Forslaget til folketingsbeslutning, der i sin oprindelige affattelse gik ud på at opfordre forsvarsministeren til „omgående at udarbejde regler for åbning af de militære flyvepladser for civil ruteflyvning", var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:
„Nærværende forslag til beslutning af folketinget opfordrer forsvarsministeren til at udarbejde regler, der åbner adgang for civil ruteflyvning til at benytte militære flyvepladser og lufthavne i Danmark.
Gennem lang tid har der været en stærk diskussion om mulighederne for civil benyttelse af de militære flyvepladser specielt i Jylland. Der er ikke gennem disse diskussioner tilgået offentligheden eller folketinget oplysninger, der har dokumenteret tilstrækkelige begrundelser for et fortsat forbud mod civil benyttelse af de militære flyvepladser. Det er samtidig gennem de løbende planlægningsdrøftelser klarlagt, at der i det kommende år vil være et voksende behov for indenrigske flyveruter, og at det ikke vil være muligt at dække dette behov med de eksisterende civile lufthavne og flyvepladser.
Forslagsstillerne finder det derfor naturligt at fremme løsningen af denne opgave ved at åbne for adgangen til benyttelse af de militære flyvepladser for indenrigsk ruteflyvning. Herigennem opnås, at der hurtigere kan etableres flere indenrigske flyveruter, samt at der spares betydelige beløb ved ikke at skulle anlægge en række nye civile lufthavne.
Der er kun stillet forslag om at åbne adgang til de militære flyvepladser for ruteflyvning, idet forslagsstillerne henstiller til forsvarsministerens og de militære myndigheders afgørelse, hvorvidt der samtidig kan åbnes adgang for andre end civile rutefly."
Ved den mundtlige fremsættelse anbefaledes forslaget af A. C. Normann (RV) som ordfører for forslagsstillerne.
Ved 1. behandling gjorde forsvarsministeren rede for de betænkeligheder, den ønskede åbning af de militære flyvestationer for civil ruteflyvning måtte give anledning til. Han afviste dog ikke muligheden af, at ønsket — efter at de fornødne undersøgelser havde fundet sted — i begrænset omfang kunne imødekommes. Der udspandt sig derefter en debat, som mundede ud i, at sagen — på forslag af Horn — henvistes til behandling i et udvalg.
Resultatet af udvalgets arbejde blev et enstemmigt tiltrådt ændringsforslag, hvorefter folketingsbeslutningen skulle have følgende affattelse, som folketinget ved 2. (sidste) behandling sluttede sig til:
„Folketinget beslutter i overensstemmelse med et af forsvarsministeren fremsat forslag, at der gennemføres en midlertidig åbning af de militære flyvestationer i Skrydstrup og Karup for civil ruteflyvning, alt i det omfang hensynet til forsvarets virksomhed muliggør."
I udvalgsbetænkningen hedder det herom:
„Udvalget har holdt 4 møder og haft 2 samråd med forsvarsministeren, der har givet tilsagn om midlertidigt at åbne for civil ruteflyvning morgen og aften mellem Kastrup, Karup og Skrydstrup. I skrivelse af 5. april 1965, der optrykkes som bilag til nærværende betænkning, har forsvarsministeren fastsat visse nærmere betingelser for åbningen af de 2 militære flyvestationer for den civile ruteflyvning. Udvalget har accepteret disse vilkår for åbningen, der ligeledes er tiltrådt af flyverkommandoen."
I den ændrede affattelse vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt, idet 1 færøsk medlem afholdt sig fra at stemme.