denne art er i strid med ellers anerkendte principper for fastsættelsen af strafferetlige retsfølger og kan medføre urimelige resultater. Efter de nye regler er konfiskation fakultativ, d. v. s. at det overlades til domstolene at afgøre konfiskationsspørgs- målet på grundlag af den enkelte sags omstændigheder.
De nye regler er også i øvrigt udformet med henblik på at skabe grundlag for en mere smidig anvendelse af konfiskation.
2. De nye regler om fuldbyrdelse af frihedsstraf må ses på baggrund af den udvikling med hensyn til principperne for straffuldbyrdelse, der gennem de senere årtier har fundet sted her i landet og i andre lande med beslægtet strafferetligt system, navnlig Sverige og Norge. Ændringerne tager alene sigte på at skabe bedre muligheder for at tilrettelægge straffuldbyrdelsen på en sådan måde, at den er egnet til at forebygge, at de dømte på ny falder tilbage til kriminalitet.
Den vigtigste af ændringerne angår prøveløsladelse. Efter den tidligere regel i § 38, stk. 1, kunne prøveløsladelse ske, når fangen havde udstået to tredjedele af straffetiden, dog mindst 9 måneder. Var disse betingelser opfyldt, var det på den anden side forudsat, at prøveløsladelse skete som et normalt led i fuldbyrdelsen. Ved siden af § 38, stk. 1, blev der i 1956 som stk. 3 i § 38 indført en bestemmelse om prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffen, dog mindst 4 måneder. Reglen herom havde dog efter sin formulering og sine forarbejder karakter af en undtagelsesbestemmelse.
Denne prøveløsladelsesordning var ikke tilfredsstillende. De hensyn, der begrunder den almindelige adgang til prøveløsladelse, gør sig ikke alene gældende med hensyn til de længerevarende straffe på over 9 måneder. Ved en prøveløsladelse og det dertil knyttede tilsyn lettes fangens overgang til tilværelsen på fri fod, idet der skabes en mulighed for kontrol og effektiv støtte i den første, ofte vanskelige tid efter løsladelsen, hvor risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet erfaringsmæssigt er særlig stor. Under straffens udståelse er muligheden for prøveløsladelse et incitament for de fleste fanger til at søge at få noget ud af fængselsopholdet — og den er dermed behandlingsmæssigt og disciplinært af betydning for fængslernes arbejde. Disse fordele fandt man at burde knytte også til en væsentlig del af de straffe, der ikke overstiger 9 måneder.
På denne baggrund er nu minimumsgrænsen for den almindelige adgang til prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen nedsat fra 9 til 4 måneder. Ligesom efter de tidligere gældende regler forudsætter løsladelsen imidlertid, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de til løsladelsen knyttede vilkår.
Som modstykke til denne udvidelse af den almindelige adgang til prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffetiden er der foretaget en snævrere formulering af reglen om prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen, dog mindst 4 måneder, af straffetiden. Efter den nye formulering kan sådan prøveløsladelse kun ske, når særlige omstændigheder taler derfor.
Endvidere er der ved de nye regler åbnet en begrænset mulighed for at give fængselsfanger tilladelse til at arbejde hos en privat arbejdsgiver uden for anstalten samt til også af andre grunde at give dem udgangstilladelse for et kortere tidsrum. Disse regler bygger på de gunstige erfaringer, man har haft med hensyn til sådanne ordninger for ungdomsfængselsfanger, arbejdshusfanger og forvarede. Ordningerne vil for personer, der udstår længerevarende fængselsstraffe, kunne få en ikke uvæsentlig behandlingsmæssig betydning. Der vil kunne skabes bedre muligheder for arbejdsmæssig placering ved den senere løsladelse og for bevarelse eller genetablering af den kontakt mellem den dømte og hans familie, som er af væsentlig betydning for hans muligheder for at klare sig efter løsladelsen.
De øvrige ændringer i straffelovens fulbyrdelsesregler er af mindre væsentlig betydning og skal ikke omtales her.
3. De talrige andre spredte ændnnger i straffelovens almindelige og specielle del, der gennemførtes ved loven, falder stort set i tre grupper: ophævelse af overflødige bestemmelser, ajourføringer af lovteksten på visse områder, hvor den er blevet forældet, samt nogle mindre realitetsændringer.
Af de enkelte realitetsændringer skal kun de vigtigste omtales her:
Den tidligere regel i § 197 indeholt en ret vidtgående kriminalisering af betleri, som måtte ses på baggrund af andre samfundsforhold end de nuværende. Der er nu foretaget en vis indskrænkning af denne bestemmelse.
Samtidig har man ophævet den principielt betænkelige regel i § 200 om meddelelse af polititilhold til prostituerede kvinder, hvorefter disse til visse tider skulle møde hos politiet og redegøre for deres bopæl og for, hvordan de ernærede sig. Reglen var ikke vel forenelig med nutidens forestillinger om, hvorledes prostitutionen bør søges begrænset, og den var antagelig, nytteløs i denne henseende.
Inden for kapitlet om sædelighedsforbrydelser skal omtales tre ændringer, der alle betegner visse mindre begrænsninger i det strafbares område.
§ 211 var for vidtgående, når den generelt kriminaliserede kønsligt forhold mellem besvogrede. Strafansvaret er nu begrænset til tilfælde, hvorhen person. har kønsligt forhold til sin ægtefælles barn under 18 år. Bestemmelsen her om er indført i § 223, mens § 211 er ophævet.
For vidtgående var ligeledes § 217, der efter sin tidligere affattelse bl. a. betød, at en mand, der havde kønsligt forhold til sin forlovede, kunne straffes, hvis denne led af en sindssygdom. Bestemmelsen er nu begrænset.
I 1961 gennemførtes den bestemmelse i § 225, stk. 4, hvorefter den, der mod betaling eller løfte herom skaffede sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffedes. Bestemmelsen har været meget omdiskuteret, og den ophævedes nu ved ændringsloven.
I sin fremsættelsestale udtalte justitsministeren herom følgende:
,,Det har i diskussionen om denne bestemmelse været hævdet, at den har haft en række skadevirkninger. Man har påstået, at den medførte øget volds- og afpresningskriminalitet over for homoseksuelle og en tilbageholdenhed hos disse med hensyn til at indgive politianmeldelse om forbrydelser begået imod dem. Muligheden af sådanne virkninger kan vel ikke ganske afvises, men har dog intet sikkert grundlag i den undersøgelse, som justitsministeriet har ladet foretage, og som omtales i lovforslagets bemærkninger. På den anden side er der efter min mening heller ikke fremkommet klare holdepunkter for, at bestemmelsen har medført en begrænsning af den homoseksuelle prostitution. Under hensyn hertil og til de principielle betænkeligheder, en bestemmelse af denne karakter kan give anledning til, har jeg fundet det rettest at foreslå den ophævet. Jeg vil gerne fremhæve, at der ikke heri ligger nogen underkendelse af betydningen af, at der udfoldes effektive bestræbelser på at begrænse den homoseksuelle ungdomsprostitution. Jeg mener blot, at dette — som berørt i lovforslagets bemærkninger — bør ske med andre midler end den kriminalisering, som blev gennemført ved § 225, stk. 4."
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte alle ordførerne deres tilslutning til forslaget, idet dog enkelte ordførere, navnlig Thestrup (KF), tog forbehold med hensyn til enkelte af lovforslagets bestemmelser. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, til hvilket senere forslag til lov om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m. v. henvistes (se nedenfor). Efter en indgående behandling af lovforslaget afgav udvalget betænkning, hvori bl. a. udtaltes:
„Udvalget har sammen med justitsministeren og embedsmænd fra justitsministeriet og direktoratet for fængselsvæsenet besøgt statsfængslet i Vridsløselille, forvaringsanstalten og særfængslet i Horsens, ungdomsfængslet på Møgelkær, fængselsafdelingen ved Nørre Snede og statens arbejdshus for mænd ved Sønder Omme. Under besøgene har man besigtiget de pågældende anstalter, og der er i forbindelse hermed foretaget en indgående drøftelse af de problemer, der knytter sig til de foreslåede ændringer i straffelovens regler om straffuldbyrdelse.
Med hensyn til det ved loven foreskrevne tilsyn med prøveløsladte råder der i udvalget enighed om, at Dansk Forsorgsselskab på en smidig og virkningsfuld måde udfører et påskønnelsesværdigt arbejde. Man ønsker dog at betone nødvendigheden af, at de enkelte tilsyn gøres så effektive som muligt, og man fremhæver især nødvendigheden af et virkelig effektivt tilsyn med prøveløsladte sinker.
Det er oplyst over for udvalget, at de nye prøveløsladelsesregler formentlig vil betyde, at antallet af tilsyn i løbet af en overgangsperiode forøges med ca. 10 pct., og at.Dansk Forsorgsselskab mener at kunne klare denne stigning.
Af hensyn til en mulig effektivisering af tilsynene finder udvalget det imidlertid af betydning, at omfanget af prøveløsladelser med tilsyn som vilkår afpasses med de praktiske muligheder for at udøve effektivt tilsyn. Det er under drøftelserne af dette spørgsmål oplyst over for udvalget, at det er hensigten med den nye formulering af lovens § 39, stk. 2, at man i noget videre udstrækning end hidtil, og navnlig for den nye gruppe prøveløsladte med udstået straffetid fra 4 til 9 måneder, skal kunne fastsætte vilkår om tilsyn i en del af prøvetiden eller eventuelt i visse tilfælde helt undlade at fastsætte vilkår om tilsyn.
......
Under samråd med justitsministeren har udvalget rejst spørgsmål om forståelsen af den foreslåede indføjelse i straffelovens §§ 197, 199, 229, stk. 4, og 265 af en bestemmelse om, at politiets pålæg eller advarsler har gyldighed i 5 år. Ministeren har oplyst, at der med ændringerne ikke tilsigtes nogen skærpelse af gældende praksis, idet de i bestemmelserne omtalte pålæg og advarsler fortsat skal kunne meddeles også for kortere tidsrum end 5 år. Gyldighedstiden vil således kunne afpasses efter den enkelte sags særlige omstændigheder.
Det er under udvalgets forhandlinger oplyst, at bestemmelsen i straffelovens - § 225, stk. 4, som i lovforslaget foreslås ophævet, næppe har haft nogen større betydning for aldersgruppen 18-21 år, mens en vis virkning har kunnet spores for aldersgruppen 15-18 år. Der må lægges vægt på, at denne virkning ikke afsvækkes. Udvalget forudsætter derfor, at ophævelsen af § 225, stk. 4, ikke medfører en lempelse i praksis med hensyn til tiltalerejsning efter § 225, stk. 2, jfr. § 226.
Udvalget har endvidere drøftet de principielle synspunkter, der kan anføres imod opretholdelse af bestemmelsen i straffelovens § 230 om straf for dem, der modtager betaling „for at øve usædelighed med en person af samme køn". Man har i forbindelse hermed overvejet, om der ikke i straffelovens § 199 findes et tilstrækkeligt strafferetligt grundlag for foranstaltninger over for homoseksuelt prostituerede. Efter denne bestemmelse kan politiet give den, der „hengiver sig til lediggang under sådanne forhold, at der er grund til at antage, at han ikke søger at ernære sig på lovlig vis", pålæg om at søge lovligt erhverv; overtrædelse af pålægget straffes. Justitsministeren har over for udvalget oplyst, at der efter § 199, som tidligere praktisk taget kun blev anvendt over for prostituerede kvinder, i den senere tid er meddelt pålæg også til homoseksuelt prostituerede mænd. Dette er sket i tiden fra omkring april-maj 1964 og i ca. 30 tilfælde. Der er imidlertid her tale om en nyordning, der endnu befinder sig på forsøgsstadiet, og hvis nærmere vurdering kræver et større erfaringsmateriale. Et flertal (socialdemokratiets, venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har herefter ikke fundet det rigtigt på nuværende tidspunkt at foreslå § 230 ophævet.
Et mindretal (det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stiller det nedenstående ændringsforslag nr. 4 om ophævelse af § 230, idet mindretallet henviser til de nedenfor anførte bemærkninger til dette ændringsforslag.
Med hensyn til de i øvrigt i udvalget drøftede problemer henvises til de spørgsmål fra udvalget til justitsministeren, der tillige med ministerens besvarelser er optrykt som bilag til betænkningen ......"
Efter at mindretallets ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling var forkastet med 107 stemmer mod 23, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med nogle af justitsministeren foreslåede ændringer enstemmigt med 134 stemmer, idet 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.