Ved loven fortsættes den hidtidige lovgivning om valutaforhold m. v., jfr. lov nr. 302 af 21. december 1957, der med senere ændringer er optrykt ved handelsministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 29. februar 1960, og som senest er forlænget indtil 31. december 1964 ved lov nr. 407 af 18. december 1963 (årbog 1963-64, side 316). Der er dog foretaget en række ændringer, som tilsigter at skabe bedre overensstemmelse mellem lovens bestemmelser og de nu foreliggende forhold. Som en konsekvens af de stedfundne lempelser i importreguleringen er hovedvægten i lovens bestemmelser om importregulering således nu lagt på dennes afvikling, dog at der i loven peges på, at afviklingen af restriktionerne skal ske under iagttagelse af visse nærmere angivne hensyn.

Herom oplyses i bemærkningerne til lovforslaget, at bl. a. over for lande, der anvender importrestriktioner som handelspolitisk instrument, kan tilsvarende danske restriktioner være et nødvendigt middel til varetagelse af erhvervslivets interesser, særlig med henblik på fremme af eksporten til disse lande.

Endvidere må det anses for nødvendigt, at der består mulighed for anvendelse af importregulerende foranstaltninger på områder, hvor der som følge af særlige forhold i udlandet ved en frigivelse af importen her til landet vil opstå fare for, at dansk erhvervsliv udsættes for urimelige vilkår i konkurrence med udlandet. Der tænkes herved bl. a. på de problemer, der kan opstå såvel ved en yderligere liberalisering af landbrugsvarer, som ved en udvidelse af liberaliseringen af industrivarer til at omfatte importen fra lande uden fordet traditionelle frilisteområde; og problemerne for disse varekategorier er stort set analoge.

De i udlandet praktiserede subsidieordninger og udlandets restriktive importpolitik inden for landbrugssektoren må naturligt føre til en tilbageholdenhed over for en blotlæggelse af det danske marked for udenlandske landbrugsvarer, med mindre der tilvejebringes rimelige vilkår for afsætningen af dansk landbrugs produkter.

Også mulighederne for en uforholdsmæssig stor import af industrivarer f. eks. fra lande, hvis produktion ikke tager alle omkostningsdannende faktorer i betragtning ved prisdannelsen, gør det nødvendigt, at der udvises varsomhed med hensyn til en frigivelse af importen fra disse lande, så meget mere som de pågældende lande i almindelighed ikke yder eksporten af danske industrivarer tilsvarende begunstigelser. Betænkelighederne ved en sådan fri adgang til import af industrivarer mindskes, såfremt der gennem tosidige aftaler eller aftaler på bred international basis, f. eks. på linje med den under GATTs auspicier afsluttede bomuldstekstiloverenskomst, tilvejebringes kauteler imod alvorligere markedsforstyrrelser.

Hensynet til dansk erhvervsliv under den videre liberaliseringsproces tilsiger således, at der er adgang til at anvende importregulerende foranstaltninger til sikring af rimelige konkurrencevilkår.

I sin fremsættelsestale anførte handelsministeren bl. a. efter udførligt at have gjort rede for lovforslagets baggrund og formål:

„Da valutaloven sidst var til behandling i det høje ting ved lovens fornyelse i 1963, blev det fra forskellig side anført, at loven efterhånden syntes at trænge til en gennemgribende revision med henblik på at føre dens forskellige bestemmelser a jour med den stedfundne udvikling. Heri kan jeg for mit vedkommende erklære mig ganske enig. Loven bærer i sin nuværende skikkelse præg af ved en række forlængelser at være stykket sammen gennem mange og besværlige udvalgsbehandlinger, hvorigennem lovteksten, er blevet både lang, kompliceret og uklar.. Men hertil kommer, at loven i den foreliggende form ikke længere dækker den aktuelle problemstilling i dansk udenrigshandel.

Ud fra disse betragtninger har jeg fundet det rigtigt, fremfor at forsøge nye lapperier på den gamle lov, at fremlægge et forslag, der efter min opfattelse betegner både en forenkling og en ajourføring af lovens bestemmelser, uden at jeg herigennem har haft til hensigt på nogen måde at røre ved det liberale sigte, der har kendetegnet loven og dens administration gennem en årrække. Denne linje vil fortsat blive fulgt og gennem den nye lovtekst finder denne liberale linje yderliger en understregning.

Med den skete ajourføring mener jeg at loven har fået en udformning, som dækker de forhold, loven tager sigte på, så langt som man kan forudse udviklingen i dag, og jeg har derfor heller ikke ment at burde tidsbegrænse lovens gyldighed. Heri ligger naturligvis ikke, at jeg mener at kunne udelukke, at loven senere må ændres. Et behov herfor vil givetvis opstå før eller senere, men jeg finder blot, at det ikke i øjeblikket er muligt at skønne over, hvorvidt et sådant behov vil komme til at foreligge efter et kortere eller længere åremål. Det vil ganske komme til at afhænge af en række omstændigheder i den internationale og i vor hjemlige økonomi, som ikke i dag kan forudses."

Angående lovens indhold og ændringerne i forhold til den hidtil gældende lov skal i hovedtræk anføres følgende:

Lovens 1. kapitel (§§ 1 og 2) om indløseligheden af Danmarks Nationalbanks sedler er bortset fra nogle ændringer af redaktionel karakter uændret.

Det er navnlig i lovens 2. kapitel om foranstaltninger vedrørende indførsel og udførsel af varer (§§ 3-6), at retningslinjerne for lovens administration nærmere er søgt præciseret i de enkelte bestemmelser.

I § 3 er de hensyn, der skal iagttages af handelsministeren i forbindelse med anvendelsen af bemyndigelsen til importregulering, ændret.

Mens importreguleringen tidligere i det væsentlige har været begrundet i valutariske hensyn, kan hensynet til betalingsbalancen ikke længere tillægges betydning i denne forbindelse. Med det stærkt begrænsede antal varer, der er tilbage på bunden liste over for frilistelandene — og importen herfra udgør over 90 pct. af vor totalimport — vil der ikke længere over importreguleringen kunne drives importpolitik. Den valutariske begrundelse er derfor udeladt i loven, hvorimod hensynet til handelspolitiske interesser, sikring af rimelige konkurrencevilkår for dansk erhvervsliv samt Danmarks aftaler og samarbejde mect udlandet stadig skal tages i betragtning. Ud fra disse hensyn kan handelsministeren midlertidigt overføre varer til bunden liste. Sådan overførsel kan dog kun gennemføres med tilslutning af det i § 13 omhandlede udvalg, medmindre handelsministeren skønner, at overførslen ikke uden skade for opnåelsen af de tilsigtede formål kan afvente en forhandling herom. I så fald underretter handelsministeren snarest muligt udvalget om de trufne foranstaltninger.

Lovens § 4 giver bl. a. adgang til opkrævning af et ekspeditionsgebyr for udfærdigelse af indførselsbevillinger, og bestemmelsen er i realiteten identisk med den hidtidige lovs § 3, stk. 2, dog at gebyrets maksimum ikke kan overstige 2½ promille af bevillingens pålydende beløb.

I lovens § 6 er med samme motivering som for importreguleringen de valutariske hensyn, der efter den hidtidige lov kunne begrunde eksportregulerende foranstaltninger, erstattet med handelspolitiske hensyn. I øvrigt indeholder bestemmelsen ingen realitetsændringer.

Lovens 3. kapitel (§§ 7-8) om betalingsforhold m. v. over for udlandet svarer i realiteten til det tilsvarende kapitel i den tidligere valutalov.

I lovens 4. kapitel (§§ 9-14) er foretaget en række ændringer af sproglig og systematisk karakter, og bestemmelser, der er anset for overflødige, fordi de tilsvarende forhold er dækket af anden lovgivning — borgerlig straffelov og loven om partsoffentlighed i forvaltningen — er udeladt. Endvidere er udeladt nogle bestemmelser i den hidtidige lov, som var reminiscenser fra en tid, hvor foranstaltninger i henhold til loven indtog en anderledes central plads i den økonomiske politik, end tilfældet er nu.

Om lovens 5. kapitel (§§ 15-18) bemærkes, at visse bestemmelser i den tidligere valutalov er udeladt, da de kan anses for dækket af bestemmelser i straffeloven og retsplejeloven. Bestemmelserne i § 15 om de efter loven strafbare forhold, om forældelse af strafansvaret og om konfiskation undergik under udvalgsbehandlingen omfattende ændringer, således at disse bestemmelser nu fremtræder i en forenklet og mere tidssvarende form i overensstemmelse med de senere års lovgivning på tilsvarende områder.

Ifølge lovens § 17 trådte loven i kraft den 1. januar 1965, men den fik kun gyldighed indtil 30. juni 1965. At lovens gyldighed begrænsedes til 6 måneder, skyldtes et ændringsforslag herom under udvalgsbehandlingen og begrundedes med ønskeligheden af at koordinere valutalovens udførselsbestemmelser, jfr. § 6, med den i lov nr. 97 af 20. marts 1963 om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. givne bemyndigelse til landbrugsministeren til regulering af afsætning af landbrugsvarer til udlandet, idet denne lov udløb samtidig. Angående en senere vedtaget forlængelseslov se nærmest efterfølgende sag.

Lovforslaget fik i folketinget en meget velvillig modtagelse, idet dog Guldberg (V) ytrede store betænkeligheder ved den i henhold til lovforslagets § 3 vidtgående mulighed for genindførelse af restriktioner. Hans betænkeligheder var knyttet til den meget uklare markedssituation såvel for så vidt angik forholdene i fællesmarkedet som situationen omkring EFTA. Venstre var dog enig i, at der må være en hjemmel af den nævnte karakter, så længe store dele af eksporten, derunder først og fremmest landbrugets eksport, nødvendiggør særlige bestemmelser på grund af den markedspolitiske situation.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til et udvalg, der indstillede det til vedtagelse med en række af handelsministeren stillede ændringsforslag.

De stillede ændringsforslag, som i alt væsentligt er omtalt ovenfor, vedtoges ved 2. behandling.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt.